Nu vil jeg proeve at tage mig samme til at faa skrevet lidt paa min blog for foerste gang i de tre uger, jeg nu har vaeret i Nepal. Men hvor skal man lige begynde efter 3 uger fyldt med en masse oplevelser?

Flyveturen herned gik fint, og jeg havde aftalt med Ida at moedes med hende i Thamel, en turistbydel i Kathmandu. Det var dejligt at se hende igen, og ogsaa lidt uvirkeligt.

De foerste par dage hvilede jeg ud og proevede at vaenne mig til alle de nye lyde og omgivelser. Og saa skulle vi ogsaa have soerget for nogle praktiske ting med hensyn til vores trekkingtur, som vi ville paa. Det kraever nemlig forskellige tilladelser til nationalparker, og saa skal man ogsaa bruge 100 dollars paa regristreringskort, som skulle sikre os, at der er nogle, der holder oeje med os, naar vi er afsted. I virkeligheden tror jeg bare det er spild af penge, for man skal ikke melde tilbage, naar man er kommet hjem osv, but what do to?

Men vi fik styr paa det praktiske, og saa ville vi gerne vaek fra Kathmandu! Vi tog en bus til Bhaktapur, som ligger taet paa Kathmandu, men som er mindre larmende. Vi havde laest, at de ville goere meget ud af det nepalesiske nytaaer, som de fejrede d. 14. april - og det gjoerde de ogsaa! Allerede d. 9. april koerte de igennem byen med en stor traevogn, som vest- og oestdelen af byens unge drenge konkurrerede om at traekke igennem byen. En lidt farlig ting, hvor det ikke er sjaeldent, at nogle doer af at blive mast af vognen. Saa det var baade fascinerende og farligt at holde oeje med. Og gaderne er fyldt med folk.

Fra d. 11. til 12. april tog vi lige en lille afstikker op til en bjergby, Nagarkot, hvorfra man ville kunne se bjerge ved solopgang, hvis man var heldig. Men det var vi ikke. Vi stod op kl. 5, og vi kunne lige skimte en bjergtop, da solen stod op, men det var ogsaa det. Desvaerre. Men det var en hyggelig nok by, og vi boede paa Nirvana Guesthouse, som virkelig har de mest afslappede ejere set til dags dato. Manden sad og roeg hash med nogle af gaesterne, men det var sgu et hyggeligt sted :)

Saa tog vi tilbage igen til Bhaktapur, saa vi rigtig kunne se, hvordan de skulle fejre nytaar. Der er folk i gaderne hele tiden, ballonsaelgere og andre handlende. D. 13. blev der hejst en stor pael, som saa blev vaeltet dagen efter. Her er der stor prestige for de unge drenge i at vaere den foerste, der klatrer op i paelen, heller ikke en ufarlig disciplin!

Nogle dage forinden var vi faldet i snak med et ungt aegtepar og deres lille datter. Rashna er 24, og hun virkede rigtig soed. Manden kunne vist ikke snakke engelsk, men vi blev i hvert fald inviteret hjem til dem, og da det endelig lykkedes os at finde et tidspunkt blev vi hentet paa motorcykler af manden og hans ven, som snakkede godt engelsk. Jeg sad bag paa vennen, og han tog sin hjelm paa - vi andre fik ingen! Det var meget sjovt at proeve at koere gennem byen med de smaa gader paa motorcykel.

Familien boede sammen med mandens foraeldre, det er meget normalt. Vi blev vist ind i deres sovavaerelse/stue, og saa sad vi ellers og proevede at finde noget at snakke med vennen om, for Rashna var gaaet i koekkenet. Det var lidt aergeligt, for det var hende vi helst ville snakke med. Saa blev vi vist op i koekkenet og satte os til rette paa gulvet. Det var kun os og de to maend og saa datteren, som skulle have noget at spise der aabenbart. Det var ved fem-tiden om eftermiddagen, men for dem var det frokost, de spiser slet ikke paa samme tidspunkter som os i Danmark. Maden var fin nok, og saa fik vi risoel, nok pga. nytaaret. Senere fik vi ogsaa hjemmelavet whisky, de flottede sig rigtigt. Da vi havde spist kom Rashna med os ned i vaerelset igen, saa der kunne vi endelig faa snakket lidt emd hende. Jeg viste hende nogle billeder hjemmefra, og saa tog hun ogsaa deres fotoalbum frem, saa vi rigtig kunne se billeder. Det var meget hyggeligt. Det var en god oplevelse, og vi foelte, at vi fik et godt indblik i, hvordan det er kvinderne, der staar i koekkenet, naar der er gaester.

Ellers er det ikke unormalt i Nepal at se maend vaske toej og goere andre huslige pligter, men alt i alt tror jeg stadigvaek, at det er kvinderne, der laver mest. Det er ogsaa mest maendene, man ser haenge ud i gaderne under de store traer, hvor de sidder og snakker og spiller spil.

Vi forlod Bhaktapur og koerte med bus til Bodha (Bodnath), som ligger i forlaengelse af Kathmandu. Det er et tilholdssted for tibetanske flytgtninge, og der er mange tibetanske munke i gaderne ogsaa. Og de staar tidligt op! Jeg blev vaekket hver morgen ved 5-tiden at store trommer (og goende hunde).

Det er lidt maerkeligt at se alle de munke gaa rundt i gaderne, specielt fordi de paa mange maader er saa langt vaek fra min hverdag og samtidig proever at vaere moderne. Jeg har set munke gaa rundt med deres smarte mobiltelefoner, Louis Vitton-baelter osv. Og nogle smaa munke har vi set sidde og spille Counter Strike (voldeligt spil) paa en internetcafe!

Saa tog vi paa trekking. Vi havde valgt en rute paa ca. 8 dage, som skulle vaere forholdsvis nemmen foej hvor jeg synes det var haardt! Vi var smadrede hver aften. Vi fik set en masse bjerge, og til sidst var det ikke noget saerligt at staa op til snedaekkede bjerge. Men Nepal har virkelig en flot natur, og det og saa bylivet i Kathmandu er to vidt forskellige ting, naermest som to forskellige lande. det var egentlig meget simpelt. Vi stod op mellem 5 og seks hver morgen, fik noget morgenmad og tog saa afsted. Vi havde ikke nogen guide eller porter med til at baere vores baggage, men vi klarede os fint med vores rutebeskrivelse og ved at spoerge om vej en gang imellem. Vi gik nok ca. 20 km hver dag, men det foeltes samtidig som om, at det enten var op eller ned, saa vi var virkelig smadrede om aftenen.

Vi boede paa guesthouses, som laa paa vejen, og vi proede at vaere miljoe-ansvarlige og undgik at koebe oel og sodavand, fordi de bare smider flaskerne vaek istedet for at sende dem tilbage til storbyen. Vi havde ogsaa laest andre gode raad, bl.a., at vi ikke skulle koebe mad ved steder, hvor de brugte braende til at lave mad med. Men det gjoerde de alle steder vi kom hen. Der kan vaere saa mange gode intentioner, men virkeligehden er tit en anden.

Paa 6. dagen var vi ved at vaere traette af at gaa. Vi kom ud til noget mere offentlig vej, saa vi overvejede at korte vores rute af med en dag. Men lige pludselig holdt der en bus foran os, saa vi kortede ruten af med to dage istedet for :)

Inden da havde vi siddet paa et lille sted og faaet noget dhal baat (nationalretten i Nepal bestaaende af ris, groensager og linser). Saa satte der sig nogle unge maend foran os, og det var helt tydeligt, atd en ene tog billeder af os. Jeg bad ham om at stoppe. Der var ogsaa mange boern, der fulgte efter os det sidste stykke. Paa hele trekkingturen havde boern sagt hej efterfulgt af spoergsmaalet om, om de maatte faa noget slik eller penge af os.

Vi sad i den bus i mindst 5 timer, og det haaber jeg bliver den vaerste bustur i nepal. Vi vilel bare gerne til kathmandu, saa vi kunen finde et sted at sove, men buschauffoeren stoppede lige for at faa en smoeg eller en snak, og saa skulel de ogsaa lige have benzin paa osv. Saa det var en rigtig lang tur!

Nu er vi saa kommet til Pokhara. Vi koebte bilelt til en turistbus hertil, for det har ogsaa vaeret en lang tur paa ca. 6 timer, og vi var ikke lige i humoer til offentlig transport endnu.

Her er ogsaa meget turistet, men mere stille end i Kathmandu, saa det er dejligt. I gaar flottede vi os og koebte steak til ca. 35 kr, og drinks til ca. 20 kr. stykket. Det er mange penge, naar man har vaennet sig til at kunne klare sig for under 100 kr. om dagen inkl. overnatning og det hele.

I de sidste tre uger jeg har vaeret her er det kun blevet varmere, her er nok ca. 30 grader nu.

Nepal er et dejligt land paa mange punkter. Man foeler sig sikker ved at gaa rundt selv, og de fleste folk er rigtig venlige. Dog er jeg ret traet af saelgere og taxachauffoerer, de skal bare holde deres mund, men det kan de ikke finde ud af.

Jeg haaber i kan forstaa min maaske rodede opsaetning, men det var lidt om mine oplevelser indtil videre. Om 9 dage rejser Ida desvaerre hjem, og saa skal jeg klare mig selv. Det frygter jeg lidt, men det jeg haaber det bliver en god udfordring og ikke nogen daarlig oplevelse.