Hej allesammen

Vi har været ufatteligt dårlige til at opdatere bloggen, desuden er dette 3. forsøg på at opdatere den - ja, vi er ikke altid lige skarpe til det elektronik.
Vi har siden sidst været på palawan, inden vi tog af sted mødtes vi med Erik (Johannas kæreste), Johan (eriks lillebror) og Per (eriks ven). Gensynsglæden mellem johanna og Erik var stor i Cebus lufthavn. De 3 havde inden været en uge på Boracay og var desværre meget brunere end os.
Flyveturen gik fint, dog efter en lidt mærkelig landing. Fra Puerto princesa, som vi landede i, skulle vi med en slags mini bus hvor man køber et sæde hver. Når alle sæder er købt så kører man. Vi skulle til El Nido, som ligger 5-7 timers kørsel fra Puerto princesa alt afhængigt af hvor hurtigt (læs sindssygt) ens chauffør kører. Vores kørte pænt stærkt og bad vi ham om at sænke farten kørte han bare i samme tempo, eller hurtigere (til skræk og rædsel for dem der sad bagerst, stine og især Per som havde en del nær-døds-oplevelser på den tur). Vi har senere fundet ud af at filippinske chauffører gør nøjagtigt det modsatte af hvad man beder dem om. Skørt!
Glade for at være i live kom vi alle til Palawan, hvor hoteljagten blev sat ind. Efter 30 min. søgen fandt vi et ganske udmærket sted, der havde plads til os alle 5.
Tiden i El nido blev brugt på solbadning på fine hvide strande. Ø-hop og sejling/svømning ind i flotte laguner. Af en eller anden grund ville vores båddrenge hjælpe stine med at svømme ved at holde hende i den ene arm, selvom hun egentlig sagtens kan klare det selv, alle andre synes dog det så ret sjovt ud.
Vi fik begge (stine og johanna) en ret speciel hovedmassage, der bestod af 30 min hvor massøren kradsede i hovedbunden, afbrudt af små ophold hvor hun istedet for at kradse rykkede i håret. Vores hår var som det var blevet touperet i en time - stine kunne nemt have været med i løvernes konge som voksen simba OMG ;)
Erik, Johan og Stine fik også dykket imens blev Per og Johanna sat af på en strand hvor de legede Robinson ekspeditionen. Der var dog ingen af dem der turde gå ind i junglen eller jagten en stor gekko (kyllinger). Efter dykningen fik Per og Johan desværre madforgiftning.
Efter palawan var vi tilbage i balamban en lørdag aften, så vi besluttede os for at sove længe søndag og tage en aftenvagt på sygehuset. Inden vagten ville vi løbe/gå lidt på det lokale stadion, ovalen. Det skal man ikke gøre kl 13 lige midt i middagssolen. Der er ret høj luftfugtighed, samt solen er meget stærk, og uden solcreme er det jo dømt til at være jordens dårligste ide. Inden turen til ovalen tog vi et smut forbi tennisbanen, som ligger lige overfor sygehuset. Her snakkede vi en time med alle gutterne, som altid spiller(og drikker øl) i weekenden. Da vi gerne vil lære at spille tennis fik vi også arrangeret en træner der - Papic, som aftalte en tid med os mandag eftermiddag.
Vi har nu i snit trænet tennis 2-5 gange ugentligt og er ved at blive ok. Til balamban tennis klubs turnering (hvor vi bare så på, vi er ikke helt gode nok til kampe(; ) fik vi endda den store ære at skulle overrække alle pokalerne til alle vinderne. Herefter var der fest med den lokale øl "red horse" eller "San miguel" og alle filippineres gimmick til en fest - kareoke, eller videoke som de kalder det her;) vi fik både sunget lidt (under lidt pres fra vores træner og de andre) og danset med tennis folkene.
Dagen efter til træning spurgte vi hvornår vores træner tog hjem. Han svarede at han tog hjem omkring 19-20 tiden, men da vi gik fra festen 21.30 var han altså stadig der og i ret godt humør;)
Onsdag for 2 uger siden kom Johannas mor Birgitta og moster Karin til balamban for at se sygehuset og hvor det er vi bor. De skulle møde os i skadestuen hvor det første de så var en septisk patient, som var rigtig dårlig. (Til alle fagfolk så har det en ret alternativ initial behandling af sepsis her...) de blev lidt rystede af at patienten ikke blev overført til et andet sygehus i Cebu City hvor de har bedre udstyrede sygehuse, det koster dog bare endnu flere penge, hvilket familien ikke havde råd til. Vi har senere fundet ud af at hun døde 5 timer senere, det havde vi dog regnet ud.
Birgitta og Karins besøg betød også at vi skulle på tur igen, denne gang til Moalboal, der ligger på sydvest siden af Cebu Island. Inden havde vi dog taget en overnatning i Cebu City, hvor vi fik spist cup cakes, drukket kaffe på starbucks (en meget vigtig ting at få gjort i byen), shoppet og spist god italiensk aftensmad. :)
I Moalboal boede vi på et mega hyggeligt resort, som lå 5 min fra White Beach. Dykningen var fantastisk, store flotte koraller og vi fik set havskildpadder, eller rettere sagt alle undtagen Karin... Ejeren af resorten, som var født i England, opvokset i Sierra Leone da faren var britisk diplomat og tjent sin første million (pesos, dollars.. Det husker vi ikke helt) da han var 24 år gammel. En yderst excentrisk mand, som mente at hans familie var en slags druider ellers Masters stammende fra babylon. Desuden mener han at man kan forlade kroppen, hvilket man bedst gør hvis man sover på ryggen, og dårligt hvis man ligger på siden med hånden over eller under øret. Birgitta og stine lagde sig demonstrativt til at sove på siden - bare fordi han ikke skulle have ret. Stine sover dog ofte på ryggen og måtte finde sig selv liggende på ryggen da hun vågnede dagen efter hans historie.

Ja, vi oplever og møder en masse mennesker. Vi skal nok smide en opdatering på nettet omkring hverdagen i balamban og alle de ting vi møder i og uden for sygehuset. Hold jer munter indtil da.

Johanna og stine