Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle
Det bliver en lang smøre, I får denne gang, for der er sket en masse nyt - både godt og skidt.
Først de dårlige nyheder. Da jeg kom hjem fra Los Angeles, skrev Paige, at hun havde taget sin endelige beslutning om at droppe ud af Arizona State University og tage tilbage til San Jose til december, da hun savner sin familie og sine venner for meget. Dette betød, at hun ikke kunne tage Nikita med sig, som planen egentlig oprindelig var. Vi blev derfor alle tre enige om, at vi blev nødt til at finde en ny familie til Nikita, selvom vi slet ikke havde lyst til det. Vores plan var at tage os god tid til at finde en god familie til hende, men sådan blev det desværre ikke.
Efter fall break hvor vi alle tre forlod Nikita, ændrede hun sig meget. Hvis vi gik fra hende, gøede hun helt vildt, tissede over hele gulvet, spiste sofapuderne og gnaskede i panelerne. Jeg tror, at hun troede, at vi aldrig ville komme tilbage til hende, når vi gik fra hende, og derfor blev hun helt ulykkelig og gik helt amok. Hun kunne slet ikke klare at blive ladt alene. Men når vi var hjemme hos hende, var hun stadig den sødeste, dejligste og kærligste hund. Men hun var ved at splitte vores lejlighed ad, og vi tog derfor en beslutning om at finde et shelter til hende (et shelter er et sted, hvor man kan aflevere hunde, og så prøver de at finde en ny familie til dem).
Jeg ringede rundt til flere steder for at få råd og vejledning. Eftersom hun er halv pitbull, vil de fleste steder ikke have hende eller også vil de aflive hende med det samme, og det ville vi på ingen måde have. Jeg snakkede med en dame, som sagde, at vi i hvert fald ikke måtte sige, at vi havde haft hende i nogle måneder. Vi skulle sige, at vi lige havde fundet hende, for ellers ville de fleste steder aflive hende med det samme. Jeg fandt et sted, som tog imod pitbulls og var et no-kill-shelter. Dog skulle hun evalueres først, før de kunne sige, om de ville have hende eller ej. Så jeg lavede en aftale om at komme derud om søndagen.
Lørdag nat tog jeg og Nikita ud i lufthavnen for at tage imod mine forældre og naboer. Nikita var så sød derude, og hun charmerede alle, som hun plejer. Jeg er glad for, at mine forældre og naboer nåede at møde hende, da hun har været en stor del af mit liv herovre. Søndag morgen tog Steph og jeg afsted med Nikita til shelteret (Paige var stadig hjemme hos sine forældre). Vi tog halsbåndet af hende ude i bilen (så det lignede, vi lige havde fundet hende) og gav hende en masse kys og kram, før vi gik ind. På shelteret var de meget begejstret over hende. Hun lystrede fint, og da de skulle checke, hvordan hun var sammen med andre hunde og hentede en kæmpe hund, gik hun bare hen til den og slikkede den på snuden. Så de sagde med det samme, at de gerne ville have hende. Jeg skulle udfylde en masse papirer, om hvor vi havde fundet hende, hvornår vi havde fundet hende, hvordan hendes adfærd var osv. Det var ret svært at sidde og lyve om alt det, men vi ville undgå, at hun blev aflivet og blev derfor nødt til det.
Mens jeg udfyldte papirerne, havde de sat Nikita ind i et bur, og hun hylede i vildens sky. Hun kiggede meget sørgmodigt på os, så det var lidt som om, at hun forstod det. Da vi skulle sige farvel, gik Steph og jeg hen og åbnede buret, og hun hoppede lige ind i favnen på mig. Både Steph og jeg gik stortudende derfra, så jeg er ret sikker på, at de godt vidste, at vi havde haft hende mere end de 4 dage, som vi havde sagt. Det var virkelig hårdt at sige farvel til hende, og jeg savner hende utroligt meget, men det var det bedste. Nu håber jeg bare, at de snart finder en sød familie til hende, for det fortjener hun. Vi følger løbende med på deres hjemmeside og facebook, så vi kan se, om hun bliver bortadopteret.
Og nu til de bedre nyheder. Efter vi havde været på shelteret, kom mine forældre og naboer på besøg for at se lejligheden. Efter et glas vin tog vi til Rawhide, som er en cowboyby. Det var meget kulisse-agtigt, og der var næsten ingen mennesker, så det var en lidt flad fornemmelse, men det var okay. Om aftenen tog vi ud og spiste på en sød italiensk restaurant i min by (Tempe), som jeg har spist på et par gange. Så det var en hyggelig aften.
Om mandagen kom mine forældre og naboer hen til min lejlighed, efter jeg havde været i skole. Jeg viste dem lige rundt på Gateway, før vi tog orbitten til min skole (orbitten er en gratis bus, som kører rundt i Tempe). Det er meget specielle mennesker, som kører med orbitten. Det er alle de studerende, og så er det alle de fattige, skøre og hjemløse, så man oplever mange sjove ting. Der var bl.a. en alkoholiseret mexicaner, som kom til at sætte sig ned med en øl i baglommen, hvilket resulterede i, at der var øl udover det hele, og det lignede, at han havde tisset i bukserne. Så hele bussen fik sig et godt grin (deriblandt ham selv - selvom folk er fattige, skøre, hjemløse eller alkoholikere, er de generelt altid smilende og snakkesaglige).
Mine forældre og naboer var meget betaget af campus. Det er også meget flot og stort, men jeg tænker ikke så meget over det, da jeg lever i det hver dag. Efter campus rundvisningen hentede jeg Paige i lufthavnen, og så mødtes jeg med mine forældre og naboer igen nede ved floden. Der lejede vi en båd og sejlede en tur langs floden. Det var meget fint med en afslappende sejltur :) Om aftenen havde mine forældre og naboer inviteret mig og mine roommates ud at spise. Det var super hyggeligt, og jeg er glad for, at de fik mødt mine roommates. Både Paige og Steph var meget målløse over, at mine forældre betalte for middagen og endda et lidt finere sted - så de er fuldstændig overbeviste om, at mine forældre er stinkende rige, selvom jeg har prøvet at forklare, at det var normale restaurantpriser for en dansker - det hjalp dog heller ikke på situationen, da jeg fortalte, at mine forældre boede på Caesars Palace i Las Vegas, som åbenbart er det bedste og dyreste hotel i Las Vegas ;)
Om tirsdagen tog jeg med mine forældre og naboer mod Williams. Igen havde Paige været så sød at låne mig sin bil, så jeg kunne køre med dem. På vejen mod Williams stoppede vi ved Montezuma Castle, som er en ruin af en borg, som ligger "inde i" et bjerg. Vi stoppede også i Sedona, som er en by med virkelig flot natur og bjerge. Der er nogle billeder af det i mit album. Egentlig har jeg en masse billeder af det, men der er en tommelfinger på de fleste af billederne, da min mor ikke er den skrappeste fotograf :p Da vi endelig nåede til Williams, tog jeg en lur, inden jeg skulle i gang med eksamenslæsningen, for jeg havde en eksamen om torsdagen. Jeg blev på hotellet og læste og bestilte en pizza, mens mine forældre og naboer gik en tur i Williams og spiste på en restaurant.
Om onsdagen kørte vi til Grand Canyon. Her havde vi bestilt en helikopter, som skulle flyve os over Grand Canyon. Først skulle vi se en kortfilm om sikkerhedsregler, så fik vi en sikkerhedsvest bundet om maven, og så var vi good to go :) Jeg blev placeret forrest hos piloten, mens mine forældre og naboer røg bagi. Så jeg fik en virkelig fin udsigt, da der var glas over det hele oppe hos mig. Det var super flot at se Grand Canyon - det er utroligt smukt, og det var en super fed oplevelse at flyve med helikopter. Det kan sagtens anbefales ;) Efter helikopterturen spiste jeg frokost med mine forældre og naboer, før jeg tog afsked med dem. Jeg skulle som sagt til eksamen dagen efter, og jeg havde en 3,5 times køretur foran mig. Det var egentlig en meget hyggelig tur hjem. Jeg tændte radioen og nød den flotte natur. Jeg kørte også igennem en skovbrand på vejen hjem. Det var ret vildt at opleve. Der var brand på begge sider af vejen, og jeg kunne ane et par brandmænd gennem røgen, som rendte rundt inde i skoven for at få slukket branden.
Det var rigtigt dejligt at have mine forældre og naboer på besøg :) Jeg er rigtig glad for, at de fik set min lejlighed og campus og fik mødt mine roommates og Nikita, så de bedre kan sætte sig ind i mit liv herovre. Jeg elsker virkelig at være her, men jeg savner også at være hjemme. Det er en meget mærkelig dobbelt følelse. Nu er der under 6 uger til, jeg kommer hjem. Tiden går virkelig stærkt.
Der er også sket lidt forskellige ting i Tempe siden sidst. Maria (vores fjerde roommate) har vi ikke set siden vi tog afsted på fall break. Det passer mig egentlig helt fint, da vi derved kan have vores faste rutiner og ikke behøver at tage hensyn til hende. Samtidig er det også lidt svært, at hun hele tiden kommer og går, for vi tre andre oplever jo hele tiden en masse ting sammen, som hun ikke er en del af.
Forleden var Steph, Paige og jeg vidner til et voldsomt biluheld. Vi drejede ind ad porten til Gateway og lige foran os kørte to biler (næse mod næse) ind i hinanden. De var snørret godt ind i hinanden, så den ene bil prøvede at komme fri, men endte med at skrabe hele siden på den anden. Vi troede, at hun bare ville køre bag om os for at parkere, men da hun kom forbi os, satte hun speederen i bund og stak af. Vi stoppede og gik hen til den anden bil. Inde i bilen sad der en meget chokeret pige. Heldigvis var der ikke sket hende noget andet end et par blå mærker, og hun var øm efter sikkerhedsselen. Til gengæld var hendes bil fuldstændig smadret fortil. Vi fik ringet til politiet, som kom efter 25 min. Mens politimanden stod og afhørte pigen, kom den anden bil tilbage. Der steg en indisk pige ud og sagde: "Jeg tror, at min lilllesøster er stukket af fra dette biluheld, så jeg har lige bragt hende tilbage." Fandme en god søster! Politiet afhørte begge piger og os, og selvom både den ene pige og vi tre sagde, at det var den indiske piges skyld, og den indiske pige var stukket af fra gerningsstedet, fik den indiske pige ingen bøde. Politiet sagde, at da der ikke var sket en personskade, ville de ikke give hende en bøde, da det kunne resultere i op til 5 års fængsel, og det synes de var lige voldsomt nok for sådan en ulykke.
Jeg fatter virkelig ikke deres retssystem. Den indiske pige skulle klart have haft en bøde. Det var hendes skyld, hun stak af (og kom kun igen pga. hendes søster), hun stod og snakkede i telefon og grinede det meste af tiden, mens politiet var der, og det lignede, at hun var på stoffer. Det eneste, man kan trøste sig med, var, at storesøsteren gav hende en verbal skideballe, så det fløjtede. Mandagen efter blev jeg ringet op af forsikringsselskabet. Den indiske pige havde åbenbart fortalt dem, at det var den anden piges skyld, så de var meget forvirrede. Jeg blev derfor afhørt igen over telefonen i en halv times tid for at få klarlagt sagen. Jeg håber virkelig, at forsikringen ikke tror på den indiske pige.
D. 31. oktober var der Halloween. De går ekstremt meget op i det herovre, så vi skulle selvfølgelig ud og købe kostumer. Der var Halloween poolparty på Gateway. Der kom desværre ikke så mange, da de fleste var inviteret til privatfester, men det var hyggeligt nok. Efter poolpartyet tog Steph og jeg med nogle af Paiges venner til et frat party (broderskabsforeningsfest). Der var virkelig mange, som kun havde speedos eller bikini på, så det var ret slutty. Efter et par timer slukkede de pludseligt musikken og råbte: "Politiet er her. Poliet er her. Hold kæft. Hold kæft" Og så var der ellers en del som fik benene på nakken. Nogle hoppede over hækken, mens andre gemte sig på værelserne, toiletterne og sågar i køkkenskabene. Det var utroligt morsomt at se alle de mindreårige (under 21) flygte på den måde ;)
Forleden var jeg i biffen og se "12 years a slave". Det er en utrolig barsk, autentisk film, og jeg er aldrig nogensinde blevet så påvirket af en film før. Både jeg, Sofie og Pernille (to danske piger) var vitterligt ved at kaste op på et tidspunkt, og jeg tudede flere gange. Jeg er ret sikker på, at den vinder en oskar. Den kan klart anbefales, når den kommer hjemme i de danske biografer, men lad være med at have vilde planer efter filmen, for den skal virkelig fordøjes.
Jeg har også været inde og se en basketballkamp med Sofie, Pernille og Eva (de danske piger). Det var fedt at se en basketballkamp igen, men det vækkede også mange minder, og jeg savner det virkelig. De vandt kampen, og de spillede godt, men jeg havde dog stadig troet, at niveauet var højere herovre, så det var desværre lidt skuffende. Efter kampen tog vi ud og drak et par drinks og mødtes med mine roomies, så det var rigtigt hyggeligt, og i går havde de danske piger inviteret mig, fire andre udvekslingsstuderende og tre andre amerikanere til Mortens Aften. De kunne ikke finde en and, så det blev kalkun i stedet, og de havde ikke råd til to kalkuner, så vi fik også risengrød. Det var dejligt med lidt ala dansk mad. Det er virkelig noget, jeg savner herovre.
Jeg er ret uvenner med vejret for tiden :( Jeg kan slet ikke finde ud af, hvad jeg skal tage på. Når jeg tager afsted om morgenen, er der kun 13-15 grader, men i løbet af dagen bliver det 26-28 grader. Så det dumme vejr har resulteret i en ordentlig forkølelse med en masse hosteri for både mig, Paige og Steph. Skide irriterende! Men vi har hygget med film og varm kakao og haft ondt af os selv sammen, så det er altid noget.. :P
Jeg glæder mig til at komme hjem til jul (og forhåbentlig sne!) :)
I må have det godt til vi ses om små 6 uger.
Masser af knus Jo
P.S. Beklager det lange blogindlæg i denne omgang. Jeg må prøve at skrive lidt oftere, så det ikke bliver så langt de næste par gange ;)
- comments
Far Hvor er det langt - men godt
Mor Det var dejligt at genopfriske de gode oplevelser vi havde sammen. Knus mor.