Kære venner

Lige nu sidder hele familien Jensen i Jomosom i den nordlige del af Nepal i ca. 2800 m's højde og kigger på Nilgiri-bjergene lige uden for vinduet. De er ganske vist "kun" 7000 m høje, men de er ganske tæt på og udsigten er imponerende.

Siden sidste blogindlæg har vi været i vores "gamle" by, Baglung, hvor vi boede i 2½ år, da vi var udsendt med Mellemfolkeligt Samvirke. Vi mødte både vores elskelige nabo, Gomma, og vores stuepige, Laxmi. Det var et par bevægende gensyn.

Gomma fandt vi i en medicin-butik lige overfor hospitalet. Hun passede sønnens butik og havde desuden sin egen butik, som hun passede ved siden af sit arbejde som sygeplejerske. Hun var nu flyttet i eget hus, hvoraf hun udlejede en del. Hun har gjort det godt. Vi blev inviteret på aftensmad hos Gomma. Det var hyggeligt, men det gik desværre hverken værre eller bedre end at Morten brændte sin fod på en skål rygende varm stegeolie og fik en stor brandvable - dagen inden vi skulle på trekking!

Laxmi fandt selv os på vores hotel. Hun havde hørt rygter om, at vi var i byen. Vi blev selvsamme eftermiddag inviteret ned til hende og mødte hendes to søstre samt hendes to børn - en dreng og en pige. Og dagen efter blev vi inviteret på dal-bhat hos hende, som vi spiste på ægte nepalesisk vis - på gulvet. Dejligt. Laxmi var ovenud lykkelig for gensynet med os og med Kristian. Hun holdt ham i hånden hele vejen gennem hendes landsby og stakkels Kristian vidste hverken ud eller ind. Hun krævede, at Kristian kommer tilbage, når han er gift og selvfølgeligt har sin kommende hustru med.

Vi var lidt heldige at træffe Laxmi i Baglung, fordi hun normalt bor i en landsby hos sine svigerforældre et stykke udenfor Baglund. Hendes mand arbejder i Dubai. Men i disse dage var hun altså hjemme, fordi Nepal i denne tid fejrer deres vigtigste højtid, Dasain.

Mens vi var i Baglung kom der en radiomand forbi. Han ville lave en radioudsendelse med os om livets udfordringer. Så vi brugte en times tid på at fortælle om os selv på Nepali. Det var noget af en sproglig udfordring og da han også ville vide, hvad Nepal og Danmark kan lære af hinanden måtte vi tage vores engelsk i brug. Så hvis I tilfældigvis kan høre Dhaulagiri FM, så stil ind.

Efter Baglung tog vi en jeep til den næste by, Beni, 15 km længere mod nord og herfra en bus de næste 25 km til turistbyen, Tatopani, der især er kendt for sine varme kilder. Især busturen var skræmmende. Vi kørte på en meget smal jordvej, hvor vi undertiden kørte med det ene sæt hjul helt ude på kanten af skråningen - og der var langt ned til floden! Det var også uhyggeligt at skulle passere et modkørende køretøj. Men vi kom frem.

Efter Tatopani har vi brugt 3 dage på at vandre de 60 km til Jomosom, som er "hovedstaden" i Mustang-distriktet. Mortens brandvable har vi pakket behørigt ind i gaze og vi har været så heldige, at han kan passe et par af Kirstens sandaler, så vablen ikke har generet ham. Den er faktisk i fin bedring. Så bortset fra lidt ømme ben og småvabler, har vi ikke haft problemer.

Fra Jomosom er det planen, at vi går til det hellige sted, Muktinath i 3800 m's højde inden vi vender tilbage til Jomosom og herfra flyver til turistbyen, Pokhara på mandag d. 18. oktober 2010.

Igen må vi sige, at vi er forundrede over, hvor udbredt mobiltelefoner er. Det virker som om alle nepalesere har en. Laxmi har i hvert fald en og vi har også hendes nummer - forunderligt. Vi havde den underlige oplevelse, at vores guide den ene aften kom løbende med sin telefon - der var telefon til Morten. Det viste sig, at det var et par piger i Baglung, der havde fået et godt øje til Morten og så skulle de altså lige snakke med ham. I det hele taget er Morten blevet alles yndling hernede. Alle kalder ham "ganza", der er et kærligt udtryk for lillebror. Han får så meget ros og nepaleserne er vilde med ham - sikkert pga. hans mørke øjne. Men så er det godt, at han har et par brødre, der kan sørge for, at han holder begge ben på jorden.

Selve trekkingturen har været en god - og lidt mærkelig - oplevelse. Vi har tidligere kendt mange af de byer og lodges, som vi nu igen passerer. Og de to sidste aftener har vi faktisk været de eneste gæster på de to lodges, hvor vi har boet. Vi har snakket med ejerne af lodgene og de siger, at de har mistet meget i omsætning siden vejen åbnede i 2007. Nu kører turisterne bare forbi på vejen fra Jomosom og ned i stedet for at tage nogle kortere dagsetaper. Så lodgene virker mere affolkede og det samme gør landsbyerne faktisk.

Vi vil til at slutte af for nu og håber, at alt er vel hjemme i Danmark.

De bedste hilsner fra os alle

Hans Erik