Profile
Blog
Photos
Videos
Det er søndag morgen, den 4. oktober 2015. Klokken har lige passeret 0634 tyrkisk tid. Jeg sidder i en flyvemaskine på vej retur mod DK, og reflekterer over mit seneste måneds eventyr. Jeg har netop overstået, og gennemført guideuddannelsen således, at jeg nu kan kalde mig for "rejseleder".
Mit livs eventyr begyndte søndag den 6. september 2015, klokken 0600 om morgenen i Kastrup Lufthavn. Her mødte jeg de resterende 59 Utopia-elever. I lufthavnen hookede jeg hurtigt op med en jysk pige på min egen alder, som skulle vise sig også at blive min roomie. Jeg havde haft en del bekymringer omkring, om jeg nu ville være den ældste på holdet, og om jeg overhovedet ville svinge med de unge på 18+. Jeg blev derfor hamrende glad, og ikke mindst sindssyg lettet, da jeg fandt ud af, at der var andre end mig med på 25+. Allerede før take-off osede stemningen blandt os Utopia-elever af glæde og spænding - vi var SÅ klar på vores fælles eventyr!
Vi ankom til Antalya lufthavn søndag eftermiddag, og skulle herefter ud på en 2 timer lang køretur, før vi ankom til vores hotel. Da vi først på aftenen ankom til det, der skulle være vores hjem den kommende måned - Hotel Caligo - fik vi nøgagtig én time til at pakke ud, hvorefter turen gik på udflugt. Vi skulle sammen med en af instruktørerne, Mette, ud og se på lokalområdet.
Den første uge fløj afsted. Første uges fag var "transfer". Vi skulle lære, hvordan man som rejseleder tager imod og sender gæster godt til og fra lufthavnen. Eksamen gik OK - jeg fik karakteren 7. Ikke noget at råbe hurra for, da jeg havde langt højere forventninger til mig selv. Det skulle bare blive bedre til næste uges eksamen, hvor den stod på planlægning og udførelse af velkomstmøde.
Jeg gik uge 2 i møde med stor forventning. Jeg var nu så småt begyndt, at vænne mig til varmen i Alanya. Hver dag bestod af sol fra en skyfri himmel og ekstrem varme - 32-37 grader. Jeg var nu for alvor begyndt at mærke, at livet under sydens sol kombineret med arbejde, var det helt rigtige for mig. Jeg elskede det!
2. uges fag var som sagt "velkomstmøde". Vi skulle lære, at forberede og afholde et velkomstmøde for destinationens gæster. Vi blev inddelt i grupper, hvor jeg var så heldig, at komme i gruppe med nogle super søde og ambitiøse piger (læs: og én dreng). Forberedelserne gik egentlig okay, men det var hårdt arbejde. Alt skulle gennemarbejdes og læres udenad. Vi fik af vide af instruktørerne, at vi skulle vælge en destination og fortælle om. Vi skulle fortælle om historien på destinationen, udvælge udflugter at fortælle om og fortælle om diverse seværdigheder på destinationen. Alt dette skulle forberedes, og eksamen varede 25 minutter, max. Vi skulle således også planlægge det hele således, at vi kunne nå og få det hele med inden de 25 minutter var gået.
Eksamen gik, ligesom transfereksamen, OK - karakteren hed igen 7. Jeg gik endnu engang skuffet og slukøret fra eksamenslokalet. Min gruppe og jeg var alle skuffede, da vi havde en forventning om, at vores karakter minimum skulle være 2-cifret. Efter eksamen havde jeg aftalt med nogle af de piger jeg svingede rigtig godt sammen med, at vi skulle i byen og fejre den overstået eksamen. Det var fast kutyme på guideskolen, at hver søndag efter eksamen, stod den på fest - ligesom den i øvrigt stod på fest og druk stort set hver aften/nat.
Jeg var i maj måned på ferie i Alanya sammen med en veninde. På den ferie fik jeg en masse nye tyrkiske og kurdiske venner. En af dem blev min ferieflirt, Ruzgar. Ruzgar og jeg havde holdt kontakten ved lige, og vi havde aftalt vi skulle ses, når jeg kom til Alanya igen. Ruzgar og jeg havde haft et anstrengt forhold til hinanden, med mange skænderier og misforståelser. Men jeg glædede mig nu alligevel helt vildt til at se ham igen. Den første aften jeg var i Alanya aftalte Ruzgar og jeg, at vi skulle mødes. Jeg skulle komme hen på den bar han arbejdede på - Las Vegas. Jeg ankom til Las Vegas sammen med nogle af de andre Utopia-elever, og her mødte jeg Ruzgar. Det var virkelig dejligt at se ham igen, og jeg kunne mærke, at jeg havde savnet ham mere end jeg lige gik rundt og troede.
Uge 3-skemaet stod på "Salg og service". Et fag jeg altid har hadet fra handelsskolen. Jeg så derfor på ingen måde frem til, at skulle bruge ugen i selskab med masser af salg- og serviceopgaver. Onsdag aften var de fleste af os Utopia-elever så småt ved at være mærket af to uger med fest, druk, stress og søvnmangel. Min roomie, Mille-Marie og jeg, besluttede os derfor for, at gå tidligt i seng. Men klokken 0130 blev vi vækket af nogen, der bankede på vores dør - jeg stod op og åbnede døren. Udenfor døren stod én af vores instruktører, Simone. Simone fortalte, at et større hold gæster på 245 personer, var omfattet af en flyforsinkelse fra Alanya til Danmark pga. flystrejke i Københavns Lufthavn. Simone sagde vi skulle stå op, og mødes i vores konferencelokale, så vi kunne få styr på det praktiske omkring ombookning af gæsterne m.v.
Alle elever, på nær tre piger instruktørerne ikke kunne vække, mødte op i konferencelokalet vi havde alle vores undervisningstimer i. Her skulle vi testet i, hvordan vi arbejdede, og i særdeleshed samarbejdede, når vi var trætte. Det blev en lang nat! Øvelsen sluttede først klokken 0530, og vi var først hjemme på hotellet omkring klokken 0600. Øvelsen gik udmærket, men man kunne tydelig mærke på folk, at lunten var noget kortere end normalt pga. træthed.
Efter et par timers søvn vågnede vi op til en fridag. Fridagen blev brugt på, at besøge en lokal frugtplantage oppe i bjergene, efterfulgt af en eftermiddag ved Dim River. Dim River er en stor picnic-park, der snor sig hele vejen rundt om bjergene. Dim River består af små tømmerflådeagtig kahytter, hvor gulvet er belagt med tæpper og puder, hvor man rigtig kan slappe af på tyrkisk manér. På Dim River kan man også bestille lokal tyrkisk mad. Både morgenmad, frokost og aftensmad. Jeg var en formiddag kørt til Dim River sammen med Ruzgar, hvor vi fik den lækreste morgenmad/brunch. Det var ekstremt hyggeligt bare at sidde og slappe af. Især fordi jeg de sidste par dage, havde haft brug for, at komme lidt væk fra alle Utopia-menneskene. Ikke fordi jeg ikke brød mig om dem, men at være sammen med 60 personer stort set 24 timer i døgnet, er hårdt psykisk.
Salg og serviceeksamen gik super godt. Jeg havde en rigtig god mavefornemmelse da jeg forlod eksamenslokalet. Dagen efter kom karakteren - jeg fik 12! Jeg var hamrende lykkelig, og ekstrem stolt. Jeg vidste, at et 12 tal i netop "Salg og service" ville se rigtig godt ud på mit kommende eksamensbevis. Især fordi en rejseleders primære opgave består af salg og service. Det var en sindssyg forløsning, at få det 12 tal, netop fordi jeg var startet "sløvt" ud med to 7-taller i de to første eksamener.
Da vi gik ind i sidste uge var det med blandet følelser. Folk var bevidste om, at nu var det snart slut på vores Utopia-eventyr. Folk var så småt ved, at indstille sig på, at tage hjem til Danmark. Også selvom det var de færreste, der var parat, eller villig til det. Sidste uge stod på to eksamener - førstehjælp og en afsluttende skriftlig eksamen.
Mandag i den sidste uge kom 3 gæsteinstruktører, der skulle undervise i førstehjælp. De tre instruktører var super flinke og meget kompetente. Den ene var tidligere soldat med blandt andet flere udsendelser til Afghanistan i bagagen. Den anden var livredder, og den tredje var tidligere guide, og nu fængselsbetjent. Vi havde tre dage bestående af teori og diverse scenarier med rollespil, og så eksamen om onsdagen. Førstehjælpseksamen bestod i, at man trak et førstehjælps-scenarie, og så skulle man handle ud fra det. Min eksamensopgave bestod i, at jeg fandt en livløs gæst på sit hotelværelse. Jeg skulle yde førstehjælp og samtidig fortælle, hvad man skulle gøre i den givende situation. Eksamen sluttede med et "bestået"/"ej bestået". Jeg bestod, og kunne nu krydse anden sidste eksamen af.
Torsdag aften stod den på sidste eksamen. En afsluttende skriftlig eksamen, hvor alt vi havde lært den seneste måned på guideskolen, skulle genopfriskes. Jeg kunne mærke jeg var ret nervøs, da jeg satte mig ved bordet og fik udleveret eksamensopgaverne. Jeg ville så gerne gøre det godt, og slutte af med en god karakter. Vi fik to timer til rådighed. Da jeg vendte eksamensopgaverne blev alt sort.
Første spørgsmål lød: "Hvad er god service?". Et vidt begreb, I know - men ud fra de teorier vi konstant havde lært omkring service, burde det falde mig ret naturligt at svare på. Men jeg kunne intet huske. Efter cirka 35 minutter begyndte jeg så småt at slappe af, og jeg begyndte at huske diverse teorier. Nu kørte det egentlig OK. De to timer gik sindssyg stærkt, og da én af instruktørerne sagde, at nu var tiden gået gik jeg i panik. Jeg nåede dog, at svare på alle spørgsmål inden de 2 timer var gået, men om mine svar var rigtige, det anede jeg ikke. Da jeg forlod lokalet tænkte jeg: "Okay, jeg skal vist være tilfreds, hvis jeg bare får 2 eller 4 i karakter. Eksamen sluttede klokken 2200. Efter eksamen havde jeg aftalt med min roomie, at vi skulle på vandpibebar for at ryge vandpibe, og få nogle drinks for at fejre, at sidste eksamen nu var afsluttet. Vi forlod vandpibebaren efter en times ophold for, at gå videre ud i Alanyas natteliv. Vi endte på vores stambarer - Crazy Horse, Los Angeles, Casablanca og Queens Garden.
Jeg havde den seneste måned fået endnu flere tyrkiske og kurdiske venner, der arbejdede rundt omkring på barerne i "Barstreet". Dem ville jeg gerne tilbringe lidt tid med, inden jeg rejste retur til Danmark. Jeg havde ikke været så god til, at pleje mine nye venskaber den seneste måned, fordi jeg havde været så presset med hensyn til tid.
På guideskolen havde vi undervisning fra klokken 0900 om morgenen, til klokken 2100-2200 om aftenen. Der var dog pauser i løbet af dagen, men i de pauser lå også forberedelsestid til timerne. Vi skulle selv sørger for morgenmad, frokost og aftensmad. Så det var ikke fordi jeg havde oceaner af fritid, hvilket jeg var lidt ked af, men også var indforstået og afklaret med inden afrejsen.
Den sidste uge stod også på virksomhedsbesøg fra to rejseselskaber - SunCharter og Primo Tours. SunCharter skulle bruge én rejseleder til Gran Canaria til vintersæsonen. Primo Tours skulle ikke bruge nogen rejseledere til deres vintersæson, men ledte efter rejseledere til sommersæsonen 2016. Jeg blev kaldt til samtale hos SunCharter. Samtalen blev afholdt af SunCharters produktchef Ole, og samtalen gik smaddergodt. Desværre fik jeg ikke jobbet på Gran Canaria, hvilket jeg virkelig gerne ville have haft. Til gengæld sagde Ole, at han meget gerne ville have mig til sommersæsonen 2016 i Alanya. Det gjorde mig naturligvis glad, men jeg kunne alligevel ikke lade være med, at være en smule skuffet over, at jeg ikke fik jobbet på Gran Canaria. Ole sagde, at fordi han så gerne ville have mig, så ville han gerne "låse mig" - det vil sige, at den ansøgning jeg havde sendt til Primo Tours blev trukket tilbage/annulleret af instruktørerne. Jeg havde naturligvis givet tilladelse til, at de måtte trække min ansøgning, men det gjorde jeg udelukkende fordi jeg vidste, at Primo Tours ikke havde noget job at tilbyde for vinteren. Havde Primo Tours tilbudt mig et job for vinteren, havde jeg 100% takket ja til jobbet hos Primo Tours.
Nu sidder jeg så her i flyveren, og har egentlig ikke spor lyst til, at vende retur til Danmark. Jeg var faldet så godt til i Alanya, at jeg betragtede Alanya som mit hjem. Jeg havde fået dejlige venner, der passede godt på mig, og fik min hverdag til at være så fantastisk. Der var nogle, der blev i Alanya en uge mere for, at holde en uges ferie efter månedens strabadser. Og tro mig, det kan godt været det lyder som om, det hele har været fest og farver og en badeferie, men det har virkelig været hårdt, især mentalt. Jeg ville også rigtig gerne have blevet en uge mere, men jeg skulle desværre hjem og passe mit arbejde i DK.
Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg er for, at jeg besluttede mig for, at tage på guideskole. Det har virkelig været det absolut fedeste jeg til dato har kastet mig ud i. Nu skal jeg så hjem og lede efter rejselederjobs, så jeg kan komme ud og opleve den store verden så hurtigt som muligt.
Jeg sidder nu tilbage med minderne om mit livs eventyr, og er mere end klar til, at komme ud og erobre verden, med min nyerhvervede uddannelse som rejseleder. Verden, kom an!
- comments