Profile
Blog
Photos
Videos
I dag er det 1. maj. Man savner fælledparken, lidt grill og øl. Men det nu alligevel hurtigt glemt, for der er meget andet sjovt at lave. I dag har jeg for eksempel købt flybilletter til Illilussat i juni måned. En uge i is- og fjeldparadis med Signe, Emil og Benja. Dejligt! Det er ikke billigt at rejse rundt i Grønland, men hvem ved hvornår man kommer tilbage. Så oplevelserne skal bare prioriteres.
Hverdagen har nu alligevel indfundet sig. Morten har været i Kapisislit inde i fjorden en gang mere. Det lyder som om en rigtig god oplevelse at være derinde med børnene og nyde skønheden og stilheden. Vi håber rigtig meget at vi kan tage derind et par dage med Frederik, mor og far når de kommer.
Vi har også været i Sisimiut og besøge Birthe, Adam og deres lille pige; Alina. De har det skønneste rækkehus med udsigt over præstefjeldet og vandet. Adressen hedder noget i stil med: "der hvor fuglene flyver ind og vender ved vandet". Og det er selvfølgelig i ét ord på grønlandsk - ikke et under at det her sprog ikke er til at lære. Vi var deroppe med Pernille og Nikolaj, som også lige synes de skulle et smut forbi Grønland. Det er jo med at bruge sine kontakter. Vi havde kun arrangeret hundeslædeturen, så vi havde heldigvis masser af tid til at hygge med vores værter, gå rundt og snuse til hyggelige forretninger i downtown Sisimiut, tage bussen en runde (alting en god måde at se en grønlandsk på by) og sidde på røvkælk med 50 km/t bag Adams snescooter. Tror nu ikke det sidste indslag var helt ufarligt, men sjovt var det. En lille aften med øl, vin og gløgg (?) nåede vi heldigvis også. Det var helt igennem en perfekt måde at bruge en forlænget weekend på. Og Sisimiut kan klart anbefales. Når man er vant til at bo i Nuuk, forstår man ikke helt hvorfor, folk synes den er så præget af at være storby, men ligeså snart man flyver væk fra Nuuk giver det hele mening. Selvom det jo ikke er Berlin og København, så er Nuuk altså hovedstad, både på den gode og den dårlige måde. I Sisimiut står hundespandene midt inde i byen og det er svært ikke at blive en smule bange når snescooterne suser fordi inde midt i byen. Alle der bor i Sisimiut har en fantastisk baghave. Søndag (med tømmermænd) tog vi Adams snescooter et stykke ud i ud det hvide landskab - og man stiger bare på, som var det en cykel, og så stoppede vi et sted med en fin lille bakke. Og så stod den på kælketur med fantastisk udsigt i et par timer. Ved ikke om det var os eller Alina, der hyggede sig mest.
Og så den obligatoriske hundeslædetur. Ud over at se Birthe og Adam, så var det højdepunktet på turen. Vi havde på forhånd booket en 7 timer lang hundeslædetur. Vi skulle have været af sted om fredagen, men det var snevejr og det blæste. Øv øv øv. Vi var nærmest desperate. Nikolaj og Pernille skulle sejle videre næste dag om aftnen, så vi havde ikke så mange dage at gøre godt med. Heldigvis vågnede vi op til bragende solskin lørdag, så vi kunne komme derudaf. Jeg havde hørt fra kollegaer i Nuuk at det der hundeslæde er en kold fornøjelse. Man sidder jo også bare stille i minusgrader i al for mange timer (rigtig turistagtigt). Heldigvis kunne vi betale os fra at leje nogle kæmpe store sælskinsanorakker og overtræksbukser. Dem skulle vi have ud over alt det andet tøj vi ellers havde fundet på at iklæde os. Så det var 5 store bamser, der kom ud på slæderne. Man kunne jo næsten ikke bevæge sig med alt det tøj på. Heldigvis blev solen ved med at skinne og nogen gange kunne vi tage de store anorakker af. Selve turen skal vist bare opleves i billeder. Vores kuske; Jens Erik og Nuka var virkelig nogle imponerende herrer. Jens Erik rendte rundt i isbjørnebukser og han havde da lige taget riflen med i tilfælde af at han fik øje på nogle ryper. Det gjorde han selvfølgelig. Benja, Morten og jeg gloede dumt i alt det hvide for at få øje på dem, men det var først da de var skudt, at vi kunne se dem. Vores Københavner-briller er åbenbart ikke lige indstillet på at kunne se sådan noget. Men på grund af Jens Erik havde vi to ryper og hænge på slæden resten af turen - sejt. Imponerende var det også at se dem styre hundene. Det er ikke kærtegn og godbidder, der præger opdragelsen af hundene, men de er vist heller ikke helt som de hunde vi kender hjemmefra. For det meste kunne de dog styre hundene med mærkelige tilråb; iissshh fx. Det gav ingen mening i vores øre, men hundene lystrede og de kunne virkelig trække til. Det var en smuk smuk og sjov oplevelse; jf. pictures.
Vi havde også et par rigtig hyggeligt dage med Nikolaj og Pernille i Nuuk. Det er altid godt at få besøg, for så bliver man tvunget til at være turist i "egen" by, selvom man synes man har oplevet det hele. Så vi tog turen ned til postkassen en gang til, kiggede på iskosser i vandet (de holder nu aldrig op med at være imponerende) og jagtede nordlys i mørket på skibakken med flot udsigt over Nuuk by night. Vi tog også et smut forbi brættet, hvor vi (måske blev snydt) til at købe et par grimme stenbidere - hvor rognen var taget ud. De blev ordnet efter bedste evne og smagte sådan nogenlunde. De var sådan lidt underligt gummiagtige nogen gange. Men pyt, det var ret autentisk, synes vi selv. Efter Sisimiut tog Nikolaj og Pernille videre til Illilussat og vi vendte tilbage til hverdagen i Nuuk.
VI har travlt på arbejdet for øjeblikket. Bliver stadig overvældet af at være alene nurse i en aftenvagt med 25 patienter, som har hver deres diagnose + akutindtag. Det er en kæmpe udfordring og mega spændende. Nogen gange bliver det da også for meget og man finder ud af, at man kunne gøre det meget bedre. Men det er vilkårene, så der er ikke andet for end at gøre det så godt man evner og lære så meget som muligt.
Håber i nyder foråret derhjemme. Vi nyder i fulde drag de plusgrader, der er begyndt at dukke op en gang i mellem. Spændende at se, hvor længe sneen holder. Det bliver ikke rigtig mørkt mere. Man kan hele natten se en lys stribe i horisonten. Vær hilset sommer J
- comments