Profile
Blog
Photos
Videos
Sidste blog-indlaeg inden juletid.
Vi er nu i USA efter at have SPENDERet godt og vel 3 maaneder i Sydamerikas muld og mysterier. I forgaars landede vi i Atlanta Lufthavn og blev hentet af julemanden. Nu sidder vi i hans hjem med kaffe og julegodter, men det og mere af den historie faar i laengere henne i indlaeget.
Den sidste tid i Peru brugte vi paa at feste og sole os ved Stillehavets kyst, hos LOKI Mancora, et hostel som vi foer har brugt tid paa i Cusco. Stedet var pakket med amerikanere, englaendere og peruanere, der enten noed tiden med at ligge paa stranden eller paa boelgerne - der er beroemt i hele verden blandt surf-entusiaster. Kristoffer og jeg, ja, vi tilhoerte nu den foerste gruppe. Noed livet. Henriks foedselsdag tilbragte vi i baren, hvor vi drak oel og cocktails allerede fra klokken var 2 om eftermiddagen, og helt til klokken var 1, og vi begge var for fulde til at holde os vaagne.
En dag kom, hvor vi syntes, vi maatte se at komme videre, og vi bestilte derfor 2 billetter til Quito i Ecuador. Efterhaanden er vi blevet eksperter i at krydse graenser - vi holder styr paa vores sager og er altid godt forberedte. Denne gang kunne vi dog lige saa godt vaere endt i saksen, fremfor at have naaet frem til julen i USA. Vejen frem det foerste stykke gik strygende. CIFA, vores busselskab, bragte os, samt en anden dansker, to new zealaendere, to tyskere og en spanier til graensen og paa trods af, at der altid er et stort postyr ved graenseovergange, saa slap vi godt igennem til Ecuador. Eller det troede vi.
CIFA efterlod os nemlig til et nyt busselskab over graensen. Kristoffer og jeg ventede roligt ved immigrationsmyndighederne sammen med de andre backpackere, vi blev stemplet ind som de foerste i gruppen, og vi tog en lille "rygepause". Pludseligt, pludselig oenskede vores kontaktperson paa bussen (en person, der hjaelper folk, hvis der opstaar problemer ved graensen) dog at tage Kristoffer og jeg videre til terminalen uden de andre. Vi protesterede begge naermest hoejlydt og ville have vores nyvundne venner med paa turen - vi var en del usikre begge to - til det punkt, hvor vi fik nok og bare ville afsted. Vi kom ikke til terminalen, men til et nyt busselskabs hovedkvarter i et meget skummelt nabolag i graensebyen. Her ventede vi en times tid, inden vi skulle paa den vaerste bustur, vi har haft i Sydamerika - og vi er begge glade for, at det ogsaa var den sidste!
Busturen var som sagt forfaerdelig og utrolig skraemmende. Vi skulle igennnem to checkpoints, hvor foerst soldater og derefter politistyrker gennemtaevede bussens bagage. Inklusiv Kristoffers uskyldige MOCHILA. Henriks gik uden om kontrollen. Det var dog ikke helt nok for eftersoegerne kun at have grabberne nede i folks bagage. De bordede ogsaa bussen, da de ville have adgang til folks haandbagage. Der gik 2 minutter, foer de havde set deres offer. En for os simpel og uskyldig kvinde, der blev frataget hendes taske til hendes store aegrelse. Politiofficeren stormede ud af bussen med hende i hans sidevind. Og vi er ganske sikre paa, at hun ikke kom med bussen igen. Derimod kunne alle stofsmuglere, med en smule penge paa lommen, slippe igennem kontrollen og ud i de Ecuadorianske bjergegne. Der sad jo en lige ved siden af os. Saa aabenlyst at hun havde noget ulovligt i tasken. Men hun slap altsaa igennem, og vi kunne saa forestille os, at det var os, der blev taget med. Det kunne jo lige saa vel have vaeret scenariet.
Vi naaede til Ecuadors hovedstad meget tidligt den naeste morgen, indlogerede os paa et hostel, der var blevet os anbefalet allerede fra LOKI i Mancora ved en utrolig soed, amerikansk pige i baren. Hendes svigerfar havde netop aabnet et hostel op i Quitos imponerende finanscentrum, og der tog vi til. Vi noed omgivelserne, de mange kaffebarer og restauranter, for ikke at tale om hostellet. Her var nyrenoveret toilet og bad, samt en videostue, hvor vi kunne se diverse nyudgivelser fra Hollywood. Der tilbragte vi en hel del tid. Derudover fik Spender vist, hvilken hundeelsker han i virkeligheden er. Sikke en fornoejelse det var. Vi fik desuden set Quitos gamle bydel, der er del af UNESCOs verdenskulturarv. Mange dekorerede husfacader og straeder tilbage fra spaniernes kolonitid, der ledte os og indbyggerne frem til de mange vidunderkirker, der praegede omraadet. San Fransisco - kirken tror jeg maaske er den smukkeste kirke, vi har set laenge igennem vores rejse. Flere altre, guldbelagte malerier og en igangvaerende messe tror jeg gjorde indtrykket saa smukt. Andendagen, paa vores aktivitetskalender, brugte vi paa at se noget af Ecuadors ekstreme dyreliv. Diversiteten er trods alt stoerre end USAs, og vi fik set mange farverige krybdyr i "Vivarium" for ganske faa dollars.
Lufthavnen laa kun 7 km fra vores hostel, men alligevel tog vi afsted en smule tid i forvejen for at vaere sikre paa vores afgang. Klokken 14 var vi klar, men fik at vide af lufthavnspersonalet at vi foerst kunne tjekke ind klokken 21. Vores afgang var lidt over midnat. Saa vi tog os en god, lang kaffepause i lufthavnens restaurant.
Da vi saa endelig kom til USA, til Hartsfield-Jackson i Atlanta, var tiden derimod blevet knap. Vores naeste afgang loed 7:25, vi ankom 5:30, men vi skulle hente vores bagage og tjekkes igennem tolden igen. Der skete saa bare det, at vores bagage var blevet angivet paa et forkert baand, saa vi ventede paa bagage, der netop var kommet ind fra Denver istedet for! En hel time! Saa vi maatte loebe igennem hele lufthavnskomplekset (naesten), tage et tog for at komme til Gate 16 i indenrigssektionen.
Vi naede det lige og landede i New Orleans lufthavn, hvor Joergen ventede paa os. Julemanden. Havde rugbroed klar til os, hjemme i koekkenet. Samt dansk ost.
- comments