Profile
Blog
Photos
Videos
Kære alle
Vi har nu rundet den lille undseelige by Pucon, der glimter ved sit fravær på samtlige af de kort vi er stødt på hidtil. Det klæder nu byen ganske godt at være gemt lidt væk fra mainstream turismen. Hvad den mangler i alsidighed, giver den til gengæld igen af i rigelige mængder indenfor alt hvad en eventyrlysten rejsende kunne tænke sig indenfor adventure-ture. Det første der mødte os da vi ankom til hostellet, var to mellemstore kridttavler hvor ugens ture var listet, hvilket nok har rundet de omtrentlig 40 forskellige aktiviteter, herunder disses variationer og kombintioner. De mere eksotiske tilbud kunne lyde; paragliding, efterfulgt af rapelling ned i fos-kajakker på niveau 1 til 2 riverrafting floder - så er stilen jo ligesom lagt. Disse James Bond pakker blev det dog ikke til i denne omgang, hvorimod vi har lovet os selv at komme tilbage og tage hul på dem på en evt næste rejse til Sydamerika. Men byens største trækplaster er, og bliver jo nok den usansynligt flotte vulkanske kæmpe der skyder op som en hvidgrå silhuet i bybilledets baggrund. Der står den og sender en konstant hvid røgsøjle op, til minde om at den jævnligt, ca hver 12 år, går i udbrud, og at man bare venter på den næste gang der for længst har overskredet sin termin. Ikke desto mindre valfarter unge mennesker til området for at tage turen derop, op nyde udsigten samt et kig ned i den kogende magmasuppe. Vi var blevet lokket til Pucon med selvsamme tur, hvorfor vi satte kursen imod vulkanen på andendagen af vores ophold i byen. Aftenen forinden havde vi truffet vores guide, og turens tredje person, et lille columbiansk sludresjattol. Mødet var en kort introduktion til sikkerheden på bjerget, afprøvning af udstyr og svar på eventuelle spørgsmål. Både Lene og den lille columbianer måtte lufte deres bekymring for brugen af udtrykket "Climbing (the vulcano)", hvilket dog beroligende nok bare var en sproglig forveksling med det danske ord klatring, hvor det heldigvis "bare" drejede sig om en meget stejl vandring. Jaja, afsted kom vi, og kl.7 en diset næste morgen begav vi os afsted i en lille stationcar imod vulkanen. Det gav en praktfuld scene, da bilen skød ud af den tunge morgendis få kilometer fra foden og den store vulkan stod malet imod en klar blå morgenhimmel.
Turen derop startede i sneen i 1300 meters højde, og endte i 2800 meters højde ved krateret - så det var med glæde at man uden de store fysiske eller mentale anstrengelser kunne bekræfte at vi var nået halvvejs inden turen rigtig var begyndt - og så kunne resten af turen jo heller ikke være så slem. Det viste den sig nu alligevel at være. Det tunge sne var en sær blanding mellem stadiet før tøsne, og stedvis spejlglat is, og den gradvist mere stejle stigning gjorde at man måtte bruge isøkse for hvert skridt da man hele tiden risikerede at miste fodfeste. Skete dette kunne man skride ned ad skrænten imod spidse magmafremspring. Langsomt arbejdede vi os op gennem det sneklædte bjergmassiv, der lige så langsomt blev til en gletcher. Hvis man mistede fokus, skred man hurtigt ud af fodsporerene, så man skulle hakke isøksen i og genvinde balance. Det blev halvvejs for meget for den columbianske pige der nogle gange måtte holde inde i små panik-anfald. Så stod man der og kunne hverken fra eller til, for det var for farligt og glat at gå tilbage, og man kom jo kun længere op. Heldigvis havde vores erfarne guide nogle tricks som gjorde at hun klarede det sidste seje træk op til det mindre stejle stykke inden toppen, hvor magmatuneller fra seneste udbrud skød frem i sneen, og skabte lidt mere fast underlag at bevæge sig på. Disse lavaspor var fra så sent som i 1984, og længere nede havde vi set en gammel lift der var blevet taget af lava i 1970'erne. Så der var virkelig sat en stemning oven i lettelsen over at "have besejret bjerget" da vi kom op til krateret på toppen efter lidt under 4 timer opadbakke. Udsigten heroppe fra var som det kan ses på billederne spektakulær, intet mindre. Vi var så højt oppe at vi ud over nemt at kunne overskue hele lille Pucon der nede for foden af bjerget, kunne se andesbjergene sno sig ud af som et nord-sydlig gående bælte i landskabet. Herudover kunne vi se hele 7 andre vulkaner, hvoraf to havde været i udbrud inden for de sidste to år, og en tredje var den der gav argentinerne problemer for tiden da den den var i udbrud i foråret, og stadig slynger aske ud. Men krateret. Det at stå og kigge lige luks ned i et hul i jorden, 40 m i diameter, farvet gult og rødt af svovl og jern fra jordens indre. Det var fantastisk. Det var vildt! Woow! Men står og lytter til den pulserende lyd af kogende sten, mens æggelugtende svovldampe letter fra hullet og sætter sig i halsen og irriterer slimhinderne så meget at man føler at man hoster et par år af sit liv efter nogle få åndedrag af den klæbrige gas. Men en helt fantastisk oplevelse der hurtigt blev til 3 kvarter i en stegende sol der gik igennem 3 lag faktor 50 solcreme, og således solskoldede de mest udsatte steder. Jakob lignede efter NOGENS mening krydsningen mellem en lille lyserød julegris og manifestationen af et såkaldt "White-Out" (solcreme). Det var derfor med blandede følelser at vi skulle monteres med et par ekstra vandtætte lag, inden det gik ned igen på røvballekælk. Teknikken var at køre i nogle gamle spor fra dagene forinden, der efterhånden var blevet til lave bobslædelignende baner i den dybe bløde sne. Når man følte at det gik for hurtigt skulle man bare hakke isøksen i og stemme imod med fødderne. Med lidt øvelse blev det skide skægt at tordne ned af siden på vulkanen, og til sidste kunne man styre så meget at man kunne lette ud over siden på sporene og navigere mellem disse parallelle render i sneen. Nogle steder havde sneen samlet sig i små dynger fra folk der havde bremset meget, og dem blev Lene snart ekspert i at opspore og kollidere med, så sneen sprøjtede og hun fik sig små flyveture hen over dem. Turen ned tog kun 3 kvarter og var noget af det sjoveste vi nogensinde har prøvet, selvom man var gennemblødt når man kom ned til bilen. Derfor var det guld værd at vi lige kunne hoppe på en tur til nogle varme kilder, og tage et dyb under åben himmel i dampende varmt vand sammen med nogle venner fra hostellet. Så mens aften blev til nat, lindredes ømheden i vores trætte ben fra turen, og en skøn dag lakkede mod en ende.
Efter at oplevet pucon fra en af sine bedste sider, har vi nu taget turen gennem Santiago og er landet i Argentinas næststørste by Mendoza. Vi skrives ved inden længe, de bedste rejsehilsner fra de Odiøse udenlands danskere!
- comments