Profile
Blog
Photos
Videos
Da vi kørte ind i Hervey Bay, var det som at køre ind i en oase af sol, mennesker, liv og strand. Vejret her var fantastisk fra dag ét - og det ligger så tæt på oversvømmede Bundaberg! Ufatteligt...
Hervey Bay er byen, hvorfra man tager ud til Fraser Island, men det var også her, vi besluttede os for at holde nytår. Vi checkede ind på et stort hostel, Nomad's, og selvom der ikke var så mange, var det rigtig hyggeligt. Den 30. december blev brugt på at slappe af på stranden, gå rundt i byen og huske os selv på ikke at tage solen for givet, hvilket vi vist havde gjort i lidt for lang tid efter tre måneders rejsen :)
Den 31. december blev egentlig også bare brugt på at slappe af og nyde, at man kunne bruge nytårsaftens dag på stranden - det var en ret vild fornemmelse at ligge på stranden og tænke på snekolde Danmark. Aftenen drak vi vanen tro noget goon og lavede turens til dato bedste anretning til aftensmad. Forretten var friskfangde kæmperejer med salt og andet godt, mens hovedretten var rumpsteak - imellem 300 og 550 gram per person -, salat, pebersovs, kogte kartofler og så videre. Lækkert!
Der var desværre ikke så meget byliv i Hervey Bay, men til gengæld var alt koncentreret på én natklub, nemlig Viper's, der var proppet. Her havde vi det rigtig sjovt hele natten, og vi fik da også sagt godt nytår til hinanden og andre på stranden klokken midnat. Dog var der ikke så meget fyrværkeri - det gør man ikke noget ud af hernede, medmindre man er i Sydney. Muligvis er det ulovligt for privatpersoner, men Queensland Government prøver også at lovgive sig ud af alt med kæmpebøder og restriktioner på alt.
Den 1. januar gik som den 1. januar nu engang gør - med at slappe af... Jakob fik igen fisket, ligesom et par andre gange i Hervey Bay og andre steder, dog uden gevinst. Det er ved at blive lidt pinligt...
Dagen efter skiftede vi til et andet hostel, Fraser Roving, med hvem vi tog til Fraser Island den 3. januar. Det var en fantastisk tur, som får sit eget blogindlæg :)
Da vi kom hjem fra Fraser Island, tog vi en enkelt nat på et hostel med dem fra Fraser-turen, hvorefter vi satte snuden mod Noosa, hvor Australian Zoo venter.
- comments
Kirsten I medierne herhjemme fylder oversvømmelserne meget...og vi hører nogle liveindslag fra danskere, der har oplevet det dernede- det kunne jo være jer! Vi ser mange billeder og det er trist for både mennesker og dyr- hører også, at der er problemer med giftslanger og krokodiller, der svømmer rundt imellem husene og også går i land i husene:)