Åha, hvor skal jeg begynde...?
Jeg har nu været lidt over en uge i Queenstown - verdens hovedstad for adrenalinaktiviteter - og det har været en sindssyg uge!

Vi begyndte vores undervisning i Sport og Personligt Drive i tirsdags med den sejeste underviser, der virkelig har prøvet alt indenfor idræt og sport. Det har været super sjovt med Ultimate (et freezebee spil), capoaira (kampsport), hikes og en del undervisning i anatomi og hvordan træning påvirker kroppen - super spændende! Derudover har vi været i byen med et nyt DSC-hold, fejret to fødselsdage og været på gruppedates (5 piger, 1 dreng). Det har virkelig været en oplevelsesfyldt uge og vi har knoklet med madlavning, tøjvaskning, indkøb og alle de kedelige dagligdags gerninger man nu en gang må have styr på. Men det er nu også dejligt, at få lidt "ro" på og falde ind i nogle rutiner efter halvanden måned i Asien.

Weekenden har stået i ekstremsportenstegn! Lørdag morgen tog jeg og tre af pigerne ud, for at prøve det såkaldte Nevis Swing. Det er verdens højeste gynge og man har mulighed for at prøve det med en anden person. Vi tog nervøse afsted og vidste ikke rigtig, hvad vi gik ind til, men det vidste sig, at være noget nær den vildeste oplevelse! Anne-Sofie og jeg tog første tur baglæns og anden tur på hovedet baglæns. Det andet Swing var det vildeste og jeg kan ærligt ikke huske, hvornår jeg sidst har været så bange før. Man bliver sluppet fri 134 m over jorden og går dernæst 70 meters frit fald i møde, hvorefter man svinger op langs klippesiderne i en kæmpe gyngebue - så surrealistisk og vild en følelse!
Søndag morgen stod jeg dobbelt så nervøs op og gjorde mig klar til dagens udfordring: Skydive over Queenstown. Jeg havde egentlig besluttet mig for, at tage det lavere spring (12.000 fod), men blev på en eller anden måde (af mig selv) overtalt til, at vælge det højeste: 15.000 fod over Queenstown. Hvis man skal gøre det (og bruge 3000kr på det) kan man lige så godt gøre det ordentligt! Hele processen op til var rimelig presset og nervøs og det går ikke rigtig op for mig, at det skal til at ske, før vi sidder i flyet på vej mod højere højder. Jeg når her til et punkt, hvor jeg egentlig er rimelig afklaret med, hvad der skal ske, så min nervøsitet er forsvundet på et splitsekund.
Hele turen op sidder vi 15 mennesker på gulvet i et mini-fly med benene om hinanden og venter spændt på, at vi når de 15.000 fod... Tiden går og pludselig lukker de døren til flyet op. 1, 2, 3 og første person med skydive-instruktør og fotograf er på vej ned. 1 min senere sidder jeg selv i døråbningen med hovedet tilbagelænet, fødderne under flyet og er klar til at springe. Vi rokker frem og tilbage 3 gange og så går det ellers nedad! De første par sekunder er de vildeste og vi drøner mod jorden. Jeg opfatter ikke rigtig hvad der sker, før jeg får øje på fotografen, der svæver i luften foran mig, som rækker ud efter min instruktør og giver os en snurretur - SÅ fedt! De 60 sekunders frie fald er ubeskriveligt og simpelthen noget man bliver nødt til at opleve! Da vi næsten når skyerne, bliver faldskærmen udløst og vi bliver hevet op i luften. Alt er stille og det sner! Sneen daler, udsigten er ubeskrivelig smuk og vi svæver langsomt ned til dropzone, hvor vi lander let og elegant. Det er VIRKELIG det vildeste jeg nogensinde har prøvet og får jeg muligheden for at gøre det igen, takker jeg ja, uden tøven!

Jeg har det for overdrevet vildt i smukke, fascinerende, overraskende og udfordrende New Zealand, hvor mine grænser presses og overskrides hver dag. Jeg har det SÅ godt i fantastisk selskab og jeg kan slet ikke fatte, at vi snart har været væk i 2 måneder... Men tiden flyver selvfølgelig også afsted, når man har det sjovt. Og det har jeg virkelig!