Profile
Blog
Photos
Videos
Her til aften er jeg netop kommet tilbage fra en lille weekendtur væk fra Tamarindo.
Vi ankom for halvanden uge siden til surferbyen Tamarindo, hvor vi har tilholdssted de efterfølgende 3 uger. Tiden i Tamarindo er primært gået med maks afslapning ved poolen, madlavning og undervisning. I mandags begyndte vores undervisning med Caroline Bircow i Kommunikation og Personlig Udvikling, hvilket (so far) har været super sjovt, rigtig spændende og grænseoverskridende (for nogle mere end andre). Det er ikke den kendte tørre undervisningsform som når man har oldtidskundskab i gymnasiet eller som når man lavet øvelser i fysik - gaaaaab. Vi laver en masse øvelser hele tiden, der gør det hele mere spændende og sjovere at være med i.
I torsdags efter undervisningen tog vi alle ud på et eftermiddags-/aftenscruise ud for Tamarindos kyst. Vi havde en hel sejlbåd for os selv og det var den perfekte start på weekenden. På dækket lå en masse sækkestole til fri benyttelse og mens båden stille og næsten lydløst gled gennem de ret store bølger, spillede musikken i højtalerne, mens vi fik serveret drinks og lækker mad. Efter en times sejlads lagde besætningen anker og der var nu fri mulighed for leg i vandet eller tanning på båden. Jeg hoppede selvfølgelig i vandet fra båden og fortsatte dette show den næste times tid, mens vi eksperimenterede med saltoer, halveskruer og hovedspring - det var virkelig sjovt, men resulterede også i et kæmpe blåt mærke på baglåret, upsi! Det var helt fantastisk bare at kunne lege og fjolle i selskab med de andre på holdet uden at skulle tage hensyn til andre ombord.
På vej tilbage mod Tamarindo kunne vi ombord på dækket nyde solnedgangen og kystens liv og lys fra vandet. Det var virkelig smukt.
Fredag morgen pakkede jeg (endnu en gang) min rygsæk for nu gik turen mod Arenal med 6 af pigerne på holdet. Vi blev allerede på vej til La Fortuna, der ligge for foden af vulkanen Arenal, meget positivt overraskede, da vi havde egen privat bus med egen chauffør og WiFi - velkommen til Costa Rica, hvor de lever af turisme! Ja-hatten sad nu godt nede om ørene og vi blev kun endnu mere positive, da vi ankommer til et langt flottere hotel end forventet. Vi får tjekket ind og tager derefter med en taxa til Baldi Hot Springs - naturlige varmekilder. Vi ankommer til det flotteste spa-resort, hvor vi nu har fri benyttelse af de 30 naturligt opvarmede bassiner i de ualmindeligt smukke omgivelser bestående af palmer under stjernerne. Vi hoppede fra bassin til bassin og temperaturen steg gradvist i takt med disse. Det var en virkelig dejlig og maks afslappende oplevelse, som vi nok alle havde lidt brug for. Vi sluttede dog alligevel aftenen af med, at prøve stedets 3 vandrutschebaner en gang eller 8 - det var hylende morsomt og vi fik virkelig lov til at give den fuld gas, da vi var de eneste, der benyttede os af den så sent på dagen.
Lørdag morgen stod i regnskoven og hængebroernes tegn. Vi blev hentet på vores hotel af endnu en privat chauffør, der kørte os direkte til regnskoven, hvor en guide nu tog os på guidet tur gennem regnskoven. Så dumme som vi var, havde ingen af os tænkt på, at en regnskov = regn, så vi måtte investere i nogle lækre blå regnslag før turen begyndt - og det var nok de bedste 7 dollars jeg længe har givet ud, for det stod ned i store fede stråler de 2 timer vi befandt os i regnskoven.
Det specielle ved denne regnskov var dog, at der er bygget en del såkaldte Hanging Bridges i trætoppene, så vi fik lov til at opleve skoven fra oven. Det var simpelthen så flot og enestående en oplevelse, at det ikke kan beskrives. Regnen var blot en ekstra fed detalje, for hvor skulle det ellers regne hvis ikke i regnskoven? Udover at få lov til at gå på de meget imponerende og ustabile hængebroer i skovens top, så vi også aber, vildsvin, fugle m.m. på vores tur rundt i området. Vores guide brød på et tidspunkt ud i en masse brølen og jeg må ærligt indrømme, at vi måske kom til at grine lidt af ham... Men den der ler sidst, ler bedst, for få minutter senere begyndte brølaberne at besvare hans brølen. Dette resulterede i, at vi fik set enorme brølaber på ingen afstand og at vi TYDELIGT kunne høre dem forsvare deres område. Det var så vildt, at få lov til at opleve, da vi indtil nu, ikke har hørt aberne brøle af den kaliber.
Efter vores tur rundt i regnskoven gik turen mod Monte Verde, hvor vi skulle overnatte én nat. Ved ankomst til hotellet når vi kun lige at smide vores rygsække ind i et opbevaringsrum, før turen går mod Guided Night Walk med en sød, ældre mand. Han tog os under armen og førte os ind i skovens natteliv efter mørkets frembrud. Her fik vi stukket en lommelygte i hånden og ført ned ad kulsorte stier ind i skovens dybde. Her så vi taranteller, sovende tucaner, masser af fireflies (så smukt!) og en flagermus, der var i gang med at spise ananas - med hovedet ned af! Det var en rigtig sjov måde, at opleve dyrelivet på og det er nok ikke noget alle får lov til at opleve.
I dag gik turen mod Salvetura Adventure Park, hvor vi til formiddag skulle zip-line (nb. zip-line er ligesom en kæmpe svævebane, blot hvor du selv er spændt direkte fast til wiren!). Vi mødte glade og forventningsfulde op og blev i den grad heller ikke skuffede. De 13 baner vi firrerede ned ad var virkelig fede og det var en helt surrealistisk oplevelse at flyve forbi, igennem og over den frodige regnskov! Det var endnu et nyt perspektiv på omgivelserne og man følte en form for frihed ved at flyve igennem denne smukke natur. Undervejs var der en lille surprise, hvor man kunne prøve en "swing" og jeg må indrømme, at på trods af at jeg har prøvet Nevis Swing i New Zealand, var jeg reeeet ræd for, at skulle springe endnu en gang. Det var derfor rart med en hjælpende hånd, der gav et kærligt skub i ryggen og så røg man ellers ud i en mindre gynge med lidt frit fald i farten. Det var ingenting sammenlignet med Nevis Swing, men det var stadig så fed en oplevelse og adrenalinen pumpede bagefter - yiiihaaaa, dét har jeg savnet!
Efterfølgende gik turen med egen bus tilbage til Tamarindo. Den første halvanden time var af en rigtig skod grusvej med 1 million huller i, men det var blot en del af oplevelsen og endnu en til gemmeren om alle indtrykkene fra dette stadig imponerende land.
Jeg har haft den vildeste weekend med de flotteste udsigter til de smukkeste regnskove jeg nogensinde har set. Vi har vandret på broer flere meter oppe over trækronerne, zip-linet igennem naturen og set det hele fra fugleperspektiv. Jeg har badet i naturlige varmekilder i ufatteligt smukke omgivelser om aftenen og set dyrene i skoven efter mørkets frembrud. Det bliver en tur jeg sent vil glemme og jeg er endnu en gang taknemmelig for, at JEG af alle mennesker, får lov til at opleve det hele.
- comments
Jola Hvor var det godt, du tog på turen! Jeg kan huske da vi spottede den i sin tid, så det helt fantastisk ud. Det lyder, som I har haft den mest spændende tur nogensinde:-). Vi har haft Ross på besøget siden i går og vi har det hyggeligt sammen med dem. Det regner udenfor og alle træer og buske i haven er begyndt at springe ud. Om lidt bliver her rigtig flot igen og jeg glæder mig til at få plantet nogle blomster. Lige nu sover alle ( kl. er 8 ) og Mille render forvirret rundt i køkkenet og skråler af hele halsens kraft, da hun blev smidt ud af dit værelse og kan ikke finde ud af, hvor hun har sin plads. Fortsat god tur søde Isabella.
Julie Frandsen Det lyder helt fantastisk, kan slet ikke forestille mig det! Her hjemme er det rigtig bliver forår, og jeg glæder mig til påskeferie (og påskeæg) :D Nyd det nu! Kæmpe knus Julie