Profile
Blog
Photos
Videos
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt, der alligevel ikke er helt så kendt. Sådan skriver Dan Turell i sit digt, som vi tænker på her på feriens dag nummer 24.
Vi føler efterhånden, at vores ferie er blevet en slags hverdag. Se det illustreret med en collage af middagsretter, vi har spist indtil nu. Vi kan ikke huske, hvad vi har spist hvornår. Men alligevel er oplevelsen vigtig, som en brik af det totale. Vi lader os heller ikke forstyrre af, at valutaen ændres med cirka en uges mellemrum. En lille seddel i BH'en med 100 penge = xx DKK, så kan vi klare os uden hovedbrud og regnemaskine. Det at rejse, er blevet mere kendt land for os. Men nysgerrigheden efter det ikke helt så kendte er der stadig. For vi har fortsat følelsen af, at vores rejse er lang endnu. Vi skal ikke haste med at opleve, fordi vi snart skal hjem igen. Vi har 68 dage endnu……..
Maja har skrevet lidt sammen med os, om vi oplever tiden anderledes, når vi er af sted. Har prøvet at beskrive, at vi meget nemt kan føle, at tiden løber afsted uden rigtig at lave noget. Da Maja jo har humor, så skriver hun tilbage: "Og så tænker jeg ikke, at I laver ingenting, men snarere at I har muligheden for at være i verden på en mere sanselig måde, ikke at styres af tiden, men af det, der nu hænder, og lade sig drive med … det er jo privilegeret!"
Hør så lige denne apropos-historie til Majas tankerække: Lige, da vi havde læst Majas hilsen torsdag morgen og fået knappet hatten af de blødkogte æg, så ringede dørtelefonen intenst og længe her i vores Beograd-lejlighed. Først skal fortælles, at vi bor centralt i byen i en meget lille sidegade til en stor vej med trolley-busser, busser, sporvogne, masser af biler - og betalingsparkering (højst 3 timer). Udlejeren havde lovet os, at der var gratis og sikker parkering i vores lille gade. Men her er et parkerings-virvar og beboere, der genner os væk. Så torsdag morgen tænkte vi, at vi ikke ville reagere på den insisterende dørtelefon, hvis det nu var sure naboer. Alligevel endte jeg med at gå ned i STYRT-regn med paraply og bare tæer i Crocs-mellem-tæerne-sandaler. Nede på gaden løb vandet som en flod. Regnen styrtede ned. Og der holdt politiet med en kranvogn. Jeg skyndte mig at hente Aage (der i mellemtiden havde nået at spise sit æg). Han tog solhatten på for regnen, bare tæer i badesandalerne, og ned for at flytte bilen. Nu holder den på en offentlig plads i en gade med 3 timers parkering. Indtil nu har vi fået 3 stk P-bøder. Vi har spurgt os lidt for og mener at have forstået, at politiet IKKE fjerner bilen fra en autoriseret plads. Her er det alene P-vagterne, der regerer, og de udskriver kun bøder. Om vores dag lige startede anderledes torsdag morgen? Jeg fik spist resten af mit (nu kolde) æg, fik tørt tøj og strømper på. Og så grinede vi og satte oplevelsen i perspektiv til Majas: " IKKE AT STYRES AF TIDEN, MEN AF DET, DER NU HÆNDER, OG LADE SIG DRIVE MED".
Ellers kan vi sige om Serbien, at menneskene her er meget, meget venlige, åbne og hjælpsomme (bortset fra naboerne, der vil ha' vores P-plads). Lidt overraskende at opleve, at rigtig mange er gode til engelsk. Serberne lærer engelsk i skolen, og film i fjernsynet bliver ikke synkroniseret. Aage så en Eddy Murphy-film med engelsk tale og serbiske undertekter. Sjovt.
Vi oplever landet som mere fattigt i forhold til de andre lande, vi har besøgt. Kan ses på husene, der er i en meget dårlig stand. Og at der er forholdsvis få restauranter, fordi de lokale slet ikke har råd til at spise ude. Der er mange-mange-mange bitte-bitte-bitte små butikker, som måske har 25 stykker tøj og en box med is at sælge fra. Og næsten ingen kunder. En 'forretning' kan også være en mand, der har en vægt på gaden, som man kan blive vejet på. Jeg fik manicure hos en ung pige, der har startet egen butik for et par måneder siden. For de 27,44 DKK, som mine fine negle kostede, må det jo være svært for sådan en pige at købe et par Ecco-sko, der koster 800 - 1000 kr. Vi har spist lækker, lækker mad på en fin, serbisk restaurant. Hvid dug, stofservietter og det hele. Vi betalte ca. 135 kroner. Det er da utrolig billigt.
Beograd er en stor by med 1,7 mio indbyggere. Hovedstad i Serbien, såvel som byen var hovedstad i det tidligere Jugoslavien.
Her er busser, sporvogne og trolley-busser. Der er ingen undergrundsbane, så al trafik foregår over jorden. Og der er MANGE biler. Der er ingen underjordisk parkering eller P-huse. Derfor ses P-vagterne hele tiden med deres nidkære bødeblok og kranvognene, der flytter ulovligt parkerede biler. Disse kranvogne har de i mange størrelser; den i vores gade var en sød lille kranvogn, der næsten kunne passe til Byggemand Bob.
Der er ikke tømning af skraldespande i opgangene. Man tager posen med skrald med på gaden, og smider den i de containere, der står der. Alle steder med åbne låg, så det er nemt at smide skraldet i, og så de fattige nemt kan rode, og så ravnene kan komme til også. Her er ingen kildesortering af affald, og der er ikke pant på flasker. Vi har dog også set noget lidt 'moderne' indenfor affaldshåndtering: der er ophængt hundeposer i alle opgange, og der er særlige bøtter til de brugte poser. Og så er der kommet mobilsug nogle steder. DET er da fremskridt.
I Ungarn så vi rigtig mange cykler (alle cyklede på fortovet). I Beograd har vi set 1 (én) cyklist. Underligt med den forskel.
Det var fra 'Radio Belgrade' at sangen Lili Marleen blev udsendt og kendt under krigen. Det vi mest husker om Jugoslavien er Marskal Tito som præsiden fra 1945 - 1980, hvor han døde. Han havde forestillet sig, at præsidentembedet efter hans død skulle gå på omgang mellem de jugoslaviske republikker. Dette var formentlig hans største politiske fejltagelse. Uden en fast central ledelse forfaldt Jugoslavien i indbyrdes strid, og 11 år efter Titos død opløstes den stat, han havde skabt, i en blodig borgerkrig.
Vi har besøgt 'Museet for Jugoslavisk Historie', der mest er centreret om Tito og hans liv. Vi besøgte også Titos Mausolæum. Ingen tvivl om, at han var en præsident, der samlede folket, selvom han var diktator. MEGET interessant at besøge stedet.
Vi bor IKKE så godt som sidste sted. Udlejeren har beskrevet faciliteterne lidt vel over den faktiske standard. Køkkenet er så lille, at det er næsten ikke-eksisterende. Bunden i Aages seng brast sammen. Vi kan se på lamellerne under madrassen, at det ikke er en ny skade. Varmtvandsbeholderen på badeværelset fungerer ikke, så vi har ikke fået varmt bad i fire dage. Men værst af alt er, at de har reklameret med gratis, sikker parkering lige udenfor gadedøren. Aage siger, at jeg skal brokke mig rigtig meget, når vi skal give feed-back til www.airbnb.dk. Men at jeg skal vente, til vi er udenfor serbiens grænse.
Ha' det godt derude alle trofaste læsere. I morgen tager vi videre til Nis (også Serbien). Om alt går vel, så får I også en hilsen derfra.
- comments
Ole Nørskov Hvor er det interessant at læse jeres rejseblog. I oplever vel nok meget. men det gør man vel, når dagen ikke er planlagt - og man holder sanseapparatet åbent. Lars vil gerne have en bloginvitation. kan I klare den. Fedt at se jer på SKYPE. Vi havde sådan en dejlig aften men Emma og Marcus. Stor ros i dag til mig på diabetesklinikken. Det varmer. I aften har vi med traileren hentet bier til Trilles to bistader. Jeg kunne næsten lugte bedstefars kælder. Ha´ det nu godt begge to. Kærlig hilsen Ole