Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har været så heldige at komme til Salzburg, da festspillene startede. Vi oplevede en by klædt på til fest. Men ikke sådan en tivoli-markeds-stemning. Nej - fin kultur; teater, koncerter og klassisk musik i gaderne i Mozarts by. Hestevogne og meget, meget elegante forretninger. Vi mødte mange salzburgere i trachtenkleider. Ja, her kunne jeg fint have gået rundt i min dirndl fra Oktoberfesten sidste år.
Vi bor 20 km udenfor Salzburg by. Lige i Sound of Music-land. Her SER rent faktisk ud, som man ser det i filmen. Der bliver arrangeret særlige Sound og Music-ture til steder, hvor filmen er optaget. Den film (fra 1965) har haft stor PR-værdi for hele Salzburgerland.
Vores vært Gertraud her i Hof am Salzburg inviterede os med til friluftsteater den første dag, vi boede her. Vi så stykket 'Jedermann' opført i landsbyen Faisternau. På byens torv under et 1000-år gammelt lindetræ. Kirketårnet indgik som en del af kulisserne. Stykket i Faisternau var en udgave på østrigsk dialekt (!) - men vi havde læst om handlingen inden. Et stykke om liv og død. Om det gode og det onde. En rigtig, rigtig dejlig oplevelse. 'Jedermann' (af Hugo von Hofmannsthal) bliver opført mange steder rundt om og også på Domkirkepladsen i Salzburg, hvert år under festspillene.
I morgen om en uge skal vi være hjemme på Frederiksberg. Vi GLÆDER os, men synes også det er vemodigt, at vores Europarejse 2013 nærmer sig sin afslutning. Vi kan ikke sige os helt fri for, at nu vil vi bare hjem. Tror, at vi kunne have fundet på at tage det lange stræk og bare køre hjem herfra. Men vi har jo reserveret lejlighed i München og også to overnatninger på vejen hjem derfra. Så vi tager det helt med og vil nyde vores ophold i München.
Tænk sig: tirsdag - søndag. Det er 6 dage/5 nætter og længere end mange af vores ture til Berlin fx - og sådan en tur kommer der jo nemt en foto-bog ud af. Så hvor mange fotobøger tror I, at vi nu er oppe på????
På hele vores rejse har vi ladet tilfældet råde undervejs. Og alligevel har vi fået booked os ind, så vi har fået gode (og mindre goder) steder at bo. Vi har aldrig følt, at vi skulle NÅ noget. Vi har været på meget, meget få museer og har hellere sat os under et skyggefuldt træ. Vi har læst mange bøger. Aage flest. For jeg har haft mit daglige, hyggelige 'arbejde' med at bearbejde billeder. Først og fremmest med henblik på fotobøgerne, som ligger næsten klar til tryk, når vi vender hjem. Men også billeder til brug for rejsebloggen og de tilhørende beskrivelser og tanker, som vi offentliggør på bloggen.
Vi har været så dejligt fri for uheld på hele turen. Værste 'ulykke' har nok været, at min smart-phone gik i stykker og lige nu ligger til reparation i Danmark. Ellers er Aages sprækkede bukser og den mistede hotelnøgle i Grækenland vist de incidenser, der har været mest markante. Vi har bare været så heldige.
Hver gang, vi har brudt op et sted, så har vi glædet os til det nye sted, som var det en helt ny ferie. Det gør vi også nu, hvor vi glæder os meget til München i morgen.
Se billeder fra vores dage i Salzburgerland på rejsebloggen under FOTOS.
- comments
Lizzi Pedersen Kære Begge 2. Hvor har det været dejligt at læse jeres beskrivelser og det må der da komme en rejsebog ud af,for det er ikke enhver beskåret at tage sådan en tur.og opleve hvad i har oplevet.glæder mig til at se jer.KH.LIZZI