Saa er tiden kommet til at det foerste blogindlaeg skal skrives. Jeg har nu vaeret i Goa i 11 fantastiske dage. Jeg bor i byen Majorda, hvor Mellemfolkeligt Samvirkes platform ligger. Her bor jeg med 13 andre volontoere fra Mellemfolkeligt Samvirke og mange flere volontoere fra hele verden fra hjaelpeorganisationen IDEX.

Onsdag, da vi ankom til lejren, fik vi en traditionel indisk velkomst med roed plet i panden og smuk gul blomst i haanden. Saa er stilen ligesom lagt.

Jeg er allerede helt hoej paa oplevelser.

Sidder nu og "sunder" mig efter aftensmaden, bestaaende af: Ris, en form for groentsagssovs, fladbroed, chilikartofler og frisk groen salat. Solen er lige akkurat gaaet ned og her er allerede fuldstaendigt moerkt. Her gaar man i seng og staar op med solen. Jeg ved allerede at det er en livsstil lige for mig.

Fra tid til anden kan man hoere det raslende primitive rustne tog, der koere forbi i det fjerne. Det giver flere gange en hylende lyd fra sig, for at advare diverse hellige koeer og legende boern paa skinnerne.

Da vi ankom til campen foerste dag, var her omkring 30 grader. Graderne er ikke steget saa meget de sidste dage, men det foeles virkelig saadan, da luftfugtigheden er helt sindssygt hoej. Paa grund af varmen drikker man ogsaa sindssygt meget vand hele tiden. Heldigvis har vi rendende rent vand i campen.

A pros pro vand, saa var vi paa Majorda beach igen igaar. Det er en helt fantastisk strand!

Der er palmer overalt, hvidt Bounty sand og igaar, store forfriskende boelger.

For tiden er det mest inderne selv, der er paa ferie her og derfor ogsaa paa stranden.

De indiske kvinder render rundt i deres sahrier, mens de iklaeder deres smaa boern elefanthuer - det er lidt spoejst. Her i Indien viser man jo hverken skuldre eller knae. Der er som saadan ikke noget religioest i det - det er ren og skaer skik og tradition, ogsaa for de kristne og buddistiske indere. Saa derfor daekker vi ogsaa skuldre og knae. Det kan vaere en smule anstrengende at tage hensyn til i 34 graders varme, men saadan er det jo.

Vi starter hver morgen med 45 minutters yoga, saa mens solen staar op, sidder vi alle i lotusstilling og siger: OHHHMMMMMM! Det er en helt fantastisk maade at starte dagen paa, selv efter et par uger med det. Haaber at kunne fortsaette med det i Nepal. Vores laere Arun (Master Ji), som ogsaa er vores Hindi-laere er helt genial. Man smiler altid, naar man gaar fra hans timer.

Vi gaar i skole hver dag, men har fri om aftenen, tidligt fri om fredagen og altid fri i weekenderne, hvor vi saa selv kan finde paa noget. Vi har besluttet at denne weekend skal staa i turistens tegn, saa derfor har vi vaeret paa den helt store tur i dag. Ved 9tiden blev vi hentet af den lokale taxamand Francis, som koerte os den timelange vej til ud til Indiens 2. stoerste vandfald. Det hedder Dudhsagar og betyder "maelke vand". Og det ligner det faktisk. Det er et fantastisk flot vandfald med at samlet fald paa 360 meter. Vi var i bunden af vandfaldet og badede med stor fornoejelse i den koelige "vandfaldssoe". Det var saa fantastisk!!

Det er lidt specielt med vandfaldet, fordi det er lukket for turister i seks maaneder om aaret pga. monsunen. Naar denne falder bliver hele omraadet totalt oversvoemmet og den lille rolige flod bliver pludselig vild og farlig.

For at komme hen til vandfaldet maatte vi med nogle store jeeps, hvilket vi ikke helt var tilfredse med til at starte med, men vi fandt hurtigt ud af, hvorfor det var noedvendigt. Det var nemlig en meget meget bumpy ride - det var en yderst svaert-fremkommelig vej, og tre gange maatte vi koere igennem floden fra vandfaldet. Det var til gengaeld rigtig skaegt at koere i vandet.

I naturreservatet, hvor vandfaldet laa, var der baade vilde aber (to slags), geparder, kobra- og pytonslanger, farlige edderkopper og meget andet. Men vi saa heldigvis kun aberne.

Det var en fantastisk oplevelse! Bagefter tog vi hen til en Spice Farm (krydderi-plantage). Det var rigtig interessant. Vi blev modtaget paa indisk maner med blomsterkrans og en roed klat maling i panden, der betyder velkommen.

I plantagen spiste vi frokost, som var tilberedt med krydderier og frugter fra deres egen dyrkning. De havde blandt andet koriander, vanilje, kardemomme, cashewnoedder, kokosnoedder, kakaoboenner, kanel, chili, safron, muskatnoedder og meget andet.

De havde ogsaa et par elefanter, som vi kunne ride paa, men vi ombestemte os, da vi saa dem. De saa virkelig ikke ud til at have det saerlig godt, saa vi besluttede ikke at stoette deres elefant-show. Er glad for at vi ikke stoettede det. Kis og jeg faar nok ogsaa chancen igen mange gange i Nepal.

Vi har forskellige "fag" i hverdagene, saasom: Hindi, Fattigdom, Kaste-systemet, Indisk kultur, globalisering osv. Alle fagene er rigtig spaendende, men varmen kan goere det lidt svaert at koncentrere sig.

Vi har laert en del om fattigdom og faaet nogle redskaber til, hvordan vi skal tackle tiggere. Det er selvfoelgelig op til en selv, om man vil lytte til det, men teorien er, at man IKKE skal give tiggerne penge, fordi det saa bliver mere attraktivt at vaere tigger, frem for at arbejde. Og alle kan faa arbejde i Indien, i foelge dem, der lever her. Jeg moedte en virkelig soed fattig skopudser-dreng forleden dag. Jeg snakkede med ham og han fortalte sit navn og alder. Han var 10 aar og havde smaa tatoveringer paa armene og en paa kinden, som han fortalte at han selv havde lavet. Jeg noed virkelig hans selskab og det virkede som om han ogsaa synes at det var sjovt at snakke med mig. Vi stod foran en koebmand og jeg spurgte hvad han helst ville have fra butikken. Han pejede paa en pose chips, jeg koebte den til ham og han blev ovenud lykkelig og proppede den i sin slidte taske, saa han kunne nyde den senere.

I Indien er 75% af inderne under sultegraensen.

Lidt aergerlig fact at slutte mit foerste blodindlaeg med, saa her er et par glade ord:

Goa er fantastisk! Folket her er helt utroligt - de har ingenting og alligevel smiler de og ser saa skoenne ud. Lever virkelig her!

Dhanyabad or shub ratri (tak og godnat)

Ida elsker alle og isaer Majorda <3