Profile
Blog
Photos
Videos
Det er noget af et kulturchok man faar sig, naar man ankommer til Ho Chi Minh City efter at have boet i Phnom Penh i naesten en maaned. Bare stoerrelsen paa byen, der er opkaldt efter Vietnams hoejtskattede befrier, kan faa en til helt at tabe pusten. Der bor formentlig omkring 10 millioner sjaele i HCMC, der bestaar af det hypermoderne, internationale Saigon og det enorme, kinesiske Cho Lon; to byer, der efterhaanden er vokset helt sammen, men som staar i skaerende kontrast til hinanden.
Selvom jeg efterhaanden laengtes overordentligt meget til at komme paa farten igen, var det alligevel vemodigt at skulle tage afsked med Cambodja. Soendag aften blev vi inviteret til en lille afskedssammenkomst hos vores vaertsfamile, hvor vi fik gaver. Sikke en gaestfrihed! Mandag efter arbejde tog vi saa afsked med boern og laerere paa New Future for Children, samt vores gode volunteer-kollega Izzie. Det var rigtig haardt at sige farvel, saerligt til en af pigerne paa boernehjemmet paa min egen alder, som jeg er blevet rigtig gode venner med. Det endte med at jeg stod og tudede sammen med hende. Boernehjemmet i Phnom Penh vil altid staa staerkt i min erindring.
Efter en seks timer lang bustur, ankom vi saa til Ho Chi Minh City tirsdag formiddag og moedtes med Van Ngoc, den vietnamesiske forretningsmand, som inviterede os paa te paa hans kontor i Phnom Penh, da vi lige var ankommet til byen. Efter hans forretningsrejse i Cambodja, var han nu tilbage i HCMC og ivrig efter at vise os sin hjemby. Han koerte os hen til et godt hotel i hjertet af det pulserende, glitrende Saigon, hvor vi nu bor, og lovede at moedes med os den foelgende dag.
Vi tog saa ud i byen paa egen haand og var ved at falde bagover ved synet af gigantiske shoppingcentre, dyrt maerkevaretoej, eksklusive smykkeforretninger, hypermoderne elektronikbutikker og mondaene hoteller - alt sammen et saersyn i nabolandet Cambodja. Gucci, Versace, Louis Vuitton, Roberto Cavalli... you name it. Jeg fik koebt mig et nyt kamera, saa nu vil bloggen igen blive forsynet rigeligt med billeder:)
Efter en tur paa markedet, spiste vi paa en meget populaer lokal restaurant, hvor ens aftensmad svoemmer rundt i store akvarier. Konceptet er simpelthen at udvaelge sin foretrukne fisk, hummer eller krebs, der saa oejeblikket efter maa lade livet - det kan da kaldes friske raavarer!;) Var man i humoer til et om muligt endnu vildere kulinarisk eventyr, var der ogsaa hajfinnesuppe, kogt svinehjerne, suppe kogt paa fuglereder, krokodillekoed, hanetestikler samt ikke at forglemme stegt oksepenis paa menukortet. Jeg foelte mig ingenlunde fristet.
I gaar lagde vi vejen forbi et gigantisk, indendoers marked i Cho Lon, Ho Chi Minh Citys chinatown. Bagefter dryssede vi rundt i kvarterets smaa gader med skaeve, faldefaerdige huse og hyggelige gadekoekkener. Dernaest gik turen til det centralt beliggende marked Ben Thanh, hvor Rose gjorde et par gode koeb, samt byens store Nike-butik, hvor jeg fik det laekreste fitnessoutfit til et godt stykke under dansk pris - klasse!;) Efter vores vilde shoppingudskejelser, besoegte vi Uafhaengighedspaladset, der til min store skuffelse var en betonkasse fra 1966 inspireret af europaeisk modernisme.
Efter paladset moedtes vi paa ny med vores vietnamesiske kammerat, der tog os med til en dejlig restaurant og ud til promenaden ved Mekong Floden. Det var en helt overvaeldende gaestfrihed, han lagde for dagen - saadan at bruge flere timer paa at vise to backpackere rundt. Problemet var bare, at han foretrak at hoere sin egen stemme hele tiden og ignorerede vores smaa indskudte bemaerkninger og interesserede spoergsmaal; maaske fordi han ikke forstod dem, maaske fordi han var stoerre tilhaenger af envejskommunikation. Det var i hvert fald meget anstrengende at holde en rigtig samtale koerende. Desuden var vi tvunget til at krydse Ho Chi Minh Citys staerkt trafikerede veje paa lokal vis, fordi det var det han foretrak - dvs. at man gaar lige ud foran et broelende hav af biler og scootere og slentrer over paa den anden side af vejen med kun faa centimeter mellem sig selv og sine medtrafikanter, der koerer i rasende fart derudaf. Det var meget ubehageligt.
Hver gang, vi kommer til et nyt land, opyldes jeg af fornyet rejselyst. Denne gang er bestemt ingen undtagelse. Det er naermest et under, at der i dag findes en staerk, samlet, oekonomisk fremadstormende nation kaldet Vietnam, naar man taenker paa landets blodige historie. Frankrig, Japan, USA, Kina, Cambodja... listen over lande, der med mere eller mindre held har forsoegt at erobre landet i nyere tid, er lang.
I dag staar den paa - ja, gaet engang - endnu mere shopping, og saa har vi ogsaa planlagt at tage paa Museet for Krigsforbrydelser. I aften tager vi Genforeningsekspressen hele vejen op til Da Nang i det centrale Vietnam.
Ida
- comments
Far Hej skatter, Jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen: Det varmer langt ind i din fars skribenthjerte at læse dine rejsefortællinger! Der er kraft og saft i formidlingen og din observationsevne er forrygende. Vi er med på rejsen, er vi:-) Knus og kram, vatti
Ida Det glaeder mig rigtig meget at hoere, isaer naar det kommer fra en stjernejournalist. Taak Vatti:)