Profile
Blog
Photos
Videos
Paa en laengere rejse som den vi nu er ude paa, vil der uundgaaeligt komme et tidspunkt, hvor man befinder sig i saa presset en situation, at man naar man ser tilbage paa det, ikke til fulde forstaar, hvordan man egentlig klarede sig igennem. Dette rejsens kritiske moment oplevede vi i gaar.
Det hele begyndte i forgaars, hvor vi skulle fra Sapa i Vietnam til Laos. Vi havde hoert mange blandede meninger om graenseovergangen ved den vietnamesiske by Dien Bien Phu, men den var vores eneste vej ud af Vietnam over land, med mindre vi da ville rejse hele vejen tilbage til det centrale Vietnam og krydse graensen til Laos her. Efter at have faaet anbefalet ruten af receptionisten paa vores hotel, besluttede vi os endelig for at tage bussen til Dien Bien Phu. Vi fik at vide, at turen tog 9 timer og regnede derfor ud, at vi kunne vaere fremme foer moerkets frembrud, hvilket er et must naar man koerer paa de smaa, ubelyste veje oppe i bjergene. Det endte med, at vi sad i 12 stive timer i en skrammelkasse af en minibus med minimal benplads. Vejene var af centralafrikansk standard, dvs. der var egentlig bare tale om en bred sti af grus og sand. Overalt var der afspaerringer pga. vejarbejde, hvor vi maatte holde lange pauser, indtil en gravko omsider havde ryddet vejen for sten og murbrokker. Det var virkelig udmattende. Heldigvis var der masser af smuk natur at kigge paa. Vi kom ogsaa gennem flere smaa bjerglandsbyer, hvor der boede nogle minoritetsgrupper, jeg ikke kendte. Fx. en, hvor alle kvinderne bar nogle gigantiske, sorte, firkantede hatte og blaa forklaeder med broderier.
Jeg er mildest talt lamslaaet over kontrasten mellem den moderne livsstil, der foeres i Ho Chi Minh City og den slidsomme, isolerede tilvaerelse der leves i de fattige landsbyer i det nordlige Vietnams bjergomraader. Her bor mange i huse af ler og straa uden el og vand (meget lig langhusene paa Moesgaard Museums udstilling om vikingetiden) og lever af det, naturen byder mennesket.
Efter 12 anstrengende timer i bjergene - heraf de to i buldermoerke! - ankom vi til Dien Bien Phu, hvor vi tog en enkelt overnatning. Kl. fem om morgenen naeste dag tog vi en bus til en by paa den anden side af graensen kun 200 km fra Dien Bien Phu. Det loed jo let nok... Men det var alt andet end let. Vi brugte 15 raedselsfulde timer paa at tilbagelaegge straekningen, og det i en lille, gammel minibus proppet til randen med op til 38 mennesker, en scooter, snesevis af kaempe rygsaekke samt de lokales gods, der skulle bringes ud til forskellige landsbyer. Vi var saa mange i bussen, at folk maatte staa op og sidde paa skoedet af hinanden - en af vietnameserne vovede sig endda op paa taget, som var proppet med baggage. Vi sad fuldstaendig fastklemt i de 15 timer (hvis man ser bort fra de lange pauser), og hver gang vi kom til en lille flaekke, hvor nogle ville med bussen, raabte folk "No! Noooo!" i desperation over tanken om at blive fraroevet den i forvejen udendeligt sparsomme plads, de havde. Men det var nyttesloest. Jo flere passagerer, jo stoerre indtjening. Der er grisetransporter i Danmark som er mere humane, end det vi oplevede! Vi maatte ikke aabne vinduerne, og foerst efter ca. 14 timer holdt vi pause ved en bod med mad. Udvalget begraensede sig til kiks, sticky rice og stegte rotter paa spid, og da vi hverken foelte os videre fristet eller havde en eneste kip paa os, bed vi sulten i os.
Vejene var ikke andet end sand og grus, flere steder spaerret af mindre floder, vi maatte forcere. Ca. en gang i timen blev vi sendt ud af bussen uden yderligere forklaring og maatte vente i op til 2 timer paa at en eller anden form for vejarbejde blev gjort faerdig. Vi ventede i tre timer ved graensen for at faa et visum til 36 dollars pr. person, som vi desvaerre ikke helt havde kontanter til at betale. Heldigvis var der en venlig vietnamesisk businessmand, der forbarmede sig over os og gav os de penge, vi manglede.
Da vi endelig ankom til maalet for vores lange, halsbraekkende rejse, viste det sig at vaere en forvokset landsby midt ude i junglen - selvfoelgelig uden haeveautomat. For at naa helt hen til byen maatte vi krydse en flod med en ultrasmal longtailbaad og saa ellers vade igennem resten af vejen. Jeg var aerlig talt lidt utryg ved at staa midt i junglen uden penge og mad, og uden udsigt til at finde et sted at sove. Heldigvis var der en amerikansk-vietnamesisk backpacker med paa bussen, der talte flydende engelsk og vietnamesisk, og han arrangerede en tur til en stoerre by med en kvinde, der boede i omraadet. Vi blev mast ind paa ladet af en aaben pickup, der skulle transportere os til denne by, som jeg stadig ikke kender navnet paa. Jeg sad presset op ad et metalgelaender hele vejen, med benene klemt saa meget sammen, at jeg til sidst ikke kunne maerke dem. Desuden var det isnende koldt efter at moerket var faldet paa, og vores troejer var helt gemt af vejen. Folk proevede at holde humoeret hoejt, og det var helt rart at vaere faelles om det tilsyneladende endeloese projekt at naa frem til egentlig civilisation. Flere af dem var hardcore backpackere, der allerede sad og diskuterede deres naeste rejse til Burma.
Efter tre taenderklaprende timer i pickuppen blev vi sat af i en stoerre by, hvor jeg kunne haeve penge og spise efter 17 timer uden mad. Vi overnattede paa et guesthouse og tog naeste morgen en bus til Luang Prabang, som er vores foerste rigtige stop her i Laos. Udover en enkelt punktering, var turen en smal sag - det var en rigtig bus og vejene var soerme asfalterede!
Nu er vi saa i Luang Prabang, hvor vi bor paa et guesthouse sammen med nogle af backpackerne, vi moedte paa turen hertil. I morgen skal vi ud at udforske byen, det bliver skoent:)
Haaber I har det godt allesammen og sender jer de kaerligste hilsener.
Knus fra Bjergbumsen
- comments
Cif OMG en tur ! Den glemmer i da ikke lige med det første ;) Men om 2 uger er du tilbage i lille Danmark hvor vi har asfalt og lyskryds . Tænkte faktisk på om du ville med på amerikaner udflugt til Skagen mandag men ved ikke om du orker det efter den lange rejse ... Glæder mig til at se dig !
Ida Nej, den tur er allerede mejslet ind i min erindring;) Glaeder mig ogsaa til at se dig, Ciffer!! Tror umiddelbart jeg er for smadret til en udflugt allerede mandag, men det lyder super hyggeligt. Sender dig mange kram
lewafrique hey artcore traveller: nu ved du hvordan en ægte blaffer kommer gennem landet, det var sådan omtrændt jeg rejste i afrika fra atlanterhavet til indiske ocean og tilbage igen - det var som om du selv havde oplevet centralafrika!! ha ha, en ting må jeg anmærke - det var hvist lidt dangerous ikke også !-) kærlig hilsen og keep it going..