Profile
Blog
Photos
Videos
Sidste dag på Island skulle bruges på at gennemkøre den klassiske Golden Circle rute. Turen gik først op til Thingvellir hvor vi har været nogle gange efterhånden på snorkleture. Thingvellir er interessant på 2 måder. For det første siges det at det allerførste parlament i hele verden blev dannet her for 1000 år siden. Det var her man mødtes for at klare eventuelle stridigheder mellem befolkningen. Man mødtes 1 gang om året fra hele Island. Hvordan de vidste hvornår de skulle mødes er uvist, men i hvertfald har området stor kulturel betydning for Islændingene. Det var også her man mødtes, da Island blev et selvstændigt land og løsrev sig endeligt fra Danmark.
Derudover er området interessant ud fra en rent geologisk synsvinkel. Der er meget tydelige tegn på at Thingvellir sletten befinder sig lige midt imellem den Nordamerikanske kontinentalplade og den Europæiske. Der er store revner i klipperne der viser at de to plader glider fra hinanden med 2-3 cm om året.
Videre til Gullfoss, som er det største vandfald i Island og meget smukt og kraftfuldt. Afsmeltning fra Langjøkull gletsjeren har igennem mange tusinde år skåret sig igennem landskabet og dannet dette smukke vandfald.
Afslutning på Golden Circle turen er som regel det geotermiske område Haukadalur hvor Geysir og Strokkur befinder sig. Geysir er den største og har lagt navn til alle geisere rundt om på jorden. Den er dog ikke aktiv mere, men har kunnet blæse kogende vand op i 60-70 m højde. Lillebroderen Strokkur kan "kun" levere en vandsøjle på ca. 20 min. Til gengæld er den meget pålidelig med et sprøjt ca. hver 5 min.
På vej tilbage til Reykjavik fik vi lige kigget på et vulkankrater, Kerid, med smukt blåt vand i.
Efter at have hentet vores tasker hos Ingunn tog vi på Vietnamesisk restaurant og derefter i "Blue Lagoon" for at slappe af inden hjemrejsen
Blue lagoon er rent faktisk overskudsvand fra et kraftværk der udnytter den geotermiske varme i undergrunden. I starten hældte de vandet ud i landskabet, og grundet det høje indhold af kisel blev der dannet nogle søer med blåt vand og kiselen aflejres som nærmest hvid porcelæn. Det ser flot ud og det er der nogle der har kunnet se en kommerciel mulighed i. Nu er der lavet et meget stort badeland hvor man kan bade i 38-40 grader varmt vand ude midt i et meget goldt lavalandskab. Det er nu flot, men lidt af en turistfælde. Det kostede ca. kr. 1000 for os at bade i en god time. Man lever jo kun en gang så skide være med det.
Alle tiders tur til Island. Vi kan ikke mindes at have set så meget forskellig natur på så kort tid.
- comments