Phnom Pen (En by med mange lukkede sår, ufatteligt mange ar)

Når man siger Phnom Pen, siger du også Khmere Rouge, eller måske Pol Pot?

Jeg er sikker på at PP også er meget andet, lækker mad, og først og fremmest Cambodias hovedstad, men det er svært at se forbi rædslerne. Når man får bare en smule indblik i en brøkdel af de rædsler Cambodianerne har været igennem, kan man næsten se sorgen, og frygten i de furede ansigter, de skrøbelige sind og så selvfølgelig det faktum at der er utroligt få ældre mennesker.

Phnom Pen indeholder også glade mennesker, festlige farver, god mad, fantastiske projekter som eksempelvis Friends restaurants, en Børne organisation der samler gadebørn "op" for at give dem et lærested, eksempelvis restauranten, og med arbejdet en tro på fremtiden, en mulighed, et liv som de ellers ikke var forundt. Et gadeliv der kendetegner alle de store asiatiske byer vi har været igennem, så selvfølgelig… livet går videre… uanset hvad… heldigvis…

Krig er taberens spil, beskidt, ødelæggende og et spild af menneskeliv og ressourcer…

For at give et hurtigt indblik i Pol Pots filosofi, er her et citat fra ham "Hellere slå en uskyldig ihjel, end at lade en forræder undslippe"

Han har mange citater, ingen af dem viser forståelse, eller empati for det levende.

Pol Pot var uddannet lærer, havde læst i Paris, kom oprindeligt fra en velstillet bondefamilie og var så vidt jeg husker det 7 barn ud af en flok på 8. Hans forældre havde relationer til det Cambodianske kongehus, hvilket gav nogle muligheder ikke alle var forundt.
Pol Pot er ikke hans oprindelige navn, han tog navneforandring i forbindelse med hans "konvertering" til kommunisme og hans deltagelse i det kommunistiske oprør, hans oprindelige navn er Saloth Sar.

Det var faktisk i Frankrig han først stiftede bekendtskab med den kommunistiske filosofi. Frankrig som var kolonimagt i netop Cambodia, havde også et kommunistisk parti, som var i mod Frankrigs kolonisering. Det varede ikke længe før Pol Pot meldte sig ind i Frankrigs kommunistiske parti.

Jeg ved ikke om det er propaganda alene, men jeg har læst mig til, at Pol Pot som barn på ingen måde gjorde indtryk, han var ikke mere begavet end andre, og gjorde altså ingen væsen af sig. Han fik hellere aldrig afsluttet en egentlig uddannelse, heller ikke sit ophold i Frankrig bar frugt.

Pol Pots filosofi var ønsket om et uafhængigt Cambodia, hvilket vel er rimeligt nok, kommunistisk med Kina som forbillede, og han var stærkt inspireret af Kinas Mao og Nordkoreas Kim Jung.
At han også ønskede at Cambodia var et bondesamfund, hvor alle arbejde for alle, lyder også tilforladeligt. Det betød dog også at alle lærde, kreative, og mennesker med en holdning til Cambodia der afveg fra Pol Pots, på grusom vis måtte lade livet.

Pol Pot blev leder af den kommunistiske oprørsgruppe i Cambodia, en gruppe som ikke viste nogen former for hensyn, ingen overhovedet.
Pol Pot rekrutterede sine tilhængere blandt bondebørn, soldater helt ned til 10 år, altså børn, der blev opdraget til et fællesskab hvor mord, og terror var hverdag. Filosofien var netop, at disse børn ikke stillede spørgsmål, samt at Pol Pot ønskede at ændre de eksisterende familiemønstre, ved simpelthen at tage børn fra deres familier, således at børnene så det kommunistiske styre som sine "forældre".
Regimet arbejde bevidst og havde som erklæret mål, at familier skulle splittes.

Det er videnskabeligt bevist, at Pol Pots regime torturede og dræbte 1,3 millioner mennesker, mens det estimerede tal er helt oppe på 3 millioner mennesker, eller hvad der svarer til 1 ud af 4 Cambodianere.

Du har måske set filmen, eller bare hørt om Killing Fields? Vi besøgte een, der er et sted mellem 30 og 40 af disse spredt rundt i Cambodia. På den vi besøgte, var der beviseligt dræbt 14.000 mennesker, mens estimatet var nærmere de 30.000. Alle dræbt med macheter, kæppe, eller landbrugsredskaber. Var det et barn blev det banket mod et stort træ, før de blev smidt i massegrave, metoden var alene et udtryk for at ammunition var en dyr ressource, og ikke skulle spildes...

Khmere Rouge styre varede fra 1975 til 1979, hvor en koalition af Cambodianske og Vietnamesiske styrker, nedkæmpede styret.

I 1997 blev Pol Pot interviewet (Han blev aldrig retsforfulgt, men gemte sig i junglen op mod den Thailandske grænse). På spørgsmålet om hvor mange liv der var gået tabt under "revolutionen" (Pol Pots opfattelse) mente Pol Pot selv at der var gået 30.000 menneskeliv til, en rimelig pris for revolutionen mente han selv.
konfronteret med de faktiske tal (1,3 millioner) var han afvisende, og spurgte retorisk "Ligner jeg en brutal mand?" Hvad siger man til det, dybt ude i junglen omgivet af patriotiske soldater med skydevåben... Jeg ville lade den ligge :-)

På spørgsmålet om han, Pol Pot, fortrød noget under Khmere Rouge, var svaret, at jo, han fortrød at han ikke havde været stærkere og mere indsigtsfuld, så han havde undgået at blive nedkæmpet.

Pol Pot døde i 1998, man mener han blev forgivet af sine egne. Så sent som i 1997 beordrede han sin tidligere Viceminister og hans familie dræbt, da han mente at de var en trussel.

Men han levede i junglen, havde familie, gift flere gange og blev aldrig retsforfulgt…. Trist…

I 1977 begyndte Pol Pot at få fremstillet statuer og malerier, alle af ham selv. Hans ønske var at han skulle blive en Faderskikkelse for alle Cambodianere, en slags gud, med forbillede i Formand Mao, Kim Jong og Stalin… Oplæg til en god snak om hvorfor og hvordan et menneske kan føle sig hævet i en sådan grad over andre, brutalt slagte medmennesker for sin ideologi, og ikke mindst hvordan "man" får andre mennesker med på "ideen"…

Vi besøgte Tuol Sleng (S-21), en tidligere skole før Pol Pot kom til, under Pol Pot blev skolen omdannet til et fængsel, hvor tortur og terror var altoverskyggende, og frygt og sult var det der overskyggede alt andet.

Der er mange overvejelser i et besøg, grundet børnene, Sofia er en følsom pige, mens Elias endnu har til gode at erkende at ondskab (i alle dens former), også er en del af virkelighedens verden som vi er en del af.

Vi valgte at tage sammen ind og besøge Tuol Sleng, efter megen snak om opdeling så vi hver især kunne tage turen, omvendt ville vi også gerne have oplevelsen sammen.

Altså afsted…

Allerede ved indgangen til Tuol Sleng skifter atmosfæren, folk snakker sagte, man kan "mærke" historien, det er for mig ligesom at komme i Mindelunden i København.

Tuol Sleng ligger midt i Phnom Pen by, tænk sig at måtte være nabo til fængslet mens det var i brug…

Vi valgte at booke en guide, for at få indtrykkene og historien på en ordentlig måde. Det skulle vise sig at vi med denne guide fik den personlige historie, og tragedie helt tæt på.

Jeg kunne godt beskrive hele oplevelsen af fængslet, men det vil tage for lang tid, og jeg har skal også nå i poolen.

Skolen og nu fængslet er inddelt i 4 bygninger, alle med klasseværelse, og navngivet Bygning A, B, C og D

Bygning A huser alle de politiske fanger, tidligere regeringsfolk, eller nuværende Khmere Rouge folk der er faldet i unåde, eller er ofre for Pol Pots nærmest sygelige/paranoide frygt for sammensværgelser

De øvrige bygninger husede intellektuelle, kunstnere, tænkere, eller bare almindelige mennesker der af den ene eller den anden årsag, mestendels uberettiget anklaget.

Bygningerne står i dag som de blev efterladt af fangevogterne, også med 14 lig af ukendte mennesker, torturede og dræbt på bestialsk vis umiddelbart før flugten.
Alle 14 er begravet ude i gården, i ukendte grave.

Vi starter i bygning A, hvor der på væggen hænger et meget uklart billede af den person der blev fundet i cellen, blodstænk på væggene og loftet, en seng uden madras, håndjern, men ellers bart.
Det var tydeligt at Sofia blev berørt, og allerede fra start valgte vi, at jeg tog Sofia med ud, og at Elias måtte blive uden for lokalerne, når Janni og guiden gik ind i lokaler der viste faktiske hændelser.

Det var og er en grum virkelighed…

Tuol Sleng, tog billeder af alle indsatte, samtlige 14.000 mennesker, så alt var dokumenteret og nedskrevet. Grunden til at man ikke kunne identificere de 14 efterladte ofre som andet end 13 mænd og 1 kvinde, var alene fordi at var i en tilstand hvor det ikke var muligt at identificere.

Også fangevogterne levede i frygt, de blev tildelt en kvote på x antal indrømmelser de skulle have ud af fangerne hver dag, ellers blev de selv straffet… Mange af disse fangevogtere var børn…
Alle der blev indsat i Tuol Sleng var pr definition "skyldige", kun 7 slap med livet i behold…

Guidens historie: Guiden, jeg husker ikke hendes navn, virkede skrøbelig da jeg talte med hende omkring pris og tidslængde af en guidet tur, i starten af 50 erne, pæn dame, men skrøbelig på den måde at hun talte meget sagte, og gik i et med sine omgivelser, selvvalgt. Bagefter tænker jeg hvilket mod det alligevel må kræve, hver dag fortælle historien om Khmere Rouge, hver dag blive mindet om de tab hun har lidt, hver dag mærke sorgen over ikke at vide besked.

Jeg blev hurtigt koblet fra, det var voldsomt og Sofia forstod det meste. Men det gav Janni en mulighed for at få en lidt mere uforstyrret oplevelse, det var også tydeligt da vi ca. 45 minutter senere mødtes, Janni var berørt af historien (Der skal nu ikke så meget til, vi får begge blanke øjne når vi ser Sporløs J)

Guiden var 10 da Pol Pots regime overtog magten i Cambodia, hendes mor var fransklærer, og faren var embedsmand, eller en del af regeringen før Pol Pot, det står uvist.
Allerede der ved man at det er skidt, alle intellektuelle Såsom lærere, (Pol Pot og hans højre "hånd" Deutch var begge lærere!!) embedsfolk, og regeringsfolk blev fængslet, tortureret og dræbt.

Men hun fortalte at optil da, havde de et godt liv, trygt og sikkert, de manglede ikke noget. Fra hun var 10 har hun ikke set sine forældre og kender ikke deres skæbne, de er døde, men hvor og hvordan kender hun ikke til… Og det plager hende selvfølgelig, den dag i dag…

Da hun blev 14 blev hun sendt ud på landet i en arbejdslejr, (Pol Pot havde ved sit indtog proklameret at ris produktionen skulle tredobles, og arbejdslejre blev oprettet.)
Bonden hun blev sendt ud til var en af Pol Pots støtter, og livet der var ikke nemt, hun viste Janni sine ben, der var mærket af slag efter tæv og mishandling, og hun fortalte at hver dag når hun vågnede, var det med angsten for om hun var i live når dagen var omme. Hun bad inden i sig selv, live or die? I 4 år…

Efter Pol pot havde hun ingenting, det hus som hun var opvokset i og som var hendes forældres, var nu overtaget af regeringen og der var ingen til at gøre krav på det, heller ikke i dag kunne hun gøre krav på huset, hun har intet tilbage fra sine forældre.
Hun boede under en bro i Phnom Pen i flere år, fik begyndt en 1 årig uddannelse i Engelsk, som ikke blev gennemført da hun ikke rent mentalt kunne klare det, men fandt en mand som hun i dag er gift med, og bor sammen med i en embedsbolig, da mandens søster er en del af regeringen.

Sin tid og penge tjener hun ved at fortælle om Tuol Sleng S-21…

Også her valgte jeg at tage en meget begrænset mængde billeder, gravfred, ærbødighed? Jeg ved det ikke, men det passede bare ikke ind for mig, og der findes mange websider der omhandler Tuol Sleng, jeg har lagt et par links ved, hvis du har lysten til at gå lidt tættere på…

Jeg kunne skrive meget om Tuol Sleng, det gjorde dybt indtryk på både Janni og jeg, men jeg er på ferie… J (Og der er kun plads til en vis portion død og ødelæggelse. Next up! Killing Fields J)

Foto af de ansvarlige i Khemere Rouge, flere af dem dømt livstid i et fængsel med alle bekvemmeligheder, god mad, tøj etc...

Hvor er retfærdigheden i det? Også en god diskussion, Elias mener de alle skulle udsættes for det samme, som de udsatte andre for, eye for an eye... Det bliver en diskussion vi fortsætter når de begge er blevet lidt ældre :-)

https://plus.google.com/102014495822225214103/about?gl=th&hl=da

http://www.tuolsleng.com/