Zion Canyon National Park

Dagen hvor vi skulle køre mod Zion Canyon National Park, stod mange af os fra gruppen op for at se solopgangen, fordi Anthony havde sagt at den skulle være så smuk, så smuk her.. Så vi stod lystigt, eller måske ikke ligefrem lystigt, men vi stod da i hvert fald op klokken lidt over 6 for at se solopgang.. Og vi blev godt nok lidt skuffede da vi stak hovederne ud af teltet, for der var jo nærmest lyst over det hele.. Så os danskere der er vant til at en solopgang foregår fra det er mørkt, var godt nok lidt skuffede. Men smukt det var det nu at se solen komme op over de smukke sandbjerge..

Morgenmad fik mens vi så solopgangen og så var der jo egentlig ikke andet til bage bagefter end atpakke sammen og få taget teltene ned og så af sted det gik mod Zion NP.. Da vi nåede til Zion kørte vi direkte ind på campingpladsen og fik sandwiches til frokost og lidt gode cookies til at styrke os på inden vi skulle ud og hike.. Så gik de to sårede krigere ellers i gang med desinfiktionsvæsken, plaster, vabelplaster og sportstape.. Og jeg ved virkelig ikke hvad vores fødder lignede - måske mest af alt fødder der havde fået en ordentlig ansigtsløftning - så meget var vores fødder bundet ind.. Men vi var klar alligevel til at hike "Angels landing" - som vi havde fået vist på et billede af Anthony og han sagde at billedet bedragede ret meget, det var slet ikke så stejlt som det så ud på billedet - så vi var optimister (det bliver vi nemlig tit enige om at det kommer man længst med J)..

Det gik rask derud af og vi begyndte at stige lidt til vejs mens vi gik op ad bakke.. Efterhånden som det blive hårdere og hårdere begyndte vi at snakke om "Gad vide hvilken en af alle de bjergtoppe der var over os, der var vi skulle op på?" og vi blev ret enige om at det umuligt kunne være den højeste der var lige foran os, for den var alt for høj og vi kunne ikke se på hvilken måde det skulle være muligt at komme derop. Men efterhånden som vi kom opad og vi kom op på den anden side af det bjerg vi gik på, begyndte vi at indse at det formentlig var lige præcis den bjergtop der hed "Angels Landing". Vi gik op ad, op ad, op ad og lige lidt mere opad. Endelig begyndte det at flade lidt ud og foran os kunne vi se Sebastian og Kyle fra gruppen og vi var SÅ glade for at have nået toppen at vi rakte armene i vejret. "No we are going up there" sagde de og pegede op på en bjergtop, der nærmest så ud til at være umulig at bestige. Vi kiggede på hinanden Nicoline og jeg og kunne næsten ikke tro det - skulle vi virkelig endnu længere op!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Efter lidt betænkningstid sagde vi til hinanden at vi lige så godt kunne gøre et forsøg - og jeg tror mest af alt at det er fordi vi hader at give op, at vi gerne ville nå toppen. Så op ad gik det på bjergsider, hvor der var sat læder op som man kunne holde fast i, fordi der nærmest ikke var noget at gå på og fordi der hvor vi gik var lige ud til bjergafsatsen, der skulle ikke meget mere end 'et forkert skridt til, så ville man falde ud over kanten. Men nogle steder var det lidt mere sikkert at gå, men det var heller ikke for sjov at de havde sat et skilt op ved foden af dette stykker, der advarede mod en livsfarlig sti. Vi kæmpede begge en brav kamp og Nicoline overskred i hvert fald nogle grænser i forhold til hendes højdeskræk, for vi var mega langt oppe. På vejen op mødte vi så mange søde mennesker der gav os forskellige former for peptalk - generelt er vi rigtig rigtig positiv overrasket over hvor venlige amerikanere er, de er hel vildt søde og åbne - det kunne vi snæversynede danskere godt lære noget af.

Efter noget tid og en ihærdig indsats nåede vi sku toppen, hvor vi mødte nogle af de andre fra gruppen, det var sådan et smukt syn der mødte os, fra "Angels Landing" kunne vi se ned igennem det meste af kløften og det var vildt at stå så højt oppe og kigge ned på de små busser og de små biler der kørte nede i kløften. Efter at have nydt udsigten i et stykke tid begyndte vi at klatre ned igen - lidt mindre bange end på vejen op. Prøv og tænk sig engang at det ikke kun er hårdt at gå opad, det var også sindssygt hårdt for benene at gå nedad - lidt en loos loos situation. Men vi klarede den ned og på vejen ned mødte vi en sød dame som vi havde mødt på vejen op ad det sidste stykke og hun var så sød altså, hun fortalte at hun var så stolt af os og snakkede om hvor dejlig en oplevelse det var - sødt!!!

Vi tog Shuttlebussen hjem og vi kom hjem som 80 årige gamle damer med vabler over det hele på vores stakkels små fødder. Men lige lidt hjalp det, for Nicolines hold skulle lave mad og de lavede de lækreste tortillas, mens Henrikka tog et dejilgt varmt bad. Bagefter det lækre måltid skulle Henrikkas hold vaske op - ikke ligefrem det man gider efter at have hiket sig selv ihjel..!!!

Vi havde desværre kun én dag i Zion - for dagen efter gik turen videre til Bryce -det var en hård, men også dejlig dag.