Efter lidt soegen fandt vi endelig det hotel vi skulle moedes med gruppen paa. Da vi ankommer, gaar det desvaerre op for os, at Simone har glemt Helenes iPod oplader paa det gamle hotel. Saa efter vi har faaet vores vaerelse maa Simone ud paa en ekstra halv times gaatur tilbage til vores tidligere hostel. Vi gaar ud i byen og ser os lidt omkring foer vi moedes med den nye gruppe kl 18.15. Gruppen er som forventet generelt aeldre end os, men der er to danske drenge Kasper og Mads som vi er jaevnaldrende med. Det lykkedes os ogsaa at goere os selv lidt til grin, da vi snakkede om, at hotellet laa lige ud til den lokale 'hookerstreet'. Og Simone til det kommenterer (for det havde vi talt om tidligere paa dagen), at der ogsaa paa elevatoren staar: |Medbring ikke durians|. De andre ser ret uforstaaende ud og vi forklarer at durians selvfoelgelig maa vaere det malaisiske udtryk for transseksuelle. De griner alle hoejlydt og forklarer os bagefter at de saakalde durians altsaa er en ildelugtende frugt og altsaa ikke shemales som vi troede. Super foerstehaandsindtryk!!

Den naeste dag tog vi en minibus til en lille landsby i bjergene kaldet Kiau Nulu Village. Allerede ved vores uhoejtidlige velkomsmoede moedte vi en foerte dukkenbolt. Soendag er aabenbart fridag hvilket betyder at alle de lokale, oftest maend, drikker sig i hegnet i risvin. Vi moedte vores bjergguide Sopingi som forklarede os lidt om omraadet og deres lokale traditioner. Han takkede os for at vaelge at rejse med 'Interpred', som er dem der har arrangeret gruppeturen. Interpreds tilstedevaerelse i landsbyen har nemlig bl.a. soerget for engelsk undervisning til landsbyboerne i alle aldre. Det var dejligt at hoere hvordan landsbyen rent faktisk faar noget ud af den indsats de goer for turisterne, saa man er sikker paa, at der ikke sidder en person og sluger alle pengene. Nogle boern i landsbyen viste os deres lokale dans og de spillede lokal musik til, som egentlig bare var forskellige rytmer paa nogle gong gonger. Vi blev derefter introduceret for baade dansen og musikken. Flere af dem som spillede musik, havde allerede faaet rigeligt med risvin, saa det var svaert at forstaa deres instruktioner om takten man skulle slaa. Vi spiste aftensmad ved Sopingis niece og her fik vi ogsaa lov at proeve deres risvin. Det havde en speciel og kraftig smag. Sopingi havde nogle specielle regler for hvordan man skulle drikke risvinen. 1. vaerten (ham) skal altid drikke foerst selv, og derefter tilbyde gaesterne. 2. Man skulle bunde det foerste glas, derefter vende det paa hovedet, og hvis der kom en draabe ud, skulle man bunde et glas mere. Det endte selvfoelgelig med at han blev rigtig fuld, og der kom flere og flere lokale fuldeboetter som ville hilse paa os. Det hele var meget underholdende.

Dagen efter fik vi morgenmad i samme hus og de fulde maend var ikke at se nogen steder. Bagefter gik vi en tur og besoegte bl.a. en familie med 19 boern! Her koebte vi vandrepinde foer vi tog en minibus til Kinabalu National Park for foden af Mount Kinabalu. Her noed vi en afslappende dag med varmt rindende vand og laekker mad. Desvaerre regnede det kraftigt saa vi fik ikke set meget inden vi gik i seng. Vi skulle tidligt op og efter morgenmaden begyndte vores bjergbestigning. Det var virkelig haardt og bjerget var meget mere stejlt end vi havde forventet! Det var ikke bare en lille sti med lille stigning, det var det rene klippe vi skulle kravle opad det meste af vejen og det var super stejlt. Vi startede en lille gruppe, men vores tourguide som har besteget bjerget mange gange, naermest loeb forbi os, mens en anden del af gruppen faldt bagud. Helene og jeg gik med Kasper fra vores gruppe ca. 6 km opad. Da vi endelig naadede vores hotel lidt foer to, var vi helt kvaestede. Vi slappede af og noed lidt sjaelden solskin og fik et ISKOLDT bad. Det var det koldeste bad nogensinde, de kunne ikke varme vandet pga. vandmangel. Bagefter fik vi aftensmad og derefter var det paa hovedet i seng. Vi blev vaekket igen kl 2 hvor vi skulle have foer-morgenmad og derefter klaede os varmt paa. Kl lidt over tre fortsatte vi op mod bjergtoppen, dette stykke var - om muligt - endnu stejlere og svaerre fremkommeligt. Nogle steder var man noed til at holde fast i et reb, som man brugte til at hive sig om med. Da vi endelig naaede toppen lidt i 6 var det super koldt, men vi saa en smuk solopgang og var super stolte af os selv!! Bjerget er 4101m hoejt og er det hoejeste i Sydoestasien. Det er vist ogsaa det hoejeste bjerg i Asien som man kan bestige. Derfra var der kun en vej ned. Det var meget svaerre at gaa nedad en forventet. Allerede efter et kort stykke tid var man ikke i tvivl om at man havde knae! Da vi naaede tilbage til basecamp hvor vi lavede et pitstop, var vi allerede traette i musklerne og traette pga. mangel paa soevn. Efter morgenmad og en lille nap, maatte vi fortsaette ned af bjerget. Det er klart konditionen man bruger naar man gaar opad og musklerne naar man gaar nedad. Turen helt til toppen er i alt ca. 8,7km saa vi gik ca. 18km. Puha en omgang. man maatte tit overtale sine foedder til at tage et skridt mere.

Da vi kom ned ventede en laekker frokost og da hele gruppen var kommet ned, fortasatte vi til Poring. Her var vi i to dage, ren afslapning med varme kilder og varm mad og varmt vand. Det var godt mod de meget oemme muskler, men trapperne op til vores vaerelse var naesten uudholdelige. Der var ikke andet at goere end at grine af folk der arbejdede sig langsomt i sjove bevaelgelser op og ned af trappen.

Vi tog videre til Eco-camp som vi naede til via baad paa Boreos stoerste flod. Vi fik vaerelser midt i junglen og uden vaegge, saa det var kun et myggenet der adskilte os fra de vilde dyr. Om eftermiddagen sejlede vi en tur hvor vi saa forskellige abearter og en veran samt nogle (aabenbart) specielle fugle. Efter aftensmaden da det var blevet moerkt gik vi tur i junglen for at lede efter sovende fugle og vilde dyr. Det var lidt en skuffelse, da det eneste vi saa var en sovende fugl, en vandrende pind, et tusindben og lidt edderkopper. Da vi skulle til at sove hoerte vi en maerkelig lyd fra et dyr som var meget taet paa vores vaerelse. Vi fandt ud af dagen efter, at det var en speciel leopardkat. Det var vist godt vi ikke vidste det om aftenen da vi skulle sove! Inden morgenmaden gik vi igen tur i junglen men igen uden gevinst.

Vi sejlede til eco-village hvor gruppen blev delt ud paa forskellige homestays. Helene og jeg skulle bo hos Rohanna som er laerer i deres landsby. Da vi kom ind fik vi straks store kram af en 4-aarig pige og blev derefter vist rundt i huset. Vi hjalp en af drengene med engelsklektier og proevede ellers at tale med boernene som var overraskende gode til engelsk. Vi moedtes med gruppen igen kl 15, og tog ud og saa en grotte hvor man i gamle dage lagde de doede landsbybeboere. Herfra tog vi hen til deres community center hvor vi spillede volleyball med de lokale og derefter var der cooking-class hvor vi laerte at lave mad der stammer fra Borneo. Da vi havde spist vores hjemmelavede mad skulle vi se en opvisning hvor de lokale dansede, og der var ogsaa en stum mand som viste os en speciel kampform alla taekwondoo. Vi fik lokale klaedefragter paa, og skulle ogsaa vaere med til at danse. Det hele var meget underholdende og de lokale gik meget op i det og det lod til at de hyggede sig. Da opvisingen var faerdig tog vi tilbage til vores homestays og sov. Naeste morgen var det afsted videre til Sandakhan.

To be continued.....