Profile
Blog
Photos
Videos
Kaere Nina og Katrina,
Foerst og fremmest: Tak for sidst, det var nogle rigtig gode dage vi havde i Sapa. Jeg glaeder mig virkelig til at tage paa Roskilde med jer!
Saa kom vi alle tre til Kina - bare forskellige steder. Jeg befinder mig i Guilin, som ligger i provinsen Guangxi og I er sandsynligvis stadig i Yunnan - maaske i provinshovedstaden Kunming? Nu har vi moedtes i baade Cambodia og Vietnam og hvem ved - maaske render vi ogsaa ind i hinanden her i Kina. I Shanghai, maaske?
Foer jeg slipper Vietnam helt og tager hul paa mine foerste Kina-indtryk, har jeg saadan lyst til at fortaelle lidt om en af de oplevelser, der gjorde stoerst indtryk paa mig i Vietnam:
Jeg tog paa en dagsudflugt til Den Demilitariserede Zone nord for Hue for et par uger siden. Mit hostel i Hue arrangerede det saadan, at jeg kunne tage paa DMZ-tur og saa blive sat af i en by lidt nord for DMZ (kan ikke huske hvad byen hedder, lad og bare kalde den X.) En natbus fra Hue til Hanoi ville saa samle mig op i denne by. Receptionisten paa mit hostel i Hue sagde, at jeg bare kunne give bagagen til hende, saa ville hun soerge for, at det kom paa bussen. Jeg tog det helt for givet, at hun ville aflevere bagagen til den bus, som jeg skulle paa DMZ-tur med. Den afgik lige uden for hostlet. Det gjorde hun imidlertid ikke. Desvaerre opdagede jeg foerst det, da jeg steg af DMZ-tur-bussen i byen X og kiggede i dennes bagagerum. Jeg blev temmelig forskraekket, for hvor var al min bagage nu henne? Chauffoeren paa bussen kunne ikke fortaelle mig det, og han kunne kun pege hen paa det sted, hvor min naeste bus skulle afhente mig. Heldigvis steg en ung vietnamesisk pige og sin far af bussen samtidig med mig. De skulle overnatte i X foer de skulle videre. Denne unge vietnamesiske pige saa starks, at jeg var traet, irriteret og ikke vidste, hvor min bagage var. Hun fulgte mig straks hen paa det kontor, hvor jeg skulle vente paa min naeste bus. Receptionisten paa dette rejse-kontor talte ikke ret meget engelsk, saa min vietnamesiske veninde satte hende ind i situationen. Receptionisten anede ikke hvor min bagage var henne - og hun havde heller ikke umiddelbart taenkt sig at goere en indsats for at finde ud af det. Det ville jeg saa selv goere, men min vietnamesiske veninde bad om min telefon, og saa ringede hun til mit hostel i Hue. De kunne ikke umiddelbart fortaelle hvor min bagage befandt sig. De bad os ringe tilbage lidt efter. Det gjorde min vietnamesiske veninde saa. Nu var de kommet frem til, at de havde afleveret min bagage til det busselskab, som skulle afhente mig i byen X senere paa aftenen. Alt imens alt dette ringen stod paa, havde pigens far koebt coaer til os alle sammen, saa jeg fik pulsen lidt ned med lidt koldt at drikke. Min vietnamesiske veninde ville straks ringe til busselskabet for at hoere, om de havde modtaget min bagage, men jeg stolede paa, at den ville vaere med bussen der hentede mig senere paa aftenen. Jeg synes allerede hun havde hjulpet mig en masse. I stedet for bare at sige farvel og skynde sig vaek, tilboed hun mig at tage en lur paa hendes seng i det hotel, hende og hendes far havde lejet for natten. Jeg havde mere lyst til at gaa ud og finde noget at spise, og boed hende paa kaffe i stedet. Hun lo bare og sagde, at jeg da ikke skulle koebe kaffe til hende, hun haabede bare, at jeg fandt min taske.
Senere den aften steg jeg paa bussen til Hanoi og droemte maerkelige droemme. Da jeg efter en elendig nats soevn ankom til Hanoi og kiggede i bussen bagagerum var min bagage der gud hjaelpe mig ikke. Igen var buschauffoeren ikke til megen hjaelp, men det var derimod en anden ung vietnamesisk kvinde. Hun kunne straks se, at jeg var sur og forvirret, og spurgte hvad der var galt. Jeg forklarede hende situationen og mens jeg steg paa bussen igen og ringede til mit hostel i Hue blev hun hos mig. Hostlet i Hue sagde, at min bagage ville ankomme med bus til et eller andet kontor i Hanoi senere paa dagen. Det kunne jeg jo paa ingen maade vaere tilfreds med, for jeg ville ikke bruge energi paa at tage til tilfaeldige kontorer i Hanoi fordi de ikke kunne saette min bagage paa den rigtige bus. Jeg fik dem overtalt til at bringe min bagage til det hostel i Hanoi, hvor jeg have taenkt mig at vaere. da det endelig virkede til at ordne sig sagde den unge vietnamesiske kvinde farvel, og gik ud af bussen, der ikke havde flyttet sig mens jeg talte i telefon. Et oejeblik efter kom hun igen med en seddel med sit navn paa og et telefonnummer; "du ringer bare, hvis du har brug for hjaelp, jeg skal nok hjaelpe," sagde hun. Jeg fortalte hende, at jeg ville tage en taxi til mit nye hostel og hun hjalp mig med at preje en.
Senere den eftermiddag fik jeg min bagage. Pointen med denne lange, kedsommelige historie er, at disse unge kvinder uopfordret brugte en masse tid paa at hjaelpe mig. De kunne se, at jeg ikke var glad, og de reagerede straks paa det. De viste mig omsorg og beroligede mig og sagde, at min bagage nok skulle dukke op. Det havde vaeret saa let for dem bare at sige "naa, det var da synd for dig, haaber du finder din bagage", men i stedet valgte de at goere en indsats for at hjaelpe mig. Jeg havde jo fundet bagagen uden deres hjaelp, men deres opbakning gjorde faktisk det, at miste sin bagage til en roerende og inspirerende oplevelse - i hvert fald da foerst den var i hus igen :)
Naa, jeg vil smutte ud og faa noget at spise. Det flere dage siden jeg har faaet ris - det maa vi hellere goere noget ved.
Nyd nu Kina rigtig meget!
Kaerlige hilsner Henriette
- comments