Profile
Blog
Photos
Videos
Nu er vi ved at være så tæt på mit sydamerikanske eventyrs højdepunkt, som vi overhovedet kan komme: Inka-stien til Machu Picchu! Det løber af stablen lige om lidt, og jeg både glæder mig helt vildt, men frygter også den voldsomt hårde (igen både fysisk og psykisk) fire-dages vandretur til inkaernes forsvundne by! Inden jeg når så langt, dog, skal I lige høre om hvad jeg oplevede på vejen fra Huaraz hér til Cuzco, og der har bestemt været fart over feltet og en masse transport inkluderet i dette kapitel af min store rejse. Følg med hér:
På vores sidste dag i Huaraz (efter en tung nats søvn ovenpå den hårde todages is-klatrings-tur) stod vi op klokken otte, fik en god portion morgenmad på hostelet, tog os et velfortjent bad og pakkede vores tasker grundigt. Herefter checkede vi ud fra hostelet og checkede derefter byen ud. Der er ikke det vilde at se i Huaraz, og i og med at det øsede ned og at vi til stadighed var ømme i vores gamle kroppe efter vandreturene de fire foregående dage, blev det en ganske kort byrundtur. Jeg nåede dog at investere i en "helt ægte" North Face-regnjakke, da min egen er blevet så slidt, at vandet løber lige igennem - jeg gav 180 kroner for den.. så må det jo være ægte! Eller..
Efter regnjakke-udskiftningen var det tid til at besøge samtlige af Huaraz' busselskaber for at finde det absolut billigste, der kunne tage os til Lima samme aften; vi endte med at finde Julio Cesar til 30 soles per person - en bustur på otte timer. Bussen afgik klokken 21:30, og i mellemtiden sad vi på hostelet og kiggede ud på regnen, og fik til aftensmad en klam (men god!) burger lavet af en VOLDSOMT klam burger-mand; der var bestemt ingen tvivl om, hvad han selv levede af til daglig. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at han er den fedeste latinamerikaner, jeg hidtil har set! Generelt er befolkningen (også de unge piger) ret godt i stand, men ingen er decideret amerikaner-fede - dét var burger-manden!
Busturen til Lima forløb ganske uden problemer, men jeg havde dog mine besværligheder ved at åbne øjnene, da vi klokken lidt over fem rullede ind på busstationen i udkanten af Perus hovedstad. Tidspunktet, trætheden og placeringen taget i betragtning, endte vi med at betale 10 kroner for en taxa, der tog os til bydelen Miraflores, hvor vi havde fået et anonymt tip om, at der var hostels i overflod!.. Overflod viste sig at være noget af en overdrivelse, dog fandt vi hurtigt et sted på anden sal (Casa del Mochilero), der kunne tilbyde os en dorm-seng til 30 kroner per person - det måtte vi jo takke ja til, skønt vi skulle vente på at de tidligere beboede checkede ud først; dette kunne tage alt fra en halv til seks hele timer, så vi smed os i sofaen og væbnede os med tålmodighed. Efter fire timer i sofaen blev vi kaldt ind på vores dorm-værelse; her skulle vi åbenbart dele en dobbeltseng, da dette var det eneste, de havde ledigt. Vi smed vores tasker på sengen og fangede en bus ind til Limas centrum.
Lima er, som bekendt, Perus hovedstad, og er hjemsted for næsten otte millioner mennesker; ved første øjekast virker det derfor som endnu en hektisk, kaotisk storby, MEN kommer du helt ind i hjertet af byen og giver de gamle bygninger, shopping-gaderne og -butikkerne en chance, og hvis du (som jeg) hurtigt begynder at savne den velkendte, europæiske følelse af at være i en levende, lys storby, så har Lima bestemt flere kort at spille! Vi havde dog valgt en lidt dum dag at aflægge vores visit på - for selvom det ér hovedstaden, er det stadigt Sydamerika, og absolut alle butikker har lukket om søndagen. Der livede dog vældigt op i byen senere på eftermiddagen, hvilket (fandt vi senere hen ud af) højst sandsynligt skyldtes fejringen af Limas "national-/by-dag" (som egentlig foregår over flere dage, hvoraf dette var den sidste). Det lykkedes os dog at finde en åben café-/bager-biks, hvor vi kunne indtage et dyrt, men tiltrængt morgenmåltid.
De næste mange timer slentrede vi rundt i byen og nåede at se alt det af centrum, som efter sigende skulle være værd at skrive hjem om. Derudover købte jeg en masse snacks (kager, is, churros, nødder og andre gadesælger-goodies) i løbet af dagen, og det var dejligt at føle sig som en storby-turist for en dag. Vores første stop var Plaza de Armas, som, i modsætning til Plaza Central i Mellemamerika, er navnet på de fleste større og mindre byers centrale plads her i Sydamerika. På denne centrale plads i Lima lå også Palacio de Gobierno (regerings-bygningen), hvor vi klokken tolv var så heldige at fange vagtskiftet. Dette viste sig at være noget af et show: heste-parader, live musik spillet af soldaterne på toppen af hestene, og desuden voldsomt mange TV-folk og politimænd, der holdt et nøje øje med den omfattende afspærring, der var opsat foran den ellers imponerende bygning. Vi observerede løjerne i over en halv time, og da hestene herefter stadigt red rundt i cirkler med spillemænd på ryggen, valgte vi at forlade cirkusset og satte i stedet kurs mod Monasterio de San Francisco: et gammelt kloster med et tilsvarende gammelt bibliotek og underjordiske katakomber. Vi betalte 14 kroner for at komme på en timelang guidet tur rundt i klosteret (som nu primært var museum), hvor vi så vægmalerier, "almindelige" malerier, og desuden fik lov at komme ned i katakomberne og kigge os omkring - dette var bestemt ikke et sted, man havde lyst til at blive låst inde, når lysene slukkedes! Arkæologer mener, at de underjordiske grave var hjemsted for over 25.000 mennesker; med andre ord en offentlig kirkegård, hvor ganske almindelige, dødelige borgere blev smidt ned oven på hinanden, når himlen kaldte. Og vi fik lov at se deres nok så dødelige rester i form af tusindvis af støvede, brun-grumsede knogler og kranier, som var noget så pænt stablet ovenpå hinanden i orden alt efter, hvor knoglerne var fra: lårknogler sammen, ribben et andet sted, kranier et tredje.. - uuuuuhh!
For ikke at miste vores gyselige adrenalin-kick, skyndte vi os videre til det gratis Museo de la Inquisición, der (som navnet hentyder) huser modeller over forskellige torturmetoder brugt under den spanske invasion. Meget af det mindede om tortur-museet i Mexico City, dog væsentligt mindre makabert og levende - men ikke desto mindre gratis, og ikke desto mindre ganske underholdende på en hårrejsende måde.
SÅ var vi også færdige med dagens uhyggeligheder, og i løbet af kort tid herefter fik vi set både det centrale marked, Limas China Town, det historiske centrum, og "Strøget" med butikker, mennesker og gadesælgere i massevis! Vi endte ved Plaza San Martín, hvor statuen af Madre Patria er centralt placeret. Denne statue forestiller en kvinde med "noget" på hovedet; dette "noget" skulle oprindeligt have været en krone af flammer, men eftersom det spanske ord for flamme ("llama") også betyder lama (som er tilfældet på dansk), endte det med, at statue-fremstillings-manden placerede en fin, glad, lille lama ovenpå kvindens hoved! Jeg forsøgte at tage et billede af det, men I skal vist knibe øjnene ret godt sammen (eller være skarpe til foto-redigering) for at kunne se dyret. Ikke desto mindre en meget sjov historie..
Vi tog en bus tilbage til Miraflores, hvor vi købte ind til selv at lave aftensmad (og IGEN købte vi for meget!): kød, rodfrugter og tomat. Dog smagte det himmelsk efter at have levet af indvolde-suppe, ris, kyllingelår og linse-smat i flere uger.. Jeg sov ret uroligt om natten, men efterhånden har Amanda og jeg også fundet ud af, at vi kun skal være dobbeltsengs-makkere, hvis vi virkelig ikke har andre muligheder - hvilket jo måtte siges at være tilfældet denne nat. Jeg vågnede dog først lidt over otte, og efter en god, nærende portion morgenmad (brød plus en kæmpe pakke Philadelphia fra indkøbscentret), gik vi ud for også at nå at få set Miraflores-delen af Lima.
Den første time gik med at finde et posthus, hvor jeg kunne sende min lille rygsæk hjem til Danmark - det lykkedes heldigvis i sidste ende, og jeg gav 400 kroner for en pakke på lidt over to kilo; men så lettede det lidt på den fysiske byrde, jeg til dagligt slæber rundt på! I Miraflores, som egentlig er en enormt hyggelig bydel, og desuden "gringo ground zero" (de hvides tilholdssted) med tilhørende mange restauranter, caféer og parker, så vi igen dét, vi mente, man SKULLE have set for at kunne sige, at man nu havde været i denne del af verden: Parque Central, Parque Kennedy, og herefter den store boulevard, der ledte os ned til vandet. Jeg havde, fejlagtigt, forestillet mig en lækker sandstrand med issælgere og parasoller, men i stedet blev jeg mødt til synet af: issælgere og parasoller, og derudover en kæmpe sten-strand, hvor vandet var fyldt med noget, der ved første øjekast lignede strandede, flydende hvaler; disse viste sig dog at være wannabe-surfere, idet denne strand åbenbart var superb til at få sit første indblik ind i surf-kunstens forunderlige verden. Vi blev da også tilbudt nok så mange (og FOR mange) surf-lektioner af de ivrige, uundgåelige surf-lektions-sælger-mænd, selvom vi selv blev enige om, at vi på ingen måde lignede nogen, der hverken kunne eller ville overveje at surfe. Så ingen store femtaller til Miraflores strand!
Derimod var alle de små, hyggelige parker, der lå på klippen langs vandet noget mere imponerende; vi kom gennem Parque del Amor, Parque Raimondi og Parque El Faro på hjemvejen, og det var helt vildt at se, hvor meget der blev gjort ud af at vedligeholde parkerne og blomsterne deri - vi så mindst tredive "grønt-arbejdere" i færd med at vande blomster, slå græs eller luge ukrudt i parkerne.. imponerende! Hér kunne man sagtens bruge tid på at hænge ud - hvis tid da var noget, man havde mere af, end vi umiddelbart kunne prale af.
Vi hentede vores tasker tilbage på hostelet og fandt en taxa til busterminalen klokken lidt i to. Det billigste busselskab til Ica (vores næste destination, som også ligger tæt på kysten) skulle være PerúBus, så dét forsøgte vi os med; det skulle desuden tage fire timer at køre til Ica, men det endte med at tage over fem - hvilket må siges at være en ganske ubetydelig forsinkelse ud fra peruvianske standarder. Klokken var otte, og det var selvklart blevet mørkt, da vi rullede ind på Icas busstation. Valget faldt herfor på en taxa til Huacachina, som er en lillebitte "by" få kilometer fra Ica - primært fordi, der ikke er noget som helst at give sig til i Ica, men også fordi vi alligevel havde planlagt en dagstur til Huacachina den efterfølgende dag.
Huacachina er, kort beskrevet, en lille oase placeret midt imellem de små, støvede, kedelige, ørken-lignende byer langs kysten syd for Lima. Der er to hovedgader i byen, og alle restauranterne og caféerne ligger klumpet sammen i en cirkel omkring den lagune, der er centrum for oasen. Rundt om hele dette sceneri er der tårnhøje sandbanker så langt øjet rækker - og når man ser Huacachina oppefra, er der ingen tvivl om, hvilket ord, der først kommer over éns læber: oase! Den lille by blev i sin tid opført til fordel for Perus elite, og det er ikke svært at se, hvorfor man skulle have lyst til at tilbringe sin afslappende ferie netop hér. Området er, ganske forståeligt, berømt for sine sandboarding- og -buggy-ture, og der er desuden en del vinmarker i området, som vi havde besluttet os for at tage et nærmere kig på.
Da taxaen havde sat os af på én af hovedgaderne, gik vi op og ned ad denne for at undersøge hostel-priser. Vi endte med at finde et sted (La Rocha), der lå godt gemt bag alle de andre (altid en god indikation for lave priser), og for dette skulle vi give 20 soles per person for et privatværelse, da dette var alt, de havde - vi havde dog et værelse med fem senge den første nat, og tre senge den anden; og hvor var det nogle himmelske senge! Måske føltes de lige dét bedre, fordi vi havde tilbragt de sidste mange nætter enten i busser eller i delte dobbeltsenge.. og man sover nu engang bedst, når man kan folde sig ud! Aftensmaden indtog vi på den restaurant, der umiddelbart havde det billigste menukort - og selv dette gjorde sit indhug i pengebeholdningen. Vi færdiggjorde først dette måltid klokken ti, da vi også var ankommet så sent, så vi gik direkte tilbage til hostelet og smed os i de formidable senge.
Efter en dejlig nats søvn stod vi op klokken ni og fik morgenmad samme sted, som aftensmåltidet var blevet fortæret - der var trods alt ingen grund til at punge ud med mere end højst nødvendigt.. Det tog os herefter ikke mange minutter at finde en taxa-mand, der ville tage os på en privat vinsmagnings-tur for blot 30 soles per person; vi vidste, at en decideret arrangeret tur ville koste 35 soles, så vi endte med at takke ja. Inkluderet i "turen" (taxa-manden, der kørte os fra sted til sted i sin taxa) var to forskellige "vinerier" og en chokoladefabrik, hvor vi blev lovet, at vi nu også fik lov at smage på varerne! Fabrikken var første stop (den hed Helena Chocolate!), og vi fik lov at kigge ind ad vinduet på de tyve mennesker, der rendte rundt og lavede chokolade. Bagefter smagte vi et halvt stykke chokolade hver - ja, ET HALVT! Om vi havde lyst til at købe noget?.. De måtte da være... Vi skyndte os hurtigt ud af butikken!
Næste stop var det, vi egentlig ville se: vineriet! Dog viste det sig, at dette sted kun fremstillede "pisco" og ikke almindelig vin, hvilket specielt jeg fandt skuffende. Men vi fik en rundvisning på stedet (efter at have ventet i over en halv time og nærmest blevet tvunget til at betale over 50 kroner for et andelår med ris) og fik set, hvordan denne pisco blev fremstillet. Pisco er på mange måder ligesom den mezkal, vi smagte i Mexico; fremstillet på en helt bestemt drue ved en helt bestemt temperatur og smager ligeledes forfærdeligt uden at det mikses med fx sodavand eller frugtjuice. Piscoen bliver kaldt for "den peruvianske brandy", og så kan I jo selv smage på dette.. Fremstillingsprocessen mindede på mange områder om mezkals fremstilling, så det vil jeg ikke gå i dybden med - men tag et kig på billederne. Efter rundvisningen fik vi sparsomme smagsprøver på en vin, en "cremet" pisco, og så en ren pisco, som oftest indeholder mellem 40 og 50% alkohol. Jeg var ikke en stor fan, og vi kørte da også hurtigt videre til næste vineri, som rent faktisk fremstillede sin egen pisco OG vin; meget mere mig! Jeg valgte dog at springe piscoen over denne gang.. Stedet var både en bodega (som vin-stederne kaldes her i Ica-området) OG et museum (omend et ganske småt ét af slagsen), der husede "efterladenskaber" fra voldsomt mange forskellige traditionelle kulturer (Inka, Nazca, …), og desuden en masse antikviteter fra den spanske invasion, heriblandt skrivemaskiner, lommeregnere, kasseapparater, strygemaskiner, våben, og kufferter til at transportere al deres guld i. Det var ganske spændende alt sammen, og vores taxa-mand fortalte vidt og bredt om alle genstandene og deres brug og oprindelse.
Efter den noget forhastede og knapt så smags-berigende oplevelse kørte vi tilbage til Huacachina, hvor vi skiftede værelse og ellers slappede af på hostelet - og det var tiltrængt! Klokken halvseks gik jeg ud for at se solnedgangen over de store sandbanker (Amanda ville senere af sted), og det tog mig da også en god prustende halv time at vade op på toppen af den højeste sand"bunke", hvor der i forvejen sad en del mennesker og beundrede solnedgangen; det var da også ganske fint, men hoved-spilleren i dette smukke aften-sceneri var uden tvivl de vidtstrakte sandbanker og oasen, der lyste op som en lille plet af paradis i det ellers så mørke og truende sand-landskab. På toppen faldt jeg i snak med to piger, Lily og Pippa, fra hhv. Chile og England, der også netop havde mødt hinanden på deres hostel. Vi snakkede sammen imens solen gik ned, og derefter blev vi enige om sammen at spise aftensmad på deres hostel (åbenbart væsentligt billigere end den restaurant, Amanda og jeg havde besøgt to gange). De var voldsomt hyggeligt selskab, og eftersom jeg ikke havde lavet en fast aftale med Amanda omkring mødetid, gik jeg med pigerne på bar ude i "byen" - hér faldt vi i snak med yderligere 15 mennesker, der også backpackede rundt i Sydamerika (primært fra Holland, Schweiz og Peru), og jeg endte med at bruge hele aftenen og meget af natten sammen med disse mennesker, der alle var super søde - skønt med sådanne totalt uventede, gode oplevelser!
Onsdag morgen vækkede Amanda mig klokken lidt i ni, og efter det sidste morgenmåltid i Huacachina tog vi en taxa til busterminalen i Ica, hvor vi fandt et køretøj til Nazca, som ligger yderligere to timer sydpå - disse to timer blev dog hurtigt til fire, delvist fordi bremserne gav op på halvvejen, og vi blev nødt til at skifte bus. Klokken tre ankom vi dog sikre til Nazca, og vi gik rundt til alle busselskaberne for at finde den laveste pris videre til Arequipa; dette fandt vi ved Civa Bus, der forlangte 50 soles for en 9-10 timers tur. Civa kunne heldigvis opbevare vores tasker i et par timer, imens vi hoppede på en bus tilbage nordpå (tyve minutter), hvor vi blev sat af ved observationstårnet til Nazca-linjerne! I vores guidebog (og gennem snak med andre rejsende på vejen) var disse 800 linjer, der danner 300 geometriske figurer og 70 dyre- og plante-tegninger blevet beskrevet som noget, man under ingen omstændigheder måtte misse på vejen sydpå i Peru - det er da også et Unesco World Heritage Site, så der måtte næsten være noget om snakken! Det er uvist, hvordan disse linjer i sin tid er dannet, men ifølge Lonely Planet ligner de noget, der er tegnet af kæmper med stave så store som Redwoods træer - andre mener, det er aliens eller måske magi.. Normalt tager man en helikopter-tur over landskabet, så man kan se alle de 300 figurer, men min pengesituation taget i betragtning blev det lynhurtigt udelukket. Vi var derfor ved udkigstårnet! Tårnet var ikke overvældende højt, og da vi kom til toppen, kunne jeg ikke lade være med at udbryde: "nej, vel!?".. I mine øjne lignede de to figurer, vi kunne se fra tårnet ("træet" og "hånden"/"frøen", alt efter hvordan man kigger på den) noget, pengeindsamleren fra udkigstårnet gik ud tegnede op en gang om dagen for at bibeholde strømmen af turister - og det var virkelig en strøm! Folk tog heldagsture helt fra Lima blot at få fem minutter med denne udsigt - og jeg var ALT andet end imponeret! Om noget var jeg da bare voldsomt skuffet.. og lidt underholdt, fordi jeg simpelthen ikke kunne fatte, hvordan disse triste linjer i sten-marken kunne være en så stor pengemaskine. Men nu havde jeg selv givet mit bidrag, og til alle jeg møder i fremtiden, vil jeg IKKE anbefale det! Se på billederne og bedøm selv?
Vi flagede en sydgående bus ned og hoppede af i Nazca, hvor vi havde fire timer til vores bus afgik klokken halv-ti. Disse timer blev brugt på en kyllinge-restaurant nede ad en sidegade, hvor de (skønt vi ikke skulle have noget af deres kylling, men blot brugte deres stole og borde for at kunne skrive dagbog og læse) gav os en lækker portion salat til deling - flinke mennesker! Vi fik ganske vist kylling til aftensmad, men på et noget billigere marked: en gadesælger, og det var fantastisk at få en portion fedtet, klam grill-kylling med friture-fritter og mayo til afveksling fra de alt for genkendelige "menús".
Vores bus ankom en halv time for sent, og vi fik to sæder bagerst i bussen, hvor vi sov, som man normalt gør i natbusser: bestemt ikke fremragende. Klokken halv-otte var vi fremme i Arequipa, og igen brugte vi en god halv time på at gå fra busselskab til busselskab og sammenligne priser - heldigvis lå de alle på rad og række på terminalen, og vi fandt et selskab, der kunne tage os de ti timer til Cuzco for blot 25 soles - hvordan mon kvaliteten og sikkerheden var??
Arequipa er landets andenstørste by med en befolkning på 905 millioner, og området omkring byen er spækket med aktive vulkaner, termiske bade, ørkener og nogle af verdens dybeste "canyons". Lige udenfor byen ligger El Misti, som efter sigende skulle være en perfekt skabt vulkan (den helt trekantede, you know), men det kan de sagtens sige, for i vores tid i byen var der for overskyet til at kunne se noget som helst af vulkanen.. Øv øv. Mange af Arequipas bygninger er lavet af den vulkanske sten "sillar", som giver facaderne en flot, hvidvasket udstråling. Der er desværre ikke mange af disse hvide bygninger tilbage, og dem der er, er nu nærmere grå. Ikke desto mindre bliver byen stadigt kaldt for "den hvide by", hvilket nok havde sat mine forventninger en anelse for højt op. Byen er desuden hjem til en helt masse museer (deriblandt ét, hvor "den forstenede prinsesse" ligger til offentligt skue - hun blev fanget i vulkanens lava), kirker og klostre (blandt andet ét, der er beskrevet som en hel bydel indenfor byen, hvor nonner stadig lever og er tvunget til at blive hele deres liv, skulle de forvilde sig derind i første omgang). Desuden har jeg aldrig, i alle de mange af verdens byer, jeg indtil videre har besøgt, set SÅ mange taxaer på SÅ lidt plads og til SÅ få mennesker! Det var helt ubegribeligt! Blot én ud af 30 biler var IKKE en taxa (ingen overdrivelse), og langt de fleste var selvfølgelig tomme; jeg aner ikke, hvordan det løber rundt for dem.. Helt utroligt.
Vi gik fra busterminalen ind til centrum, hvilket endte med at tage os en god time. Hér spurgte vi rundt på forskellige hostels, og vi endte med at vælge El Caminante Class, som forlangte 15 soles for et dorm-værelse (igen med gode senge, yay!), som ligger dejligt centralt placeret. Hér ventede vi i et par timer på at kunne checke vores tasker ind, og SÅ gik turen ellers ud i byen! Vi havde ikke de store idéer om, hvad der var at se i Arequipa, så vores sightseeing forløb noget formålsløst. Vi fandt dog et fint kinesisk (billigt) spisested til frokost, og efter at have snacket en masse hele dagen (jeg købte igen voldsomt mange gadesælger-ting: kager, is, nødder, …) gik vi klokken tre hen til turistkontoret, hvor vi havde set, at de arrangerede "gratis" (drikkepenge-baserede) by-rundvisninger. Vi hoppede på en sådan sammen med to andre engelsktalende mennesker, og i løbet af de næste 2,5 timer fik vi set meget af Arequipas centrum - mange af gaderne havde vi selv slentret rundt i tidligere, men nu fik vi lidt baggrundsviden om de mange gamle bygninger, kirker, museer og klostre. Vores guide snakkede ualmindeligt dårligt engelsk, men jeg fik da opsnappet en del sjove anekdoter og historier fra gammel tid. Kort fortalt fik vi set Plaza de Armas (rigtigt: den centrale plads) med tilhørende Iglesia de San Augustine, og herudover gik vi ad en masse sidegader og så universiteter, museer og et gammelt fængsel. Vi kom desuden forbi "Alpaca World", der (you guessed it) havde alpaca'er og lamaer, og vi så desuden hvordan alpaca-garn og -uld blev fremstillet. Turen sluttede på en lille restaurant/bar, hvor vi så, hvordan drinken "pisco sour" bliver lavet (som I har gættet, er den alkoholiske ingrediens i denne drink pisco, og derudover tilføjes tre citroner, en masse sukker/sirup og en enkelt æggehvide) - se, dét smagte jo ganske anderledes end den rene pisco, og jeg ved godt, hvad jeg skal bestille på den næste peruvianske bar, vi lægger vores vej forbi!
Til aftensmad fik vi igen kinesisk (dog et andet sted) kylling med den sur-søde, og tilbage på hostelet tog jeg mig et lunkent bad, der dog trods alt varmede min kolde krop lidt op - nu er vi igen oppe i over 2000 meters højde, så det bliver KOLDT om aftenen og natten; og det bliver desværre kun værre herfra. Jeg sov dog fantastisk i den bløde seng, og klokken ni stod vi op og tog endnu et kig på centrum. Vi kunne have brugt dagen på sightseeing til én af de omkringliggende canyons, men i og med at det ligger flere timers kørsel væk, ville en enkelt dagstur hertil blive for hektisk og for dyr - så vi tog endnu en slentretur i byen, hvor vi blandt andet fik smagt på "queso helado" (direkte oversat: oste-is), som skulle være en arequipansk specialitet. Det smagte ganske udmærket og bestemt ikke af ost; der er dog heller ikke tilsat ost (der blev vi snydt) - selve isen ligner blot en stor ost og har næsten samme luftige konsistens. Desuden fik vi en "vaffel-pølse", som er en pølse på pind, indbagt i vaffel-dej.. meget mærkeligt, men hvad kan efterhånden overraske mig? Vi gik desuden på byens marked, hvor vi købte det obligatoriske arnbånd, som jeg nu har ét af fra hvert land i hhv. Mellem- og Sydamerika, jeg har besøgt; de fylder ganske vist lidt på håndleddet, men er en god og billig souvenir. Desuden fandt jeg en fin alpaca-cardigan, som jeg fik pruttet ned til 60 kroner - ikke en helt skidt dag!
Først på aftenen tog vi en colectivo til busterminalen, hvor vores bus til Cuzco ankom, da den skulle være afgået - vi endte derfor med at blive næsten to timer forsinket; men igen, dette er Peru, og alt under fem timer er generelt et mirakel. Klokken halv-otte lørdag morgen ankom vi til Cuzco og havde dermed sparet endnu en overnatning på hostel - de sidste par uger har været præget af mange natbusser, og man lærer virkelig at sætte pris på "en rigtig seng". Desuden tog det flere dage for vores tasker at miste stanken af kyllinge-lort, eftersom de havde stået side om side med alle de lokales kyllinger, høns og ænder ombord på natbussen. Da de værste fjer var banket af taskerne, tog vi dem på ryggen og begav os mod Cuzcos centrum, og efter en lille time nåede vi Milhouse Backpackers: det hostel, vores forudbookede Inca Trail skulle afgå fra. Vi havde en enkelt nat inkluderet i den "pakke", vi havde købt (igen gennem Bamba, så vi havde vores tvivl..), og eftersom vi hurtigt fandt ud af, at de ville have over 30 soles for deres billigste værelse, besluttede vi os for at finde et andet sted at overnatte indtil da. Dette fandt vi hurtigt ovre på den anden side ad gaden: Hostel del Inka, som vi fik pruttet ned til 15 soles per nat - hvilket vist er ganske fornuftigt, taget i betragtning at Cuzco er én af de (hvis ikke DEN) mest turistede byer i Peru.
Cuzco ligger lige i hjertet af det tidligere Inka-rige - hvis byen kunne tale, ville den fortælle storslåede historier fra svunden tid. Cuzco er desuden landets ældste kontinuerligt beboede by og ligger i 3300 meters højde - dette mærkede jeg dog intet synderligt til, da min krop vist efterhånden må siges at være vant til højderne; specielt efter vores bjerg-eventyr i Huaraz. Byen er den arkæologiske hovedstad i hele Nord- og Sydamerika sammenlagt, og det er selvfølgelig Machu Picchu ("Inkaernes fortabte/forsvundne by"), der er årsag til dette. Denne "egenskab" gør selvklart, at byen er overrendt af turister året rundt, og det er umuligt at gå blot fem skridt på gaden uden at støde ind i endnu en souvenirbutik, endnu et turselskab eller endnu en "tout", der forsøger at sælge dig et fantastisk eventyr til specialpris.. Det er ret ærgerligt, for derudover er Cuzco en voldsomt hyggelig by med hyggelige pladser, idylliske parker og små, smalle, brostensbelagte, gamle gader, der ikke har ændret sig synderligt siden 1700-tallet. Byen ligger ydermere utroligt smukt placeret nedenfor en ring af flotte bjerge, der alle er beklædt med de små, fine, farvestrålende huse, som generelt har kendetegnet mange af Perus byer. Alt i alt en by, man kan bruge timer (dage, sågar) på at slentre rundt i og langsomt nyde, men i og med at overskriften utvivlsomt er "turisme!", er det ikke er sted, jeg ville have lyst til at bosætte mig, skulle jeg selv vælge.
Dog havde vi været enormt heldige med vejret: solen skinnede fra en skyfri himmel, og hvis man undgik at gå alt for meget i skyggen, var det faktisk muligt at klare sig med en T-shirt i dagstimerne. Vi kunne kun håbe på, at vejret forblev lige så godt den næste uges tid, så vi ikke skulle vandre rundt i fire dages silende regn på Inka-stien - men man skal jo passe på med, hvad man ønsker sig..
Vi startede dagens sightseeing ud med en tur tilbage på Milhouse Backpackers, hvor vi ville dobbelttjekke info vedrørende vores forestående vandretur; hér kunne de fortælle os, at vi først skulle af sted den 29., og ikke den 28., som der ellers stod i vores papirer og som vi havde planlagt efter - igen: BAMBA!! Vi kunne da snildt have brugt en ekstra dag et andet sted, specielt eftersom vores sidste to uger har været ret hektiske og natbus-fyldte. Men nu havde vi i stedet fire fridage i Cuzco, og så kunne vi da i det mindste få slappet lidt af inden den tur, som jeg både glæder mig til og frygter på samme tid..
Resten af eftermiddagen slentrede vi rundt i bymidten og så størstedelen af alle de must-see attraktioner, der er at se i Cuzco. Desuden fik jeg købt en masse gadesælger-snacks; her i byen er det åbenbart en lille portion bestående af et æg og en kartoffel med mayo, der er specialiteten - og jeg klagede bestemt ikke, i og med at en sådan portion også kun kostede lidt over 2 kroner.. NÅ, men vi startede med at gå ned til Plaza San Francisco, som lå tæt på vores hostel. Herefter bevægede vi os mod Plaza Regocijo, hvor vi faldt over et chokolademuseum, der havde (gratis!) smagsprøver - hér blev vi vist hængende lidt for længe.. Plaza de Armas (yes, den centrale) var den næste i rækken, og det må siges at være én af de hyggeligste af slagsen. På vej til Plaza San Blas ledte vi efter "den 12-sidede sten", som var omtalt i vores guidebog - vi kunne dog ikke se nogen sten på vores vej, selvom jeg overvejede at tage et billede af en tilfældig og derefter fortælle jer, hvor fantastisk symmetriske dens 12 sider var; men nej.. På vejen tilbage til hostelet gik vi ad gaden Loreto, som på begge sider var omgivet af gamle, originale inka-mure (i mine øjne lignede de almindelige kolonial-mure). Og det var Cuzco centrum!
Til aftensmad fandt jeg et lille, lokalt køkken (mere var det ikke; det var en dame med sine gryder og en opvaskebalje, godt og grundigt gemt mellem en masse elektronik-varer og -butikker), der kun forlangte 4 soles (8 kroner) for en omgang ganske fortræffelig menú: en god suppe til forret, en decideret kyllinge-filet (noget af en opgradering fra de indvolde og lår, jeg har været vant til), ris, pommes, salat OG et glas juice - dét var ikke sidste gang, jeg besøgte den søde, lille dame i den godt gemte, lille biks. Nu da jeg havde fået et så billigt aftensmåltid endte jeg med at forkæle mig selv med en dessert på hjemvejen: en overordentlig lækker crépe med oste-fyld, og jeg kan med sikkerhed sige, at det heller ikke er sidste gang, jeg kommer hér - ih, en vellykket gastronomisk aften!
Søndag morgen sov vi længe, stod langsomt op og gik så ud i byen for at udspørge de forskellige turselskaber vedrørende ture til Amazonas, som også har været ét af mine "must-do's", inden jeg forlader Sydamerika. Hvor der dagen forinden havde været alt for mange selskaber at vælge imellem, var der nu kun under halvdelen tilbage, da de åbenbart også holdte søndags-lukket - typisk! Vi besluttede derfor, at vi godt kunne tillade os at vente til den efterfølgende dag med at booke vores jungle-tur. I stedet begav vi os på en god vandretur op på én af bakkerne, der omringede Cuzco (både for at lave et eller andet, men så sandeligt også for at vænne sig til at vandre lidt i højderne); op til Christo Blanco ("den hvide Jesus"), som er: en stor, hvid Jesus-statue, lidt ala dén i Rio, forestiller jeg mig - blot i langt mindre format, selvfølgelig. Vi havde igen vejret på vores side, så selvom vi endte med at tage en forkert sti og skulle gennes ud af et arkæologisk område (Saqsaywamán, som udtales: Sexy Woman), som vi ikke havde betalt entré til (jeg tænkte, at Machu Picchu måtte være inka-ruin nok, og at alt andet desuden slet ikke når dette til sokkeholderne), var det en ganske fin tur, som belønnede os med en god udsigt over Cuzco by - og selvfølgelig også Jesus' velkommende, store, åbne arme.
På vejen tilbage til hostelet stødte jeg på Miranda, en af de australske piger fra Montañita, og hun kunne fortælle, at hendes veninde (Elanor, som jeg også havde mødt) skulle gå Inka-stien på samme tidspunkt som os.. Jeg har sagt det før, jeg siger det igen: small world!
Jeg havde hele dagen haft i hovedet, at jeg skulle tilbage til den søde, lille køkken-dame med den billige menú til aftensmad, MEN da vi senere på aftenen bevægede os ud i byen, var absolut ALT lukket! Ikke engang gadesælgerne var ude, og vi fandt hurtigt ud af, at vores valgmuligheder var stærkt begrænsede.. Jeg endte derfor med et dyrt måltid fra KFC, som jeg spiste hjemme på værelset til CSI-maraton i fjernsynet. Mandag var alting åbent igen, og jeg fik mine sædvanlige to portioner æg-og-kartoffel til morgenmad. Vi brugte de næste mange timer på at shoppe rundt mellem overfloden af turselskaber (nu alle åbne igen), og efter at have snakket med en god håndfuld og fundet ud af, at de alle i bund og grund tilbød det samme, stod vi tilbage med to attraktive muligheder: den ene kostede 250$, den anden kostede 200$ - de varede begge fire dage. Den dyre version var langt mindre turistet, mere fleksibel og havde flere aktiviteter inkluderet undervejs; i sidste ende blev det dog (som altid) prisen, der vandt, og vi tager derfor af sted på en fire-dages Amazonas-tur fra den 3. februar - så kan DET også krydses af listen! Vi skal dog selv finde vej til Puerto Maldonado, som ligger ti timers kørsel fra Cuzco, ude i Amazonas. Vi travede derfor ned til busterminalen, hvor vi, efter igen at have shoppet godt og grundigt rundt, fandt en afgang den 2. februar til 40 soles per mand. Vi gik tilbage til hostelet i silende regn og kunne kun krydse fingre for, at det ville regne af i løbet af de næste to dage, så vores fire dage til Machu Picchu ville blive solskinsfyldte - skønt jeg godt vidste, dette var ønsketænkning..
I går aftes mødtes vi med vores kommende Inkasti-guide (Sonja) på Milhouse Backpackers, og i løbet af en halv time fortalte hun os, hvad der skulle ske i løbet af vores fire dages strabadser på vej til Machu Picchu - vi fik desuden et kort over hele stien, og jeg må indrømme, at jeg nu glæder mig langt mere til det går løs! Det bliver utvivlsomt uforglemmeligt! Jeg ledte igen efter den lille køkken-dame i elektronik-butikken, men hun var stadig ikke at finde - så i stedet blev det til endnu en crépe, som jeg endte med at stå tre kvarter i kø for, da alle "gringoerne" åbenbart har fået nys om de legendariske pandekager med fyld.
I dag har vi pakket vores tasker og er flyttet over til Milhouse Backpackers, hvor vi som tidligere nævnt har en nat inkluderet i Inkasti-"pakken". Værelserne hér er dobbelt pris af Hostel del Inka, og vi sover seks mænd per værelse i bittesmå senge - der er forskel på hostels! Derudover har vi i dag været på en 2½-timers gratis (igen drikkepenge-baseret, men vi undslap gruppen lige inden, det blev drikkepenge-tid) by-sightseeing til fods - selvfølgelig først efter at jeg havde fået mine obligatoriske to portioner æg-og-kartoffel til morgenmad! På rundturen, som blev guidet af Louis fra Cuzco, så vi kort fortalt alt det, Amanda og jeg i forvejen havde set på vores første dag i byen.. Vi fik dog en hel del mere baggrundsviden end vores guidebog havde givet os, og eftersom vejret var himmelsk, var det slet ikke så ringe endda at få endnu en gåtur i den pæne, gamle by. Vi fik desuden en demonstration af de traditionelle musikinstrumenter, som Quechua-folket brugte (og stadig bruger) til deres sammenkomster. Efter rundturen handlede vi ind til den forestående lille vandretur: kiks, vand, toiletpapir og andre fornødenheder - nu er det tæt på!
I morgen tidlig klokken 5:45 bliver vi hentet af Sonja, vores guide, og SÅ går det løs! Jeg har sagt det mange gange før, men jeg siger det gerne igen: det bliver et kæmpe højdepunkt på min latinamerikanske rejse, og jeg GLÆDER mig helt afsindigt - mest af alt til det er overstået og jeg kan sige "JEG GJORDE DET!".. Kryds fingre for mig, og der kommer selvfølgelig en opdatering fra Machu Picchu og Amazonas-junglen, når dette også kan krydses af listen. Until then:
- So long!
- comments