DEL 1 !

Advarsel: dette er det hidtil længste blogindlæg, så afsæt ekstra tid eller tag den over flere omgange - er blevet nødt til at dele den op i to, da den er så lang.. ;)

Here goes...

New Orleans: Jeg fik sørme hørt noget live jazz! Sammen med Phil og Joanna gik jeg til en åben (og gratis) musik-park (Music Legends Park) på Bourbon Street, hvor vi brugte nogle timer - jeg kan desværre ikke lægge videoer ud på bloggen pga. den dårlige netforbindelse, men mon ikke man næsten kan fornemme den dybe, bas-agtige Armstrong-stemme blot ved at kigge på billederne? Vi blev i parken, til musikken stoppede senere på aftenen.

Søndag stod vi op kl. 8 og fik lækker morgenmads-buffet på det nærliggende hotel - igen: det føles af og til ikke som en campingferie, men jeg klager på ingen måde!

Kl. 10 satte vi kurs mod Texas, og vi brugte det meste af dagen på at køre..

Ved middagstid stoppede gjorde vi holdt på Avery Island (hæng mig ikke op på, hvorvidt det er stavet korrekt), som producerer hele verdens Tabasco-sovs; vi fik en rundvisning og voldsomt mange smagsprøver - jeg spiste det mest af sult, eftersom min mund var "on fire" efter blot to bidder.. Der var sågar Tabasco-is (kan ikke anbefales)!

Kl. 19:30 var vi fremme ved nattens campingplads (Baytown KOA), og lige så snart vi åbnede bildøren, blev vi bogstaveligt talt ANGREBET af myg! Det lød som en voldsom, summende sirene, og der var SORT af myg - og ikke nok med dét, men vi skulle sætte telte op på en græsplæne med "sinkholes" overalt; det var den hidtil værste aften/nat/oplevelse på denne tur! Ingen af os fik lukket et øje pga. den konstante mygge-summen i teltene..

Som om storm, regn og mygge-attack ikke var nok, blev vi angrebet af MYRER næste morgen - de havde lavet tuer udenfor vores telte, og kravlede overalt, inklusiv i vores tøj; til sidst var det så voldsomt, at man blev ligeglad med mygge- og myre-biddene..

Mandag kørte vi kl. 8:30 efter nedpakning af de drivvåde telte og tasker, og vi brugte den første time i bilen på at dræbe bare halvdelen af de myg, der havde sneget sig ind.

Vi havde kurs mod San Antonio, hvortil vi ankom kl. 12:30; og efter frokost på en plads i centrum (igen en frokost, vi ikke selv skulle betale - I like!) fik vi små 3 timer til at slentre rundt på egen hånd.

Vi startede alle med at gå til "the Alamo", som er et gammelt "fort", hvor Texas i 1836 kæmpede (i stærkt undertal) mod mexicanerne, der ville overtale staten. Texas tabte ganske vist (der var deriblandt en dansker, der netop var kommet til USA for at starte et nyt liv), men denne kamp er stadig den dag i dag et bevis på amerikanernes kamp for frihed, idet de ikke gav op på noget tidspunkt, skønt de var i kæmpe undertal. Kort efter Alamo-kampen overgav den mexicanske leder sig, og ved denne lejlighed skulle amerikanerne efter sigende havde råbt "remember the Alamo" - hvis I vil vide mere om denne kamp, må I Google det.. ;)

Efter det historiske indslag gik jeg med Laura, MJ og Phil på en "riverwalk" langs de hyggelige gader i byen - jeg blev hurtig vild med San Antonio!

Destinationen var herefter Austin, hvor vi ankom til camp'en (Lone Star RV Park) kl. 17:30, og Tim indlogerede os i hytter igen, da det ikke kostede ekstra - ja tak!

Jeg trænede i en time (alt for varmt, men jeg fik det gjort!) og gik i bad, og så var aftensmaden serveret (risotto) - luksus-camping-liv!

Ved 20:30-tiden kørte vi ind til centrum, hvor vi alle var på to forskellige barer, og herefter tog Phil, MJ, Laura og jeg videre i byen (6th Street, centrum) - vi endte på en rodeo-bar med den der rodeo-"bull", som Laura og jeg gratis fik en masse ture på; nok mest fordi, vi trak mandlige kunder til baren.. Vi tog en taxa hjem ved 4-tiden.

Tirsdag kørte vi kl. 10 efter at have fået turens værste nyhed: regeringen er ikke blevet enige om finansbudgettet (aka. Republikanerne vil have Demokraterne til at udskyde Obama-care-planen), hvilket medfører en regerings-nedlukning, som igen medfører at samtlige af landets nationalparker lukker med øjeblikkelig virkning - og dermed bliver en helvedes masse offentlige arbejdere sendt hjem. Men for os betyder det altså, at vi (indtil regeringen bliver enige, hvilket intet tyder på bliver foreløbig) ikke kan besøge nogen nationalparker. Det er den værst tænkelige timing, eftersom vi i løbet af de sidste fire uger ikke har besøgt en eneste nationalpark, men lige netop i morgen (!) skulle vi have været i Carlsbad Nationalpark og set flagermuse-grotter og jeg ved ikke hvad. Derefter skulle vi til Mesa Verde, Arches, Grand Canyon (!), Zion og Bryce National Parks... Alt dette er indenfor de næste to uger, hvilket betyder, at vi meget muligt kommer til at misse hele seks nationalparker, som egentlig er inkluderet i den pris, vi har betalt for denne rejse - hvilket ikke er småting! Vi kan ikke få nogen refundering, da det jo ikke er turselskabets skyld, at regeringen lukker ned - men til gengæld bliver vi nødt til at komme tilbage til USA (og betale nye flybilletter, billeje, entréer og alt det løse) på et andet tidspunkt for at få set disse parker.. Jeg ærger mig mest over Grand Canyon (selvfølgelig), Arches og Zion, som skulle være nogle de smukkeste parker i hele landet - ØV! Jeg var (og er!) så nedtrykt, men heldigvis var vi fælles om at være sure og triste, skønt vi forsøgte at holde humøret oppe.

Tim forsøgte at opmuntre os med, at vi bare kunne tage til en masse statsparker i stedet for nationalparker, men det var et meget sølle plaster på såret..

Så planen er pt, at vi jo ikke ved en flyvende fis om noget, men at vi må finde på alternative løsninger, hvis nationalparkerne fortsat er lukkede; bl.a. statsparker og mindre byer..

Uanset hvor nedtrykte vi var, gik livet trods alt videre, og vi kørte ind til Austin centrum, hvor vi efter et besøg til nogle mærkelige kostume- og antikvitets-butikker kørte til Capitol-bygningen (større end dén i Washington, da alt bare ér meget større i Texas!), hvor Laura og jeg fik en times gratis rundvisning af en ualmindeligt flink, ældre herre - det fik mig endda til at glemme nationalparkerne for en stund..

Vi kørte alle til Barton Springs herefter, som i bund og grund er en badeanstalt i fine omgivelser; og vejret var perfekt til en svømmetur.

Efter en time tilbage i hytterne kørte vi til Salt Lick (restaurant), hvor der var mulighed for en stor all-you-can-eat-buffet med KØD! Jeg var dog for nærig (hvilket jeg, efter at have hørt de andres reaktioner, var ret glad for), så jeg bestilte en sandwich, som viste sig at leve op til Texas-mottoet (størrelsen).

Da vi alle var (alt for) mætte, begav vi os til en honkey tonk-bar, som spillede noget country-/swing-musik; ikke lige min kop te, selvom alle vi piger flere gange blev budt op til dans af ældre, texanske (?) herrer - det lykkedes mig at takke pænt nej så tilstrækkeligt mange gange, at rygtedes åbenbart spredtes, at "hende skulle man ikke byde op til dans!".. Well well..

Næste morgen stod vi op i nattens mulm og mørke, da vi allerede skulle være "on the road" kl. 6:30; vi havde en lang køredag foran os, som mange af os dog primært brugte på at indhente noget søvn.

Vi kørte til Carlsbad by (som ligger i New Mexico), og desværre måtte vi jo ikke blive lukket ind i nationalparken af samme navn - så Tim fandt på, at vi da kunne tage i en ørken-plante/-dyre-zoo!... Vildt! Jeg var ikke videre begejstret, men så gik tiden da med dét..

Vi camperede i Carlsbad RV Park, og jeg fik igen trænet i en times tid - bare jeg kunne holde det ved lige, for alle de øl og den amerikanske mad er ikke godt for min kommende politi-form! Jeg spiste dog tre portioner aftensmad, så jeg skal ikke komme for godt i gang..

Torsdag kørte vi til Roswell, hvor vi var kl. 10. Roswell er i USA kendt for at være "alien-byen", og både lygtepæle, butikker og sågar en bank er alle med temaet "aliens!". Vi skulle selvfølgelig på UFO-museet, som ganske vist hurtigt var overstået, men ikke desto mindre var en ret sjov og spøjs oplevelse. Inden vi besøgte museet, havde vi alle lavet hatte af sølvpapir (for at beskytte os mod alien-angreb selvfølgelig), og indenfor de første ti minutter havde jeg allerede fået fire kommentarer til min hat: "are you picking up any messages?", "your hat is definitely the best one!", "did you make that yourself?" og min personlige favorit fra en ældre dame: "what IS that!?" - det er åbenbart opskriften på at få opmærksomhed!

Kl. 15 var vi fremme ved camp'en i Santa Fe (Rancheros de Santa Fe CG), og efter teltopsætning kørte vi til centrum.

Jeg gik sammen med Phil og MJ rundt i byen i 2½ time; Santa Fe er en gammel spansk/mexicansk by (alle gadenavne og bygninger/restaurationer er på spansk), og jeg blev hurtigt forelsket i de gamle, flotte, specielle bygninger. Vi så bl.a. USA's ældste kirke (San Miguel), USA's ældste hus (intet navn?), Loretto-kapellet, og Canyon Road, som er en kunst-/galleri-gade. Desuden brugte vi en del tid på de mange små, hyggelige markeder, der var overalt.

Da vi kl. 19 kørte tilbage til campingpladsen, var solen gået ned, og kulden tog til - vi burde jo egentlig ikke klage efter de mange dage/uger med ulidelig varme; men vi havde ikke regnet med, at det ville blive SÅ koldt SÅ hurtigt.

Vi lavede aftensmad over bålet (bagte kartofler, pølser, brød og nogle stegte grøntsager), og jeg endte med at låne en sweater af både Gillian og Phil for at holde varmen - det blev kun værre i teltet om natten.. Jeg fik dog sovet en del på trods af kulden, men næste morgen kunne det kun gå for langsomt med at få pakket alting ned og komme ind i en opvarmet bil!

Fredag krydsede vi ind i Colorado, og vi skulle egentlig have været i Mesa Verde National Park, men det var selvfølgelig endnu ikke en mulighed. Vi kørte derfor gennem Durango til den lille by Silverton, som var totalt forladt og død pga. årstiden (for sen til sommer, for tidlig til vinter/ski).

På vej til Silverton stoppede vi en masse steder for at tage billeder, da efterårsfarverne i Colorado Mountains var ekstremt flotte! Dertil kom de sneklædte bjerge og forfrosne floder i baggrunden; og så var det som om, kulden pludselig ikke betød nær så meget..

Vi checkede ind på Silverton Hostel (vi var de eneste indlogerede), og vi piger havde en brændeovn på værelset, hvorfor resten af aftenen foregik derinde.

MJ og jeg forsøgte at træne udenfor; vi tænkte, at det ville være lækkert i kulden, i modsætning til de forrige varme træninger - men efter 10 minutter gav vi op, da vi næsten ikke kunne trække vejret i kulden (det var nok også pga. højden = 9000 fod).

Lørdag (den 5. oktober) stod vi op kl. 7 til -5 grader udenfor - puha, godt vi ikke var i telt! Vi fik morgenmad og begav os ud på en vandretur til et "shrine" oppe på et lille bjerg tæt på byen - det var en lækker vandretur, men vi måtte tage en del pauser pga. den kolde vind og højden, der alt sammen gjorde det svært at trække vejret, når vi gik opad; udsigten fra toppen var dog ualmindeligt smuk, billederne gør det på ingen måde justice!

Efter vandreturen kørte vi til Animas Forks, som ligger i 11.160 fods højde - turen var blot på 12 mil, men dette tog os 50 minutter pga. de snoede grusveje, der mindede mig om New Zealand.

Animas Forks er en gammel, forladt spøgelses-/nybygger-by fra 1880, som vi fik en halv time til at udforske på egen hånd - jeg var vældigt begejstret og nød kulden og udsigten og de flotte efterårsfarver. Man kunne gå ind i de fleste af de forladte huse, og det var som at komme tilbage i tiden - spændende. :)

Vi fik frokost tilbage på hostelet, og herefter satte vi kurs mod Telluride, hvor vi overnatter de næste 2 nætter. Telluride ligger i Rocky Mountains, som strækker sig helt fra den canadiske grænse i nord til New Mexico i syd; Colorado er dog den stat, der har de fleste og højeste bjerge i denne kæde.

Vi gjorde igen en masse foto-stops, og som tidligere beskrevet var sceneriet helt spektakulært!

Kl. 16 ankom vi til et "hus", Tim havde booket for to nætter; der var to etager, tre værelser med dobbelt- og køjesenge (jeg smed hurtigt min taske på én af dobbeltsengene), vaskemaskine, køkken,... et hus! Det var rigtig lækkert i kulden.

Efter en times tid gik vi alle ned i byen, der ikke er noget særligt; minder lidt om Silverton, som var én af de byer, man ville misse, hvis man kom til at blinke lidt for længe, imens man kørte igennem byen..

Imens de andre fik en time til at gå rundt i byen på egen hånd, valgte Laura, Amelia og jeg at tage en tur i Tellurides gratis gondol, der primært bliver brugt af skisæsonens gæster; dvs. der var bestemt ikke travlt på nuværende tidspunkt.

Vi tog gondolen op til en lille "ski-by", som også var hurtigt overstået - derefter gik det nedad igen, og vi mødte de andre tilbage i huset, hvor vi tre blev sat til at rengøre alle kølerboksene; øjensynligt blot fordi, vi var 20 minutter forsinkede..

Aftensmaden stod på lækkert tag-selv-bord, og resten af aftenen foregik indendørs.

Søndag stod Tim, Laura, Pete, Amelia og jeg op kl. 7, smurte en stor madpakke, tog ekstra lag varmt tøj på, og begav os ud på den efter sigende mest vanskelige vandretur i området: Mount Sneffels Trail, som endte med at tage os 9 timer..

Turen er i alt lidt over 20 km. lang med en stigning på over 1000 meter (3500 fod) - og når vi i forvejen startede i 8750 fods højde, betød denne stigning altså, at det blev helt forfærdeligt svært at trække vejret til sidst; ikke mindst pga. kulden/sneen som den tynde luft.

Det skal umiddelbart herefter tilføjes, at landskabet var SÅ smukt! Efterårsfarverne, bjergene med sne på toppen, små floder/vandfald og de store, åbne strækninger gjorde næsten, at jeg til tider glemte, at jeg knapt nok kunne trække vejret.

På et tidspunkt fik jeg så svært ved at trække vejret, at Tim blev nødt til at vente med mig i 20 minutter og derefter bære min taske, for jeg kunne vitterligt ikke få vejret igen - men det blev heldigvis hurtigt bedre.

Tæt på toppen af turen (over 12000 fod) "endte" stien foran et kæmpemæssigt bjergpas, og først gik vi tilbage for at se, om vi havde overset en anden sti; men nej! Vi skulle rent faktisk krydse bjergpasset! Dette havde sikkert været noget mere medgørligt om sommeren, men eftersom vi efter blot 20 skridt stod i sne til hofterne, begyndte vi at tvivle på, om vi skulle klare det.. Heldigvis fandt vi alle vandreturen gennem sneen ret morsom, eftersom vi blev ved med at falde og forsvinde i sneen - og efter vi havde vandret i hofte-høj sne i en halv time, kom vi til den konklusion, at der nu alligevel kun var én vej: op!

Det tog os alt i alt over en time at bestige bjergkæden i sneen (vi lavede vores egen sti, da det var umuligt at se den reelle sti under den meterhøje sne), og vores sko og bukser var gennemblødte og iskolde! Heldigvis var der sol på toppen af bjerget, ellers var vi nok alle endt med "frostbites". Men hvor var det smukt på toppen, primært pga. sneen!

Det tog os 7 timer at komme til toppen af bjerget, og blot 1½ time at komme ned igen; vi løb det meste af vejen, ikke mindst for at få varmen tilbage i benene.

Det var skønt at føle luften blive tykkere og tykkere, så jeg igen kunne ånde normalt.

Vi var tilbage i huset kl. 17, hvor vi blev mødt af de andre, der enten havde brugt dagen på at sove eller at sidde på en café i byen - så ville jeg trods alt ikke havde været foruden vandreturen!

Vi fik noget varmt at drikke og tøede lynhurtigt op i det brændeovns-opvarmede hus. Aftensmaden stod på rester, og vi fem vandrere brugte nogle timer i de nærliggende "hot tubs", som bestemt gjorde godt for mine ømme, trætte fødder!

Mandag forlod vi Telluride kl. 10 og satte kurs mod Moab, som ligger i Utah.

Moab er en adventure-hovedstad i Utah, og nogle af aktiviteterne inkluderer canyoneering/rapelling, "hummer"/jeep-ture, rafting, bjergklatring og mountainbiking; vi fik da også mulighed for at prøve kræfter med disse aktiviteter, og jeg valgte (nok mest pga. ærgelsen over nationalpark-lukningerne, set i bakspejlet) at bruge den hidtil største slat penge på et par af disse; mere om dette senere.

Vi ankom til Canyonlands RV Park kl. 14:30, hvor vi fik god tid til at sætte telte op og slappe af (som om vi ikke havde haft tid til det på køreturen).

Kl. 16 kørte vi mod Dead Horse Point State Park, som bliver kaldt for Utahs Grand Canyon - dette gjorde lidt op for udsigten til ikke at kunne se "the real thing".

Vi fik en times tid til at gå langs kanten af canyon'en (jeg er endnu ikke kommet i tanke om, hvorvidt dette har et navn på dansk), og endte ved Dead Horse Point omkring solnedgang, hvor Tim stod klar med hjemmelavede burgere - luksus!

Tilbage på campingpladsen fik vi pga. kulden hurtigt gang i et bål, og det blev desværre bestemt ikke varmere i løbet af natten; min sovepose føles tyndere og tyndere..

Tirsdag morgen kørte vi til Fisher Towers, som er en canyon-lignende park med en del små hikes; vi begav os ud på den længste, som dog kun var små 5 mil t/r - men sceneriet var super flot, og vejret var lækkert. Mange af stenformationerne minder efter sigende om landskabet i Arches National Park - men om dette blot blev sagt som et plaster på såret, nu hvor vi ikke kommer dertil, skal jeg ikke kunne sige. Flot var det!

Da vi først på eftermiddagen kom tilbage til camp'en, havde vi nogle timer til os selv, inden vi alle blev hentet kl. 17 af en "hummer": en slags stor, bred jeep uden tag og med plads til os alle 12 (se billederne, de beskriver det sikkert noget bedre end jeg kan) - dette havde vi hver især betalt 77$ for, og jeg gjorde det primært fordi, Tim fortalte os, at det var en af de ting, man ikke måtte misse, når man var i Moab; men hvor ville jeg efterfølgende ønske, at jeg havde misset det og sparet de penge!..

Det var sjovt, javist, men jeg havde troet, vi ville fræse rundt i hummeren - men tror ikke den kørte hurtigere end 20 km/t på noget tidspunkt!

Hummeren (eller dens fører, rettere sagt) kørte os til et område, der er kendt som Slickrock (lidt misvisende, da man rent faktisk kan gå næsten lodret på disse kæmpemæssige sten uden at glide ned; god friktion, kort sagt), og hér begav vi os ud på den rute, der hed "Hell's Revenge". Vi kørte op og ned ad 45-50 grader stejle sten/klipper, og hvis det blot havde gået langt hurtigere, havde det måske fået adrenalinen til at pumpe bare en smule i min krop. Jeg spurgte på et tidspunkt "chaufføren", om vi ikke pleeeease kunne køre lidt hurtigere, men eftersom samtlige af de andre piger hvinede selv ved den langsomme hastighed, blev det aldrig til noget.. Øv øv, spild af penge!

Vi så dog en fin solnedgang på klippen "Devil's Backbone", men den var heller ikke de 77$ værd.

Næste morgen havde jeg igen betalt en masse penge (i mine øjne i hvert fald) for én af Moabs mange aktiviteter: canyoneering/rapelling, og jeg må indrømme, at jeg, da min alarm ringede kl. 5, var noget i tvivl, om jeg også ville komme til at fortryde dette; det gjorde jeg dog bestemt ikke!

Jeg kravlede rystende og frysende ud af min ellers ikke specielt varme sovepose, og det samme gjorde Laura, Pete, Phil og Amelia (de kravlede ikke ud af MIN sovepose, but you know..) - vi fem var de eneste, der tog afsted, og de andre fik lov at sove helt til kl. 12.

Dagens aktivitet (igen ved jeg ikke, hvad "canyoneering" bliver oversat til på dansk, men forhåbentlig giver billederne et godt indtryk af, hvad jeg rent faktisk lavede) foregik også i Slickrock-området, og vi startede med at vandre en times tid gennem det ørkenlignende landskab - solen tog sin tid om at komme frem, så vi måtte skutte os lidt i morgenvinden.

Vi havde to "nedfiringer" (ingen anelse om, hvad det ellers hedder på dansk): én på 95 fod, og én på 120 fod) - og hvor var det fedt! Det var desværre hurtigt overstået, men dette fik til gengæld adrenalinen til at pumpe! Efter den første nedfiring endte vi i en stor pøl iskoldt vand, og vores sko og sokker tog tre dage om at tørre (jeg brugte Tims sko i denne tid).. Men det var worth it!

Den anden "nedfiring" endte ved et lille vandfald for enden af en populær hike i området: Negro Bill Canyon, hvilken vi vandrede ud af (små 4 km.) - fedt at få lidt hiking med ind i dagens program.

Vi var tilbage i Moab by kl. 12:30, hvor de andre ventede på os, og vi begav os direkte mod Monument Valley, mere præcist Navajo Tribal Park i Navajo-ørkenen (hvor Monument Valley ligger). På vejen hertil stoppede vi på "Gump Hill", som er dét sted, hvor Tom Hanks stopper med at løbe efter af have "felt like running" (hvis ikke man har set filmen, er ovenstående garanteret noget volapyk).

Vi var fremme ved Monument Valley Visitor Center kl. 15:45, og et kvarter senere blev vi alle samlet op af en jeep efter at have pakket liggeunderlag og soveposer i bilen; vi skulle på en overnight camping-tur i Monument Valley!

Vores guide gennem de næste 16-17 timer hed Richard og var vokset op i selve dalen, som nu ikke længere er beboet pga. turisme.

Richard viste os en masse "buttes" og "mesas", som alle udgør monumenterne i dalen, og disse klippeformationer er alle navngivet efter, hvad de forestiller - skønt man i de fleste tilfælde skulle have en overnaturlig god fantasi for at se, at lige netop dén klippe var "God's Hand" eller "John Wayne's Pistol" eller "Raccoon Rock"...

Vi fik en 2-timers rundtur i jeepen, og bortset fra de enorme mængder af sand, der konstant blæste ind i vores øjne og munde pga. en voldsom storm, var det rigtig spændende og smukt.

Efter 1½ times tid stoppede vi ved "Big Hogan", hvor Richard bad os om at ligge og ned på jorden, hvorefter han gav sig til at spille på sin hjemmelavede stamme-fløjte; jeg faldt næsten i søvn (ikke fordi det var kedeligt, tværtimod).

Kl. 18:30 fik vi aftensmad ved "God's Hand"-klippen: hjemmelavede, traditionelle fladbrød med en steak, tomat, løg og salat - mindede om en stor taco, og det smagte enormt godt; jeg fik hurtigt konsumeret tre fladbrød.

Da vi havde spist, fik vi besøg af to indfødte stamme-mænd (én af dem udklædt med fjer og maling og alting), som sang, spillede og dansede for os. Vi blev også selv spurgt, om vi ville prøve en traditionel dans, og jeg var den eneste, der sprang op og tog "fjer-manden" i hænderne, så han kunne give mig en svingom.

De spurgte efter folk, der havde fødselsdag i oktober måned (jeg var den eneste), og jeg fik herefter en fødselsdagssang på "stamme-sprog" og en gave: et armbånd lavet af planter og bær-kerner; jeg havde en god aften!

Efter aftenens underholdning kørte vi til den "hogan" (en ler-/mudder-hytte med et hul til en skorsten i loftet), hvor vi skulle tilbringe natten. Vi lagde vores liggeunderlag og soveposer ud rundt om brændeovnen, hvorefter vi krøb ind i poserne for varme; igen frøs jeg selvfølgelig, men jeg havde lånt tæpper af Laura og Tim, så jeg kunne blive en enkelt grad varmere.

Jeg sov lige ved siden af døren, som pga. stormen blev ved med at blæse op i løbet af natten - dette resulterede i, at jeg næste morgen stod op med bunker af sand i håret, ørene og sågar øjnene og munden.. Autentisk stamme-oplevelse!

Vi blev vækket kl. 6:30 næste morgen, hvor det både regnede og fortsat stormede udenfor, så vi skyndte os at pakke alt sammen og løbe ud i bilen. Richard kørte os tilbage til "God's Hand", hvor vi skulle se solopgangen, men pga. regnen og den overskyede himmel, blev dette desværre ikke til noget.

Tilbage i hogan'en stod et morgenmads-bord klart til os, og efter at have spist os mætte kørte vi tilbage til Visitor Centret, hvor vi sagde farvel og tak til Richard.

Fortsættes....