Profile
Blog
Photos
Videos
Vores Kiwi buspas inkluderede en éndagstur til den nordligste spids af NZ, Cape Reinga, og det skulle vi da udnytte.
Desværre skulle vi tidligt op, men vi havde været kloge nok til at forberede både morgenmad og en mellemmad til bussen. Vi belejrede bagsæderne i bussen, som var af normal længde, men kun med to hjul, så den kunne køre på stranden og manøvrere rundt på de små landeveje.
Vores buschauffør Berry var en festlig fyr, der havde kørt ruten i 15 år. Han jokede, snakkede, guidede og kaldte os for "team". Han kørte friskt til og tog de fleste landeveje med 85 i timen, så vi måtte holde godt fast, og der blev ikke sovet særlig meget på grund af faren for at hamre hovedet ind i vinduerne.
Vi tog forbi en lille nationalpark på vejen, hvor man kunne kramme et 800 år gammelt træ. Berry påstod, at hvis man gjorde, ville man ikke få tømmermænd dagen efter, usanset, hvor meget man drak. Generelt var der flere, små stop, hvor man lige kunne tisse af og købe lidt mad.
Næste store stop var Cape Reinga, et område, som maoierne anser for at være helligt. Det er samtidig NZ's nordligste punkt, og der, hvor det Tasmanske Hav og Stillehavet brager sammen. Altså en hellig version af Skagen. Der var super flot, og Berry kunne fortælle en masse historier om stedet.
Efter et hurigt frokoststop kom vi til 90 Mile Beach, som er præcis hvad navnet antyder, bort set fra, at stranden kun er omkring 65 mil... Her skulle der køres ræs, og vores lettere sindssyge chauffør fornøjede sig med at jage måger rundt på stranden. Vi stoppede et par gange for at se den utrolig flade strand og grave efter Pipi-muslinger.
Før vi kørte ned på selve stranden, skulle vi sandsurfe! Så efter en møghård gåtur op af en kæmpehøj sandbakke, kunne jeg kure nedad på et board med høj fart på. Det var sjovt! Men det blev kun til en enkelt tur af hensyn til mine lægmuskler.
Næste stop var et spisested i Mangonui, der pralede af at have verdens bedste fish and chips. Og det var ganske rigtigt super god frituremad. Men den skulle indtages ombord på psyko-bussen mens Berry bumlede rundt på de små landeveje. Muligvis den underligste aftensmad, jeg nogensinde har fået. Det krævede mere end almindelig god balance, hvis man ikke ville sprede fritter og fisk i hele bussen. Og mundfuldene skulle times perfekt med bumpene for at man ikke ramte ved siden af.
Eftersom vi har en dag til her i Paihia bestemte vi os for at bruge alle de 2-for-1 vouchers, som vi har fået samlet, i baren på hostlet. Og det var en del... Så vi var lidt snaldrede, da to danskere kom hen og ville snakke. De var super søde, og den ene viste sig faktisk at være DDS'er. Så samtaleemnet var givet på forhånd.
Vi kravlede i seng i tryg overbevisning om, at vi kunne sove længe. Det skulle senere vise sig at være løgn.
- comments