SÅ er der lidt blogopdatering igen. Da vi synes, det står temmeligt sløvt til med kommentarer fra vores læsere (hvis vi da har nogen), har vi besluttet at afholde en konkurrence. Der vil blive trukket lod mellem nye kommentarer, og vinderen får en fantastisk gave fra vores rejse. Konkurrencen afsluttes d. 7. juni, og vinderen får direkte besked. Sæt i gang!

Onsdag d. 1/5

Vi havde bestilt en direkte tur fra Phnom Penh til Siem Reap først med minibus og så med færge til Phu Quoc.

Vi blev hentet på vores hotel af en tuk tuk, som kørte os til busstationen. Herfra skulle vi åbenbart med en almindelig bus til Kampot, hvor vi så skulle skifte til en minibus, som ville køre os over grænsen og hen til færgen. Vi havde, da vi bestilte turen, fået af vide, at turen fra Phnom Penh til færgen ville tage ca. 3 timer, og at den sidste færge ville sejle kl. 13.

Vi blev hentet på hotellet kl. 7, så vi troede, at vi havde god tid, men som så mange andre gange blev vi klogere.

Bussen brugte den første time på at køre rundt i hele byen for at samle folk op. Her i sydøstasien skal folk endelig ikke bevæge sig hen til busstationen, bussen kører gerne rundt i hele byen for at samle folk op. Da vi var færdige med at samle folk op, skulle vi gøre stop ved en bager, for folk skal sandelig heller ikke sørge for at købe forsyninger inden bussen kører!

Nå. men af sted kom vi da endeligt, og da klokken nærmede sig 10, kørte vi igennem en større by. Her stoppede bussen hver 10. meter for at sætte folk af. Og nej, vi overdriver ikke! Og tror I, at folk har gjort sig klar til at stå af? Nej, først når bussen holdte stille med åbne døre, rejste folk sig og begyndte at pakke sammen. Effektivitets Helena var til sidst ved at gå ud af sit gode skind! Over alt i sydøstasien kunne de virkelig lære noget om effektivisering.

Nå, men køreturen gik videre, og da klokken nærmede sig 11, og vi endnu var 20 km fra Kampot, begyndte vi at blive en smule stresset. Fra Kampot til grænsen, var der nemlig fortsat noget af en køretur, og det tager jo også tid at krydse grænsen.

Bedst som vi var ved at opgive alle håb om at nå færgen kl. 13, stoppede bussen endnu en gang midt ude i ingenting. Efter vi havde holdt stille lidt tid, kom en mand og spurgte os, om vi skulle til Phu Quoc. Der holdte nemlig en minibus på vejen og ville have os med. Jubii!

Vi kom straks over i minibussen, og så gik turen ellers ud i ingenting igennem små veje. Vi begyndte så småt at tænke på, hvad slags grænse, vi egentlig skulle krydse.

kl. 12.30 kom vi endelig til grænsen. Vi var dog noget spændte på, hvordan grænseovergangen ville gå med Helenas udvaskede pas og Rasmus hullede pas. Rasmus har et kæmpe hul på en af siderne i hans pas, som en thailandsk grænsevagt har lavet, da han skulle rive et thailandsk visum ud.

Pludselig kom en mand med maske for munden og rev døren op og bad om vores pas. Vi kunne godt regne ud, at han arbejdede for grænsen, og at det var hans job, så vi gav ham vores pas, sammen med de fleste andre i bussen. Der var til gengæld tre piger, som nægtede, og det gjorde manden temmelig sur. Vi havde ikke brug for uvenner ved grænsen.

Pigerne måtte derfor selv gå over til den camodjanske grænse og blive stemplet ud. Vi andre kunne bare blive siddende i bussen, imens en grænsevagt sad ved sit plastikbord og stemplede løs. Vi blev herefter kørt videre til den Vietnamesiske grænse, imens de tre piger så pænt måtte gå.

Ved den vietnamesiske grænse skulle vi udfylde nogle helbredserkæringer, og så forlangte de 2 USD. Dem betalte vi med glæde, da vi fortsat ingen intentioner havde om at skabe os uvenner.

Det tog rigtig lang tid med paskontrollen. Det der især tog tid, var desværre vores pas. Grænsevagten brugte først lang tid på at se på Helenas pas, og nok især hendes visum, som jo var blevet en smule udgnidret. Heldigvis ligger det også elektronisk, og hun blev dog også stemplet ind. Helt så let gik det dog ikke med Rasmus. Hullet var den vietnamesiske grænsevagt mildest talt ikke imponeret over, og han måtte ud og supervisere med sin overordnede. Efter lang tid blev Rasmus dog også endelig stemplet ind.

Vi gik herefter ned til vores minibus, hvor chaufføren beklagede sig over, at det tog så lang tid at komme igennem paskontrollen. Han gav de tre piger skylden, og vi modsagde ham ikke :)

Da klokken var 12.15 kørte vi fra grænsen, og den pasansvarlige grænsemand, som vi i mellemtiden var blevet gode venner med, ringede til færgen, for at få den til at vente på os. Det viste sig, at færgen ikke gik klokken 13, men klokken 13.30.

Klokken 13.29 kastede vi os noget udmattede ned i sæderne på færgen, og så gik turen for alvor til Phu Quoc.

Da vi kom frem til Mai Spa blev vi opgraderet fra "fuld havudsigt" til "strandadgang". Værelset er dejligt stort og rent, og vi har en dejlig balkon, hvor vi kan sidde og se på vandet. Lige neden for vores balkon ligger stranden, så det kunne ikke være mere perfekt. Vi kan falde i søvn til bølgerne om aftenen.

Resten af dagen brugte vi bare på at slappe af og bade, hvilket vi trængte til efter den lidt stressende tur herover.

Vi har otte overnatninger på Phu Quoc, inden turen går til Ho Chi Minh City. Vi har kun bestilt de første fire overnatninger på dette hotel, da vi ikke vil risikere alle vores overnatninger på et dårligt hotel.

Torsdag d. 2/5

I dag startede vores "vi-skal-ikke-lave-en-skid-i-otte-dage-ferie". Efter en lækker morgenmad tog vi badetøj på og kastede os ud i bølgerne.

Om aftenen bevægede vi os op i byen, som ligger ca. 15 minutters gang fra hotellet. Her kiggede vi lidt på deres night-marked, og vi overvejde også at spise deroppe, men det var bare så varmt, at vi ikke kunne overskue at sidde i varmen fra alle deres grill. Vi gik derfor tilbage mod hotellet, hvor vi spiste på en restaurant, hvor der var live-band. Meget hyggeligt selvom maden var knap så god.

Fredag d. 3/5

Endnu en dag i afslapningens tegn. Faktisk slappede vi så meget af, at vi ikke forlod hotellets område. Vi lå på stranden hele dagen og vi indtog alle vores måltider i hotellets restaurant. Vi tror, at det er en af de bedste retauranter på øen.

Om aftenen blev Rasmus desværre syg med feber, så vi gik tidligt i seng.

Lørdag d. 4/5

En nats søvn på panodiler gør åbenbart underværker, for Rasmus havde det meget bedre, da vi stod op.

Efter at havde slappet lidt af på stranden og bade, besluttede vi os for at leje en scooter og køre lidt rundt.

Vi ville gerne se lidt på alternative hoteller. Vi er meget glade for vores hotel, men vi ville lige se, om der skulle findes noget billigere til samme kvalitet.

Vi startede dog med at køre ned til Pearl Farm, hvor Helena hurtigt kunne udpege diverse perlekæder, -øreringe og fingerringe, som fødselsdagsgaveinspiration

Herefter så vi på nogle hoteller, men vi kunne hurtigt konstatere, at vores strand var meget bedre.

Vi kørte herefter op mod nord, hvor der også skulle ligge nogle strande. Efter en del møje og besvær fandt vi da også et hotelområde og en strand. Stranden her var næsten lige så god som vores, men det lå meget langt væk fra alt, så vi besluttede os for at forlænge opholdet på Mai Spa, da vi mener, det er det bedste hotel.

Tidligere på dagen havde vi talt med en receptonist, og hun sagde, at vi kunne beholde vores værelse til 65 USD pr. nat, eller vi kunne få et værelse med haveudsigt til 50 USD pr. nat. På internettet kunne vi dog få "fuld havudsigt" til 50 USD, så vi besluttede os for, at vi ville forhandle om prisen, når vi kom tilbage til hotellet.

Rasmus forhandlede, og det endte med at vi fik lov at blive på vores værelse til 55 USD pr., og vi kan begge få en omgang gratis massage.

Søndag d. 5/5

I dag sov vi så længe, at vi kom for sent til vores gratis morgenmad. Vi har ligget på stranden hele dagen, kun afbrudt af et frokostbesøg på en restaurant oppe på vejen.

Her til aften er vi dog taget på bar, hvor Rasmus kan se fodbold, og Helena kan opdatere bloggen.