Onsdag d. 3/4

I dag ville vi ud og se et vandfald, som ligger ca. 25 km fra Luang Prabang. Vi havde læst i vores bibel, at det ville være mere end dobbelt så dyrt i en tuk-tuk derud, som busbilletten fra Nong Kiau til Luang Prabang (der er 120 km). Da vi havde lidt under en million tilbage, og gerne ville prøve at undgå at hæve flere penge her i Laos, besluttede vi os for, at vi måtte kunne få presset prisen ned. Vi har ellers ikke pruttet om prisen særlig meget her i Laos, da de ofte ikke snyder en særlig meget (undtagen tuk-tuk chaufførerne i Luang Prabang). Efter morgenmaden gik vi derfor op til markedet, hvor tuk-tuk'erne holder i stribevis, og så gik forhandlingen i gang. Vi fandt blev enig med en chauffør om en rimelig pris, men hans betingelse var, at der skulle flere med. Vi satte os derfor til at vente, imens vores chauffør overfaldt samtlige forbipasserende turister. Det hjalp dog ikke stort, og vi blev utålmodige. Vores chauffør foreslog, at vi satte os ind i tuk-tuk'en, og så ville han køre lidt rundt i byen og forsøge at skaffe flere turister til turen med os som lokkemad omme bagi. Det hjalp dog heller ikke. Da vi kom tilbage til markedet, kom en af hans kolleger, og de aftale, at vi betalte vores chauffør, og så kørte vi med en anden tuk-tuk, hvor der i forvejen var 5 andre. Prisen for dette var ovenikøbet lidt billigere end først aftalt, så den gik vi med på.

Det tog ca. 50 min at køre de 25 km. Vi havde så halvanden time ved vandfaldet, inden vi skulle køre tilbage. Vandfaldet var meget flot og i flere niveauer, så vi er glad for at vi tog derud. Vi badede lidt ved vandfaldet, men man kunne ikke se igennem vandet, så Rasmus slog sin fod på en sten, som lige pludselig ragede op over bunden.

Vel tilbage i Luang Prabang gik vi ned på en bogcafé, da de viser film hver aften. Det er ganske gratis at se filmen, men man skal dog mindst købe en ting pr. person (drikevarer eller mad). Filmen i sig selv var ikke vildt spændende, men den handlede om nogen, som tog til Indien, og det var meget sjovt at kunne nikke genkendende til de oplevelser, personerne i filmen havde.

Da filmen skulle sættes på, var den selvfølgelig med Thailandsk tale og undertekster, og ingen af de ansatte, forstod at ændre det. De prøvede ellers meget ihærdigt i lang tid, men selvom vi ikke forsår Lao, forstod vi alligevel, at det de hele tiden forsøgte at ændre, var sproget i dvd'menuen. Rasmus gik derfor op og hjalp, og fik det hurtigt ordnet. Til deres forsvar skal det lige siges, at de kun viser film hver eneste aften og har gjort det de sidste 2 år. Derfor kan man ikke forvente, at de kan finde ud af at ændre sprog og undertekster

Torsdag d. 4/4

I dag havde vi seriøst planlagt at stå tidligt op for at se munkene, men idet Helena (ikke frivilligt) valgte at bruge det meste af natten på toilettet, blev den plan skrottet. Vi skulle tjekke ud af værelset kl 12, men vi skulle først flyve til Hanoi kl. 17, så vi havde oprindeligt planlagt at tage på markedet for at spise, inden vi tog i lufthavnen. Men da der ikke er noget toilet på markedet, var vi nødt til at droppe den plan, og idet vi ikke havde nok penge tilbage til at gå på restaurant, tog vi i stedet maden med ud i lufthavnen. Og selvom Luang Prabangs lufthavn er en international lufthavn, skal I ikke komme og tro, at den er stor. Der er ingen butikker, så fire timer i lufthavnen kunne syntes som lang tid, men vi morede os med at observere de mennesker, som arbejder der.

Følgende observationer blev gjort:

• Der sad to vagter ved indgangen til lufthavnen. Deres funktion forblev ukendt for os, da de bare sad lige ved indgangen og på skift gabte så højlydt, at man kunne høre det i den anden ende af lufthavnen (den er heller ikke stor).
• Ved siden af os var der en stand til at pakke bagage ind, som blev bemandet af en person. I de fire timer vi sad der, pakkede han ikke en eneste kuffert ind. Vi blev enige om, at han på en god uge, nok får lov at pakke højst en kuffert ind.
• Over for os var der et informationskontor. Det var hele tiden bemandet af to personer, men ikke en eneste gang observerede vi, at de havde nogen kunder. Men for at være fair, er det muligt, at det var dem, som stod for at sige ting i højtaleren. Det skete da et par gange.
• De stole vi sad i, stod op af en glasvæg, hvor man kunne se direkte ind til security-området. På et tidspunkt observerede vi, at den mand, som arbejdede derinde, lå hen over bordet og sov. Men okay, den næste flyafgang var også først tre timer senere!
• Igennem glasvæggen kunne vi også se ud gennem gaten og ud til flyet. Her obswerverede vi på et tidspunkt, en medarbejder, som sad og sov op af flyet, imens det ellers blev tømt for mennesker og bagage.

Man siger om Vietnam, Laos og Cambodia:

Vietnameserne sår risene, Cambodianerne sidder og ser risene gro og dem fra Laos, ligger og lytter til at risene gro.

Nu har vi ikke været i Cambodia endnu, men de er i sandhed dovne i Laos. De giver knap nok betjene en, når man kommer for at handle i deres butik, og de laver ikke mere end højest nødvendigt

Så selvom vi bruger en del tid på at rejse imellem lande og byer, så er det hver evig eneste gang en stor oplevelse i sig selv.

Nå, men tiden gik og pludselig var vi landet i Hanoi lufthavn. Vi havde læst i vores bibel, at Hanoi skulle være fyldt med falske hoteller, taxa'er med taximetere som løber dobbelt så hurtigt end normalt og generelt bare svindlere. Vi havde endda læst på en anden blog, at det var værre en Indien, så vi var virkelig forberedte og fuldstændig kampklare til at ignoere alt og alle, og virkelig prutte om prisen. Vi havde derfor også i forvejen booket et hotel og bestilt, at de skulle hente os i lufthavnen. De stod så ikke klar til at hente os, hvilket vi synes, var en smule mærkeligt. Vi henvente os derfor ved informationen i lufthavnen, og de kunne booke en taxa, men det ville koste 30 dollars. Det gad vi ikke betale, så vi gik ud for at tage den lokale bus til 2 dollars i stedet. Vi blev slet ikke overfaldet uden for lufthavnen, som vi havde frygtet. Der kom enkelte taxa-chauffører, men de forsvandt lige så snart man sagde nej tak. Så det var altså langt fra indiske tilstande. Busturen gik fint. Vi havde talt lidt frem og tilbage om, hvorvidt vi ville gå ned til det hotel, vi havde bestilt, men som ikke havde hentet os i lufthavnen, eller om vi skulle gå hen til et andet, som lå i modsat retning. Vi valgte at gå ned til det, vi havde bestilt i forvejen, hvilket vi ikke skulle have gjort, for da vi endelig fandt stedet, var det lukket! Hvordan man stadig kan reservere værelser online på deres hjemmeside, er lidt svært for os at forstå. Vi måtte derfor vende om og gå hele vejen tilbage efter det andet hotel, vi havde kigget på. De havde heldigvis plads til os, og det er et godt hotel.