Dag 16. I dag skulle vi ud på en meget lang tur ned i canyon'en. Vi stod tidligt op og hoppede på en shuttle bus, som kørte os til det sted (Bright Angel Trail), hvor stien ned begyndte. Anne-Sofie måtte desværre blive tilbage, da hun havde det dårligt. Man kan af Brigth Angel Trail gå hele vejen ned til Colorado River og så overnatte dernede og gå tilbage igen næste dag. Eller man kan gå halvvejs ned og tilbage igen samme dag. Vi ville gøre det sidste. Det var helt fantastisk flot at gå ned i selve Grand Canyon. Stien derned var langs klippevæggen og hugget ind i siden (anlagt af indianere og siden forbedret i 30'erne). Den var fin bred, så der var plads til både dem der gik ned og op. Det tog os 2,5 time at gå de 7 km ned til Indian Garden, som lå nede i en grøn oase i dalen. Her spiste vi frokost og fik os et lille hvil. Det var temmeligt varmt så det var dejligt at sidde i skygge under træerne.  Der ligger 2 vandposter og toiletter på strækningen. Det var rigtig dejligt at hælde en masse vand ud over os da vi kom til den første vandpost. Her sad der en dansk familie og skændtes - tydeligt pressede af varme og anstrengelse. Ellers var de andre der gik på sporet mest amerikanere og franskmænd. Det blev overskyet da vi forlod 1. vandpost. Vi fandt ud af at det virkelig er varmen der bestemmer hastigheden, da det er varmen der udmatter en. I alle shuttlebusser, i guidebøger og på skilte rundt omkring i Grand Canyon står der at det er vigtigt at have masser af vand med (4 liter Per person), salt- og sukkerholdige drikke /føde, samt ikke at udmatte sig selv ved at gå for hurtigt. På det spor, vi var på, var der ud over de to vandposter (for hver 2,5 km) jo også en del andre vandrere, så risikoen for at blive dehydreret eller at måtte blive tilbage på sporet pga udmattelse, var jo nok temmelig lille. Vi så et billede af en ung fit kvinde i løbetøj og med løbenummer fra et maraton. Under billedet stod der at kvinden var 26 år og fra Boston. Hun havde tidligere løbet maraton og  døde i 2004 af dehydrering i Grand Canyon, hvor hun blev fundet to dage efter hun var skiltes fra sin makker for at søge hjælp, da de to kun  havde 1,5 l vand med hver. Makkeren overlevede. Så det med vand er altså vigtigt når det er så varmt. Vand fik vi dog rigeligt af idet det begyndte at regne. Først lidt dryp, men så tog det i den grad til i styrke og vandet fossede ned af sporet og flere steder ned af klippevæggen. Mange af de andre hikere søgte ly, hvor det var muligt. Vi fortsatte, da det var for koldt at stå stille. Vi nåede toppen 2 timer før beregnet. Man skal beregne dobbelt så lang tid til at gå op som ned, så vi regnede med at vi ville være oppe kl 17, da vi var startet opturen kl 12. Vi var oppe kl 15 og totalt gennemblødte og meget kolde. Vi stod og klaprede tænder 1/2 time inden bussen endelig kom. Det var skønt at komme tilbage til autocamperen og få et varmt bad og en kop nudelsuppe. Anne-Sofie havde heldigvis fået det bedre, men havde været nervøs for os pga lyn og torden. Sara-Louise havde klaret dagens strabadser flot, og Mads var god til at tage en masse billeder og holde moralen oppe!/Birgitte