Profile
Blog
Photos
Videos
3.4.2011
Kære læsere
Det er nu snart et døgn siden vi ankom til Miami efter en meget lang rejse herover. Det startede godt fra "natte"stunden, hvor vi kl. 3 d. 1. april stod op og fik pakket de sidste ting i kufferterne inden turen gik til Højby hvor (Sviger)Mor ventede på at køre os til Kastrup. Bilturen gik som smurt og det samme gjorde check-in og security, men så startede problemerne lige efter den afsluttede boarding. Alle var sat i deres (meget lille) sæde, da pilot Burger bød velkommen og i øvrigt lige fortalte os at der desværre var en teknisk fejl på flyet så der skulle laves en masse tests inden vi kunne lette. Dette ville tage minimum 1½ time. Der gik dog en del længere tid, så det endte med at vi fik madbilletter og måtte af flyet for at finde frokosten - svaret på om vi skulle komme tilbage med det samme var: "I skal ikke skynde jer, lad mig sige det sådan". Det endte da også med at forsinkelsen voksede sig stor - 5½ time gik der inden flyet endelig kunne komme på vingerne! Det blev dig ikke en helt rolig tur, idet flyet var noget mindre end vi havde forestillet os, og det gjorde jo så at al den turbulens, som vi havde en del af ca. første halvdel af den 9 timer lange tur, føltes mere voldsom end hvis flyet havde haft en vis størrelse. Det gik dog over halvvejs, men sove kunne man stadig ikke - selv ikke Heidi, og så er den gal! Flyet var så lille og sæderne dermed meget smalle, at man dårligt kunne læne sig bare lidt til den ene eller den anden side. Så vi glædede os mere og mere for hver time til at komme til Miami.
Næste udfordring kom så i Newark Airport (New York) hvor vi skulle immigrere. Der sad en ret så streng hispanic mand som meget vredt spurgte om alt mellem himmel og jord. Inden vi nåede igennem Newark Airport og ud til vores gate havde vi nok fortalt næsten alt vigtigt der var at vide om os, lige fra hvad vi lavede i Danmark, hvad vi tjente og hvorfor vi var i USA etc. etc. til både politibetjente til toldere og andet "godtfolk". Igennem kom vi dog uden store problemer og kunne endelig sætte os ud i flyet til Miami lidt i 20 lokal tid. Denne gang lettede vi til tiden og havde en fin tur til Miami uden noget videre turbulens og Heidi fik sig en lille lur undervejs, hvilket næsten kun gjorde hende mere træt bagefter..
Efter baggage claim kom vi ud til det mest systematiske taxa-system set til dags dato. Der var simpelthen lavet kø styret af de samme "stropper" som til check-in i lufthavnene. Vi fik efter rimelig kort tid en taxa til hotellet, som viste sig at være af ældre dato, men fint til pengene og tæt på et hyggeligt område ved lystbådehavnen og med tilhørende lille mall med alle mulige turistprægede butikker - og så selvfølgelig ærkeamerikanske spisesteder som f.eks. Hooter's som også fik en besøg om aftenen.
Før det gik dagen d. 2. april dog med lidt morgenmad ved havnefronten og derefter lidt rundt og "sondere terrænet", hvor vi blandt andet ledte efter Downtown Miami, men der syntes ikke rigtig at være Downtown så tæt på, så det opgav vi efter et stykke tid og gik i stedet efter at finde noget frokost. Efter en meget amerikansk frokost (læs: burger) gik vi over en bro som vi troede ville føre os til Miami Beach, men der viste sig dog at være flere broer imellem os og Miami Beach, så vores ben måtte opgive og vi vente i stedet næsen hjem mod hotellet hvor vi fik slået den nærmeste Starbucks (kaffeshop) op, og der gik vi så ned udstyret med computeren og kameraet. Vi fik os hver en iced coffee og startede på at skrive på dette blog-indlæg.
Om aftenen tog vi en tur på Hooters (og man kan vel næsten ikke gætte hvem der var mest ivrig efter at komme på dette besøg vel? ;-) ), hvor vi fik overraskende god mad idet vi havde forestillet os en gang fedtet fastfood, men det var faktisk veltilberedt og kødet var ikke en eller anden pap-bøf. Der var samtidig også det vi dog havde regnet med: Stedet var fyldt med "lækre damer" iklædt rimelig lidt tøj som flirtende opvartede os gæster. Det var et fint besøg og helt bestemt noget som man skal opleve i USA - dog ikke noget vi synes skal bruges som Jensens Bøfhus til børnefamilier, som ellers er tilfældet herovre. Der bliver det alligevel lidt for meget!
Efter en nats søvn stod vi op kl. 8 i morges d. 3. april fik hentet lidt frugt til morgenmad og fik så ellers, efter ca. 15-20 minutters ventetid på elevatoren som kørte forvirret op og ned, tjekket ud og fanget en taxa som skulle køre os til Miami Beach, hvor vi skulle hente vores "lille" bil. Vi var indstillet på en Chevrolet Aveo el. lignende som der stod i papirerne, men fik en såkaldt lille Chevrolet Cobolt udleveret. Dejlig bil især fordi den har et stort bagagerum med plads til alle kufferter uden problemer, og så er det selvfølgelig luksus med automatgear
Heidi fik æren af at køre den første tur og det var en lidt stressende og rimelig vild oplevelse. Hele vejen ud af Miami Beach og derefter selve Miami var der hele tiden mellem 3-4 spor (I HVER RETNING!!) og man skulle virkelig holde tungen lige i munden. Der var spor og biler overalt og oven i det skulle man samtidig sørge for ikke at blive tvunget væk fra vejen af et spor som pludselig kunne blive til en decideret afkørsel. Det lykkedes dog overraskende godt og vi kom fejlfrit ud af byen og nu med kurs mod vores første Outlet-besøg. Der blev shoppet (en del) og herefter tog vi en tur på Taco Bell / Kentucky Fried Chicken og fik lidt frokost inden vi kørte mod dagens endelige destination: Key Largo (en af de første øer ved "The Keys"). Vi er nu installeret på hotellet som desværre ikke havde helt den standard vi troede, men dog ganske fint og vi fik os en tur i poolen inden vi tog på "The Fish House" og spiste noget af det bedste Seafood vi begge har smagt. Vi har begge for første gang smagt Crabcake, og hvor var det dog en fantastisk oplevelse! Til hovedret fik vi begge hver sin version af en ret med hovedingredienserne : Scambi og kæmperejer. Det smagte kanon godt og det var et rigtigt hyggeligt sted med venlig betjening.
Nu er vi tilbage på værelset og ser frem til en begivenhedsrig dag i morgen som bl.a. står på besøg ved "Pennekamp Coral Reef State Park".
Rejsehilsner fra Sunny Florida
Heidi & Michael
- comments
Sten Lærke Hej Det var hyggeligt at høre fra jer, det lyder som i får noget godt at se på ... øhh jeg mener spise ;-) hyg jer knus (sviger) far
kurt petersen det var hyggeligt at høre fra jer knus farfar. forsat good tur
Karin Andersen Kære begge Mange tak for hilsnen , rart at høre nyt. Håber i får en fortsat god tur, uden for mange forsinkelser og at de øvrige trafikanter vil opføre sig ordentligt i trafikken, nyd det.Vi tænker på jer. kærlig hilsen Morfar og mormor (Sviger)