Profile
Blog
Photos
Videos
Indienturen fortsætter... :)
D. 6 januar tog vi bussen til Jaipur :)
Her tog jeg og nogen fra min gruppe til et indisk madlavningskursus!
Vi "lærte" at lave Masala Chai (en indisk te), Samosas, Chapatti, Pilau og noget andet jeg ikke lige fik fat i. Dog havde de forberedt det meste på forhånd, så det var ret svært at følge med i. Godt vi fik opskrifterne med derfra :) En ting er dog sikkert - indisk mad skal fyldes med krydderier og desserten skal fyldes med sukker!
Jaipur kaldes også "Den pink by". Den er dog slet ikke pink, men nærmere brun :) Pink er velkommens farve :)
Håndlæseren i Pushkar havde desværre ikke tid, så vi tog i stedet til en håndlæser i Jaipur. Han er meget kendt og anbefalet af Lonely Planet. Han brugte nogle mærkelige metoder med at måle min haand med alle mulige apparater. Heldigvis ser min fremtid lys ud ifølge ham!
Bonusinfo: Homoseksualitet er ulovligt i Indien og kan faktisk straffes med livsvarig fængsling. Dette er ret underligt da jeg aldrig har set mænd komme hinanden så meget ved, som her i Indien. Det er helt normalt at mændende fletter fingre og danser tæt..
Dagen efter besøgte vi Amber Fort. Her kunne man ride på elefanter, men det ville vi ikke støtte, da vi havde fået at vide, at de bliver behandlet dårligt.
Historisk fik vi ikke noget at vide om fortet, men det var sjovt at gå rundt i den store labyrint og tage fjollebilleder hele formiddagen :)
Bagefter kørte vi til "The Monkey Temple" som har fået sit tilnavn fordi stedet vrivmler med aber! :) Det ligger på toppen af en bakke hvor der er en helt fantastisk udsigt udover Jaipur.
Vi kørte også kort forbi "The Water Palace" - som egentlig bare er en bygning ude midt i en sø - de er skøre de indere.. :)
Om eftermiddagen besøgte vi vores guide, som bor i Jaipur. Her fik vi serveret snacks og hilste på hans kone og hans 2-årige og meget generte datter :)
Bagefter tog vi i biografen og så "Don 2"! Det er en ret specielt oplevelse at gå i biografen i Indien. Folk kommer vadende som de har lyst igennem hele filmen. Mobiltelefoner er okay og forældre slæber deres små børn med ind og se actionfilm. Filmen er 70% hindi og 30% engelsk, så man kan forstå en lille smule af hvad der foregår :) Undervejs i filmen hujer og buher publikum højlydt :)
Bonusinfo: Gulerødderne i Indien er røde!? :D
D. 8 januar stod vi op kl. 5 og tog toget til Agra :)
Her besøgte vi Agra Fort (også kaldet Red Fort). Det var super spændende og fortet har engang været rigtig godt bevogtet med en voldgrav med krokodiller og tigre bag ydermurene og huller til brændende olie og kogende vand. Der var endda pigge på dørene mod elefanter og bakker hvorfra der blev rullet store kampesten nedover fjenden, i bedste Indiana Jones - stil :)
Det mest spændende ved stedet var dog at det har været bosat af selveste Shah Jahan (skaberen af Taj Mahal). Vi fik fortalt hele historien om hvordan han mødte sin 3 hustru, Mumtaz Mahal, som døde ved fødslen af deres 14 barn. Taj Mahal er hendes gravmonument.
De 8 af børnene døde i en ung alder og tilbage var 4 drenge og 2 piger (så vidt jeg husker). Den ene søn slog sine 3 brødre ihjel og fængslede sin far, Shah Jahan, for at overtage magten over landet. Han regerede i over 40 år.
Shah Jahan tilbragte resten af sit liv med at bede i sin private moské og sidde i sit fængsel på fortet og betragte Taj Mahal. Da hans øjne blev for dårlige til længere at kunne se det, lavede hans yndlingsdatter et forstørrelsesglas af diamant til ham.
Han ville have bygget et mindre og sort gravmonument til sig selv, men på grund af hans fængsling blev dette aldrig muligt. Han blev begravet i Taj Mahal ved siden af sin Mumtaz...
Efter Agra Fort besøgte vi Baby Taj. Dette blev bygget som gravmonument af Indiens første kvindelige regent, til hendes forældre og søskende. Det var dette gravmonument som inspiredede Shah Jahan til at bygge Taj Mahal.
Om aftenen spiste vi på en roof top restaurant, men vi havde desværre sat os et uheldigt sted. Over os sad der nemlig et dyr i et træ og da vi først ignorerede at det sked på vores bord, hævnede det sig ved senere at tisse i vores mad. Vi måtte flytte bord og få noget nyt mad - sikke noget :)
Dagen efter var den store dag. Vi skulle nemlig se Taj Mahal!! Det var bestemt ikke en skuffelse, og hvis man tager til Indien må man simpelthen ikke misse det :)
Samme aften tog vi med nattog til Varanasi :)
Bonusinfo: Indiens nationalblomst er lotusblomsten, deres nationalfugl er påfuglen og deres nationaldyr er tigren :)
I Varanasi tog vi selvfølgelig på en bådtur på Gangesfloden
Det var aften og floden var oplyst af små lys som folk havde sat ud i vandet. Inde på breden kunne vi se ligbrændinger. Først bæres liget ned til floden hvor der sprøjtes vand på det, inden det brændes. Efter brændingerne smides asken, tænderne og resterne af knoglerne ud i floden.
Det er kun mænd der deltager i kremeringerne (kvinderne græder for meget). I modsætning til i Danmark bærer man her hvidt tøj ved "begravelsen". Det er normalt, at hvis en mands nære slægtning dør, så skal han kronrage sig selv og bære en hvid turban ved kremeringen.
Hvis den døde blev over 100 år, så fejrer man døden, fordi personen har haft et godt liv og tiden var inde. Blev personen mindre end 100 år, sørger man.
Man brænder ikke folk med skoldkopper, spedalskhed osv. for man frygter at man slipper bakterierne fri, så folk omkring bålet bliver smittet. Derfor bindes de syge fast til en sten og dumpes i floden.
Børn under 10 år brændes heller ikke da de stadig er rene og uskyldige. De smides derfor også bare i floden.
Vi sejlede lidt længere hen ad floden og fulgte længe med i en lovprisning af Gangesfloden. Det var et tre kvarter langt ritual med ild og en masse klokker som der blev ringet med konstant. Floden på det sted var fyldt med folk der så på fra deres både. Der var en helt ubeskrivelig hoejtidelig og lidt dyster stemning den aften. Det var en meget unik oplevelse
Næste morgen kl. 6 tog vi igen på sejltur på Gangesfloden. Det var tåget så vi kunne ikke se solopgangen som planlagt, men det var sjovt at se alle de folk som morgenbadede i den iskolde flod. Vi væmmede os en del ved tanken om, at floden er fuld af lig - men den er jo hellig for inderne :)
Bonusinfo: Her i Danmark er det jo meget normalt at man ser en mand stå og tisse i vejkanten af og til, men her i Indien er det heller ikke helt sjældent at man ser folk skide på åben gade! Så hvis du tager til Indien og ser nogen der sidder på hug, så vil jeg råde dig til at se den anden vej igen!
Dagen efter besøgte vi et sted, hvor de laver silke. Vi fik ikke ret meget fortalt, men vi så hvordan de forberedte mønstret og farvede silken.
Til sidst fik vi fremvist en masse silke - sengetøj, tørklæder, duge osv. - som vi 9 piger selvfølgelig slet ikke kunne stå for. Jeg endte da også med at købe to pudebetræk med hjem
Samme aften havde vi farewell-dinner med vores gruppe :o Tiden går sørme stærkt..
Fredag d. 13 () ankom vi igen til Delhi efter vores sidste nat i et overnighttrain. Her blev vi indlogeret på vores første hotel hvor vi skal være indtil i morgen.
I morgen flyver vi til Goa, hvor vi skal ligge på stranden hele ugen - så der bliver ikke mere blog herfra
Vi ses i Danmark om en uge!
- comments