Profile
Blog
Photos
Videos
Fyldt med glæde over at gense familie, venner og lille Danmark befinder jeg mig i skrivende stund i luftrummet mellem Sydney og Hong Kong. Det er med et tungt hjerte, at jeg nu forlader Australien, som har budt på så mange fantastiske oplevelser og uforglemmelige eventyr. De sidste, som I vil få en beretning om nu.
Melbourne overraskede mig gevaldigt. I modsætning til nogen anden storby i Australien følte jeg, at byen havde sjæl og charme. I de smalle gader skal mange krænge sig uden om cafégæster, som har valgt at slå sig ned og nyde et måltid fra en af de moderne caféer. Bevæger man sig rundt i de smalleste gader og små gyder, finder man konstant skiftede kunstværker - graffiti, street art, kald det, hvad du vil. Rundt omkring i byen er der spredt museer og kunstgallerier med lidt for en hver smag. Bygninger i alle forskellige slags stilgenre tordner sig op mod himlen og skjuler de små kirker, som står fritstående fra de andre bygninger, hvilket ser aldeles malplacerede ud. Ikke nok med de mange kulturelle attraktioner, så er Melbourne et perfekt sted for shopping - uanset pengepungens størrelse. Så det blev også til lidt shopping. Jeg gjorde mig to helt uvurderlige køb skulle det hurtigt vise sig.
Søndag aften fløj jeg fra Melbourne til Hobart i Tasmanien, hvor jeg de næste seks dage skulle på rundtur hele øen rundt. Tasmanien har cirka sammen størrelse som Danmark.
Jeg landede sent om aftenen og blev mødt af en voldsom kulde. Jeg mærkede dog først rigtig til den næste dag, hvor jeg havde en udflugt til Port Arthur, et gammelt fængsel. Jeg havde købt mig en fleecetrøje og en dunjakke, hvilket jeg dagen igennem blev ved med at takke mig selv for. Nøj hvor var det koldt og vådt! (Det var vist ikke koldere end 7-10 grader, men det føles noget så koldt, Når man kommer direkte fra temperaturer i tyverne!).
Som sagt er Port Arthur et gammelt fængsel. I forbindelse med fangetransporten fra Storbritanien byggende man Port Arthur, som ligger på en halvø med omgivelser, som gør det næsten umuligt for fanger at flygte. Port Arthur er ikke længere i brug, og i dag står der ikke meget tilbage. Ruiner af selve fængselsbygningerne er, hvad der er tilbage. Isolationscellerne var i en seperat bygning, som stadig står. Omkring fængselsbygningerne står mange af de bygninger tilbage, som var tilknyttet fængslet. Hele området fungere som et frilandsmuseum, hvor man kan gå rundt mellem de gamle bygninger og leve sig ind i, hvordan det var at være fange eller en af de ufrivillige fanger - familiemedlemmer til fængselsansatte. Stedet emmer af historie - hvilket er noget, jeg har savnet rundt i Australien - og grusomme fortællinger fra en tid, som ikke ligger særlig langt tilbage i historien.
Dagen efter begyndte den egentlige rundtur. I en minibus satte vi af sted. Jeg havde en helt igennem fantastisk guide sammen med en hyggelig lille gruppe, så dagene fløj af sted, inden vi nåede at få set os om. Tasmanien er et sted, som skal opleves og ikke læses om, men jeg vil dog alligevel fortælle lidt om øen. I modsætningen til fastlandet, så forandrede landskabet sig hele tiden. Landskabet varierede fra klippebjerge til bløde bakker, som enten var dækket af dybe skove eller marker med får, køer og vinranker. I løbet af de fem dage var vi ude på flere længere vandreture, som bragte os forbi utallige vandfald og smukke søer. Vi fik smagt på Tasmanien - deres øl, ost og syltetøj. En aften i selskab med verdens mindste pingviner blev det også til.
Der var dog en ting, som tog vejret fra mig - i mere end én forstand.
På vores sidste dag, stod vi tidligt op, så vi kunne nyde en smuk solopgang. Herefter kørte vi videre til Coles Bay, hvor vi begav os ud på en mindre bjergbestigning. Omtrent en time senere stod vi på toppen af et bjerg med den smukkeste udsigt. Opstigningen havde været stejl uden nogen form for egentlig stig, og den gav intet glip af den udsigt, som ventede på toppen. På toppen af bjerget var der udsigt over Wineglass Bay, hvor det turkise vand stod i stærk kontrast til det hvide sand og de træklædte bjerge. Det er absolut det smukkeste sted, jeg nogensinde har været. (Billedet retfærdiggør på ingen måde virkeligheden). Klokken var ikke en gang ni, da vi stod på toppen af bjerget, som vi lige havde besteget. Resten af dagen blev ikke dårligere, dog kunne intet måle sig med morgenens opstigning. Sikke en dag!
Dagen efter blev kursen sat mod Sydney, hvor jeg lige nåede at nyde lidt af dagens gode vejr, inden solen blev skjult bag tunge skyer.
Jeg tilbragte den efterfølgende dag i Wentworth Falls, to timers togkørsel uden for Sydney, til trods for overskyet og koldt vejr. Så var der ellers ikke meget andet at gøre, end at pakke og gøre klar til hjemflyvningen til lille Danmark.
- comments