Profile
Blog
Photos
Videos
Vores sidste dag i Hong Kong og aftenen inden gik primært med at pakke alle Pauline's skoindkøb ned i vores kufferter, og jeg endte med at have 13 par i min, og samlet set havde vi vist 40-50 par med hjem! Da vi havde fået pakket det hele ned og fået tjekket ud af hotellet, skulle vi selvfølgelig lige have shoppet det sidste, for hun havde fået nogle få ordrer torsdag aften som hun lige skulle have købt. Og det var ikke bare lige sådan at gøre, vi skulle først med metroen den ene vej og så den anden vej og til sidst fik vi da også en smule stres. Især da vi skulle af sted mod lufthavnen og vores bus kom senere end vi havde regnet med, så busturen gik med en indre panik over at vi muligvis kom for sent hen til lufthavnen. Men det var heldigvis ikke tilfældet, så vi fik tjekket ind og fandt noget at spise. Vi satte os på gulvet foran informationstavlen, da vores fly som det eneste endnu ikke havde givet informationer om gate og boarding, så vi ventede i "spænding" på nogle informationer. Men da vi endelig fik noget at vide, var det ikke ligefrem de nyheder vi havde håbet på at modtage, det vidste sig nemlig at vores fly var en del forsinket, fordi der var kommet en advarsel om en tropisk cyklon, og vi havde da også set at mange af de tidligere fly til Manila enten var flere timer forsinkede eller var blevet aflyst. Så vi håbede bare på det bedste og kom da også med flyet et par timer senere end planlagt.
To timer senere stod vi af flyet og skulle bare igennem immigrationen og ned og hente vores baggage. Da vi kom til immigrationen, blev jeg spurgt om hvor længe jeg havde planlagt at blive på Filippinerne, og jeg måtte jo pænt fortælle ham at jeg havde planer om at tage hjem d. 23. januar. Men jeg blev pænt informeret om at jeg kun kunne blive i landet indtil start december, og det er så her at det højst besynderlige filippinske visumsystem går op for mig. Mit visum er gældende indtil d. 5. Februar, men på trods af det står der at jeg ikke må overskride 59 dage, og det har hele tiden forekommet mig lidt underligt, og folk har ikke rigtigt kunne forklare hvad det gik ud på. Så min frygt for ikke at kunne komme ind i landet blev så erstattet af en forklaring på deres regler. Fordi mit plads består af 'multiple entries', skal jeg ud af Filippinerne to gange i løbet af mit ophold så jeg ikke overskrider min opholdsperiode. Og nu når jeg jo på ingen måde er en regelbryder, var jeg jo nødsaget til at planlægge en rejse til, så d. 30. November tager jeg da lige en uge til Kuala Lumpur, ikke fordi jeg har lyst men fordi de filippinske myndigheder siger at jeg skalJ haha.
Da vi kom igennem immigrationen gik vi ned mod baggagebåndet, men der gik ikke længe før både Shannon og jeg gik fuldstændig i panik. Inden vi tog af sted havde Pauline advaret os om muligheden for at vores kufferter blev mærket med et kryds som indikerede at tolden havde planer om at gennemrode vores kufferter. Når man rejser ind i landet med en masse varer, som de selvfølgelig kan se i deres røntgenmaskine, er de yderst interesserede i at gennemrode kufferten så de kan få skatteindtægter for de ellers skattefri varer. Inden vores kufferter kom frem på båndet fortalte Pauline os at vi under ingen omstændigheder skulle tage vores kuffert af båndet hvis der var et kryds på, for tolden holdte nemlig øje med båndet og dem der tog de mærkede kufferter. Så da både Shannon's og min kuffert kom frem med et kryds på hver eneste side af kufferten, satte panikken ind og lod pænt min kuffert køre rundt på båndet. Pauline var hurtig til at få Shannons kuffert ned og tørre krydserne af med en vådserviet så tolden ikke ville lægge mærke til noget når vi skulle igennem tolden. Men min kuffert fik altså lov til at køre rundt på båndet tre gange før jeg fik taget de ned og fik fjernet krydserne. Pauline sagde til os at vi under ingen omstændigheder måtte lade dem kigge i vores kufferter, for det betød jo at hun mistede hendes indtjening på skoene. Og hvis de spurgte os om noget skulle vi svare dem på danske og lade som om at vi ikke forstod hvad de sagde. Da både Pauline og Shannon var gået igennem tolden, var det blevet min tur, og mit hjerte bankede helt sindssygt, for da jeg bevægede mig hen mod tolden stod der 3-4 toldere og holdt øje med min kuffert, så jeg tænkte straks: hvad fanden skal jeg gøre? Jeg blev enig med mig selv at det nok var mindre mistænksomt hvis jeg gik hen og snakkede til dem frem for at jeg skyndte mig igennem tolden. Så jeg spurgte en af dem om der ikke var et toilet hernede, og han svarede forundret at der var et til højre. For at undgå at tilbringe mere tid end højest nødvendigt på den "forkerte" side af tolden, spurgte jeg om der ikke var et udenfor, og han svarede pænt at det var der men de var muligvis lukkede så sent om natten, klokken var jo næsten 2 om natten. Jeg sagde til ham at jeg tog chancen og sagde så pænt tak for hjælpen og gik roligt mod udgangen. Da jeg kom ud var både Shannon og Pauline meget nervøse for at jeg var blevet "fanget" fordi det havde taget så lang tid. Det var heldigvis ikke tilfældet og vi kunne roligt begive os hjem mod vores lejligheder, dog med et lille adrenalin kick som afslutning på en utrolig hyggelig tur i Hong Kong. Det skal dog siges at vi ikke gjorde noget ulovligt, så bare roligJ
- comments