Profile
Blog
Photos
Videos
GRAND CANYON - MAMMOTH LAKE - JUL I SAN FRANSISCO
Vores dag ved Grand Canyon startede dårligt. Der var tåge over det hele og ikke muligt at se noget som helst - og så var det virkelig koldt. Så pakket ind i mange lag tøj og en smule triste kørte vi rundt for at forsøge at finde et lille glimt af "det store view".
Efter et tip fra en indfødt lykkedes det.. Jubii.. Og WAUW hvor var det bare flot! Er Grand Canyon et af verdens 7 vidundere??? Det ku' vi ikke helt huske, men det var i hvert fald en fantastisk oplevelse..
Og så gik turen mod San Fransisco med et par overnatninger undervejs..
Under frokostpausen i Lone Pine så vi pludselig biler komme kørende med mere end en meters sne oppe på tagene!!! Der kom straks julelys i drengenes øjne, og vi forhørte os om vejrsituationen på vores videre rejse.. Det viste sig at vores planlagte rute gik lige igennem Mammoth Lake, som er et stort skisportssted i Californien! Vi kom hurtigt i bilen og satte kurs mod Mammoth Lake. Efter en halv times kørsel var der masser af sne og påbud om at alle biler skulle køre med snekæder.. Så vi måtte vende om og køre til nærmeste by for at købe snekæder! Drengenes maskuline side trådte straks i kraft, og iført shorts og med bare hænder satte de snekæderne på. Pigerne varmede sig på bagsædet imens - wraaaauu vi har nogle dejlige mænd ;) (mis mis mis miiiiiiis)
Mammoth lake - halvanden meter sne i dalen og 10 meter på toppen.. Det var det sted i verden med mest og helt nyfalden lækker sne! Citat fra drengene: "Det bliver mit livs puddersne"!!!
Så mens drengene tog en dag på ski, hyggede vi os i den uventede sne og kom i herligt julehumør.
Vi brugte aftenen og natten på at køre til San Fransisco og ankom kl. 4 om morgenen, hvor vi indlogerede os på Travelodge og meget trætte kastede os i sengene.
Efter at have sovet ud og set Golden Gate Bridge kørte vi til San Rafael, som ligger 20 min. nord for San Fransisco, hvor vi skulle holde jul med vores Servas værtsfamilie, Wayne, Dione og Kevin. Vi ankom d. 23. december, og efter en rundvisning var vi klar til at begynde at øve..! Familien fik nemlig gæster, og da alle, ca. 20 personer, var samlet gik træningen til christmascaroling i gang. Vi skulle rundt i nabolaget og synge julesange ved dørene. Der var ikke ret mange i forsamlingen der virkelig kunne synge, men Wayne kunne spille en lille smule guitar, så vi gav den bare alle sammen fuld gas. "We wish you a merry christmas - We wish you a merry christmas - We wish you a merry christmas - and a happy new year!"
Den 24 december startede meden tur rundt til flere forskellige supermarkeder for at forsøge at finde alt det skulle bruge til den store julemiddag. Det lykkedes os dog ikke helt - men næsten! Ris a la manden blev lavet på risotto-ris, flæskestegen var uden svær og de brune kartofler krævede to forsøg før det lykkedes, men ellers blev julemiddagen næsten helt perfekt!
Wayne og Dione havde inviteret gæster så vi var 14 til juleaften. De var vilde med den danske julemad, og isæt de yngre drenge var helt med på ris a la mande, kirsebærsovs og kampen om mandlen. Vi fik dem alle sammen til at gå med rundt om juletræet og synge julesange, og endda ta en løbetur rundt i hele huset til "nu er det jul igen". Det var en rigtig hyggelig aften, selvom vi savnede jer derhjemme.
Håber i alle har haft nogle gode juledage i det hårde vintervejr..
Herfra i hvert fald en rigtig glædelig jul til alle!
Hanne og Cille
- comments