Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle sammen
Så blev det tid til endnu et oplæg herfra. Alt for længe siden jeg opdaterede jer om, hvad der sker her. Det må i undskylde, men nu skal i bare høre:
Jeg vil starte med d.20 oktober, dagen hvor det var præcis to måneder siden, jeg forlod det danske land. Jeg havde haft en underlig weekend, da der var problemer i huset. Jeg blev dertil syg søndag og tilbragte så mandag hjemme. Mandag havde jeg en snak med min værtsmor om hvad der foregik, og jeg kontaktede efterfølgende min student coordinator i Quito, da jeg manglede noget vejledning, og hun er en af dem der taler engelsk. Hun lyttede og kontaktede derefter min area repræsentant. Tirsdag havde jeg et møde med area rep. og min værtsmor. Efter en længere snak tog area rep. og jeg beslutningen, at det ville være bedre for alle parter, at jeg flyttede til en anden familie. Samme uge tog to andre udvekslingsstudenter beslutningen om også at flytte, så pludselig var vi tre ud af fem u-studenter i Santo Domingo, der manglede nye familier. Ingen af flytningerne er studenternes skyld men et uheldigt sammentræf. Dette gjorde også at vi fik af vide, vi måtte have tålmodighed med processen, da det tager tid at finde nye familier, men vores area rep. håbede, hun ville have nogle løsninger til efter jungleturen.
Jeg brugte de efterfølgende to uger på at holde mig selv beskæftiget med skole, venner og aktiviteter. Bl.a. havde min skole "Caminata" d. 31/10. Det er en dag, hvor hele skolen tager til forskellige destinationer og vandrer. Min årgang skulle ud og vandre i junglen. Vi kørte afsted i bus til "Bosave protector la perla", hvor vi blev mødt af señor Boa som havde arrangeret turen. Han var vel hvad man kan kalde en rigtig junglemand med store overarme, gummistøvler, slidte jeans og bandana ;)
Vi blev ført gennem junglen og klatrede op af skrænter, trukket gennem mudder (bogstavlig talt og alle var smurt ind i det), gled ned af en stejl skrænt, spiste frokost ved floden og vadede gennem en anden med rygsækkerne over hovedet. En udfordrerne opgave meeeen en sjov oplevelse.
Fra d. 1- 3 november sov jeg hos en veninde fra klassen. Hun bor ikke i Santo Domingo, men i en by der hedder El Carmen (den ligger ca. 1 time væk). De hentede mig lørdag, og vi tilbragte dagen med at se film, besøge hendes bedsteforældre og hygge os. Søndag tog vi så til stranden, køreturen tog 2 timer, og endnu engang blev jeg betaget af hvor meget udsigten ændrer sig. Vi nåede Stillehavet, og hvad kan jeg sige andet end wow! Kæmpe stort og meget smukt. Vi tilbragte så hele dagen med at bade og snakke, og vi kørte først hjem efter at have set solnedgangen over havet. Fantastisk tur og skønt selvskab, ikke sidste gang jeg tager til stranden. Om aftenen tog vi på kirkegården, da det denne weekend var "Dia de los muertos" (de dødes dag). Det er en dag, hvor de fejrer de døde og mindes dem. Næsten alle tager på kirkegården og spiser mad og tænder lys. Dertil spiser de denne weekend også et traditionelt brød der er formet som et menneske og drikker "La colada morada", som er en frugtdrik der både drikkes varm og kold. Det var lidt underligt at træde ind på en kirkegård, hvor der nærmest var en form for feststemning….Hyggeligt og på samme tid en smule uhyggeligt men smukt på sin egen sære måde. Mandag lavede vi pandekager med nutella til morgenmad, og hen på eftermiddagen blev jeg kørt tilbage til Santo Domingo. En skøn weekend med godt selvskab og helt sikkert noget jeg vil gentage.
D. 5/11 blev så dagen for den længe ventede JUNGLETUR!!! Efter skole var det hurtigt hjem for at gøre klar, for kl 15 tog vi med bussen mod Quito, hvor vi skulle samles og overnatte en nat. Jeg nåede også lige at få en besked hjemmefra om, at jeg 13:08 dansk tid havde fået en ny kusine :D En skøn nyhed og en god måde at starte turen på. Glæder mig til at møde hende næste år når jeg igen er i DK.
Busturen til Quito tog ca. tre timer, men det gjorde intet for var i godt selvskab. Vi nåede frem til hotellet om aftenen, men selvfølgelig kunne taxichaufføren ikke finde det….Oona formåede så at spotte en YFU-frivillig og en u-student, og så fløj Oona, Daniel og jeg ellers ud af taxien og spurtede ned af gaden mens Pauline holdt taxien. Vi indhentede dem og fik vejvisning på hvor hotellet lå. Da vi ankom, var det et glædeligt gensyn, og aftenen i Quito gik med snak, snak og mere snak, da alle havde noget at fortælle og spørge om. Vi gik i grupper ud for at spise, og min besluttede os for at vi skulle prøve cuy! Til dem af jer der ikke ved hvad det er, så er det en traditionel ecuadoriansk ret….nemlig marsvin :O Vi fandt en restaurant og endte med at bestille et marsvin til syv mand, da det bare var for at smage det. Jeg er sikker på vi var aftenens bedste kunder ;) Det blev serveret med hoved og det hele, et lidt makabert syn, og jeg kan sige så meget, at det ikke er blevet min nye ynglingsret. Det er noget ret fedt kød, men det har ikke nogen særlig smag, minder faktisk en smule om svinekød. Efterfølgende fortsatte vi på Sunset for at spise noget velkendt.
Torsdag kl 8 gik turen så mod junglen og hotellet "La Casa del Suizo" En syv timers lang bustur som gik med musik og snak også på dansk, da jeg sad sammen med Signe, dejligt at tale dansk igen også selvom det lød helt underligt for os begge to lige i starten :P
Vi nåede så endelig den lille by Punta Ahuano ved den nordlige del a Napo floden. Her ventede kanoerne på os, da de skulle transportere os det sidste stykke ud til hotellet. Det regnede selvfølgelig ved vores ankomst, så det hele var lidt gråt men smukt alligevel. Resten af dagen gik med at udforske hotellet, bade i poolen og slappe af.
Fredag startede med vandring i junglen, hvor guiderne forklarede om skoven og dens mangfoldighed. Bl.a. fortalte han om planternes egenskaber, og hvad de tidligere og stadig bliver brugt til af indianerne, vi malede ansigtsmaling med en plante (husker ikke navnet), og fløj over en skrænt med en svævebane. Efter turen vendte vi tilbage til floden og sejlede til den anden side, hvor der ventede tømmerfloder, som vi sejlede ned af floden på, samt svømmede ved siden af. Efter frokost besøgte vi Quichua familierne. Her blev vi præsenteret for den traditionelle drik Chicha, skød med pusterør, så hvordan de lavede keramik og skar figurer i træ.
Lørdag besøgte vi først Amazónico, som er et center for regnskovens dyr som enten er syge eller tidligere kæledyr. Det er styret af frivillige, og den del vi så bestod af centrets dyr som ikke kan sættes tilbage i naturen grundet mentale skader. De havde også en anden afdeling for de dyr, som kun er på centret for en periode. Efter besøget tog vi ned til bådende, og her fik vi tildelt en badering, som vi så flød ned af floden i, i det dejligste solskin. Efter frokost stod den på gåtur og besøg hos Mariposario (en sommerfuglefarm).
Søndag gik turen så tilbage til Quito, hvor vi overnattede endnu en nat, inden vi mandag vente hjem til vores byer. Det var en fantastisk tur og så skønt igen at se de andre u-studenter, og netop derfor var det en smule trist at vende tilbage til "hverdagen" efter alle de spændende oplevelser.
D. 12/11 fik jeg besked fra min area rep. at jeg søndag ville flytte ind hos en midlertidig familie. Jeg blev hentet kl 18 og kørt til mit nye hjem. Den nye familie bestod af et forældrepar med tre børn: to drenge 18 og 14 og en pige på 12, samt to hunde og to hvalpe og en lille kat. Jeg delte værelse med den 12 årige og den pige som hjalp til i huset. Nogle søde mennesker og jeg er taknemmelig for, at jeg kunne være hos dem, indtil der blev fundet et permanent hjem til mig. Jeg havde talt med en veninde fra skolen, og hendes familie var interesserede i at lade mig bo hos dem. De talte med min area rep og d. 20/11, dagen jeg havde været her præcis tre måneder, flyttede jeg ind hos dem. Jeg var lidt nervøs for, hvordan det ville blive at flytte ind hos en veninde, men det er indtil videre, den bedste beslutning jeg har taget. Familien består af mine værtsforældre og så min værtssøster, der er også tre værtsbrødre men ingen af dem bor hjemme længere. Dertil har vi fire hunde; tre rottweilere og en puddel og en kat. De er simpelthen så søde og har taget rigtig godt imod mig, og jeg tror ikke jeg kunne være havnet et bedre sted. Dertil har jeg for første gang i tre måneder mit eget værelse og seng, og det er godt nok luksus.
Når men det er vidst det for nu. Godt gået af dem af jer der endnu engang nåede enden af min roman af et blogindlæg ;P Som i nok kan høre, så er der sket en hel del ændringer , men jeg er nu havnet et stabilt sted, og er mere end klar til at starte et nyt kapitel af min rejse, hvad end det så bringer med sig af oplevelser både af de søde, syre og salte :D
Hold jer muntre
Knus til jer alle og glædelig første søndag i advent
Hannah
- comments
solveig Dejlig beretning hvor man tydeligt fornemmer et ny vundet overskud og lethed hos dig. Skønt <3