Hold nu op.. Jeg er en maaned bagud med min blogging.. (Det er forresten Katrine) Jeg kan ikke sige saa meget andet end at vi oplevede saa sindssygt meget i Vietnam, at der hverken var tid eller lyst til at sidde paa en computer og skrive om det. Nu er vi i Kina, paa skolen, hvor vi skal vaere frivillige de naeste par uger, og her er ikke facebook, saa det er jo en oplagt mulighed for at faa indhentet lidt af det forsomte.

Anyways. For en maaned siden ankom vi til Saigon. Jeg har vist allerede fortalt, at jeg var syg, saa den forste dag i Vietnam tilbragte jeg paa hospitalet og i sengen og andendagen igen i sengen. Heldigvis blev jeg rask efter det og fik mulighed for at nyde Saigon, som er en fantastisk cool by. Det foltes voldsomt vestligt efter at vaere kommet fra Indien og dertil. Folk derhjemme, havde fortalt, at trafikken i Saigon var voldsom og kaotisk og at folk dyttede helt vildt. Men aerlig talt; jeg bemaerkede det overhovedet ikke. Hvis folk ikke havde fortalt mig det, hjemmefra ville jeg ikke have lagt maerke til det. Haha.

I Saigon tog vi ind og saa The War Museum om (overraskende nok) Vietnamkrigen. Det var virkelig et fedt museum. Isaer afdelingerne om Agent Orange og amerikanernes krigsforbrydelser gjorde stort indtryk. Fantastiske, forfaerdelige billeder og historier. Selv nogle born, der bliver fodt i dag, bliver fodt deforme og med seriose fysiske defekter. Der er ogsaa stadig folk, der bliver draebt af miner, og omraader i hojlandet, hvor der kun kan vokse graes, ikke traer, da der stadig er agent orange i jorden - ca. en meter nede - det saa vi med egne ojne senere paa vores tur i Vietnam.

Jeg tror, det var dagen efter, at vi tog paa en tur ud og se Cu Chi tunnellerne. Det var en stor oplevelse - isaer pga vores fantastiske guide, Mr. Jackie, der lagde en uforventet vinkel paa besoget. Han kaempede nemlig med Syden - altsaa med amerikanerne - i krigen, og fik os faktisk til bedre at forstaa, hvorfor amerikanerne havde opfort sig saa grusomt, som de havde i Vietnam (og det havde vi jo lige set paa museumet dagen for). Der var "udstillinger" med en masse af de faelder, som de vietcong, der levede i Cu Chi tunellerne brugte. Og de var rimelig grusomme - Mr. Jackie demonstrerede. Derudover fortalte han, hvordan sydsoldaterne og amerikanerne kunne komme ind i en landsby og blive modt af venlige lokale, blive budt paa mad osv., hvorpaa at blive skudt af de selvsamme det ojeblik de vendte ryggen til for at forlade landsbyen. Mr. Jackie fortalte ogsaa om de smaa hemmelige huller fra tunellerne og op til overfladen, hvor vietcong laa og ventede. Naar de saa kunne hore nogle soldater snakke kunne de dukke op fra de her huller og skyde dem (da hullerne var skjult, kunne soldaterne ikke se dem fra overfladen, men vietcong kunne altsaa hore soldaterne). Mr. Jackie var virkelig noget saerligt. Hver gang han fortalte om de vietcong, der levede i tunellerne og deres forfaerdelige tricks og fiduser, ville han sige noget i stil med: "Jeg vidste ikke det her, da jeg var soldat, det er kun fordi min gode ven, der var vietcong, har fortalt mig det bagefter" og saa sagde han hele tiden: "Jeg elsker vietcong. Min bedste ven er vietcong". Bemaerkelsesvaerdigt..
Naa ja - selve tunellerne ;) Det var virkelig sjovt, at prove at gaa (selvom det saadan set mere er at kravle) i tunellerne - og vi tog selvfolgelig hele distancen - alle de tuneller, vi kunne komme ned i. Men hold op, det var varmt... og haardt. Respekt til de vietcong, der levede i tunellerne i 30 aar.

Nu er jeg kommet ind paa, hvor tilgivende og overbaerende Mr. Jackie er mht krigen. Men det gaelder saadan set for alle Vietnamesere. Det slog os ret tidligt. De baerer overhovedet ikke nag. Hverken til Amerika eller Frankrig. De er virkelig tilgivende og overbaerende. Og saa laegger de lokale, bl.a. Mr. Jackie og motorcykel-driverne, som jeg fortaeller om senere, rigtig meget vaegt paa, at krigen var en borgerkrig. De siger hele tiden, at det var vietnamesere, der draebte hinanden (og tilfojer, at det var fuldstaendig hjernedodt). Det er lidt maerkeligt, eftersom at vi i vesten ikke rigtig ser krigen paa den maade. Vi ser (og bliver undervist saadan) mere krigen som amerikanerne mod vietnameserne... Det har virkelig imponeret os. Fantastisk tilgang til livet og historien. Krigen var saa forfaerdelig og amerikanerne grusomme, og alligevel er de "ovre" det - har i hvert fald tilgivet og er kommet videre...

Der er utrolig mange hyggelige parker i Saigon, som vi hang en del ud i. Det er virkelig normalt for de lokale ogsaa. De dyrker Chai Chi og andre former for sport midt i parkerne i store grupper. Spiller med en fjerboldagtig fodbold og staar paa rulleskojter eller haenger bare ud. En aften efter et par ol - det var faktisk klokken 24 eller noget i den dur joinede vi nogle lokale, der spillede med den fjerboldagtige fodbold (det ligner lidt en alm. fjerbold, men dens bund er som en fjeder, og man sparker til hinanden - og bolden maa ikke rore jorden. Eller man bruger haenderne, hvis man er daarlig. Som vi er).

En anden aften havde vi sat os ned i en park, for at kigge paa nogle, der lavede Kong Fu paa torvet og efter et par minutter kom der 3 unge vietnamesere hen og spurgte om de maatte snakke med os, for de ville gerne ove deres engelsk. Vi sagde selvfolgelig ja og i lobet af 15 minutter sad der maaske 15 vietnamesere omkring os. Vi sad der og snakkede med dem i omkring 2 timer om alt mellem himmel og jord. Virkelig sjov oplevelse. Isaer naar man lige er kommet fra Indien, hvor saadan noget aldrig ville ske. Men ja, Vietnamesere er virkelig venlige og imodekommende!

Slut for nu..

- Katrine