Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg har nu været i USA i tre måneder og som jeg har sagt så mange gange før, er det helt ubeskriveligt hvor meget jeg har oplevet. Og for nylig var der endnu en stor oplevelse, da jeg var i Chicago i fire dage med seks af mine bedste venner herovre, Risom, Tracy fra Sverige, Abram fra Mexico, Dhiren fra London (ARSENAL FAN ALERT!) og så de to spanske piger Clara og Silvia. Vores tur startede kl. 01.35am i Cincinnati Downton, hvor vi rejste med det selskab der hedder, MegaBus, som er en bus der kører imellem de store byer i USA's midt-øst område. Da vi kørte om natten fra Cincinnati til Chicago, var det bare om at få så meget søvn som overhovedet muligt, så vi kunne se byen ligeså snart vi ankom. Dem der læser denne blog kender mig nok alt for godt og har nok godt regnet ud, at 6 timers søvn i en bus ikke er og aldrig har været nok for mig. Men jeg klarede den og på den første dag nåede vi, at se en hel masse!
Den første dag i Chicago, startede vi med at tjekke ind på hotellet få noget morgenmad og herefter var det ellers bare ud og opleve byen. Vi startede med, at besøge Willis Tower, som er den højeste bygning i USA. Jeg stod for nylig på toppen af Empire State Building og de ekstra 50 meter oppe jeg stod gjorde i princippet ikke rigtig nogen forskel, du sku stadig jævnt højt oppe. Der er dog forskel på de to tårne. I Empire State står du bag New Yorks sky-line og kan få et helt exceptionelt kig ud over byen og de her kæmpe bygninger der samlet står for enden af Manhattan. På toppen af Willis Tower er det anderledes interessant, først og fremmest føles det som om du kan se længere og mere af byen end man kan i New York, samtidig kan man stå ude i små glasbokse, på toppen af USA's største bygning, så det føles som om du står i midten af ingenting. Det sekund du træder derud, går der et sus igennem kroppen næsten som om kroppen gør sig klar til at falde og herefter følger der en følelse af ens indre legebarn lige skal ud, så man hopper lidt rundt og tramper i gulvet, ligger sig på gulvet, tager armbøjninger osv. osv.
Dette var det første blik jeg fik af byen og jeg må sige, at jeg fik mange flere og jeg vil prøve at give eksempler på hvorfor jeg synes, at dette er, indtil videre, min favorit by i USA.
Efter Willis gik vi videre til vel nok byens varetegn "The Cloud Gate" som er en stor bønne lignende skulptur og derfor også har kælenavnet "The Bean". I princippet er det bare en stor bønne i rustfrit stål, men den har uendeligt mange forskellige facetter afhængigt af hvor man står og kigger på den. Hvis man står med ryggen mod byen og kigger på The Bean, så kan man se hele byen strække sig over bønne formen, hvilket giver et helt specielt syn. Man kan sagtens få et godt stykke tid til, at gå her, da man hele tiden finder nye ting ved denne ene skulptur.
Herefter tog vi blandt en anden kort tur på Magnificent mile og derefter en hurtig sandwich og på hovedet i seng efter en meget lang dag.
På dag 2 i Chicago brugte vi det meste af dagen på "The Magnificent Mile", som er en lang gade fyldt med dyre og eksklusive butikker. Den fortæller en del om Chicago, for selvom Chicago er kendt for Jazz, gangstere, vagabonder, stoffer og meget mere, så er de tider ovre og Chicago er ved, at udvikle sig til en by for en helt anden type mennesker og det muligvis også en af de ting der tiltrækker mig til denne by. Herefter tog vi på restaurant med god mad for en gangs skyld, er blevet lidt for vant til Center Court (vores skole-restaurant) så hver en bid af "rigtig mad" er guld værd.
Den tredje dag var travl, vi startede med at gå ned mod havnen til det store Buckingham Fountain, som desværre var slukket på denne dag. Samme historie var det også med Navy Pier som er en forlystelsespark som ligger ud til vandet, begge attraktioner var desværre lidt lukkede, men jeg fik stadig følelsen af at det er steder som jeg helt sikkert vil besøge når jeg engang kommer forbi Chicago på en sommerdag!
Herefter gik turen mod byens Field Museum. For dem af Jer der har set "Nat på Museet" er det her filmen er baseret og optaget. Field Museet, har alt fra verdens største T-Rex skelet til uddøde pattedyr og selvom museer aldrig har været en af mine ynglings beskæftigelser, så synes jeg faktisk denne tur var interessant og det er faktisk ikke en oplevelse jeg ville være foruden.
Dagen var dog ikke slut endnu og vi havde tid til også lige, at spise Chicagos traditionelle Deep-Dish pizza og når jeg siger Deep-Dish, så mener jeg det! Når man ser billeder af den kan den virke ulækker og grotesk-oste-agtig, men når man tager en bid af den så er det slet ikke så skidt endda, faktisk en af de bedste pizzaer jeg har smagt i mit liv. Deep Dish var optakten til det jeg havde set allermest frem til på hele Chicago turen, nemlig basketball kampen imellem Chicago Bulls og Boston Celtics et rival opgør imellem to af de klubber med den største historie igennem tiderne og to af de bedste basketballspillere igennem tiderne, Michael Jordan og Larry Bird. Jeg var meget glad for, at have denne chance for at se en kamp som denne og mine forventninger blev i den grad indfriet. Jeg lyver ikke når jeg siger, at det er den bedste sports oplevelse jeg har set live, med undtagelse af Arsenal - Sunderland i 2005 på det gamle Highbury. Det siger derfor også sig selv, at der skal ses Basketball hver gang jeg besøger USA fra nu af, simpelthen et must og jeg kan kun anbefale det til andre. For det første er der ikke så mange stop i Basketball, som der er i andre amerikanske sportsgrene, det betyder at Basketball er langt mere tilrettelagt for til at se live, frem for American Football, hvor der hele tiden er tid til at gå ud og hente en ny øl i køleskabet. Årsagerne til, at lige netop denne sport er bedre at se live, end alle andre sportsgrene jeg har set er; Det er en nem sport at følge for alle parter (behøvede ikke, at forklarer regler til pigerne da det gav sig selv), det er under tag hvilket giver en god stemning og varme i røven, de pauser der bliver brugt fornuftigt fordi vi er i America og her gør man et stort nummer ud af det hele. Især maskotten var en oplevelse, han er anerkendt som en af verdens bedste maskotter og man ser tydeligt hvorfor. Han formår at underholde i pauserne, så man ikke begynder at kede sig, bl.a. brugte han en af sikkerhedsvagterne til pole dancing hvilket sikkerhedsvagten i øvrigt ikke syntes var hylende morsomt. Mit råd til Jer alle, hvis du kommer til Chicago så tag ind og se en kamp, også selvom du ikke er sportsinteresseret, det er stadig en oplevelse!
Efter basketball tog vi på en blues bar i downtown kaldet, Buddy Guys Legends, opkaldt efter ejeren af baren Buddy Guy. Da vi var der var det "Jamming night" hvilket betød, at alle i princippet kunne spille hvis de havde lyst. En mand gik rundt imellem publikum og skrev dem ned som ville spille eller synge og så satte han ellers tilfældige folk sammen i grupper, som så fik lov til at spille sammen. Mange af disse mennesker var bekendte og stamkunder på baren, så de fleste har enten snakket sammen eller jammet sammen tidligere, men fælles for alle var at samtlige var dygtige til det instrument de stillede op med. Hvert "band" fik 3 sange hver, som blev bestemt af den sangeren og så tog de ellers bare det hele meget intuitivt uden øvelse. Men i dette miljø kan man mærke, at det er bare hvad de gør til hverdag, jammer dagen lang og ser hvor det bær dem hen og det er hvad der giver blues en helt speciel charme, man ved aldrig hvad der sker.
Dagen efter var den sidste dag i Chicago og da vi havde set alle de store ting allerede, så besluttede vi os for at gøre hvad vi ville og det betød at gruppen splittede op i flere dele. Risom tog bl.a. til The Magnificent Mile, Tracy og Abram tog til China Town, Little Italy m.m, spanierne tog, ja det ved jeg sku egentlig ikke hvad de gjorde, og Dhiren og Jeg gik igennem det meste af byen og endte ved et planetarium. Dette planetarium lå langt ude på en pier hvor man kunne se hele Chicagos skyline fra, hvilket var et fantastisk syn. Vi besøgte (brudte ind) også Soldier Field som er hjemme stadion for Chicago Bears, vi fandt en åbning og kravlede derefter over et mindre hegn for, at komme ind på dette stadion for lige at få et glimt af stadionet, som i øvrigt er voldsomt stort. Herefter tog vi tilbage til greek town og vores hotel, hvor vi fandt en græsk restaurant og fortalte om hvad vi enkeltvis havde oplevet igennem dagen.
Herefter kom turen hjem, så viste sig at blive en længere affære. Vi var lovet strøm, internet og air condition i bussen, men ingen af disse tre ting virkede og jeg havde en paper jeg skulle skrive til min branding class, som jeg ikke nåede at aflevere til tiden fordi disse ting ikke virkede. Jeg fik dog chaufføren til, at skrive under på at disse ting manglede i bussen og at det ikke var min fejl og læren godtog denne undskyldning. Det er dog ikke hele historien, knap 1½ time efter vi er kørt fra Chicago, stopper buschaufføren bussen midt på motorvejen og siger vi har motorproblemer. Han kører dog videre men stopper igen 20 minutter efter, vi begynder lidt at joke med at vi kommer til at tilbringe natten i en mørk bus uden air condition og kontakt til omverdenen. Vi kører dog videre efter noget tid og da vi ankommer til Indianapolis siger buschaufføren, at vi er nød til at vente på en mekaniker fordi han ikke tør risikerer noget. Vi var derfor bundet i Indianapolis i nogle timer og vi fik set en hel del af byen og fik det bedste ud af det, derfor kan jeg nu også sætte en ekstra stat på land kortet som vil tælle, Ohio, Illinois, New York, Indiana, Kentucky og West Virginia før jeg kommer hjem til Danmark
Jeg vil gerne bruge de sidste par sætninger af denne blog til, at mindes min nyligt afdøde oldefar. Det er hårdt, at være herover mens sådan noget sker, men jeg er på en eller anden måde taknemmelig for, at jeg ikke var der i løbet af de sidste 3-4 måneder, som efter hvad jeg har, kunne forstå har han haft det rigtig skidt, her den sidste tid. Jeg er glad for, at jeg kun så ham én gang i denne tilstand og jeg derved 100 % kan fastholde mit billede af ham, som den mand han var og som en person jeg ser op til. Sådan som jeg har kendt ham og hørt om ham fra før jeg kom til for 22 år siden, var han en mand der var glad for livet og forstod at leve det fuldt ud og se så meget som muligt på den tid man er her. Dét er den vigtigste ting jeg har lært fra ham, lev livet! Jeg vil også lige sende en sidste tak ud, til alle de mennesker der har støttet mig herovre (selv om de fleste ikke kan læse dette her, når nu det er på dansk) har betydet meget når nu jeg er så langt væk fra alt og alle, har de bedste venner!!!
- comments