Igen igen beklager vi den lange ventetid paa denne blog. Efter at have fundet undskyldninger den sidste maaned (for travlt, intet internet) er vi endelig loebet toer for flere udsaettelser, og ogsaa mere toer end vi lige kunne oenske os. Oversvoemmelserne er vendt tilbage til Queensland, saa vi kan ikke fortsaette vores rejse op langs kysten. Det betyder at vi pt. afventer situationen i en lille by ved navn Agnes Water. Byen er (tro det eller ej) halv stoerrelse af Baaring, og da vi allerede har tilbragt 3 dage her tidligere paa vores rejse, saa er det ikke fordi at den har saa meget at tilbyde. Saa nu er det vist paa tide at faa skrevet den blog, og der er endda ogsaa blevet oploadet billeder paa facebook:

Sidst i hoerte fra os var vi hos Pernille og Diego i Rio Ceballos, Argentina. Vi havde en hel fantatsisk uge hos dem, hvor vi ikke lavede meget andet end at sove, spise og bade. Lidt af en luksus tilvaerelse for saadan tre backpackere som os. Saa selvom det ikke var den mest kulturelle maade vi begyndte vores rejse i Argentina paa, saa noed vi det i fulde drag. Efter vi havde vaeret der en lille uges tid, foelte vi dog at vi hellere maatte pakke taskerne og drage ud i det store land. Vi hoppede derfor paa bussen til Puerto Iguazu, som ligger taet paa den nationalpark, som huser verdens stoerste vandfald - nemlig Iguazu vandfaldende. I Puerto Iguazu moedtes vi med Paul og David. Phillip havde ikke moedt Paul foer, men de kom straks godt ud af det med hinanden, da de havde den samme troeje paa og begge udtrykte stor kaerlighed for England. Vi tog alle 5 ud til nationalparken, hvor vi tilbragte flere timer med at betragte de smukke vandfald, og samtidig ogsaa blive gennembloedt af dem. Det var virkelig imponerende at se naturen udfolde sig paa den maade. Turen blev heller ikke daarligere af, at en kvinde var overbevist om, at Paul var Hugh Grant, og derfor fik taget billeder med ham og sin datter. Om aftenen stod den paa grill og gensyns oel, saa vi var en flok traette danskere der hoppede paa bussen naeste dag, og begav os mod Buenos Aires.

I Buenos Aires sagde vi farvel til Paul og David som skulle videre til Mendoza. Vi tjekkede ind paa et hostel ved navn Rayuela. Det var et super fedt hostel, som laa centralt placeret og som ogsaa foeltes meget hjemligt. Det var derfor en rigtig laekker base, for den lille uges tid vi havde i BA. Buenos Aires havde en masse laekkert at byde paa. Flotte gaature i de forskellige bydele, god vin og mad, Evitas grav, fodbold og fest. Specielt fodboldkampen var en stor oplevelse for os. Det er naesten umuligt at faa billetter naar man er turist, og hvis man endelig faar fingrene i nogle, saa ender man ofte med at give ca. 700 kr. stykket. Det var vi ikke helt villige til, saa i stedet tog vi ud til La Boca stadium loerdag aften, for at se om vi kunne faa fat i nogle billetter der. Det var ikke et problem at finde billetter, det var mere et problem at finde billetter som faktisk saa aegte ud. Vi var lige ved at give op, da vi ikke ville betale 100 kr. pr. billet og stadig ikke kunne komme ind. Men tilsidst fandt vi saa en fyr som solgte billetter der faktisk saa trovaerdige ud. Vi fik fire billetter for 300 kr. (normalt saelges de til ca. 30 kr. stykket) men vi synes stadig at vi havde gjordt en god handel. Kampen stod mellem La Boca juniors (hjemmeholdet) og All Boys. Kampen var fuldstaendig udsolgt, saa der var proppet paa det kaempe stadium, som kan rumme cirka 50.000 mennesker. Det viste sig, at vi skulle staa blandt udeholdets tilhaengere, som virkelig maa siges at have en gloedende kaerlighed for deres hold. Der blev raabt, sunget og danset hele vejen igennem. Og det var virkelig fedt at vaere en del af det. Fankulturen er maerkant anderledes, og ogsaa mere positiv end den er det i Danmark, og det var svaert ikke at lade sig rive med. Paa et tidspunkt begyndte alle All boys tilhaengerne at hoppe, og lige pludselig foeltes beton fundamentet meget ustabilt da det begyndte at ryste under os. Det var ikke det alle fedeste naar man befandt sig en 20-30 meter over jorden. Men fodboldkampen var en virkelig stor oplevelse, og det gjorde det heller ikke daarligere at vi havde selskab af Ashley, som vi rejste med i Peru. Vi havde en super god aften, hvor Phillip fik en masse respekt fra de lokale drenge, naar han saadan kom gaaende ned af gaden med 3 meget blonde piger. Som en af dem sagde til ham "three !!!! you have three ? ... one for me?"

Ud over fodboldkampen blev vi ogsaa meget positivt overrasket over Evitas grav. Vi havde forventet at det "bare" ville vaere et stort monument med nogle blomster, men der tog vi fejl. Faktisk er Evitas grav i sig selv ikke saerlig prangende, det er mere omgivelserne i sig selv. Graven er placeret paa en kirkegaard, men det er en kirkegaard vi aldrig har set magen til. Kirkegaarden er en hel lille by af imponerende kapeller, hvor de rige er/ og bliver begravet. Det var helt vildt, som nogle af kapellerne var udsmykket. Der var i hvertfald ikke sparret paa brugen af marmor og imponerende statuer. Det var derfor virkelig fedt at gaa rundt og se de forskellige udsmykninger, statuer og billeder.

En anden stor oplevelse var af den kulinariske slags. Vi besluttede os for at vi ville have vores argentinske boef med stil. Vi bestilte derfor bord paa en meget beroemt restaurant ved navn "La Caberra". Den er tidligere blevet kaaret til den bedste restaurant i Sydamerika, og den skuffede os heller ikke paa nogen maade. Det virkede helt surrealistisk at vi som backpacker sad og spiste en kaempe kobeboef og drak god vin. Men tilsammen slap vi omkring 500 kr., og saa fik vi ogsaa en flaske champagne med da vi gik. Folk stod i koe i op til 3 timer, for at faa et bord, men det var virkelig ogsaa det vaerd. Og vi foelte os naermest kongelige da vi forlod restauranten og passerede de ventende og sultende kunder.

BA boed generelt bare paa en masse gode oplevelser som markedet i Sal Telmo, hvor Katrine og Phillip naermest koebte udstyr til et helt koekken. Men ogsaa bare det at gaa rundt i byen og se det utrolig boessede praesidentpalads, parkerne, og de tango dansende goejlere paa gaden var en stor oplevelse for os. Vi faldt i den grad for Buenos Aires, og vi fik da ogsaa sagt farvel til byen paa den perfekte maade, da vi fik selskab af Anne og Mette paa vores hostel. Vi holdte derfor et brag af en foerste/sidste aften i Buenos Aires, med god mad, vin og dans. Dagen efter gik turen tilbage til Lima, hvor hele vores tur startede.

Vi landede i Lima sent om aftenen og tog en taxa til Barranco, som er det samme omraade vi boede i foerste gang vi var i Lima. Det var helt underligt, at vi faktisk kende det sted vi kom til, og vi foelte os helt hjemme selvom vi kun havde tilbragt tre dage i Lima sidst vi var der. Vi skulle selvfoelgelig bo paa det hostel hvor vi blev inviteret paa limonade foerste gang vi var der, og "Kaminu" svigtede heller ikke vores forventninger. Vi havde desvaerre kun en hel dag i Lima, men den brugte vi paa at gaa en lang tur, og vise Phillip lidt af de steder vi havde set den foerste gang vi var der. Om aftenen satte vi os ned paa den samme restaurant som vi spiste paa den aller foerste aften vi var i Lima. Og menuen stod paa det samme: Ceviche og oel med udsigt over Stillehavet. Mens vi sad og spiste kom vi i tanke om, at det faktisk var praecis to maaneder siden vi sad der sidst, saa det gjorde bare situationen ekstra sentimental. Resten af aftenen brugte vi paa at drikke et par oel paa tagterrassen paa vores hostel. Det var et perfekt, men ogsaa lidt soermodigt farvel til Syamerika. Vi kan vist roligt skrive under paa at vi begge to vil vende tilbage til Sydamerika. Der er massere at se og opleve endnu, og vi glaeder os allerede.

Vores farvel til Sydamerika var samtidig ogsaa et goddag til en ynderst travl uge: Paa 7 dage var vi i 4 lande (Argentina, Peru, USA og Australien) og paa tre kontinenter. Mens flyvningen fra BA til Lima gik smertefrit, fik vi en mere turbulent start paa rejsen til Los Angeles. Det startede med at vi ikke kunne faa en taxa til lufthavnen. Der var simpelhen ikke nogle af chaffoererne der ville koere os derud paa grund af trafikken. Saa vi brugte nok en halv time paa at faa fat i en taxa, og det skal lige siges, at 75 procent af alle biler i Lima er taxier. Vi var derfor allerede sent paa den inden vi var paa vej til lufthavnen. Saa var trafikken selvfoelgelig ogsaa forfaerdentlig, saa vi naaede foerst frem til lufthavnen en time inden vi skulle flyve. Ved skranken blev vi saa betjent af en yderst ukompetent dame, som ikke kunne finde ud af at tjekke os ind. Hver gang vi spurgte om der var et problem, sagde hun bare " No senoritas", og det var foerst da Gitte hoerte at hun snakkede om ESTA numre med nogle af hendes kollegaer at vi fik sat skub i tingene. Men en halv time til afgang fik vi ogsaa at vide at vi lige skulle forbi turistkontoret og betale lufthavnsskat, foer vi kunne komme igenenm sikkerhedstjekket. Vi naaede dog det hele, og med et kvarter til afgang loeb vi hen til vores gate, med tanken "nu er der ikke mere der kan gaa galt" - men der tog vi fejl. Da vi naaede hen til gaten og viste vores boarding pass ville stewarden pludselig se vores vaccinepas ! HOV. Vi var begge overbevist om at de laa godt og sikkert i vores indtjekkede bagage, og meget opgivende begyndte vi at lede vores tasker igennem, uden at vi egentlig troede paa at vi ville finde dem. Men ved et rent lykketraef havde Katrine lagt en masse papirer over i hendes haandbagage den samme morgen, da hun ikke kunne finde vores rejseplan. Og gaet hvad der laa midt imellem de papirer ? - vores vacinepas. Vi var derfor to meget lettede og ekstremt heldige piger, som satte os paa flyet til foerst Costa Rica, derefter El Salvador for tilsidst at lande i Los Angeles.

Los Angeles var lidt af et "kulturchok" i forhold til Sydamerika. Alt var saa stort og rigt. Bare paa koereturen fra lufthavnen og ind til vores hostel i Hollywood, saa vi flere blaerede biler, end vi nogensinde har set foer. Det var derfor med aaben mund og polyper, vi tjekkede ind paa vores hostel i det centrale Hollywood. Vores badevaerelse havde udsigt til Hollywood skiltet, men det var saa ogsaa det taetteste vi kom paa det. Det er svaert at beskrive hvor stor Los Angeles er, men en af maendene paa vores hostel gjorde det paa en meget sigende maade: Han spurgte Gitte hvor hun var fra, og hun svarede Danmark som han ikke rigtig kendte til. Han spurgte saa hvor mange der boede i Danmark, og da Gitte svarede 5,7 millioner broed han sammen af grin, og sagde; " at saa kunne hele Danmarks befolkning vaere i Los Angeles undergrund paa samme tid". Det er derfor klart at vi ikke saa saerlig meget af Los Angeles da vi kun havde 3 dage der. Vi fik dog set en masse butikker, og gik mildest talt amok med at bruge penge den foerste dag vi var der. Spejlrefleks kamera, all stars sko og toej i lange baner blev langet over disken til de tre danskere. Vi fik dog ogsaa set Venice Beach og Santa Monica dagen efter, hvor Isak stoedte til vores lille gruppe. At gaa en tur i Venice Beach er som at traede ind i filmen American History X, saa vi gik og var helt facinerede af de mennesker vi saa, og deres virkelig karasmatiske fremtraeden. Isak fik sig ogsaa sit helt eget "Tall white man moment" da han blev trukket ind i en break dance forestilling. Til stor underholdning for alle tilskuere. Alt i alt var det en virkelig god dag, som sluttede af med super laekker Pizza i Santa Monica. Dagen efter var store "farvel dag" da vi skulle med flyet til Sydney, og Isak og Phillip skulle blive i Usa. Det var derfor en lidt haard affaere (specielt for Katrine og Phillip), og der trillede da ogsaa en taare eller to da vi satte os ind i taxaen, og begav os mod lufthavnen. Vi naaede lige at faa en vaskeaegte Hollywood oplevelse paa vej til lufthavnen. Da vi koerte forbi Kodak theater var der premiere paa "Den lille Roedhaette", saa stedet var omringet af papparazier og laekre babes der poserede paa den roede loeber.

Vores fly fra Los Angeles afgik mandag aften kl. 10, og vi landede i Auckland, New Zealand onsdag morgen. Vi mistede altsaa et helt doegn, og det var endda kvindernes internationale kampdag vi gik glip af. Men alle vores planer om braendte Bh'er og slagsange i flyet glemte vi straks, da vi saa vores virkelig laekre pladser i flyet. Det var en himmelsk flyvetur (der maa gerne grines af ordspillet), og vi noed det i fulde drag. Saa de ca. 20 timers rejse gik forholdsvis hurtigt. Og vi foelte os i den grad klar til at indtage Sydney og Australien.

Vi havde cirka 5 dage i Sydney, som er en virkelig fantastisk og groen by. Den foerste aften stillede vi uhyggelig bekendskab med goon, som er en slags papvin, som ifoelge kartonen kan indeholde spor af fisk. Men vi fik sagt hej til Sydney med maner, og vi havde i hvertfald begge to rigtig godt af den gaatur vi begav os ud paa dagen efter. Vi gik en tur ned til Darling Habour, og spiste frokost med udsigt til Operahuset og Harbour Bridge. Derefter besluttede vi os for at vaere kulturelle og tog paa kunsmuseum, hvor vi saa en virkelig flot foto-udstilling af Annie Leibovitz. Desvaerre fik Katrine problemer med sin nakke (for mange naetter i busser/fly og for tunge tasker), saa vi naede ikke at se udstillingen helt faerdig. I stedet for tilbragte vi en lille times tid hos en laege, som gav hende en recept. Resten af dagen blev derfor tilbragt med en god lang morfar og kebab. Dagen efter havde vi besluttet os for, at vi ville indtage Bondi Beach. Vi hoppede derfor paa bussen, og var klar til en dag med sol, strand og madpakker. Desvaerre begyndte det at regne rimelig meget da vi naaede frem til Bondi, men vi syntes ikke at saadan en gang smaadrypperi skulle stoppe vores store planer. Vi var stortset de eneste paa stranden, og med stor optimisme kastede vi os ud i havet. Det varede dog ikke saerlig laenge foer vi blev opsoegt af en af de beroemte Bondi-livreddere, som fortalte os at vi ikke maatte bade der hvor vi var, men at vi skulle bade mellem flagene. "welcome to Australia girls" var hans afskedshilse, og vi foelte os virkelig som et par meget dumme turister. Efter ca. 20 min. afblaeste vi operation Bondi, da vejret virkelig var daarligt, og folk flygtede vaek fra stranden. Vi fik dog taget revanche et par dage senere, hvor vi vendte tilbage til Bondi og havde en hel fantatsisk dag med massere af sol og varme. Vi brugte ogsaa en dag paa at gaa en lang tur igennem Hyde Park, Botanisk have og Darling Habour. Det var en virkelig dejlig tur i hoej solskin, og vi blev lidt (mere) forelsket i Sydney, som genrelt er utrolig ren og flot. Vi begyndte dog ogsaa at se frem til vores forstaaende surfcamp, som vi skulle begynde paa om mandagen. Vi fejrede vores sidste aften i Sydney med en sushi-date, og gik saa ellers i seng med kriller i maven og boelger i hovedet.

Vores Surfcamp varede 5 dage. Vi var 31 i vores gruppe, saa det var en ordentlig flok, men det oedelagde paa ingen maade den samlede oplevelse. Vi tilbragte foerste 2 1/2 dage et sted ved navn Crescents Head. Det var mildest talt et paradis. Vi boede ude i ingenting, med en kaempe strand helt for os selv. Dagene boed paa 2 surflektioner af 2 timer, god mad og hygge med de andre surfere. Vi blev gradvist bedre og bedre til det, og lige pludselig var det slet ikke saa svaert at fange en boelge og komme op af staa. Det svaere var saa at blive staaende mere end et par sekunder. Men vi var begge to helt fjollede med det, selvom vi havde ekstrem oemme arme det meste af tiden. aftenerne blev brugt paa baalfester ude i en lille skov, og generelt havde vi det bare vildt fedt. Onsdag middag koerte vi op til vores nye "camp" - nemlig spot X. Her var der mange flere mennesker, men det gjorde bare at der var endnu mere gang i festerne. Selve surfen var ikke helt lige saa god, som den var i Crescents Head, men vi havde stadig "heaps of fun", og fik gradvist mere og mere styr paa det. Om Fredagen blev vi koert til Byron Bay, hvor vores surfcamp officielt stoppede. Det foeltes dog ikke saadan, da de fleste fra vores camp boede paa det samme hostel som os. Vi tilbragte derfor rigtig meget tid sammen med dem i Byron Bay. Vi tog blandt andet alle sammen paa en tur til en lille by ved navn Nimbin. Nimbin er Australiens svar paa Christiania, og det var virkelig sjovt at gaa rundt i byen, og opleve den alternative livsstil. Vi tilbragte et par timer i byen, og koerte saa ud og fik BBQ i en nationalpark. Vi sluttede dagen af med at bade i vandfald, saa vi havde en perfekt sidste dag med vores surf gruppe. De fleste fra surfskolen ville blive i Byron Bay, men vi synes at det var paa tide at begynde vores tur nordpaa, da vi ikke har saa lang tid i Australien. Vi tog derfor en bus til Rainbow Beach, hvorfra vi skulle paa en tre dages jeeptur paa Fraser Island - verdens stoerste sandoe. Vi tilbragte dog foerst et par dage i Rainbow Beach som er en meget lille by, hvor der egentlig ikke sker noget som helst. Men det var praecis hvad vi havde brug for efter en haard uge med surfcamp og Byron Bay paa programmet.

Vi havde valgt en jeeptur, hvor vi selv skulle koere rundt paa oen. Vi var fire jeeps afsted med 8 personer i hver. Vi havde en helt fantastisk bil med 2 svenske piger og 4 englaendere, og det var for fuld musik, sang og dans naar vi koerte rundt paa de brede sandstrande paa oen. Desvaerre maatte vi ikke koere, da man skal vaere over 21 foer man maa koere paa Fraser, saa vi bidrog i stedet for med ekstra god dansk stemning. Vi var rundt og se nogle helt fantastiske steder som Lake McKensie, Indian Head, Eli Creek osv. Det var vildt fantatsisk, og vi fik badet nogle helt spektakulaere steder. Aftenerne tilbragte vi med camping paa stranden. Maaden blev lavet paa et lille gasblus i moerket, og det kunne godt vaere lidt af en udfordring at minimere indholdet af sand i maden, men det var rigtig sjovt. Og vi fik ogsaa holdt nogle gode fester de 2 aftener, med goon, limbo og dingoer der lurede inde i buskene. Dingoer er en slags vilde hunde som der er en stor bestand af paa Fraser Island, og der var der ogsaa flere der havde besoeg af dem i deres telte. Heldigvis havde vi set en meget informativ video inden vi tog paa afsted, saa alle i gruppen, var godt klar over at det var vigtig at daekke sine brystvaarter og gaa baglaends hvis man skulle stoede paa en af de meget "farlige" baester. Alt i alt var Fraser en helt fantastisk tur, hvor vi moedte soede menensker og havde "heaps of fun" som de siger her i Australien.

Dagen efter vores Fraser tur gik turen til Agnes Water (hvor vi saa skulle ende igen). Vi tjekkede ind paa et hostel ved navn Cool Bananas hvor der var virkelig god stemning og enormt hyggeligt. Byen er som sagt meget lille, saa det var et perfekt sted at hvile ud efter en "haard" Fraser tur. Vi gik nogle smukke ture, saa (naesten) solnedgang og tog paa kajaktur. Kajakturen var en virkelig fin tur, hvor vi endnu engang maatte konstatere at konkurrencegenet stadig er intakt hos os. Vi gik maaske lidt for meget op i at ligge foran de andre, men det var ogsaa mest fordi at vi havde selskab paa turen, af nogle gode venner fra Fraser turen. Sjovt var det i hvertfald, og dybt inde i vores hjerter foelte vi, at vi havde vundet det ikke eksisterende kaploeb. Ud over en smule motion til mormor armene, boed turen ogsaa paa en fantatsisk strand, en ansigstbehandling og et glas kold goon til solnedgangen. En rigtig god dag faktisk.

Efter et par dage med ren og skaer afslapning synes vi det var paa tide at forlade kysten, og tage en smule ind i landet. Vi tog derfor bussen til Krombit Cattle station, ca. 2 timer inde i landet. Vi endte med at tilbringe to dage der, hvor vi i den grad fik udlevet vores indre cowboy. Vi drev geder paa hest, kastede med laso, havde gede rodeo, red paa elektrisk tyr og laerte at svinge en pisk med saft og kraft. Vi fik ogsaa en mindre hjernebloedning og besluttede os for at loebe en tur i den Australske outback. Det var foerste gang vi lavede noget "rigtig" aktivt i 2 1/2 maaned, men vi var begge enige om at vi allerede saa dobbelt saa muskuloese ud, efter vores svedetur paa 20 minutter. Saa det maa i lige ligge maerke til paa de naeste billeder vi faar oploadet. Vi noed begge to at tilbringe de 2 dage vaek fra kysten og de store bagpacker magneter, saa det var med fornyet energi at vi hoppede paa bussen til Airlie Beach - ca. 800 km nordpaa. Det skulle dog ikke god saa nemt. Da ci kom til en by ved navn Rockhampton hvor vi skulle skifte bus, fik vi at vide at busserne ikke kunne koere laengere nordpaa paa grund af oversvoemmelser. Vi havde derfor muligheden mellem at blive i Rockhampton (som kun er kendt for rodeo og en usaedvanlig stor bestand af koer) i op til tre dage, eller tage tilbage til Agnes Water og afvente situationen. Vi valgte saa det sidste, og nu er vi ved at vaere tilbage hvor vi startede.

Men fordi jeg har vaeret lidt af et snoevel til at skrive den her blog er vi nu noget laengere frem i programmet. Vi tilbragte 3 naetter i Agnes Water, foer det lykkedes os at booke en bus op til Airlie Beach. Vi var derfor mere end klar til at komme op til Cairns, hvor vi gerne ville tilbringe saa lang tid som muligt, inden vi d. 7 skulle med fly tilbage til Brisbane. Men igen skulle vi ende i Rockhampton ! Denne gang var det fordi at busselskabet havde lavet en fejl, og ikke havde registreret vores rejse fra Rockhampton til Airlie Beach. Vi blev derfor smidt af bussen, og fik at vide at vi kunne proeve at komme paa bussen naeste dag. Det var bare ikke sikkert at vi kunne komme paa, da alle havde vaeret strandet ligesom os, og der var derfor stor interesse for at kommme vaek fra Rockhampton og omegn. Vi blev enige om at vi simpelthen ikke ville tilbringe saa meget som en nat i Rockhamton. Vi ville nordpaa og det kunne kun gaa for langsomt. Vi blev derfor enige om at vi ville proeve at blaffe de ca. 700 km til Airlie Beach. Og det lykkedes med stor succes. Det tog os 7 timer, 3 lift og en masse small talk. Men det var en rigtig stor oplevelse for os, og vi koerte med en masse soede og interresante mennesker. Stolte af os selv, var vi fremme i Airlie Beach ved en 8-tiden om aftenen. Vi havde booket en bus til Cairns naeste morgen, og vi ville vaere fremme om aftenen. Desvaerre valgte vi saa at sove over os dagen efter, saa paa trods af alle vores anstrengelser, naaede vi ikke frem til Cairns paa det planlagte tidspunkt. Vi tilbragte derimod vores 3 maaneders dag i Airlie Beach med en lang gaatur i regn vejr, film, nachoes og en oel paa en af byens barer - ikke en daarlig erstatning for 11 timers bustur, men stadig en dum en af slagsen.

Naeste morgen havde vi sat alle vores alarmer til, og vi kom da ogsaa op og fangede bussen til Cairns. Vi kom dertil om aftenen,. og tjekkede ind paa et virkelig billigt hostel. Senere paa aften tog vi over paa et andet hostel hvor vi moedtes med en 10 stykker fra vores Fraser tur. Det var super hyggeligt at se dem igen, og vi havde en rigtig god aften, som ogsaa blev en meget sen en af slagsen. Vi var derfor et par traette piger der stod tidligt op dagen efter, for at tage paa tur til regnskoven omkring Cairns. Vi var koerte rundt i nationalparken og saa bl.a. et 500 aar gammelt figentrae, som var vildt imponerende. Turen boed ogsaa paa gaatur ignnem skoven hvor vi fik fortalt om de forskellige planter og dyr i skoven. Vi saa et kaempe vulkanisk krater, og badede i Mila mila vandfaldet, hvor vi kunne svoemme ind bagved selve vandfaldet. Det var en virkelig smuk og god tur, selvom det regnede og var koldt. Men det er jo heldigvis ikke noget, som stopper et par vikinger som os. Paa grund oversvoemmelserne og vores dumhed i Airlie Beach havde vi kun 2 hele dage i Cairns. Den foerste brugte vi som sagt i regnskoven, og i gaar var vi en tur i botanisk have og paa natmarked. Det var derfor ikke meget vi naaede at se af Cairns, men vi kunne nu stadig rigtig godt lide byen.

I morges var vi oppe kl. 3 for at naa vores fly til Brisbane. Vi har nu tre dage i Brisbane, inden vi saetter kursen mod Thailand. Selvom Australien har vaeret fantastisk, saa er vi ved at vaere klar til at smutte til Asien. Vi glaeder os til en god gang kultur, mad og billige oplevelser. Men foerst har vi lige et par dage til at sige farvel til Aussie og vores goon.

I horer fra os snart :)