Indien. Store, kaotiske og varme Indien. Vi landede i New Delhi for en lille uge siden og maatte hurtigt indse, at det bliver en helt anderledes maade at rejse paa her. Ingen hostels, ingen oel, intet koed, daarlige maver, 42 grader og urimeligt meget opmaerksomhed. En stor omstilling men nok ogsaa tiltraengt. Nu er det kun os to overladt til dette overvaeldende land - og vi er vilde med det!

Turen hertil gik ganske fint. Vi besluttede os for at spare 15 kroner paa overnatningen i Bangkok og tjekkede derfor ud af vores guest house og indrettede os behageligt for natten paa en baenk i lufthavnen. Det viste sig at vaere en heldig beslutning. Vores rejseplan var nemlig ikke blevet opdateret, og flyet viste sig at vaere rykket to timer frem. Vores pick-up i New Delhi var heller ikke informeret om denne lille detalje, saa vi ledte forgaeves efter vores navne paa de mange ivrige taxachauffoerers skilte, da vi traette landede i lufthavnen. Inden laenge troppede vores lift dog op og vi noed endnu en taxatur i stilhed overvaeldede over alle de nye indtryk og omgivelser, der passerede forbi. Vi blev ledt til vores fine airconvaerelse og kom i loebet af de naeste par dage til at saette utrolig meget pris paa denne geniale opfindelse. Vi klarede os egentlig rimelig fint i de 42 grader, der ramte os, naar vi bevaegede os udenfor, men det var stadig uvurdeligt at kunne traekke sig tilbage fra larm og kaos i en noget meget menneskelig temperatur. Dagene i Delhi gik med afklimatisering, tur paa postkontoret, sight seeing og paa at fordoeje de mange mange indtryk. Selv en simpel tur paa postkontoret viste sig at vaere en stoerre oplevelse. Efter at blive dirigeret ud og ind og frem og tilbage gik det op for personalet, at de lukkede om 15 minutter og nok hellere maatte til at hjaelpe os, hvis de ville have fri til tiden - og det ville de. Vi fik derfor syet vores pakke sammen og maatte paent stille os op i koeen for "kvinder og fysisk handikappede".

Inden vi kom hertil havde vi hoert mange gode ting om det indiske jernbanesystem og forsoegte optimistiske at faa billetter videre. Selvom det er absolut lavsaeson for udenlandske turister er de lokale helt tossede med at rejse nu, saa alle tog var fuldt bookede. Fast besluttede paa at komme ud af Delhi troppede vi alligevel op paa togstationen og forsoegte at komme med toget. Det viste sig, at man endnu kunne faa billetter til Monkey Class, og dem snuppede vi straks og drog afsted mod Jaipur. I starten blev vi smidt fra vogn til vogn, kunne ikke finde nogen pladser og foelte os temmelig opgivne. Som sendt fra himlen blev vi dog reddet af en meget hjaelpsom ung mand, saa vi havde siddepladser paa resten af den 7 timer lange rejse. Vi endte med at blive en del af sammenholdet i denne hyggelige omend overbefolkede kupe og spiste deres hjemmelavede snacks, laerte dem at loese rubic's cubes og blev tvunget til at tale ubehjaelpsomt hindi. Paa trods af en noget besvaerlig start endte vi altsaa med at have en ganske glimrende oplevelse paa vores foerste togrejse igennem Indien.

De seneste par dage har vi tilbragt i Jaipur. Jeg (Katrine) har vaeret temmelig daarlig, men efter at have kastet op paa gaden, opgraderet fra fane- til airconvaerelse og levet af cola i et par dage, staar det noget bedre til. Vi har egentlig begge vaeret lidt sloeje, men har efterhaanden vaennet os til varmen og fremmede bakterier, saa vi er ved at vaere klar igen. Vigtigst af alt er vores appetit ved at vaere tilbage. Vi har slet ikke kunne kende os selv, naar vi ikke har haft lyst til at spise. Vi brugte altsaa tiden i Jaipur paa at samle kraefter, men kom ogsaa paa den helt store rundtur i byen med en venlig richshawchauffoer. Det foerte op i et ganske smalt taarn med udsigt over hele byen, til en mystisk guru, der gav os gode raad, taet paa badende aber og flere andre spaendende steder. Jaipur var en spaendende by at besoege. Stadig stor men ikke naer saa kaotisk, som vi oplevede New Delhi.

Nu er vi ankommet til Sawai Madhopur, hvor vi havde store planer om tigersafari i den naerliggende nationalpark. Det viser sig dog, at vi har ramt det ene tidspunkt paa aaret, hvor parken er lukket pga. tigeroptaelling. Vi forsoegte at vende situationen til noget positivt og forsoegte straks at melde os som frivillige til dette projekt. Desvaerre har udlaendinge ikke lov til at deltage og der kunne bestemt ikke goeres nogen undtagelser. End ikke for to smilende og velmenende danske piger. I stedet vil vi bruge dagen paa at tage til det fort, der ligger i umiddelbar naerhed at parken. Hvis vi er heldige skulle vi kunne spotte noget dyreliv paa vejen og ellers vil vi bare nyde solnedgangen derfra. I morgen gaar turen mod Agra, hvor maegtige Taj Mahal venter. Vi glaeder os til at se, hvad de naeste par uger bringer. Det lader i hvert fald til at der venter store oplevelser hvert oejeblik. Bare ved at gaa en tur paa gaden er vi omringet af kameler, aber, hellige koeer, grise, geder, overlaessede busser, dyttende koeretoejer og paatraengende indere. Det lader dog til, at forbloeffelsen gaar begge veje og vi maa hele tiden vaere forberedt paa at smile til kameraet, naar vores blonde haar og blege hud skal foreviges paa diverse indiske mobiltelefoner.