Profile
Blog
Photos
Videos
Laos, behold the magnificent land of... Ja, hvad egentlig? Vi havde ikke sat os ind i det, før vi satte os ind i bussen, så det var svært at vide, hvad der ventede forude. At Laos er uendeligt meget fattigere end Vietnam, var det første, der slog os. Det strømmede ind gennem vinduerne som en tsunami. Til gengæld frådser de med måltiderne, som vi fandt ud af, da vi spiste frokost lidt efter at have passeret grænsen. Kæmpemæssige portioner, hvis man sammenligner med de steder, vi ellers har været. Og så ikke mere. Minutter blev til timer, dag til aften og den almene krampe, man får på de her strækninger, blev til en trussel om liggesår, koldbrand og snarlig amputering. Øjeblikket inden kabinen begyndte at dufte af brændte mandler, slog dørene op, og vi havde nået vores mål. Savannakhet, Laos' næststørste by. Hvilket vi først fandt ud af senere, og da vi koblede den oplysning sammen med vores oplevelse af byen, tabte vi både næse og mund.
På trods af sin status er Savannakhet så lille, at man kan krydse den med tuk tuk for omkring to en halv dollar. Det hænger selvfølgelig dårligt sammen med de seks dollar, som vi endte med at betale fra busstationen og ned til vores hostel, men det sker, når de to, man deler tuk tuken med, enten ikke betaler eller betaler for lidt. Når chaufføren samtidig har som sit fornemmeste mål at tage røven på sine kunder, har man en situation, der bedst kan kaldes øretæveindbydende. Så vidt kom det dog ikke. De eneste fysiske skader den aften opstod, da jeg gled, så lang jeg var, på den våde asfalt. Ida så det ikke, men lo ikke desto mindre. Jeg rejste mig uden værdighed og betalte chaufføren. Turen skrev vi ind i regnskabet under røvbol.
Selv om vi fra starten af ikke rigtigt vidste, hvad denne del af landet bød på, var det ikke svært at finde ud af, hvad vi skulle lave i Savannahkhet. Den bød nemlig kun på en ting; et dinosaurusmuseum.
Jeg elsker dinosauruser, og når videnskaben er moden, skal jeg have mindst to af hver. I mellemtiden må jeg holde mig til muséer, og det her blev i guidebogen beskrevet som værende entusiastisk. Som så mange gange før holdt guidebogen ikke, hvad den lovede. Normalt holder den sig til lovprisninger af maden (alle lande er på en eller anden måde verdens kulinariske hovedstad) eller lige lovlig lovprisende beskrivelser af endnu et generisk tempel, men her var den lodret forkert. To rum, en ottendedel skelet og en små tyve løse knogler var der i udstillingen. Hvilke dinosauruser fandt vi aldrig ud af, da alt stod på enten laotisk eller fransk. En model af en tyranosaurus, bygget og doneret af John fra Australien, var dog til at genkende.
Vi var egentlig ved at gå, spruttende af grin over en situation, det ikke skulle bruge en detektiv at finde komisk, da en kustode kom ud og trak os ind i et baglokale. Her toppede turen, da jeg fik lov til at holde en vaskeægte, fem kilo tung, forstenet knogle fra en eller anden ukendt, frygtelig øgle. Den var aldrig gået på et hvilket som helst andet museum. En montre med en hjemmelavet illustration af en dinusaurus gjorde også sit til, at turen ikke havde været helt forgæves.
- comments