Profile
Blog
Photos
Videos
Vietnam kom, og Vietnam gik. Endelig kan vi sige "back in Nam", når vi skal referere til noget virkelig hårdt i vores liv, kontra hvad folk derhjemme måtte brokke sig over. Lidt ligesom ens forældres ubegribeligt lange cykelture i skole, dengang de var unge. Jeg har regnet ud, at med de umenneskelige kilometer, min mor skulle tilbagelægge for at kunne studere latin i første real, så har hun gået i skole i Toscana. Men hun har ikke været i Vietnam.
Det er selvfølgelig givet, at vores ophold i Vietnam ikke var lige så hårdt, som det ville have været under krigen. Så måske holder vores udtryk ikke helt. Men så igen. Jeg er sikker på, at enhver soldat ville have byttet endnu en af vores lidet gennemtænkte ture i natbus for en tur i skyttegravene. Vi lærer det aldrig.
Planen var ellers at tage en fire dages rejse fra Vietnam til Luang Prabang, en tur der på nettet er fyldt med anekdoter om folk, der kaster lun ris op i poser, og folk der er nødt til at hoppe ud af vinduet for at komme ud af bussen. Men nettet opdateres ikke så hurtigt som den virkelige verden, så da vi fandt ud af, at man kunne komme direkte med natbus, så gjorde vi det.
Natbussen var til tider så ualmindeligt livstrodsende, at vi endte med at rulle rundt af grin nede bagi, fordi det var så åndssvagt det hele. Jeg fik lussinger på knæene af chaufføren for at tisse i bare tæer. Og bræk kom der sågar også senere, men heldigvis ikke i vores ende af bussen.
Der kom til gengæld et britisk par, der venligt udlånte en maske til Ida, så hun kunne se fjollet ud og trække vejret for al det støv, der hvirvlede ind af vinduet på vores minibus. Og imens pigerne sad og hev efter vejret, kunne drengene diskutere fodbold.
Så nu er vi ude af Vietnam, og det betyder, at vi er inde i Laos. Luang Prabang skulle ifølge vores guidebog være et af de steder, hvor man konstant hiver kameraet frem. Så smukt er der. Man er bare nødt til at forlade sit værelse for at få det fulde udbytte, hvilket vi ikke rigtigt gjorde de første par dage. Busturen måtte have gjort noget ved os, for ladheden var til at føle på, og da vi inden for det første halvandet døgn forsigtigt vovede os ud, var der en israelsk fyr, der ved et uheld gik ind i den. Ingen kom dog noget til. Og så fandt vi den hellige gral.
Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har dem derhjemme, og som stand alone snack er jeg ikke engang nødvendigvis synderligt begejstret for dem. Som fyld er de til gengæld uovertrufne, hvilket vi erfarede i Hoi An, hvor de var del af en særdeles velsmagende ostekage. Men det er som shake, de virkelig kommer til sin ret; Oreos.
For satan, det er så blændende genialt, at man kunne blive milliardær af at indføre idéen derhjemme. Det er som små dråber af jesu sæd, der nænsomt bliver ledt ind i dit livs æggeblommer og fylder dig med lykke. At drikke en Oreo-shake er en orgasmisk, livsændrende oplevelse, på linie med ens studentergilde eller dagen man flytter hjemmefra. Og desværre ganske uopnåeligt derhjemme. Skam dig, DK!
Ellers bød Luang Prabang på endnu en opgave for ScandAsia, og vi brugte en dag på at traske gennem landskaberne med firmaets sikkert bedste guide. Vi oplevede i hvert fald, at manageren for turarrangøren var meget intimideret af vores presseakkreditteringer, og havde lidt følelsen af, at alle sejl var sat til for at give os en god oplevelse. En god oplevelse, der desværre midtvejs inde blev skæmmet af, at jeg havde fået en grim maveforgifting, der senere skulle vise sig at vare i fem dage og kræve en antibiotikakur, og jeg måtte forette mine sager sammen med bjørnene. Ikke de rigtige bjørne, som vi senere passerede, og som var i bur. Du godeste, så var jeg jo blevet slået ihjel. Men i overført betydning.
Højdepunktet på turen var til gengæld hverken den grotte, vi så, eller mig i skovbunden. Det var derimod et 150 meter højt vandfald med det blåeste vand, man kunne bade i, fyldt med en masse små fisk der nappede død hud af vores tæer. Den pool, det endte i, var så smuk, at den uden tvivl fortjente en plads på en liste over verdens smukkeste naturlige pools. Og ganske rigtigt, vi fandt den senere på en sådan liste. For en gangs skyld var the world wide web foran.
Vi tog afsted efter at have brugt ukarakteristisk mange dage i den samme lokation. Men så havde vi også tappet alt det vi kunne af det dejlige marked og drukket så mange oreo-shakes, at jeg sprang en trommehinde. Næsten.
- comments