Profile
Blog
Photos
Videos
Vi kan hurtigt blive enige om, at vi ikke har været særlig gode til at få opdateret vores blog, men det skal vi nok få rettet op på fremover. Vi har forladt et fantastisk land fyldt med kontraster, som vi med tiden lærte at værdsætte. Det tog nemlig lige et par dage at vænne sig til Cuba, nok både fordi vi lige havde taget afsked med familie, kæreste og venner men ogsaa fordi vi ankom til et meget mørkt og stille hotel.
Dette uærlige førstehåndsindtryk viste sig hurtigt at ændres, for nok er Cuba primitivt (i den vestlige verdens optik), men der oser til gengæld af positivitet udtrykt i deres enorme passion for salsadans og musik, rom og cigarer. Deres nationale stolthed kommer hurtigt til udtryk i en kort snak på gaden såvel som længere samtaler med vores casa-owners (mere om disse senere), men også overalt i gadebilledet, hvor vægge dekoreres med ordene "Socialismo", "Revolucion", "Cuba libre" osv. Cubanerne er et utroligt imødekommende og hjælpsomt folk, og man kommer bedst ind paa livet af dem ved at indlogere sig i et såkaldt casa particulares, som er private hjem med et gæsteværelse kun beregnet til udlejning til turister. Denne måde at bo på er helt igennem fantastisk. Man har totalt privatliv samtidig med, at man bliver vartet op i hoved og numse og stadig færdes i familiens hverdagsliv. Det er som om at musikken, salsaen, rommen og cigarerne ikke har levnet plads til nogen større gastronomisk udfoldelse i den cubanske kultur, dog er den bedste mad stadig at finde i de forskellige casa particulares, hvor der hver aften serveres stor buffet ud fra gæstens ønsker om hovedindgrediens (kylling, hummer, svin el. rejer) serveret med en masse nationale sidedishes f.eks. stegte bananer og udefinerbare grøntsager (nam nam). Restauranterne er ikke noget at råbe hurra for, da de er statsejede og ingen konkurrence motiverer derfor til kvalitet. Køer er f.eks. også statsejede og casa-owners har derfor ikke mulighed for at tilbyde oksekød i hjemmet. Det er åbenlyst, at cubanerne er begrænsede, og desværre er turisme den største indtægtskilde i landet - det mærkes! De er afhængige af, at vi bor hos dem og giver tips for alt muligt underligt. Et rigtig godt eksempel herpå er fra, da vi var på en ridetur i Trinidad, hvor den unge fyr, vi var på hesteryg med, egentlig var uddannet læge, men som læge tjente han kun 150 kr. om måneden. Til sammenligning gav vi for vores ridetur ca. 50 kr pr. person, og da vi også havde to hollandske piger med gav dagens arbejde på 4 timer ham ca. 200 kr. - forskruet system! Det dobbelte valutasystem skaber også stor uligevægt i samfundet. Cubanerne bruger en national møntfod, som er 20 gange mindre værd end den møntfod (CUC) vi turister gør brug af. CUCs bruger cubanerne også til at købe bestemte varer for, og det er ikke sådan, at det er svært for dem at få fat i, men i og med at de er så meget mere værd, er de selvfølgelig eftertragtelsesværdige. Politik er svært at diskutere med dem. Sætter man f.eks. spørgsmålstegn ved deres udrejseforbud (dette chokerede os), så ved de ikke helt hvorfor det egentlig forholder sig sådan - jeps, de må ikke forlade landet eller besøge de omkringliggende cubanske øer med mindre, at de gifter sig ud af landet eller inviteres på ferie af en ven i udlandet. Dog får de færreste nogensinde sparret op til en flybillet ud af Cuba. På vores rejse rundt i landet gjorde vi os også den erfaring, at f.eks. tobaksplantager skal sælge 90% af deres høst videre til staten, og så må de så selv beholde de 10 % og sælge til lokale og turister. Alle disse begrænsninger forekommer for os som snærrende bånd, men cubanerne synes trods alt dette at være et meget tilfreds og lykkeligt folkefærd.
Tager vi det hele fra en ende, ankom vi tirsdag aften til en meget nedslidt og mørk ankomsthal i den cubanske lufthavn. Det hele var meget let, for der stod en af Kilroys samarbejdspartnere og tog imod os, så det eneste vi skulle var bare at hoppe ind i en taxa og blive kørt til det hotel, vi havde bestilt to overnatninger på. Dagen efter havde vi i vores visumpakke en inkluderet rundvisning (lyder meget turistet), men i og med at det kun var os og en engelsktalende guide, var det faktisk meget fint i en helt ny og stor cubansk hovedstad. Nogle af vores bedste spots den dag var helt sikkert den gamle bydel, hvor vi besøgte Havana Club museet (hvor der var mulighed for at købe en liter rom for 30 kr), cigarforretning, mojitos på taget af et hotel med udsigt over hele byen samt en hyggelig cykeltaxatur rundt i byen. Vi fik aabenbart hurtigt nok af Havanas hektiske byliv og besluttede os for at tage mod Vinales - en lille, smuk landsby omringet af en af UNESCO´s World Heritage Sites. Vores første møde med den offentlige tranport var ikke helt heldig. Den bus vi skulle have været med dukkede aldrig op, da vi fandt den næste var den fuld, og da vi saa fik forhandlet en god pris med en statsejet taxachauffør blev vi, måske en anelse naivt, snydt. Fra starten af havde vi aftalt en pris på 19 CUC = ca. 100 kr., men da vi ankom til Vinales efter 2½ times kørsel påstår chaufføren hårdnakket, at vi aftalte 90 (det lyder jo meget ens på engelsk) ca. 500 kr. Da han kun talte spansk udover hans evne til at tælle på engelsk, kom der en mellemmand (kvinde) som blev mægler mellem os. Hele situationen endte med, at vi enten skulle med på politistationen eller betale, så vi gav ham 70 CUC og gik i arrigskab. Udover denne lidt trælse start var Vinales fantastisk. Vi fandt et virkelig godt casa med en utrolig sød og hjælpsom casa-familie. Vi besøgte to grotter: den ene 15 km lang, gik turer i det flotte landskab, dasede på Cayo Juitas (en strand en times kørsel fra Vinales) og blaffede langs landevejen. Her havde vi den hyggeligste oplevelse, hvor vi fik et lift af en tandløs, beskidt farmerdreng. Han kørte med sin hest bundet for en hjemmelavet vogn, hvor der bagest i vognen lå nogle udefinerbare fugter, som han kørte og solgte langs landevejen. Som tak for liftet stoppede vi hos hans fars farm og købte en vandmelon og et par af de tingester han havde i vognen (rundt regnet 5 kr. for den tur)! Om aftenen var der musik og salsa på det lokale torv, hvor der selvfølgelig blev nydt lokale øl og udvekslet lidt erfaringer med andre rejsende. Efter 4 dejlige dage i Vinales, var det tid til at tage videre, og vi besluttede os for at tage til Trinidad, som skulle være en af de smukkeste byer i Cuba. Og det er virkelig også en fin lille by med farverige huse, buede gader belagt med brosten og konstant syrende cubansk musik. Det sjove ved Trinidad er, at det føles som at rejse flere årtier tilbage i tiden: handel foregår ud af private hjems vinduer, det tager 10 min. at åbne en side på nettet, og effektivivtet er generelt ikke et eksisterende ord. Efter en lille uge i Cuba forekommer dette blot charmerende og normalt, ingen har travlt og alle har tid til dig. Som tidligere nævnt var vi en tur på hesteryg i et idyllisk område kaldet Valle de Los Ingenios. På denne tur besøgte vi en sukkerplantage, red forbi en ferskvandssø og badede i den og til sidst red vi op til et vandfald, hvor vi tøjlede hestene og badede i den naturlige 'pool' i bjergene - mega lækkert! De to holandske piger, som vi var ude at ride med, boede hos en helt fantastisk casa-papa, Javier, og det lød simpelthen så fint, at vi belsuttede os for at flytte til dette casa. Vi fik et rigtig fint værelse og spiste lækker paella med pigerne og et virkelig sødt australsk par om aftenen. Javier har kontakter på det sorte marked, så han havde en masse cigarer. Dette endte med et lærerigt foredrag om de forskellige cigartyper. Vi faldt rigtig godt til i Trinidad og besluttede os for at gøre dette til vores base og tage på turer derfra. Vi var på vandretur i nationalparken Tropes de collantes, også et UNESCO-fredet område, flot men en anelse turistet, så det bedste ved denne tur var faktisk de søde mennekser, der var med på turen, og som vi var ude at drikke et par øl med til en rumbakoncert om aftenen. De resterende dage blev til afslapning i byen og på stranden i selvskab med vores nye bekendtskaber.
Vedado-området i Havana kaldte på os efter 5 dage i Trinidad, og Javier havde sørget for et fint Casa til os der. Det var som om Havana tog sig meget bedre ud denne gang. Vi fik set nogle af de ting, vi ikke havde overskud til sidst, som f.eks. Plaza de la Revolucion, Museo de la Revolucion, Necropolis Cristobal Colon, som er en 5 km lang monomentkirkegård, hvor betydningsfulde personligheder er begravet lige fra politikere, kunstnere og ubetydelige mennesker (dog med en eller anden mytisk histore tilknyttet). Den store isbar Coppelia var også et besøg værd - meget autentisk - vrimlende med cubanere overalt. Vi fandt til vores overraskelse en lækker restaurant og nød vores sidste måltid i Cuba herpå. Mandag morgen kl. 7.00 var det hastala vista Cuba og hola Mexico.
Ps. Mødre og bekymrede sjæle. Der er ingen fare på færde. Alle er så søde og hjælpsomme, og vi har på intet tidspunkt følt os utrygge.
Pps. Undskyld for denne utrolig lange opsamling! Mexico skal nok blive mere kortfattet!
- comments
Camilla Nøøøøj! Hvor er jeg misundelig! Det lyder fantastisk piger! :) Skynd Jer at skrive mere...! :) Kys fra regnfulde DK
Ingelise Det lyder jo helt fantastisk dejligt :) ,men som mor er man nok altid lidt bekymrede. Jeg glæder mig til at høre mere. kys og kram :)
Mor Hej piger! Det er rigtig dejligt, at I fik liv i bloggen. I skal vide, at vi har været inde og kigge flere gange HVER DAG :) for at se, om der var nyt fra jer. Hvor er det dejligt at høre, at I nyder det og allerede har oplevet så meget og mødt mange søde og imødekommende mennesker. Vi glæder os til at følge jer her på bloggen. Knus fra Odense.
Jeanet Rohold Hvor er det dejligt at høre livstegn fra jer, vi har været ret bekymret, men selvfølgelig uden grund : ) Det er virkelig spændende at følge med i jeres Blog, og ja de kulturelle indtryk kan ofte være meget overvældende og sætte vor egen sociale og kulturelle identitet i et helt andet lys. Jeg tænker lige, jeg vil printe jeres indlæg ud til Farmor & Farfar. Knus fra Clausens Allé