Kl. 01.10 tidlig torsdag morgen, begyndte den første flyve tur om Istanbul. Søvn blev der ikke meget af, indtil jeg landet 05.25, jeg havde besluttet jeg vil holde et mindre Pitt stop i Istanbul(så den lange ventetid, på 8 timer, ikke føltes så lang alligevel). Da vi landet følte jeg at jeg var rimelig frisk, men senere kunne jeg godt mærke at man ikke sover på samme måde i et fly.

Jeg fandt metroen, og efter et stykke tid, havde jeg gennemskuet systemet. Hvordan jeg kom i den rigtige retning ind mod Istanbuls centrum og man betale for det. Jeg fandt rimelig hurtigt centrummet, dog bare uden at vide det. Turkerne var selv på vej på arbejde, efter jeg havde gået i mange af sidegaderne fandt jeg et kort over byen, som så viste at jeg havde været på rette vej. Med kortet i hånden fandt jeg Den Blå Moske, jeg var dog så tidligt på den at Moskeen ikke var åben for besøgende endnu. Så for at slå tiden ihjel gik jeg rundt i byen en times tid, hvor jeg fik en hund som følgesvend(vidste ikke hvordan jeg skulle slippe af med den igen). Den fulgte mig nok 3 km, og da jeg var inde for at lande vandet i en park, sat den ligeså pænt og ventet da jeg kom ud. Jeg slap dog af med den, da der pludselige kom to andre hunde og forsvaret deres territorium. Det var rimelige heldig, for begyndt at tænke over, hvordan jeg skulle komme af med den, uden at komme at i fysisk kontakt med den. Men mine alternativ planer kom gud og tak lov ikke i aktion.

Efter at havde gået rundt i byen og fået lidt at spise, gik jeg tilbage Den Blå Moske. Her var nu var proppet til renden med turister og tyrkiske gadesælger. Køen til at komme ind i måske var ugidelige lang, men jeg fandt, dog en anden indgang, hvor køen var en del mindre. Så jeg kom ind i Moskeen, men der var så mange mennesker der inde, at man ikke rigtigt kunne se noget.

Jeg manglede en rigtige stemning, turisterne vandet rundt med guide i store flokke. Jeg følte ikke der var plads til at nyde en ellers meget smukke og gennemførte moske. Jeg tog nogle billeder og vendte næsten tilbage mod lufthavnen.

I lufthavnen fandt jeg en bænk, hvor jeg lå og hvilet de trætte ben og ikke mindst hovedet. Inden der venter en lang flyvetur forude.

Nu sidder jeg i flyet og er spændt på at møde den første ghaneser, Muhammed, som skal vise mig hen til det hotel, hvor jeg skal sove i nat, inden der i morgen venter en 12 timers lang bus tur, hvor jeg skal bruge de næste fem uger.