Profile
Blog
Photos
Videos
La Paz
Langt om længe skulle vi komme til et land, hvor priserne er markant billigere, end i Brasilien. Turen dertil bestod af to stop i hhv. São Paulo og Lima, Peru. Samlet set var vi undervejs i 27 timer med en masse ventetid i Limas lufthavn. Tiden blev dog brugt fornuftigt, og føltes forholdsvis hurtig overstået.
Vi ankom til La Paz om natten og fik indlogeret os på vores hostel, Wild Rover - et hostel der er meget kendt for masser af fester og masser af europæerere. Dagen efter gik vi en tur rundt i byen - først til den centrale plads og derefter til et stort marked, hvor vi købte en masse gaver og ting til os selv. Biker Jørgensen fik bl.a. bestilt en læderjakke, som han kunne hente 2 dage efter. Om aftenen nøjedes vi med et par enkelte drinks, da vi næste morgen skulle af sted til verdens farligste vej, Camino del Muerte.
Vi ankom til toppen af bjerget sammen med en gruppe på 20 personer. Vi blev alle sammen udstyret med en mountainbike og det tilhørende sikkerhedsudstyr, og så skulle vi ellers bare begynde at cykle nedad så hurtigt som muligt. Det første stykke var asfalt, og i følge guiden nåede vi en 80 km/t. Den anden del var noget mere kompliceret - en meget smal og stejl grus/stenvej og intet hegn. Det havde da også tidligere resulteret i dødsfald, da folk var faldet ud over, og vi stødte derfor på flere kors ved kanten af vejen. Vi skulle i den høje hastighed således koncentrere os meget for at holde os på vejen - men det var absolut én af de fedeste oplevelser, vi har haft. Og ved foden af bjerget var vi da også begge klar på en tur mere fra toppen. Vi var hjemme på vores hostel ved 22-tiden, da vi tog ud og spiste med to tyskere, vi mødte på turen. En meget fin og god restaurant - og en regning på 40 kr. for både mad og øl. Da vi kom tilbage til Wild Rover fik Mathias endelig søgt studie, og så gik vi ellers direkte i baren. Her fik vi spillet lidt pool og drukket lidt rom/cola, og så vi ellers videre til en bar, der hedder Road 64 sammen med nogle stykker fra vores hostel.
Efter en lang nat måtte vi trods alt tidligt op, da vi skulle videre til Potosí. Inden bussen fik vi dog både hentet Mathias' jakke, oplevet Coca-museet og set Man U-Real Madrid på vores hostel - hvor der i øvrigt tydeligvis var klart flere englændere end spaniere.
Vi ankom til verdens højestbeliggende by, Potosí, kl. 6 om morgenen. Vi fik straks fundet en taxa, men vi havde et lille problem - der var intet internet, og vi kunne hverken huske adresse eller navnet på vores hostel. Michael kunne dog huske, at der i beskrivelsen stod, at det havde en gul facade og lå 100 meter fra den centrale plads. Så efter en let morgensightseeing fik vi endelig fundet det rigtige sted. Her havde vi flottet os og bestilt et privat værelse til 10 kr mere, og her tilbragte vi det meste af den følgende dag - kun afbrudt af et kig rundt i byen og en tur på restaurant. Det skal dog nævnes, at det var her, at Kristensen fik øjnene op for det både velsmagende men især billige brød, der blev solgt på gaden i alle bolivianske byer. Man kunne få 5 boller for 2 kr, og dette agerede derfor ofte både middags- og aftensmad for den flotte unge mand.
Dagen efter skulle vi så en tur i en sølvmine - her tog vi af sted i en gruppe på 15, og lige inden minen gjorde vi så det første stop. Her skulles der købes gaver til minearbejderne som en tak for, at vi måtte besøge minen. Den stod på handsker, sodavand, dynamit og ikke mindst 95% alkohol. Sidstnævnte fik vi da også lige to shots af, inden vi gik ind i minen. De første to timer derinde fik vi set en masse af minen - herunder både sølv og guld. Og så fik vi lov til at prøve at bore og opleve en sprængning. Herefter forlod det meste af gruppen minen, og der var så kun os tilbage sammen med to australiere. Den sidste del her endte det med at vi sad og delte den dejlige 95% alkohol, som vi havde medbragt. Her fik vi samtidig fortalt lidt om livet som minearbejder - bl.a. at man altid døde tidligere end resten af befolkningen, at man typisk var inde i minen i 30 timer ad gangen, og at denne tid altid var uden mad og kun med en masse af de koffeinindeholdende Cocablade. De kunne yderligere berette, at der dagen før havde været nedstyrtning i minen lige der, hvor vi sad og drak. På vejen ud af minen måtte vi begge skubbe en 1 ton-tung vogn med ud. Det skulle gå rigtig hurtigt, og vi var begge helt færdige, inden vi endelig kunne se dagslyset og sætte os i bussen tilbage mod vores hostel. Hertil fortalte vores guide, at de dagligt skubbede 30 af sådanne vogne ud af minen, når de da ikke gravede efter sølv på fulde hammer..
Efter turen i minen blev vi, sammen med 3 Australiere, inviteret ud og drikke et par øl med vores guides. Vi fandt et lokalt sted, hvor priserne var væsentligt billigere end de barer og restauranter, vi tidligere selv havde snuset os frem til. På baren fik vi smagt en Boliviansk ret, kaldet Pique Macho. Retten mindede meget om en svensk pølsemiks, der var dog tilføjet lidt kartofler og æg - ganske lækkert.. I løbet af timerne på baren hørte vi en del minehistorier og fik talt om Bolivias historie. Vores guides havde meget klare holdninger, når det gjaldt økonomi. De mente meget banalt sagt, at folk der tjente mere end dem, var nogle idioter. Under sammenkomsten kom der eksempelvis flere andre Bolivianere over for at snakke med os ( herunder en advokat), som vores guides straks sendte de ellers ukendte bolivianske dræber-blikke. Efter et par hyggelige timer skulle vi til at betale for derefter at tage hjem til vores hostel for at pakke til næstedagens bustur mod Uyuni. Betalingen foregik dog ikke under normal procedure, da de efterhånden godt beduggede guides fastslog, at vi andre skulle stå for betalingen. Efter en kort diskusion tog vi udlændinge regningen på vores kappe og betalte det relativt lille beløb.
Dagen efter tog vi ind i gågaderne, hvor vi købte lidt sølv-smykker, der både pris- og kvalitetsmæssigt var de rene røverkøb. Sølvet omkring Potosi er netop verdenskendt for at have en utrolig høj kvalitet. Efter sølvshoppingen hoppede vi på en bus videre til næste by, Uyuni, med et stort tømmermandssmil på læberne.
Her nåede vi lige en hurtig overnatning, inden vi skulle bruge en dag ude i den berømte saltørken. Vi fulgtes med 5 andre inkl. vores guide, og dagen varede i alt 8 timer. På denne tid nåede vi at se forskellige vandbade, den imponerende saltørken, en hurtig frokost og ikke mindst at tage en masse perspektivbilleder, som der er mulighed for i det hvide landskab.
Inden turen havde vi booket en bustur til Oruru, og her fra skulle vi så tage en bus videre til La Paz. Vi forlod Uyuni kl. 18 efter den lange dag i ørkenen, og vi ankom til La Paz kl. 9 søndag morgen - så brugte vi nemlig hele dagen her på det kæmpe marked, Mercado del Alto, som kun har åbent torsdage og søndage. Vi kunne kun nå at se 2/3 af markedet, men til gengæld fik vi købt en masse ting til de ekstremt lave priser, der er i Bolivia. Kl. 18 kunne vi så sætte os i en bus mod Copacabana, der ligger ved kysten af Verdens højestbeliggende sø, Titicacasøen. Efter 3 timers kørsel kunne vi endelig se frem til vores hotel, herunder en seng og et bad, som vi ikke havde set noget til de sidste 33 timer.
Dette hotel bød så på den klart bedste morgenmad, vi havde fået på turen. Den bestod bl.a. af pandekager, scrambled eggs, frugtsalat, yoghurt, brød og smør - mens alle andre hostels stort set blot har budt på de to sidstnævnte.
Resten af dagen her gik mest med afslapning, hvor vi fik set byen og bestilt en tur til Isla del Sol til dagen efter.
Isla del Sol er en ø midt i Titicacasøen, og vi ankom dertil ved en 11-tiden efter en flot sejltur. Vi fik så at vide, at båden tilbage sejlede kl. 15.30 fra den anden ende af øen - og der lå derfor en lang gåtur foran os i det bjergfyldte landskab. Der var masser af inkabyggerier på øen, og det gjorde selvfølgelig turen endnu flottere. Der var både danskere og svenskere med på turen, og dem fulgtes vi med på de forskellige steder på ruten. Hele turen langs de mange inkastier tog omkring 4 timer, og vi fik begge slået benene væk under os af de mange flotte udsigter, som vores mange tilhørende billeder også vidner om. At vi så begge to var helt udmattede bagefter, det blev vi enige om, skyldtes den tynde bjergluft, og hverken de mange øl eller de ekstra kilo, som vi havde tillagt os på turen.
Men efter en rigtig god dag tog vi så med bussen direkte videre til Peru - først til Puno og så videre til Arequipa. På disse busture oplevede vi ikke så lidt. Ved grænsen mellem Bolivia og Peru foregår overgangen således: man går ud af bussen på den Bolivianske side og får tjekket sine papirer og pas igennem af grænsekontrollen, for derefter at gå til den Peruanske side og få sit turiststempel i passet. Den kære Hr. Kristensen havde dog glemt sine papirer i bussen, da vi skulle tjekkes af grænsekontrollørerne i Bolivia. Vores bus, hvor de gyldne papirer befandt sig, var i mellemtiden kørt til Peru for at vente på at vi turister igen fyldte den op med et nyt stempel i passet. Michael fik dog lov til at løbe bussen op og fik hurtigt indsamlet de nødvendige papirer. Resten af proceduren foregik relativt fejlfrit for de fleste, inklusiv os selv. Desværre endte vi med at måtte efterlade en Hollandsk pige, der manglede det selv samme stykke papir, som Michael heldigvis fandt. Hun fik besked på at tage med en bus til La Paz for at få oprettet et nyt stykke rejsedokument. Ved ankomsten til Puno fik vi bestilt en bus direkte til Arequipa for de sidste Bolivianske Soles, vi var i besiddelse af. Vi fik et par, ikke mindre end utilgivelige pladser, på anden etage af bussen. Den middelaldrende kvinde på sædet foran os havde medbragt sin baby og en dunst af den hidtil skrappeste hvidløg, vores kære næsebore hidtil har måtte stå model til. Men denne stærke lugt skulle ikke være alene om at forgifte bussen, for damens ildelugtende baby skulle da også skiftes lige midt på sit sæde. Den brugte ble ved vi ikke hvor blev af, men hun rejste sig i hvert fald ikke for at dumpe den i nogen som helst skraldespand.. Så der sad vi så, indfanget i atmosfærisk luft, der var forvandlet til en potpourri af lort, bræk og masser af hvidløg. En 8 timers tur, vi for alt i verden godt kunne have undværet.
Da det stinkende køretøj stoppede midt om natten på vores endedestination, sprintede vi ud og fik vores bagage i en vis fart. Herefter tog vi en taxi mod Arequipas centrum og fandt os et hostel til fornuftige penge. Efter den evigt lange bustur, hvor vi knapt havde lukket et øje af frygt for ikke at skulle vågne op igen, besluttede vi os for at sove til langt op ad formiddagen næste dag. Efter lidt tør-boller var blevet indtaget som sen morgenmad, begav vi os mod byens gader for at opsnuse lidt frisk luft. Her fik vi bestilt os en tur til Colga Canyon, der eftersigende skulle være en mini-udgave af Amerikas Gran Canyon. Vi ville blive hentet på vores hostel mellem 2 og 3 samme nat, da en mindre køretur lå forude. Resten af dagen stod derfor i fodboldens navn. Arsenal spillede mod Bayern München, som viste sig at være et ganske fornøjeligt opgør. Da vi nåede aftenen, gik vi rundt i de flotte gader og fandt os til sidst et sted, der skulle fodre vores udtømte maver. Bag os sad et par kvindelige turister på vores alder, og ved slutningen af måltidet var stemningen hektisk. Den ene af pigerne havde fået stålet sin taske, der var på
en stol umiddelbart ved siden af hende. Alle restaurantens gæster blandede sig, og vi konkluderede slutteligt at den måtte være stjålet af et par lokale drenge, der kort havde placeret sig ved bordet på den anden side af pigerne, for derefter at have forladt rummet. Bad luck for them ladies - vi smuttede hjem på vores værelse og så film.
Da klokken blev halv 3 listede vi ud af værelset for at afvente vores minibus, der skulle kører os til Colga Caynon. Den viste sig dog først at ankomme ved en 4-tiden, super lækkert!
Dagen viste sig dog at blive endnu en af de mere oplevelsesrige. Vi var i alt en gruppe på 12 mennesker, der blev kørt ud til forskellige attraktioner. På turen så vi en del forskellige Inka-momumenter, og fik hertil en grundig forklaring ved de forskellige stop. Vi ankom også til en enorm kløft, hvor Ørne (Condorer) holdt til. Denne type ørne er de største i verden, med et vingefang på op til 3,5 meter. Ydermere bød turen også på en del lamaer, geder og utallige flotte udsigter. Efter turen kørte vi alle, mætte på oplevelser, tilbage til den hyggelige by Arequipa hvor vi tilfældigvis stødte ind på de to tyske fyre, vi havde været på deadroad med. Aftenen endte med en spontan bytur, der både havde gode såsom mindre gode oplevelser med sig. Michael fik nemlig stjålet sin telefon af et par Peruanske drenge, vi ellers havde haft drukket og hygget os med. Vi endte dog med at få telefonen igen, og fandt hurtigt et andet selskab til det resterende af aftenen.
Næstedagen gik mest på film og afslapning, derudover var vi også rundt i byen og se de forskellige gader og mindre markeder. Vi besluttede os for at hapse en enkelt nat mere i denne hyggelige by, Arequipa, inden turen gik videre mod Inka-riget og Amazonas-turen nær Cuzco.
Vi ankom til Cuzco om morgenen og måtte lige tilbringe et par timer på det lokale marked, inden vi kunne checke ind på vores hostel. Herefter fik vi gået en runde i byen, der viste sig at være både meget hyggelig og meget stor. Og efter en briefing hos rejsebureauet var vi ellers klar til at blive hentet næste morgen kl. 5. Her mødte vi så de andre i gruppen, der hhv. bestod af to hollændere, to englændere og ti fra New York. Vi kunne i begyndelsen af turen se, at vores udstyr måske ikke var helt samme standard som resten af deltagernes. De havde både indkøbt vandrestøvler, en god backpack og dyre vandrestave specielt til formålet. Til sammenligning havde vi her et par løbesko, en gammel skoletaske og så havde vi lejet én enkelt vandrestav hver i træ, der ikke kunne reguleres i længden - og vi lignede derfor to kopier af Gandalf på vores vej op ad bjerget. At både sovepose og liggeunderlag måtte hænge i en snor på vores to tasker, der bestemt ikke er produceret til trekking - det resulterede i, de hang på siden i stedet, og med 6-7 timers vandring om dagen blev dette et relativt stort irritationsmoment.
Men den første dag var meget lidt kuperet, og vi var derfor ikke særlig trætte, da vi ankom til den første Camp ved 17-tiden. Til gengæld var vi blevet en del klogere på plantelivet, da vores guides brugte meget af den første tur på at oplyse os herom.
Næste morgen stod vi op kl. 5.30, hvorefter der var morgenmad. Alle måltider på denne tur var i øvrigt helt ud over det sædvanlige - stort set 3 retter til hvert måltid og samtidig en meget stor variation. I den forbindele bør de mange portere bestemt også nævnes - tilhørende vores gruppe på 16 personer er der nemlig lige så mange såkaldte portere, der bærer alt udstyr op ad bjerget og i øvrigt hjælper til med det praktiske. Disse peruanere var dog kun halv størrelse af os europæerere, men til gengæld bar de en meget større last på 25-30 kilo, og fødderne var udrustet med et par slidte sandaler. Virkelig imponerende.
Men denne 2. Dag skulle bestemt blive den hårdeste - vi skulle gå opad uafbrudt i 4 timer, inden vi nåede Dead Woman's Pass i 4500 meters højde. Vi fik lov at gå i vores eget tempo, og vi endte defor med at gå sammen med de to hollændere og tre af amerikanerne i frontgruppen. Efter en del hvil, forskelligt proviant og en anelse ufine gloser nåede vi så toppen efter godt 3 timer - her ventede vi så noget tid på resten, inden vi helt udmattede kunne gå en time nedad til vores camp. Her var vi blevet forkælet med 1 graders bade og stående toiletter, men de fleste fandt de vist helt tilfredsstillende efter den lange dag. Da vi havde spist, kunne vi to danske lige nå en hurtig leg sammen New Yorkerne, som de introducerede os for, inden vi igen var nødt til at få så mange timers søvn i teltet, som muligt.
Næste dag skulle vi nemlig endnu en gang op omkring kl. 6, og dette, fik vi at vide, var den længste dag. Vi skulle gå 16 km. på omkring 8 timer - og med vores ekstremt ømme ben virkede dette som en stor opgave. Men dagen viste sig at være noget mere afslappende med både flade og nedadgående passager, og så fik vi i øvrigt set hele 4 Inka-byggerier. Hele gruppen var meget imponeret over både bjerglandskabet og udsigten til disse fantastiske byggerier. Der var selvfølgelig også rig mulighed for at tage en masse billeder, hvilket vi da også gjorde. En amerikaner, der hed James, levede dog op til sit asiatiske udseende ved at både at have det klart største kamera og den klart største lyst til at bruge det. Vi fik derfor arrangeret, at der blev lavet en såkaldt Drop box, hvor alle ligger deres billeder ind, så de således bliver delt.
Ved slutningen af denne dag fik vi endnu engang spillet lidt med amerikanerne, der i øvrigt havde en masse gode sightseeing-råd til vores måned i USA. Desuden aftalte vi også at mødes med dem alle sammen, når vi nu kommer til New York i slutningen af april.
Den sidste dag var kulminationen på hele Inka-turen - vi skulle nemlig se det verdensberømte Machu Picchu. Vi måtte her op kl. 3.30 for så at vandre i et par timer i mørket. Da solen stod op fik vi først mulighed for at betragte byen fra et bestemt punkt, hvor tågen stille og roligt forsvandt - virkelig en flot oplevelse. Herefter tog det kun en halv time, inden vi af bag/bjergvejen så selv kunne træde ind i den spændende ruinby. Vi fik en fin guidet tur på et par timer, inden vi selv kunne tage de billeder og se de udsigter, vi ønskede den resterende tid.
Og efter først en bus - derefter en tog - og så endnu en bus ankom vi igen til Cuzco efter en helt fanatisk bjergtur, der både bød på hårde gåture, flotte udsigter og ikke mindst et indblik i Inkariget.
Vi havde nu 3 dage i Cuzco, inden vi skulle ind i Amazonas. Hertil bestilte vi en riverrafting tur hvor vi mødte fire andre danskere, der alle arbejdede frivilligt på hhv. et børnehjem og et hospital i Cusco. Vi fik arrangeret en dansker-båd til riverraftingen, der bød på en sjov og udfordrende dag på floden. Ved slutningen af turen mente vores instruktør, at vi skulle prøve og vælte hele båden midt i bølgerne, for derefter at få vendt båden igen og indtage vores positioner. Det var en udfordrende, men utrolig sjov oplevelse. Resten af dagene gik på afslapning i byen, hvor vi så et enkelt optog i Cuscos gader og hapsede en enkelt bytur med vores nye bekendtskaber fra NY.
Langt om længe nåede vi til dagen, hvor vi skulle en tur til Amazonas-Junglen i Puerto Maldonado. Vi tog en natbus og ankom til destinationen tidligt om morgenen. Her blev vi hentet i en motocart (tuktuk-taxi), og blev kørt til en restaurant hvor der skulle lidt indebords før vores båd sejlede mod hostel-ressortet der befandt sig midt i junglen. Det var en fascinerende tur dertil, og ret så imponerende at et hostel kan placeres midt i junglen, blandt masser af dyr og floder. Vi mødte vores guide Pipo, der kort gav en udmelding om opholdet de næste par dage. Vores værelse var, til alt forundring, et af de bedre af slagsen. Der var gode senge, eget badeværelse og fin rummelighed - alt over forventning!
Senere på dagen begav vi os med guiden ud i junglens tæt-grupperet terræn for at udforske omgivelserne. Her stødte vi ind i et par taranteller (fugleedderkopper), insekter og hørte om de forskellige dyrearter i skoven. Vi smagte også på lidt af planterne, som vi bruger som medicin verden over. I de Peruanske apoteker, stammer 70 procent af produkterne fra junglen af. Senere på dagen skulle vi på endnu en tur, her var der blevet tilføjet en enkelt til gruppen, en tysk dame der ikke var kommet i rette tid til at være med på første rundvisning. Vi gik alle fire op i et højt tårn, hvor udsigten var utrolig flot. Her fortalte Pipo om de forskellige stammer i Amazonas Junglen, og dets krige. Førhen havde der været langt over hundrede, men i dag stod blot to kendte stammer tilbage. Efter historiefortællingerne blev det tid til lidt mad, hvor vi også mødte de andre gæster. Langt størstedelen var kommet her for at opleve junglen, men en enkelt kvindelig psykolog fra Holland, besøgte stedet af andre årsager. Hendes ophold skulle bestå af en Auhuaska-lektion, som skulle udvide sit sind og livsopfattelse. Auhuaska er en kaktusplante, som mange stamme-shammanere koger og sluger, for derefter at få et bredere kendskab til junglen og livet. Med tiden skulle det eftersigende også være blevet en større turistattraktion, selvom vi dog ikke havde intentioner om at prøve kræfter med et sådant stof, haha..
Hostellet havde 3 aber og en Papegøje, som boede hos dem og fik masser af kærlighed og opmærksomhed fra gæsternes side af. Disse dyr havde tidligere været i fangenskab, men var nu kommet hertil for at starte på en frisk og slutteligt ende på deres retmæssige plads i junglen, hvor de hører til. Vi brugte det resterende tid af dagen på afslapning, og fik hygget med dyrerne og menneskerne ved lejren/hostellet)
Næste morgen skulle vi tidligt op. Vejret havde været meget skiftende fra sol til regn, men om natten havde regnen fået overtaget, og stigerne vi gik på dagen forinden, måtte vi nu sejle over i kajakker. Vi skulle bruge dagen på en nærliggende ø, hvor dyreriget var meget udbredt. Da vi ankom til øen, skulle gummistøvlerne vise sig at være brugbare. Vi skulle gå 5 kilometer i en kæmpemæssig mudderpøl for at komme til målet. Herfra sejlede vores guide os rundt på en stor sø, hvor vi fik en masse dyr at se og underholdende historier blev fortalt undervejs. Vi så blandt mange dyr; utallige fuglearter, flagremuse og en enkelt Kayman. Efter en god lang formiddag, vendte vi snuden hjemad og gik en eftermiddag med afslapning i møde. Om aftenen skulle vi igen ud og suge amazonas til os, hertil var dog et større problem i vejen. Michael prøvede ihærdigt at vække sin rejsekammerat fra sin skønhedssøvn, men efter flere forsøg måtte han melde guiden, at vi var en mand "tungt sovende i sengen". Aftenen stod ellers på Kayman-jagt, hvor der var held i sprøjten - Michael og den tyske pige fra holdet, fik begge lov til at røre ved dyret, inden guiden igen satte det på fri fod.
På sidstedagen fik vi sejlet Kajak og fisket lidt. Ellers stod den på hygge med de andre fra turen af. Da vi skulle afsted mod fastlandet, fulgtes vi også med et par stykker af dem tilbage til Cusco. Da vi ankom ved 8-tiden, gik vi ud og fik lidt morgenmad med to af de andre. Her stødte vi ind i én af de andres venner, der skaffede os en busbillet til Lima. Det var vi meget tilfredse med - lige indtil klokken blev 16, og vi skulle af sted med bussen. Det var den hidtil værste køretur, der her varede godt 21 timer. Benene måtte ud til siden for at være der, alle de lokale havde i dagens anledning lige sprunget badet over den måned og samtidig lod det ikke til, at høretelefoner var noget i de brugte, når de nu ville høre musik. Da solen så gik ned, blev det så koldt i bussen, at vi begge måtte tage armene ind i trøjen for at holde det ud - og kombineret med et stop i kvarteret for at tage nye passagerer med, der partout skulle ramme ens skulder enten med deres mave, deres mad eller sågar deres børn - det gjorde blot lettelsen endnu større, da vi kunne stå ud i Lima næste eftermiddag.
Her fik hurtigt fundet vores hostel, der lå meget centralt. Den næste halvanden dag brugte vi så hovedstaden, hvor vi fik set en del af byen og stranden, inden vi d. 1. april, med en mellemlanding i El Salvador, kunne flyve til Los Angeles.
- comments