En forhaabentlig kort beskrivelse af turen i bjergene paa et tastetur hvor de fleste af bogstaverne mangler, saa baer over med stavefejl.

Vi havde planlagt en kortere tur til Puun Hill paa omkring 5-6 dage, men da vi kom forbi en flink mand ved navn Lale, som har en treking shop ved Lake side i Pokhara. Han inviterede os til at bo i hans mors hus sammen med resten af familien. Det overvejede vi en dag og takkede ja. Da vi havde pakket en lille rygsaek (efterlod den store selvfoelgelig) for at tage afsted, gik vi hen til hans shop for at faa vejvisning. Han var der ikke, men konene sagde vi kunne folges med et andet medlem af familien der tilfaeldigvis lige var paa besoeg i butikken. Dejligt nemt!

Vi blev henvist til taget af bussen for den var helt proppet med lokale. Det noed vi i fulde drag, da vi koerte igennem nogle smukke omraader og smaa landsbyer. Det startede med laekkert solskin og endte i regn saa vi alligevel kom ned i den efterhaanden tomme bus. Vi koerte omkring en times til ham vi fulgtes med stod med os af i noget der lignede ingenting. En lille flaekke, hvor der mellem nogle smaa huse foerte en stejl trappe, der viste sig at skulle fortsaette i en uendelighed op af en bjergside. Jeg bukkede helt under og maatte overgive mig til min daarlige kondi og had for trapper og efterhaanden mega tunge rygsaek og lod derfor den flinke mand baerer den saa jeg kun skulle kaempe med de mange trin. Han var en ud af de fleste maend omkring byerne der enten har vaeret eller er trekking guide eller baerer. De har en styrke som en okse! Emil tog den i stiv arm eller hva man nu vil kalde det. Det var saa kun en lille smagsproeve viste det sig senere :)

Men ja, vi kom frem til familiens glaede og varme og fik en fint lille vaerelse med egen lille trea balkon med udsigt til hvidklaedte bjergtoppe, eller ja naar der altsaa ikke var skyer. Saa tiiidligt om morgenen skulle man op for at faa et kig det skoenhederne. Jeg ville saa gerne have vist jer nogle billeder, men denne pc vil ikke finde mit kamera. Der kommer nogle senere.

Vi boede med denne familie i 6 naetter. Vi var med ude og "cutting grass" til deres buffalo som var toejret i et lille skur med selskab af nogle ogsaa bundne geder. Hver morgen blev vi vaekket omkring kl 10 med en kop soed te og en pandekage agtig ting. Vi fik ogsaa virkelig smagt lokal Dal bhat som vi fik store portioner af 2 gange om dagen. En kamp til tider at vaere hoeflig g spise op :) Vi gik smaa turer, Emil badede i et laekkert vandfald, vi legede oppe paa deres hellige tempel sted med de lokale stoerre og mindre drenge i deres by Dithal. Og en dag fulgte Emil med familiens 20 aarige soen Manoj som skulle i skole, ned til byen for at koebe sager til os og mad og nye sko til familien. De blev "happy crazy" som Uteli (Lales soester) sagde det med en sjov bevaegelse med oejnene. De gav 'in return' et fint stykke stof som de lokale Nepali kvinder gaar med som nederdel (lungi) til mig og Emil fik et rigtig kraftigt laekkert stykke hvidt stof, som man kan folde til en smart rygsaek (Bangra) som alle de lokale maend og drenge har forskellige ting i. Saa der var liv og glade dage, store knus og hoeje grin med den familie der saa gerne ville have os til at komme tilbage til den naeste festival engang her i okt., hvor de slagter dyr, taender lys over det hele og fester i flere dage. Men lad os nu se hvor vi ender til den tid.

Hov det blev nok liiige til en 'fortsaettelse foelger' da jeg nu har brugt 2 timer paa den samme stol og ikke orker mere pc skaerm i mine oejne.

Maaske allerede imorgen flere ord og forhaabentlig lidt billeder :)