Profile
Blog
Photos
Videos
Opdateringer med en måneds mellemrum er åbentbart det bedste vi kan præstere. Som bloggens navn så fint også beskriver det: Sigter godt, men rammer skidt. Den overskrift er måske endda noget af det, vi har ramt bedst.
Planen da vi landede i Honduras var, at Mathias og Mikkel skulle tage Open Water og måske Advanced dykkercertifikat på Utila, og at vi så skulle rejse rundt i mellemamerika... Men nej. På Utila er der 3 løgne, der er så anerkendte, at de bliver trykt på t-shirts. Vi blev fanget i den første af dem: Jeg rejser i morgen.
Vi endte på et af verdens bedste Padi centre, ja faktisk kåret til verdens bedste IDC uddannelse to år i streg. Her fik vi Joshia, bedre kendt som Juicy, som instruktør. En energisk, dygtig amerikaner, der synes at en uge på Utila, hvor Mathias og Mikkel "kun" nåede til Advanced var for lidt. Det tog ham ikke længe at regne ud, at vi på den måned vi havde i Honduras, kunne nå fra ingenting til Divemaster. Det ville selvfølgelig blive lidt presset, da man normalt bruger en måned alene på divemasteren, men han lavede en tidsplan der fortalte drengene hvad de skulle lave hver eneste dag i en måned. Udfordringen lå i, at man skal have 40 dyk inden man overhovedet kan starte på Divemasteren, og 60 for at afslutte den. Den hurtige matematiker vil hurtigt se, at det er omkring 2 dyk om dagen. Hvilket ikke lyder af det store. Når man så lige pludselige bruger hele dage i et klasselokale eller i en pool, der ikke tæller for rigtige dyk, begynder det at blive presset. At vi oven i blev snittet af en orkan, hjalp heller ikke på af få logget dyk. Jeg (Jon) havde heldigvis snydt lidt hjemmefra, og havde næsten 30 dyk. Så mens Mathias og Mikkel kæmpede med Advanced, Open Water og en masse dyk, tog jeg det stille og roligt med Rescue Diver. Det var ikke meget jeg fik set til drengene den første tid på Utila. Mest kun om aftenen hvor vi blev fanget i den anden løgn: Jeg drikker ikke i aften. På UDC (Utila Dive Center) blev der spillet Nails hver eftermiddag, når vi kom tilbage fra dykkene. Det handlede om at slå søm i, som vi kender det hjemme i Danmark, med små regelforskelle. Første og sidste i deles om at give en omgang. Dejlig måde at få nogle gratis øl.
Jeg tog min Rescue Diver med en israeler ved navn Martin. Hyggelig fyr. Når man tager certifikater ved UDC for man en masse gratis nætter på deres Hostel, Mango Inn. Med alt det vi tog, fik vi 17. Til vores held boede Martin sammen med et "badass" amerikansk par, Natalie og Jordan, der da vi ramte dag 16 skulle videre til Indien. Martin havde ikke råd til huset selv, så vi tog deres plads + en madres på gulvet. Det er altid rart med eget hus, og da det oven i købet lå meget tættere på UDC, var der ikke meget at brokke sig over.
Utila i sig selv er ikke særlig spændende. Det er en lille tropeø halvanden times sejlads fra Honduras' nordkyst. Den er en del af øgruppen Bay Islands, hvor storebror Rotán tiltrækker alle charterturisterne med sine lækre strande og efterlader Utila til os backpackere, med dyk på hjernen. Der er nemlig ikke så meget andet at lave på Utila end at dykke. Byen på Utila er bygget op over en lang vej på sydsiden af øen. Til denne hovedgade er der en lille side gade, og det er det. Der er omkring 10 biler og sindsygt mange golfbiler og scootere. De omkring 10 dykkercentre fylder sammen med resturenterne, der skal mætte de sultne dykkere, det meste af billedet. Hovedgadens tilstand var akkurat god nok til, at vores long boards kom til deres ret. Så medmindre det regnede forlod vi ikke vores hus uden boards.
Det passer ikke helt, at man kun kan dykke på Utila. En af dagene, hvor de to seriøse dykkere havde eksamen i Rescue, to alle vi andre fra UDC ud og spillede minigolf. Golfbanen var gemt et godt stykke ude i junglen, hvor en skør eller sindssyg englænder havde et stykke jord, med en to metrer betonmur rundt om. Banerne var lavet af skrald og drivgods. Et par af banerne var lavet på taget af en bygning, mens andre var nede i underjordiske gange. Hele spillet blev gjordt noget sværere af, at det var vildt varmt og ingen vind på grund af den omkransende mur. Oven i var der købt nok med øl og rom til udflugten. På vej tilbage, efter et nederlag på et skud til badass amarican Jordan, kom vi forbi Mango Inn. Her kaldte poolen virkelig meget på et poolparty, så sådan blev det. Her joinede to nycertificerede Rescuedivers, så der var meget at fejre. Puuh Haa.
Utila består, som du nok er ved at have en fornemmelse af, næsten kun af dyk og fest.
Dykkene var gode. Vi lavede en del vragdyk og natdyk. Vi så hajer, rokker (som dem der slog Steve, den australske krokodille mand ihjel), skilpadder, mureener, barracudaer, lionfish og blæksprutter. De to andre var endda så heldige, næsten at se en hvalhaj. Mathias har den på film, så det faktisk godt være, at han så den.
Som en del af Divemasteren skulle vi assistere på uddannelserne. Det vil sige, at det var os der holdt styr på alle de nye dykkere, når instruktøreren viste øvelser, eller skulle fokusere på en dykker. Det ville også sige, at vi skulle kunne alle øvelserne selv til perfektion. Der er lidt over 20 øvelser, og man får karakterer fra 1 til 5. Padi kræver at man får mindst 3 for hvert skill, men det var ikke nok for UDC. Her ville de have det bedste, så kun 4 og 5 var acceptabelt. Sådan var forventningerne hele vejen igennem, og med vores indbyrdes konkurrence, blev det til nogle utroligt flotte præstationer.
Festerne var også gode. To af dem er endda værd at skrive hjem om.
Den ene var hallowen. I Nordamerika er hallowen åbenbart lidt større end hvad vi gør det til i Danmark. Hostellet, der lå lige ved siden af vores nyanskaffede hus, holdt en kæmpe hallowen fest. Jeg ved ikke, om det er os i Danmark der er galt på den, eller det er resten af verden, men et kostume til hallowen behøver ikke at være uhyggeligt. ??? Der var en del amerikanere på UDC, så alle snakkede kostumer i dagene op til. Hvis i ikke har lagt mærke til det før eller ikke kender Mikkel, så kan jeg informere jer om, at han har visse ligheder med Wolverine, faktisk en del. Det har flere kommenteret på i løbet af rejsen, så den lå lidt til højrebenet, at Mikkel skulle ud og anskaffe sig en cigar og et par andiamantium klør. I den måned vi var på Utila, blev vi kendt som "The Danes". Ikke at det i sig selv er særligt sejt, men fordi der hver måned kom 30 danskere forbi på tur, og der generelt var mange danske på vores lille ø, føltes det godt, at vi var danskerne. Det jeg vil frem til er, at vi blev set som en gruppe, og at vi derfor også ville være en gruppe til hallowen. Når Mikkel nu allerede var Wolverine uden kostume, måtte Mathias og jeg til at studere x-men. Vi kom frem til at Gambit og Beats var passende. Eller næsten. Det der egentligt skete var, at Mathias skulle assistere på en Open Water Klasse og derfor ikke kunne være med da vi var ude i byen for at købe materialer. På mystisk vis endte vi op med 4 tuber blå ansigtsmaling...What to do? Aldrig er der blevet taget så mange billeder af tre danskere til en hallowen fest, hvor amerikanerne burde have været på hjemmebane. Fantastisk fest.
Den anden fest var vores sidste-aftens-fest / Vi-rejser-nu-og-denne-gang-mener-vi-det-fest! Vi inviterede hele dykkercenteret ud at spise på Janas Grill. Alle instruktørerne mødte op, sammen med alle de andre staff-members (en titel man forresten får når, man lige som os tager eller har taget Divemaster på UDC). Der mødte i hvert fald langt flere folk op en vi havde forvendte. Hvilket pressede Janas's Grill på stole fronten. Der blev holdt tale og sagt skål på mange sprog og måder. Efter en dejlig, hyggelig og rørende middag tog vi videre i byen på vores stamdiskotek, Tranquila. Her stod resten af natten på danskerdans, vi havde nogle moves, der aldrig var set før i den del af verden, og kæmpe farvel krammere. Selv vores hardcore amerikanske instruktør, Juicy, blev helt sentimental og kunne næsten ikke slippe os til sidst. Så føler man sig værdsat! Det var rigtig hårdt at vende ryggen til så mange dejlige mennesker og vide, at vi aldrig kommer til at se størstedelen af dem igen.
Nu står den på salsa og spansk i Colombia!!! (Verdens lækreste piger)
- comments
margrethe Fantastisk beretning. I nyder livet, og får en masse mindet, men efterlader også nogle positive spor. Vi glæder os til at se dig og høre mere. Nyd Colombia, salsaen og de smukke piger. Knus fra Margrethe