Jeg hader sand. Jeg hader sand i teltet, jeg hader sand i bilen og jeg hader sand i maden. Jeg hader sand der kommer ind alle steder, hvor det ikke skal være. Jeg hader sand der sætter sig på ens fødder, når man kommer tilbage fra vandet. Jeg hader sand der blæser i luften og sætter sig i ens øjne. I det hele taget så hader jeg alle aspekter ved sand og det faktum at lige meget hvor meget man ryster sit tøj, vasker sig, tømmer ens taske og fejer bilen, så vil der altid være sand. Sand er lidt ligesom Villy Søvndahl. Først bliver man irriteret over tilstedeværelsen og så tror man at man er sluppet af med det, men så pludselig ud af ingenting *BAM* så har man problemet der igen :)

Faktisk så er min pointe bare, at jeg hader sand og så kan man jo spørge sig selv om det ikke var dumt at tage til verdens største sandø. Jo, det var det til dels, men vi har nu alligevel haft en god tur og hvis man ser bort fra sandet, så er øen nu meget smuk :)

Jeg ved ikke om det fremgår af bloggen, men jeg er nu glad for at det er sidste dag på øen. Bare det at komme hjem til et beskidt hostel og tage et bad i en brusekabine, der ikke har set skyggen af Vanish eller Ajax de sidste mange år, kan være en befrielse. Bare at smutte forbi en 'restaurant' og købe en beskidt burger, hvor man kun skal bekymre sig om kalorier og farvestoffer, men derudover bare sætte tænderne i den uden frygten for tandskader pga. sand og alt andet skidt fra stranden. Med andre ord, så gider jeg ikke længere at lege B.S. i vildmarken, når man har andre muligheder, men i det mindste tuder jeg da ikke ligeså meget som Bubber :)

Inden færgeturen hjem var der dog lige et sidste stop. En sø kaldet Lake McKenzie, vi havde hørt meget god om. Så med turen endelig i tankerne og håbet om den dejlige sø med badevenlig vand kørte vi så afsted igennem skove og andet ufremkommeligt landskab. Og så skete det der ikke måtte ske. Føreren af bilen kører for stærkt over en kæmpe rod og venstre fordæk eksploderede under os. Alle i bilen kigger fortvivlet på hinanden og stemningen bliver rimelig kritisk, da alle siger de ikke kan skifte dækket. Jeg bliver så derfor nød til at sige jeg kan, så vi kan slippe for gråd og sure miner og jeg så da også Preben skifte dækket på vores bil engang for mange år tilbage.

Derefter kommer alle problemerne så. Først kan vi ikke finde dunkraften og da vi så finder den, så virker den ikke. Imens de andre har ledt efter donkraften knækker jeg to bolte, da jeg skal skrue reserve dække af. Så kommer der heldigvis en anden bil forbi og vi låner så deres donkraft. Den præsterer vi så også at ødelægge, da stangen man drejer rundt knækker. Her er jeg så ved at være pænt træt af det hele, så jeg giver måske dækket et spark eller to. Efter at have tænkt over problemerne i 10 minutter går det op for mig, at vejen er lavet af sand og man derfor så bare kan grave et huld under hjulet og dermed få det skiftet, så efter en god time i krise var igen på vej mod Lake McKenzie.

Af alle de ting vi har kørt efter på Fraser Island var det her helt klart den bedste. Sandet var hvidt som sne og vandet var klart og dejlig tempereret. Faktisk mindede søen mest af alt om en strand fra et postkort, men fordelen ved søen var bare, at vandet ikke var salt. Ikke at jeg drikker vandet mens jeg svømmer, men I ved hvordan det er med saltvand i munden og sådan.

Efter dette kig turen hjemad og jeg svor at det var den sidste tur ti ødemarken jeg vil tage i Australien, men nu har vi trods alt også været på mange.