Profile
Blog
Photos
Videos
Idag forlader vi Jan og Graeme's gård, som de sidste to nætter har været vores Servas-hosts her lidt nord for Invercargill. Vi har fra starten, hvor vi i indkørslen blev mødt af det danske flag følt os utroligt velkomne og har nydt vores lille ophold her i fulde drag. Vi er blevet vist rundt på gården og har hjulpet til med at malke nogle stykker af de 450 køer. Jan er en rigtig mad-mor og vi har simpelhen fået så god mad. Om morgenen har den stået på bla. mælk og æg af egen avl, og til aften har vi nydt godt af afgrøderne fra køkkenhaven og så selvfølgelig også fået lækkert hjemmebag i form af scones med dadler, cookies, chokoladekage og rabarber/hindbær-dessert.
Efter de mange nætter i bilen har vi da også nydt godt af at kunne få et ordentligt bad og få klaret en omgang tøjvask eller to.
Idag går turen videre mod Dunedin, hvor målet er at få set nogle vilde pingviner. Angående vejrforholdene hernede regnede det hele dagen igår og temperaturen nåede kun lige de 10 grader. Vi glæder os derfor meget til snart at sætte kursen mod nord og varmere forhold. - Vi trænger til at ligge lidt på en lækker strand og sole os og blive fri for de alt for kolde nætter i bilen, hvor vi simpelthen har haft udstyret os med skiundertøj, bukser, fleece, to par sokker og i Dittes tilfælde også regnjakke, - hvilket jo er før vi kryber ned i lagenpose og sovepose og lægger et tæppe over os... Til gengæld nyder vi stadig godt af hovedpuderne fra flyveren (tak for tippet til Kredde og Randi).
- comments
niels Kære Ditte og Frede Skønt at høre fra jer igen. Glæder os at I har haft en god oplevelse hos Servas familie. Så får I jo en fantastisk indsigt i livet på NZ. Håber I få flere af disse. At I hjælper til med malkning af 450 køer og får lidt indsigt i Arlas værste konkurrent på mejeriprodukter internationalt, må vi se hvad jeg kan få ud af. Du ligner jo en rigtig bonde Ditte. Har I mon også et godt billed af Bonde som bonde? Vildt spændende med elastikspring Frede. Bare det var mig!! Jeg sidder her og sveder efter løbetur. Mor er lige vågnet og Maja sover "rusen" ud. Hun gik i seng torsdag som pubbe sprang ud som sommerfugl fredag. Det samme gjorde Sarah. De fandt dåser i garagen og har festet hele natten på gym. Nu må vi se hvornår hun får øjne. Vi savner jer her, men glæder os over at det går så godt. God tur nordpå til varmen. Her har vi forår og op mod 10 grader. Kærlig hilsen Maja, mor og far.