Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle sammen
Nu har jeg jo efterhånden været af sted i noget tid, og det gør det ikke lettere at vide hvor jeg skal begynde. Bare rolig jeg skal nok prøve at gøre det kort, og vil minde alle jer (interesserede) læsere om at jeg også er interesseret i hvordan det går med jer. Så send en mail eller skriv på væggen!
Studiet er allerede nu startet for en måned siden, og før det rejste jeg rundt med en ven (Bo), i fjorten dage, hvor vi kom vidt omkring. 8. august landede Bo og jeg og brugte først et par dage i Boston, og kørte derefter landevejene tynde. Nordpå igennem New Hampshire og Vermont op til Montreal. Syd vest på langs lake Ontario til Niagara Falls, øst på gennem New York State til Cap Cod, og endelig tilbage til Boston. Turen bragte alt fra kultur i Boston til landligt idyl på et økologiske hostel. Her var alt hjemmedyrket, solfanger på taget, intet vand i toilettet og ikke mindst et yoga-rum med et banner hvor der stod "eat locally". Jeg vil lade mine fotos tale for sig selv om turen. Det var rart med ferie og rart ikke at ankomme helt alene.
22. august startede studiet og alt det der hører med af nye bekendtskaber, nye steder, nye alt mulig andet, og samtidig rejste Bo hjem, så eneste (måske) dansker i Boston! Efter at have hentet nøglen til min lejlighed, som jeg deler med to spaniere og en italiener, så jeg for første gang det sted hvor jeg skal Bo indtil slutningen af december. Bo var på det tidspunkt endnu ikke taget hjem, og han grinte lidt da han så hvor tom lejligheden var. Der var vitterligt intet andet end fire senge og fire skriveborde. Heldigvis havde vi endnu ikke afleveret bilen, og vi kørte fluks til en Ikea lignende butik og købte stort ind. Lige før vi tog af sted spurgte Bo om der var en lampe, hvortil jeg så efter og svarede at vi hellere også måtte købe en lampe. Helt tom lejlighed! Nu når alt er købt er lejligheden rigtig fin. Den ligger 10 minutters gang fra universitetet og mine roomies er toppen. Vi laver mad sammen, og spanierne bruger en del tid på at se friends på spansk. Det lyder virkeligt mærkeligt! Jeg lærer desuden helt automatisk lidt italiensk undervejs, dog kun de slemme ord. Jeg ved ikke om italienere bander mere end gennemsnittet!?
Alle udvekslingsstuderende er samlet i samme boligkompleks, så det er dem jeg ser mest til. Der er især mange italienere og franskmænd. Et af målene med at tage på udveksling var et forbedret engelsk, men jeg kommer nok hjem med en spansk klingende accent. Men det er rigtigt sjovt og vi laver hele tiden en masse sammen. Mange andre er indstillet på at rejse lidt i løbet af vores ophold, så 11. september weekenden var vi i New York, og weekenden før i Philadelphia og Atlantic City. Vi har lavet et fodboldhold, der spiller mod andre fodboldhold fra Brandeis, mit universitet. Sport bliver der dyrket nok af. Jeg spiller også på et Brandeis hold der spiller mod andre universiteter fra Boston, og dem er der som bekendt nok af. Endelig har mit universitet et sportskompleks jeg aldrig har set magen til. Der er squahbaner, indendørs tennisbaner, udendørs tennisbaner, basket baner, svømmehal, indendørs løbebane, udendørs løbebane, fitness, spinding, volleybaner, bryderum, jeg kunne blive ved. Lækkert!
Ellers går der jo en del tid med studiet. Jeg har fire fag: Advancet macro economics, advanced micro economics, Fixed Income Securities og Computer Simulations & Risk. Arbejdsbyrden er noget højere end I Danmark og jeg har ugentlige afleveringer i hvert fag. Alle mine professorer er utroligt gode og sjove, og det har vist sig ikke at være et problem med sproget. Af en eller anden grund kan amerikanerne godt lide at gætte på hvor man kommer fra ud fra ens accent. Dansk er selvfølgelig svært at ramme, men jeg har haft mange vilde gæt. Australien, ikke dårligt de taler jo pænt engelsk og jeg blev egentlig lidt glad. Glæden var dog kort for en anden gættede på Tyskland kort tid efter... Andre gæt irsk og britisk.
Amerikanerne har taget godt imod mig, og jeg synes alle er så søde og hjælpsomme. Alle vegne man kommer føler man sig meget velkommen. Et eksempel på dette er korlederen James Olesen. Jeg har meldt mig ind i universitetskoret. James Olesen og er det tætteste jeg er kommet en dansker, men har har da danskblod i årerne siger han. For at få en plads i koret skulle man til audition, og jeg snakkede med ham om hvad man skulle kunne. Han er sådan en rigtig hyggelig onkel type, man bare havde lyst til at blive ved med at snakke. Han ønskede mig held og lykke med studiet, og roste mit engelsk og var sikker på jeg var velkommen i koret. Det bedste er jo når de ikke synes man har en accent, men tror man er amerikaner. Jeg spurgte om jeg skulle forberede noget til min audition, men han sagde det ikke var nødvendigt og at de bare skulle tjekke forskellige ting, ens interval og lidt andre ting. Jeg skulle synge noget Bach, fik ikke helt fat i hvad det gik ud på, så jeg spurgte og så begyndte han bare at forklare mig hvem J.S. Bach var! Hmm det viste jeg jo godt og det var ikke det jeg mente, men havde ikke lyst til at spørge igen, når han nu lige havde rost mit engelske…Men min audition gik alligevel fint og jeg fik en plads. Vi har koncert d. 23 oktober. Vi synger Mozart, Missa in C , og der er endnu ikke udsolgt! Så ses vi?
Kh Frederik
P.S. Savner rugbrød med makrel i tomat!
- comments


