Profile
Blog
Photos
Videos
De sidste dage i Buenos Aires
20. Feb.
Dagen er gået med en smule afslapning, eftersom vi kom ret sent hjem i går, efter fodbold. Det har regnet en del i dag, så vi har ikke rigtig været så meget ude i byen. Vi har dog kigget en smule på Chile, og læst om et par ting, som vi kan se i Santiago. Ellers er der vist ikke så meget mere at fortælle. Vi er på vej ud for at spise aftensmad - det bliver nok på en restaurant i nærheden.
21. Feb.
Dagen er forløbet en smule, som i går. Der er stadig regn i byen, så vi er ikke i humør til at tage en kæmpe bytur. Der er ikke så meget mere at fortælle, så nu smutter vi et smut rundt om hjørnet, og finde en restaurant.
22. Feb.
Det regner stadig en smule i dag, men slet ikke i samme mængde som i går. I dag har vi været nede og melde os til en tur i morgen, den går til Recoleta. Recoleta er en bydel, her i Buenos Aires, hvor de største og mest betydningsfulde bygninger ligger. Vi fik i samme omgang også indleveret en god håndfuld vasketøj, som vi får tilbage engang i morgen. Det bliver rart at have alt tøjet rent, når vi skal til ørkenen i Chile, her ved vi nemlig ikke, om der er mulighed for at få vasket det. Så var dagens første opgaver klaret. Vi hoppede i vandrestøvlerne/klip klapperne, og gik en tur ned mod havnen. Her ville vi hæve lidt penge, i vores yndlings hæveautomat, som vi kan tage med til Atacama ørkenen. Rasmus læste nemlig, at der ikke er gode muligheder for at hæve penge der. Turen ned til havnen gik forbi deres hovedgade (det svarer nok til Strøget i Danmark). Her ledte vi efter lidt forskellige ting, med uden held. Dog fandt vi en gadesælger, som havde de 2 sidste flag vi manglede i samlingen (Costa Rica og Ecuador). Så nu har vi flagene, for alle de lande vi skal besøge - så skal de bare syes på tasken. Jubii, sikke en gevinst. På vejen hjem fra havnen gik vi lige forbi vores supermarked, hvor vi købte lidt vand og slik. Ellers er dagen gået med at snakke med familien på Skype og et par spil Uno. Da tiden kom, tændte vi computer, og Rasmus fandt en hjemmeside, hvor vi kunne se kamp mellem FCK - Chelsea. Camilla valgte at stoppede med at se kampen, i protest, da Chelsea kom foran. Dog kunne et par glimt af Fernando Torres ind i mellem godt lokke hende en lille smule. Selvom hun mener at han er iført den forkerte trøje.
23. Feb.
I dag skal vi på tur til Recoleta. Vi mødtes alle nede i baren, og tog den lokale bus til området, sammen med den søde guide Amalia. Heldigvis var vi slet ikke ligeså mange, som på La Boca turen, hvor vi nok var omkring 70 mennesker. I dag var vi omkring 20 personer, og de var alle sammen rigtig søde. Vi startede med at gå gennem et par gade i Recoleta - er et flot område. Her er de fleste bygninger inspireret af de bygninger, som argentinerne havde set i Europa. Hovedsageligt Frankrig. Recoleta bliver faktisk kaldt for Argentinas Paris, for gaderne er fyldt med de samme butikker som på de dyre gader i Paris, og nogle af bygninger er faktisk direkte kopieret. Vi gik ned på gaden, hvor de flotte butikker ligger; Louis Vuitton, Escada, Cartier osv. På denne gade kom vi også forbi Buenos Aires dyreste hotel. Det ville nok svare til d'Angleterre i Danmark. Her er det kun de allerrigeste der bor. Vi fik at vide, at Shakira faktisk ville ankomme om et par dage. Gudsketak og lov at det ikke var i dag. Amalia fortalte, at der tit var store menneske mængder foran hotellet, når diverse rock/popstjerne besøgte det. Dette ville også være hotellet, hvor de store mægtige forretningsmænd boede, når de var på en forretningsrejse i byen. Lige overfor hotellet - meget godt planlagt lå Cartier. Og lige ovenpå Cartier lå et bordel. Åbenbart et meget eksklusivt et af slagsen. I stedet for at betale pigerne, så sagde de som regel, at mændene skulle gå ned og købe en ting til dem i Cartier. Meget snedigt placeret.
Amalia fortalte en masse historier om de rige folk som havde boet i de store huse, og hvordan de havde levet. Det var kun det mest fornemme, der var godt nok til dem. Desværre gjorde krisen i Wallstreet i 1929, at de fleste mistede det hele.
Herefter gik vi videre rundt i byen, og så bl.a. et stort universitet. Dette universitet var kun for jurastuderende, og tilmed et af de eneste universiteter i Argentina som ikke er gratis at gå på. Det var en enorm bygning, og inden i har de alt hvad de kan få brug for, bl.a. apotek, en bank og en swimmingpool. Her fortalte Amalia en historie om, hvordan der for 30 år siden, pludselig forsvandt en masse studerende. De var alle elever, som kæmpede for et kommunistisk styre. Staten ønskede ikke en masse uro, derfor kidnappede staten alle disse elever, og slog dem ihjel. Her snakker vi altså et par hundred mennesker. Nogle af de unge piger, som de havde kidnappet var gravide. Disse piger fik lov til at føde deres barn, inden de blev slået ihjel. Barnet opvoksede så hos den mand, som havde slået barnets mor ihjel - uden at vide det. Der er faktisk en del endnu, som ikke ved, at deres far ikke er deres rigtige far, men manden som slog deres mor ihjel. Denne historie har været tabu i Argentina, men i løbet af de sidste par år, er den heldigvis kommet i fokus, og der er dannet en speciel organisation (bestående af de mormødre og mødre, hvis børn blev slået ihjel). De prøver at finde frem til dem, som lever i uvisheden. De har faktisk allerede fundet omkring hundred af de børn, der ikke er klar over deres oprindelse, og som tror de lever i deres rigtige familie. Vi så også et kæmpe monument (en slags globe, som kunne åbne og lukke) som byen havde fået tildelt, men som var gået i stykker to år efter, og kun kunne stå åben nu.
Herefter besøgte vi et kunstmuseum, og her så vi mange flotte kunstværker. Bl.a. en Picasso.
Nu var det tid til frokost, og vi spiste alle sammen på en café. Vi fik empanadas med kylling. Det var en hurtig, men god frokost. Overfor caféen, lå turens højdepunkt - Recoletas kirkegård. Det er her alle de mest betydningsfulde folk ligger begravet. Bl.a. en masse gamle præster, læger og præsidenter. Og så selvfølgelig Evita Perón. Amalia fortalte en meget spændende historie inden vi gik ind på selve gravpladsen. Dengang Juan Domingo Perón var præsident kæmpede han for arbejderklassen. Her blev ferie, 8-timers vagter, sygedage, sygeforsikring osv. indført. Alle elskede derfor Perón - undtagen de rige i landet. Perón arbejder lidt i stil med Robin Hood, han tog fra de rige, og gav til de fattige. I denne sammenhæng kunne man sige, at han tog fra de rige; præster, læger, advokater, og gav til de fattige: arbejderklassen. Derfor elskede eller hadede man Perón. Der var ingen mellemting. Men Perón blev meget populær, og han giftede sig med den elendige skuespillerinde, Eva Duarte - altså Evita. Evita stoppede som skuespiller, og begyndte at kæmpe for klassen under arbejdsklassen. De hjemløse og arbejdsløse. Juan og Evita Perón styrede Argentina, og størstedelen af befolkningen elskede dem. Desværre døde Evita af kræft i en ung alder. Da tiden kom, og Juan gik af som præsident, fulgte José Domingo Molina Gómez. Han arbejdede på en helt anden måde en Perón. Han gjorde Perón til tabu, og man blev rent faktisk anholdt, hvis man bare så meget som nævnet navnet Perón. Dette tabu gjorde bare, at Perón blev endnu mere populær. Juan flyttede til Spanien, og Evitas lig blev fløjet med. Her "passede han på hende". I 1973, et år inden Juan selv døde, flyttede han, og hans nye kone Isabella, til Argentina igen, hvor Juan faktisk var valgt som præsident af Argentina for tredje gang. Isabella besluttede at Evita skulle følge med dem til Argentina, og da hun ankom her, bestemte Evitas egen familie, at hun skulle begraves på kirkegården i Recoleta. Og det blev hun. Sjovt nok ligger hun nu begravet sammen med alle de folk; præsterne, lægerne osv. som alle hadede Juan og Evita.
Amalia advarede os lige inden at vi gik ind, at kisterne faktisk ikke er gravet ned, men der er bygget små huse med vinduer, og derinde står kisterne - til frit udsyn. Det var godt nok et noget specielt syn. Det var en meget flot gravplads, fyldt med små huse, som indeholder enten én kiste (som regel hvis det var en præsident), eller flere kister med hele familier. Vi brugte cirka en time på kirkegården, hvor vi selv kunne gå rundt og kigge lidt.
Herefter tog vi igen den lokale bus hjem, og da vi ankom, var vi alle godt trætte. Vi tog ned på vores sædvanlige restaurant, og fik en rigtig god afskedsmiddag. Vulkankylling! Det er et par kyllingebryster fyldt med spinat og bacon, og til det er der en sojabønne sovs. Meget lækkert. Bagefter fik vi is og pandekager. Vi tog hjem og pakkede, og gik tidligt i seng, da vi skulle tidligt op dagen efter. Desværre viste det sig, at der var fest på hostelet i aften, og da vi bor på 1 sal (direkte over festen) fik vi ikke sovet særlig meget…
24. Feb.
Vi har haft en lang dag og er trætte!
Vågnede kl. 5, og pakkede de sidste ting i kufferten. Kl. 6.15 holdt en taxa og ventede på os, som skulle køre os til lufthavnen. Turen til Santiago gik fint. Det var en dejlig stille og rolig tur, for der var ikke særlig mange med flyet. I Santiago havde vi travlt - Ret travlt. Vi havde en 1½ time fra vi landede, til vi skulle sidde i det næste fly. På den 1½ time skulle vi: Igennem paskontrol, gennem immigration, hente vores kuffert, gennem tolden (hvor der var en lang kø), check-in til næste fly (hvor der var endnu længere kø) og gennem security. Da vi checkede in, var der præcis en 10 minutter til flyet lettede. Vi løb nærmest gennem security, for at nå frem i tide, bare for at få at vide, at flyet selvfølgelig var en halv time forsinket. Bueno. Nå, men vi nåede det da. Vi ankom til Calama i Chile og blev hentet og bragt til vores hotel. Nu er der kun én ting at sige - Godnat!
- comments
Mark Hej med jer begge to. I skriver bare super godt. Vi får et utrolig dejligt indblik i alt hvad I oplever. Man kan næsten mærke stemningen og atmosfæren og bliver helt vild for bare at være der selv. Vi glæder os allerede til at høre fra Jer igen, ikke mindst Cecilie der håber at I kan træffes på hendes fødselsdag. Ha' det godt I dejlige mennesker.