Profile
Blog
Photos
Videos
Uge 3
Søndag: Vi tager på riverrafting. Vi kører omkring 2 timer ud af byen for at komme til vores startsted og får derefter
udstyret på til turen. Vi får en våddragt, nogle shorts, en jakke, en redningsvest og en hjelm,
så vi er super fine. Vi skal sidde 6 i hver båd og snart er vi ude på vandet. Det er super sjovt, men meget koldt, for
vandet er ikke specielt varmt. Især vores tæer fryser, for mange af os har ikke sko på. Efter ca. 2 timer på vandet kan vi
komme i sauna og derefter er der frokost. Efter frokosten kører vi hjem, og er alle pænt trætte.
Mandag: Vi er i skole, og ellers sker der ikke meget denne dag. Vi tager til salsa om aftenen på natklubben mama africa. Der
er undervisning først, og derefter fri dans.Det er super sjovt.
Tirsdag: Igen spanskundervisning, og efter skole tager jeg på marked med Cecilie og Anna. Vi finder et fint lille marked
i området bag vores hotel. Jeg finder nogle fine gaver til dem derhjemme, som jeg glæder mig til at give når jeg kommer
hjem. De fleste andre skal på chokolademuseum, men ikke jeg, så resten af dagen går med hygge på hotellet og salsa igen om
aftenen.
Onsdag: Vågner op og har det lidt dårligt. Det bliver værre op af dagen, og i stedet for at tage på den city-tour vi
skulle have været på med Jesus tager jeg hjem efter at have været på starbucks for at sove det væk, så jeg er klar til
at komme til lake titi kaka torsdag. Resten af dagen tilbringer jeg i sengen.
Torsdag: Har det stadig skidt, så bliver i sengen i stedet for at tage i skole i håbet om at få det bedre. Har det dog stadig
skidt da vi tager med bussen klokken 2, men får det dog heldigvis bedre i løbet af den 7 timers bustur. Vi ankommer til
byen Puno hvor vi skal overnatte inden vi i morgen skal med en båd ud på søen. Byen er en smule skummel ved aftentide, men
vi går ud og får noget at spise alligevel inden vi går i seng.
Fredag: Tidligt om morgenen bliver vi hentet af en bus der kører os til havnen hvor vi sammen med en guide sejler ud
med en båd for at udforske lake titi kaka. Vi ser først nogle flydende sivøer, hvor der bor ca. 2000 mennesker med ca.
4 familier på hver lille ø. Det er meget primitivt, men også meget hyggeligt. Vi hører om hvordan sivøerne bygges og hvordan
folkene lever, samt får lov at prøve nogle af de traditionelle dragter.Vi sejler i en sivbåd over til en anden bred hvor
der er et lille marked og hvor vores båd venter. Vi sejler derefter i ca.3 timer for at komme til øen Amantani hvor der
bor omkring 4000 mennesker, meget traditionelt. Vi bliver indkvarteret to og to hos hver vores familie, jeg sammen med
Cecilie. Vores "mor" hedder Norma og hun tager os med op til hendes familie i et lille hyggeligt hus. De snakker kun spansk
og Cecilie og jeg kun lidt spansk, så kommunikationen går lidt trægt, men det er egentlig meget charmerende på den måde, og
vi smiler og griner til hinanden mens vi prøver os frem med ord og tegnsprog. Da vi er blevet indkvarteret får vi en
stor dejlig frokost og bagefter skal vi ned til sportspladsen for at spille lidt fodbold. Derefter går vi en tur op på toppen
af øen til pacha mama. Det er hårdt, men der er utrolig smukt, og vi ser solnedgangen der. Hele dagen har det været
virkelig varmt, men da solen går ned bliver det meget, meget koldt. Vi går ned igen, og spiser aftensmad hos vores familie.
Vores familie består af Norma, hendes mor og far, samt hendes søster og 3 brødre. De 2 af brødrene har enten læst på college
eller arbejder i Lima, mens Norma bare bor på øen og laver mad. Meget traditionelt. Efter aftensmaden får vi nogle
traditionelle peruvianske dragter på og skal ned og danse noget folkedans. Tøjet er rigtig fint, og dansen meget enkel,
og vi hygger os. Derefter går vi meget trætte i seng.
Lørdag: Norma følger os ned til båden hvor vi tager afsked og tager videre til øen Taquile. Der bor ca. 2500 mennesker.
Vi går opad et stykke tid og kommer til en plads hvor der er et tekstilmarked. Bagefter spiser vi frokost med en
fantastisk udsigt og vores guide fortæller om folkenes forskellige beklædningsgenstande og hvordan de forelsker sig i
hinanden ved enten at kaste sten eller signalere med spejle. En lokal mand viser os hvordan man strikker huer. Det er
vigtigt for en mand at kunne strikke en ordentlig hue, ellers kan han ikke blive gift. Ydermere er det meget med at signalere
om man er gift eller single vha. beklædningsgenstande som huer, bælter og pomponer, og man kan ikke blive til noget
stort med mindre man er gift. Igen, meget traditionelt. Efter Taquile tager vi tilbage til Puno. Vi tager alle ud og spiser
på den samme restaurant som vi spiste på om torsdagen og derefter går vi trætte i seng.
Søndag: Vi tager en turistbus tilbage til Cusco, hvor der er 4 stop undervejs + en lækker frokost med buffet. Jeg lytter
ikke så meget til guiden, er ret træt, så læser og lytter lidt til musik. Jeg betaler heller ikke for at komme ind til
nogle af attraktionerne på vejen. Synes ikke de lyder så spændende. Efter 9 timer er vi tilbage og jeg tager et langt
og tiltrængt bad. Bagefter tager vi nogle stykker ud og får sushi. Super lækkert. Vi spiller lidt kort på hotellet bagefter
og derefter går jeg i seng. Det har virkelig været en fantastisk weekend.
- comments