Profile
Blog
Photos
Videos
Jeanette vågnede kl 6.57, da der var en meget voldsom støj. Støjen kom udefra, og var det vildeste uvejr, det stod ikke bare ned i stænger, det stod ned i lårtykke stråler. Da vi skulle ud af døren ved 9 tiden var det heldigvis stilnet en smule af. Vi pakkede bilen og vendte snuden mod Miami. Først da vi kom til fastlandet fandt vi en Mcdonalds, hvor vi kunne bruge nettet. Vejret var ustadigt, sommetider regnede det så meget at vinduesviskerne ikke kunne tage det. Det begyndte også at blæse mere. Da vi kom til Miami Beach blev det helt vildt. Der lå kæmpe grene overalt på vejene fra palmerne, cafestole fløj rundt. På Oceans Drive havde restauranterne travlt med at holde på planter, parasoller mm. Det var fuldstændig vildt, palmerne stod vandret, og bølgerne var meterhøje. Vi kørte ind på Collins Avenue, som ligger en gade længere væk fra havet. Vi fandt vores hotel, og prøvede at gå derind selvom klokken kun var ca 13.30.
Wauw sagde vi og måtte lukke kæben med hånden. Aldrig har vi været på så fint hotel. Hilton London go home. Vi kørte bilen frem og straks kom der to fint klædte mænd og åbnede vores døre. De ville gerne hjælpe os med det hele, men da vi kun skulle have en taske op, klarede vi det selv. Vi havde valgt at opgradere til et lidt bedre rum, da vi trængte til ikke at skulle gå i seng samtidig alle 4. Vi fik derfor et rum med soveværelse, stue med minikøkken og sovesofa, 2 balkoner samt ikke mindre end 2 badeværelser. Alt holdt i hvidt. Katrine startede med at smide sig på det tykke lækre hvide gulvtæppe, med et kæmpe smil på læben. Her kunne hun godt bo- og ja det kunne vi andre også. Den vildeste luksus, vi føler os som kongelige. Jeanette har godt nok ledt efter stigen til den kæmpe dobbeltseng, for den er godt nok høj.
Når man tænker på at de to sidste hoteller var beskidte og snuskede, så er vi godt nok steget i stjernerne.
Ved 15 tiden ringede Lars op til hotellet og bad dem køre bilen frem, så var den klar da vi kom ned. Herefter kørte vi til Bayside Marketplace i det lækreste solskinsvejr, hvad skete der lige der??? Utroligt som det kan skifte. Nu var vejene helt tørre og himlen var blå.
Købte et par småting i det hyggelige center, og spiste superlækker mad på Chilis. Bagefter kørte vi til den anden ende af Miami for at finde en Walmarts. Vi handlede lidt bla. Drikkevarer og nogle müslibar til flyveturen. Og Katrine købte kæmpe skumfiduser som hun glæder sig til at ha med til et spejdermøde, så de kan riste dem over bål.
- comments